07.08.2012

Enten bliver Merkel genvalgt og fejret som heltinden, der sørgede for, at tyskerne ikke skulle betale regningen for den europæiske gældskrise. Eller også går Grækenland bankerot og hiver euroen og Merkel med sig i faldet. Det vurderer chefredaktør for nyhedsmagasinet FOCUS, Daniel Goffart.

INTERVIEW af Christoph Burmester, Berlin

I sit nylige sommerinterview med den tyske TV-station ZDF udtalte Angela Merkel, at forbundsvalget i september 2013 skal handle om europapolitik og den europæiske gældskrise. Hvorfor valgte kansleren netop det emne?
Det gjorde Angela Merkel, fordi hun i kraft af kanslerembedet nyder stor anseelse i Tyskland. Samtidig bakker en stor del af befolkningen op om hendes hidtidige strategi på området. Derfor kan hun også være relativt fortrøstningsfuld, når det handler om at opnå politisk succes på området i den forestående valgkamp.
Men Angela Merkel kunne jo også have bragt andre politiske emner på banen. Hvad er særligt ved europapolitik og gældskrisen?
Der findes ikke andre politiske emner, hvor hun i samme omfang bliver anset som politisk kompetent. Der findes endda kommentatorer, som mener, at hun lever højt på sit image som Europas krisekansler og har leveret ganske ringe indenrigspolitiske resultater.
I sidste måned skrev Christoph Schweinnicke, chefredaktør for det ansete politiske månedsmagasin Cicero, at Angela Merkel kickstartede valgkampen den 2. juli med udgivelsen af sin bog Dialog om Tysklands fremtid. Deler De hans opfattelse?
Jeg mener ikke, at Angela Merkel og CDU skød valgkampen i gang med udgivelsen af Merkels bog. Der er endnu lang tid til valget i september 2013. Efter min vurdering begynder valgkampen først for alvor, når SPD har offentliggjort sin modkandidat til Merkel efter landdagsvalget i Niedersachsen i januar 2013. Så vil man også kunne iagttage en direkte konkurrence mellem den nuværende kansler og en socialdemokratisk udfordrer. Herefter vil det blive klart, hvilke emner der kommer på dagsordenen under valgkampen. Europapolitikken vil helt sikkert fylde meget og blive et dominerende tema. Men der er andre emner, som fylder mere i tyskernes hverdag, og som SPD vil tage op. Det er for eksempel spørgsmålet om, hvorvidt vi har et retfærdigt samfund? På den ene side har en række ansatte i banker og store virksomheder lønninger i millionklassen. Samtidig har en del af befolkningen meget usikre forhold på arbejdsmarkedet. Det betyder blandt andet, at de arbejder til mindstelønnen, på deltid eller er ansat i tidsbegrænsede stillinger. Der er tale om millioner af mennesker, som ikke har nydt gavn af den gode økonomiske udvikling i Tyskland. Det er den målgruppe, SPD uden tvivl vil henvende sig til i valgkampen. Jeg tror, at det vil lykkedes SPD at opnå succes på området, og derfor er spørgsmålet om social retfærdighed et relevant tema ved siden af den europæiske gældskrise.
Hvordan vurderer De Angela Merkels chancer for at fastholde den europapolitiske dagsorden frem mod valget?
Det afhænger meget af, hvordan den europæiske gældskrise udvikler sig. Grundlæggende mener jeg, at man kan forestille sig to scenarier. I første scenarie træder Grækenland ud af euroen, hvilket giver en kraftig politisk reaktion. Men situationen falder relativt hurtigt til ro, og der hersker ingen overhængende økonomisk krise i resten af EU. I den situation tror jeg, at Merkel vil blive genvalgt og fejret som den hårdt kæmpende heltinde, der sørgede for, at det ikke bare blev tyskerne, der betale regningen for den europæiske gældskrise. Det andet scenarie er også, at Grækenland forlader euroen, men her sætter det gang i en kædereaktion. Der er altså tale om en dominoeffekt, hvor Spanien falder som den næste brik – og herefter måske også Italien. Man kan måske akkurat redde Spanien, men det lader sig næppe gøre med Italien, som er for stor. Der ville være tale om en stor krise, som kunne føre til euroens sammenbrud. For Tyskland er det et ganske slemt perspektiv, fordi vi i så høj grad lever af eksport. Samlet set kan det hele udvikle sig meget negativt, hvilket også vil påvirke Merkel, som meget hurtigt kan miste sit image som krisekansler.

En stor del af CDU’s kampagne baserer sig på Angela Merkels troværdighed. Hvordan ser De på den række af politiske kommentarer, som mener, at CDU lægger alle æg i en kurv?
Der bliver gjort en stor indsats for at fastholde fokus på kansler Merkels personlige figur. Det er en ganske farlig strategi, fordi man, som tidligere nævnt, ikke kan vide, hvordan den økonomiske krise udvikler sig, og hvordan det vil påvirke kanslerens popularitet. Derudover befinder vi os stadig i en situation, hvor der ingen modkandidat er. Merkel er altså alene på den politiske scene. Hvordan populariteten fordeler sig, når en anden kandidat kommer på banen og også får lejlighed til at reklamere for sig selv, er jo et andet spørgsmål. Derfor er det en farlig strategi kun at forlade sig på kanslerens nuværende popularitet.
Avisen Bild offentliggjorde 30. juli en meningsmåling, som viste, at kun hver tredje tysker mener, at Angela Merkel tager de rigtige beslutninger, når det kommer til den europæiske gældskrise. Hvad er det et udtryk for?
Man skal være opmærksom på spørgsmålenes struktur, når det handler om en meningsmåling. Er der tale om ja-nej-spørgsmål eller spørgsmål med forskellige grader af tilslutning? Jeg kender ikke den pågældende undersøgelse, men mistænker den for at være skruet sådan sammen, at resultatet slet ikke er så klart endda. Men hovedsagen er, at samtlige målinger indtil nu har vist, at tyskernes tillid til kansler Angela Merkel er høj. Det er der ingen tvivl om, og det bliver heller ikke bestridt af SPD. Men eurokrisen kan udvikle sig meget negativt, og derfor er der ingen garanti for, at Merkel fastholder sit nuværende gode image. Meget kan ændre sig, og krisen er meget dynamisk. Lige her og nu er der ingen stemning for et kanslerskifte, men det kan, særligt på grund af krisen, forandre sig meget hurtigt.
En række politiske eksperter hævder, at en forværring af den økonomiske krise fortrinsvis vil komme Angela Merkel og CDU til gode. Enig?
Nej. Hvis krisen bliver værre, vil det føre til, at de velhavende lande – altså Finland, Holland, Østrig, Tyskland – skal bidrage markant mere til nye krisepakker. Det vil påvirke den indenrigspolitiske situation i Tyskland i negativt retning. Mange tyskere har allerede i dag den følelse, at de betaler for meget til Sydeuropa. Og hvis de i fremtiden skal betale endnu mere, vil det kun påvirke den indenrigspolitiske stemning endnu mere. I den sammenhæng vil Merkel også komme under angreb. Derfor er det en farlig sag.

Social omfordeling er et af SPD’s kardinalpunkter og står ifølge en nylig undersøgelse udarbejdet for Deres eget ugemagasin Focus også højt på de tyske vælgeres dagsorden. Hvordan kan SPD sætte social omfordeling på valgkampens politiske dagsorden?
I Tyskland har vi for tiden et 6-partisystem. Det handler derfor ikke længere om at få absolut flertal, men om at gøre sit eget parti så stærkt som muligt. Jeg tror ikke, at det vil lykkedes SPD at blive stærkere end CDU. Da SPD har en relativt stærk potentiel regeringspartner i De Grønne, mens CDU har en svag regeringspartner i FDP, handler det meget om, hvem der bliver det stærkeste parti. Hvem kan få størst tilslutning i valgkampen? Derfor er det meget vigtigt for SPD at komme op på 33-34 procent fra de nuværende 30 procent af stemmerne. Det er et relativt lille spænd, der kan hentes ved hjælp af mobilisering udover partiets kernevælgere. Der er tale om de vælgere, som i årevis har hørt om eurokrisen, men som måske i højere grad vil høre om social retfærdighed, personlige spørgsmål, jobsikkerhed, boligpolitik i form af en rimelig husleje og så videre. Sådanne ting spiller en rolle, fordi de for denne type vælgere er meget tættere på deres hverdag. Avisens overskrifter om eurokrisen er for dem noget, der finder sted på abstrakte topmøder i et fjernt Bruxelles. Så hvis SPD i stedet taler om social retfærdighed, kan man muligvis hente de 3-5 af procent af stemmerne, som sandsynligvis vil være nødvendige for at danne en koalitionsregering sammen med De Grønne.
Hvilke relevante valgkampsstrategier ser De for SPD?
En mulighed er tage udgangspunkt i en regering med CDU, sandsynligvis som juniorpartner. Det er en dårlig strategi, fordi SPD ved valget i 2009 kun fik 23 procent af stemmerne med netop den strategi. Den anden mulighed ville være at føre en rendyrket konfrontationsvalgkamp, altså venstre mod højre i form af SPD og De Grønne over for CDU og FDP. Her vil det være oplagt at lægge vægt på sociale emner og angribe bankerne, eventuelt i stil med den franske præsident Francois Hollandes udmeldinger om en topskat på 75 procent kombineret med, at de rigeste generelt skal betale mere i skat. Altså en klart venstreorienteret linje i valgkampen. Jeg er ikke sikker på, at det vil fungere særligt godt, for til venstre for midten befinder partierne SPD, De Grønne og Die Linke sig. Die Linke vil føre den mest venstreorienterede valgkamp, og derfor vil det blive svært for SPD at overbyde Die Linke uden samtidig at miste politisk troværdighed. Det hænger også sammen med SPD’s valg af kanslerkandidat. En rendyrket venstreorienteret valgkamp vil ikke fungere med hverken Peer Steinbrück eller Frank-Walter Steinmeier (to sandsynlige SPD-modkandiater til Angela Merkel, red.), som var arkitekten bag Agenda 2010 (reform af Tysklands arbejdsmarked og socialsystem, red.). På den baggrund tror jeg, at den bedste strategi for SPD vil være at satse på emnet social retfærdighed, uden dog at føre en rendyrket konfrontationsvalgkamp, og herefter satse på, at partiets potentiale til 33-34 procent af stemmerne bliver til virkelighed.
Politikforskere taler ofte om asymmetrisk mobilisering som et centralt værktøj i valgkampen. Grundtanken er, man indtager sin politiske modstanders synspunkter, hvilket CDU gjorde stor brug af ved valget i 2009. Hvordan vurderer De, at CDU vil anvende strategien ved det kommende valg?
Den asymmetriske mobiliserings målsætning er jo at uskadeliggøre modstanderens holdninger ved helt eller delvist at indtage det samme synspunkt. For eksempel var afskaffelse af værnepligten i Tyskland længe en sag for venstreorienterede eller liberale, mens konservative altid var imod. Nu er temaet forsvundet, fordi værnepligten er afskaffet. Indførelse af en mindsteløn var længe et venstreorienteret emne og et spørgsmål om social retfærdighed, men nu kræver også CDU en form for mindsteløn med et andet navn og et lidt anderledes indhold. Først og sidst er det med til at uskadeliggøre venstrefløjen. CDU har altså på en række områder nærmet sig SPD. Det har den fordel, at det mindsker modstandernes angrebsflanke, men har samtidig den ulempe, at partiets politik bliver mindre genkendelig. Når man slår to synspunkter sammen til et, bliver det mere utydeligt, hvad partiet står for. I en valgkamp, hvor det handler om konfrontation mellem to forskellige positioner, kan den asymmetriske mobilisering derfor være problematisk. Derfor kan CDU ikke ukritisk gentage fremgangsmåden fra den sidste valgkamp, da det vil udviske deres profil totalt. Og der er da også allerede kritik af, at partiets profil er blevet for svag.

DANIEL GOFFART er chefredaktør for nyhedsmagasinet FOCUS og ekspert i tysk politik. CHRISTOPH BURMESTER er freelancejournalist, og indtil medio september bosat i Berlin, hvor han som gæstejournalist er tilknyttet Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung. ILLUSTRATION: Demonstration mod Merkels sparepolitik (Foto: Jusos de)