07.06.2012

I læ af Tyrkiets voldsomme økonomiske succes står borgernes rettigheder sønderskudte tilbage.

ANALYSE af Maj Skibstrup

LÆS OGSÅ:
– Portræt: Hvor blev den liberale Erdogan af?
– Tyrkiet: Massearrestationer af journalister
– Eksperter: Thornings tyrkiske mæglermission er dødfødt

Mens Europa lider under økonomisk krise og nulvækst, spæner Tyrkiets økonomi ud over stepperne. De sidste tre år har vækstraten i det tyrkiske bruttonationalprodukt ligget mellem 5 og 12 procent. Og selvom svingningerne giver anledning til en del bekymring, virker Istanbul stadig som en magnet for europæiske investorer. Det kan ikke overraske, at væksten beror på omfattende økonomiske liberaliseringer. Men det er langt fra imponerende, at liberaliseringen går hånd i hånd med alvorlige indskrænkninger af befolkningens liberale frihedsrettigheder.

Dynamisk by
I 2010 var Istanbul verdens mest dynamiske by. Den lå foran både Beijing og Shanghai. Sådan lød vurderingen på London School of Economics i projektet Living in the endless cities. Og den konklusion kan man godt forstå, når man har byens asfalt under fødderne. Det er vitterlig, som om alt og alle bevæger sig i rasende fart. Huse og hele kvarterer bliver revet ned og nye, gevaldige bygningskomplekser skyder op. Ifølge den store konservative avis Hürriyet er 48 kvarterer med omkring én million huse modne til nedrivning og byfornyelse. Overalt er der bulldozer, kraner og stilladser. Kæmpe tankskibe passerer det smalle Bosporus stræde, mens et mylder af færger suser forbi med en million pendlere om dagen. Endnu flere krydser strædet over de to broer, og trafikken er alle steder overvældende. En ny tunnel under Bosporus er ved at blive bygget, der er planer om en tredje bro og om en 45 km lang kanal, som skal forbinde Sortehavet med Marmarahavet. Og der er brug for ny infrastruktur, for byens Indbyggertal er nærmest eksploderet de seneste 30 år. Fra 2,7 millioner i 1980 til 17 millioner i 2010.

Behov for boliger
De mange mennesker skal også have et sted at bo. Og det er da også frem for alt byggesektoren, som bringer den økonomiske vækstrate i vejret, og som tiltrækker sig udenlandske såvel som indenlandske investorer. Indtil for nylig bestod store dele af Istanbul ellers af faldefærdigt slum. Mange af boligerne var i så elendig stand, at de brasede fuldstændig sammen ved jordskælvet i 1999. Det gjorde en halv million hjemløse. Dertil gjorde de mange tilflyttere behovet for boliger endnu større. De fleste var nødt til at bo i barakbyer eller gecekondu. Det vil sige ”det, der er anbragt i løbet af natten” eller boliger, som er smækket lynhurtigt op ved hjælp af alle former for plader og affald. Der var derfor desperat brug for renovering og etablering af nye boligområder, da AKP (det nuværende regeringsparti) kom til magten i 2002. Premierminister Ergodan, drengen fra slumkvarteret og tidligere borgmester i Istanbul, var fuldstændig klar over, at det var nødvendigt at reformere boligmarkedet – og ligeså klar over, at det ville åbne for store økonomisk vækstmuligheder.

Ingen byplanlægning, bare byggeri
Så langt, så godt. I dag skyder kæmpemæssige højhusbyggerier i muntre bolsjefarver op rundt omkring både i centrum og i udkanten af byen. Istanbul breder sig mod nord, øst og vest. Problemet er bare, at den voldsomme ekspansion sker med en så stor mangel på planlægning, at selv folk i byggebranchen undrer sig:”De planlægger ikke, men bygger i stedet,” som leder af byggeindustriens sammenslutning i Istanbul, Abdullah Baysal siger.

Byfornyelsen bliver primært varetaget af statsinstitutionen TOKI – Tyrkiets administration af byudvikling – der blev oprettet i 1984 med det formål at skaffe billige boliger til lavindkomst familier. Da AKP kom til magten, samlede man alle institutioner, som havde med planlægning, finansiering og offentlig byggeri at gøre under TOKI, liberaliserede dens formål og gav den råderet over 64,5 millioner kvm offentlig land. Herefter begyndte TOKI at fokusere på profitgivende projekter og støttede først og fremmest private investerings- og byggevirksomheder. Resultatet var dårlig planlægning, manglende kontrol, udbredt spekulationen og blomstrende korruption. Liberaliseringen af TOKI har også betydet, at 80 procent af dens projekter retter sig mod velhaverne og middelklassen. Statsinstitutionen løser med andre ord ikke de lavindkomstgruppernes boligproblemer, som den ellers var sat i verden for. Nybyggerierne er ofte for dyre til de fattigere dele af befolkningen, hvilket tvinger dem ud i yderområderne langt væk fra deres arbejde. Det er ikke ualmindeligt, at en tyrkisk arbejder har seks timers transporttid til og fra arbejde om dagen.

Indskænkelse af frihedsrettigheder
Landets fattige kan ikke engang trøste sig med, at den økonomiske liberalisering har bragt liberale frihedsrettigheder med sig. Tværtimod er Tyrkiet det land i verden, hvor flest journalister sidder i fængsel. Tallet er mellem 94 og 104 – flere end i både Kina og Iran. Dertil kommer, at mere end 500 studerende og 3500 politikere, NGO’ere og intellektuelle er fængslede for terrorvirksomhed. Beregninger fra Associated Press viser, at en tredjedel af verdens terrorister skulle bo i Tyrkiet. Da AKP kom til magten, lagde de imidlertid ud med at indføre flere demokratiske reformer og at tilkende mindretal ret til at udgive bøger på deres eget sprog. Men efter den uigennemskuelige Ergenekon-sag, hvor man afslørede planer om et statskup i 2003, er der især efter 2007 gennemført adskillige terrorlove og foretaget et stort antal anholdelser på den baggrund. En e-mail fra en ukendt afsender er nok til at knytte modtageren til en terrororganisation, og en ubehændig joke tappet fra en telefonsamtale kan være bevis på terroraktivitet. Ofte får folk ikke at vide, hvorfor de er arresteret og må vente på, at beviserne først bliver fremskaffet, efter de er anholdt. De kan sidde i fængsel i årevis, før de kommer for en domstol.

Bagsiden af medaljonen
I første omgang udnyttede AKP og især Ergodan den påståede kuptrussel til at fjerne oppositionen fra militæret og retssystemet og til at slå hårdt ned på især de kurdiske organisationer. Men nu bliver internationalt anerkendte journalister fra store aviser arresteret, alene fordi de tillader sig at lave kritisk, dybdeborende journalistik. I 2008 blev en af de største medievirksomheder, Dogyan Holding, som ejer flere TV stationer og dagblade, pålagt en ekstraskat, som svarede til det dobbelte af virksomhedens markedsværdi. Årsagen var, at Hürriyet var begyndt at undersøge forlydende om ulovlige pengeoverførelser til kendte AKP-ledere. Efter et forlig, som indebar, at redaktøren blev fyret og virksomheden måtte sælge sine to største dagblade, blev skatten dog reduceret. Men alt i alt skaber disse mange uhyrlige krænkelser af ytringsfriheden en kraftig selvcensur, fordi forskere og meningsdannere ikke tør andet end at rette ind og afstå fra kritik af frygt for repressalier.

Alt imens hylder man Tyrkiet for sit stabile demokrati, sin boomende økonomi og en selvstændig mæglende rolle såvel mellem Øst og Vest som i konflikter i Mellemøsten. Landet bliver ofte fremhævet som rollemodel for de mellemøstlige demokratibevægelser. Men måske skulle vi se vores eget syn efter i sømmene.

Maj Skibstrup (f. 1944) er mag.art og PhD i Litteraturvidenskab. Amanuensis i Teatervidenskab KU og lektor i Litteraturvidenskab på Syddansk Universitet. Siden uddannet på Skolen for Fotografi og Fatamorgana. Arbejder på billedsiden til en bog om den tyrkiske samtidsroman efter Orhan Pamuk sammen med lektor Marie-Louise Svane. ILLUSTRATION: (Foto: Maj Skibstrup)