26.05.2012

De sidste ti års ødelæggende nationalkonservative og ekskluderende værdikamp kan blive blot en smagsprøve på det, der venter, hvis ikke venstrefløjen kan komme med mere mobiliserende svar på krisen end rollen som lidt bedre administrator af det bestående.

Af Trine Pertou Mach

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Tegn abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)
Læs også: Lars Trier Mogensen: Centrumvenstrealliancen eksisterer ikke

Europa befinder sig i en traditionel kapitalistisk krise. Oprør og vrede murrer i Grækenland, Spanien og England, og ungdomsarbejdsløsheden truer med at placere en hel europæisk generation på tilskuerbænken. Det burde skabe en renæssance for de socialistiske partier. Men det politiske europakort er blåt. Faktisk er Danmark relativt alene som centrumvenstreregering i EU, og i øvrigt følger vi vores europæiske naboer på store dele af den økonomiske politik. Når de socialistiske partier i Europa ikke formår at mobilisere vælgerne i den nuværende situation, er der brug for kritisk selvrefleksion. Venstrefløjen er på hælene. Arbejderbevægelsen lider under vigende tilslutning og under stigende fremmedgørelse – identitets- og værdikriser, der slider på sammenholdet og svækker den sociale sammenhængskraft. Derfor er en helt central opgave at genpolitisere de store valg for det politiske fællesskab: De sidste ti års ødelæggende nationalkonservative og ekskluderende værdikamp kan blive blot en smagsprøve på det, der venter, hvis ikke venstrefløjen kan komme med mere mobiliserende svar på krisen end rollen som lidt bedre administrator af det bestående. Den økonomiske krise står i øvrigt ikke alene. Verden oplever i disse år flere parallelle kriser, der alle er påtrængende og kræver radikale ændringer i måden, vi ser på produktion og ressourcer på. Samtidig befinder vi os også i en politisk krise. Venstrefløjens udfordring er at tilbyde overbevisende og operationelle svar på følgende tre problemstillinger:

Økonomisk krise: 2008-krisen bunder i en traditionel kapitalistisk krise godt hjulpet på vej af nye forskydninger i den internationale arbejdsdeling, hvor navnlig USA og en række sydeuropæiske lande fremstår som tabere med vedvarende høje underskud på betalingsbalancens løbende poster og dermed fald i industriarbejdspladser. I stedet for at investere i produktion har de bedst stillede sat deres penge i spekulation. Store økonomier som Kina, Tyskland og Japan har konsekvent satset på en eksportdrevet økonomi. I andre lande har både borgere og deres regeringer forbrugt på kredit. Da først boligboblerne i USA brast, og kreditten begyndte at løbe ud, bredte finanskrisen sig hurtigt til realøkonomien og skabte, hvad Marx kaldte en realiseringskrise, dvs. at produktionen ikke kan afsættes.

Miljø- og klimakrise: Presset på klodens naturressourcer er stort, og de er ekstremt ulige fordelt. Klimaforandringerne rammer skævt – det er indtil videre de fattigste, der betaler prisen. Klimakrisen rummer to udfordringer i denne sammenhæng: 1) øget ustabilitet (klimaflygtninge, hungersnød, ustabilitet og konflikter) og 2) kimen til endnu store økonomiske og miljømæssige sammenbrud, hvis ikke vi handler.

Politisk krise: Reel politisk debat om krisernes årsager er en mangelvare. Svarene fra både rød og blå blok er mere eller mindre det samme, fordi finanspolitikken er afhængig af finansmarkederne. Mange tiltag begrundes i nødvendighed og bliver dermed afpolitiseret. De givne svar – inklusiv nedskæringer – afføder protester og frustration, men der skabes ikke nødvendigvis mobilisering omkring eller bevidsthed om, at andre politiske valg er mulige. Samtidig er der vigende tillid til det politiske liv og til politikere. Endelig er venstrepartierne i splid med sig selv omkring rækkevidden af den politiske kritik og af de forandringer, man sætter på dagsordenen.

Kapitalismens indre modsætninger
Karl Marx ville argumentere for, at kriserne bunder i den måde, vi har indrettet vores samfundsøkonomier på. Sammenfaldet af kriserne udgør en systemkrise. Tilbagevendende økonomiske kriser og overudnyttelse af naturlige ressourcer bunder i kapitalismens behov for konstant ekspansion som følge af konkurrence. En reguleret økonomi, hvor der var samfundsmæssig kontrol med overskuddet fra produktion, ville løse flere af de ovenstående problemer og har i forskellige varianter været det svar, som socialistiske partier og lande har lagt frem. Groft sagt peger marxismen på to grundlæggende problemer i den kapitalistiske økonomi. Det første er ’profitratens tendens til fald‘. Konkurrencen får kapitalejere til at investere stadig mere i mere effektive produktionsanlæg, men fordi dette bliver en generel tendens, falder priserne, og med dem profitten. Det får kapitalejerne i de sektorer, som har faldende profitrater, til at undlade at investere – den overskydende kapital ender i banken. I forsøget på at få mere profit vil man presse lønudgifterne, så kapitalejeren får en større del af overskuddet fra produktionen. Men hermed ender man i den anden indre modsætning: realiseringskrise. Presser man lønniveauet ned – eller afskediger store dele af arbejdsstyrken – falder efterspørgslen, dernæst investeringerne, og så igen efterspørgslen.

Mere profit til lavere løn
Marx tager ikke højde for den rolle, udlandet spiller i det økonomiske kredsløb, men giver alligevel stærke analytiske redskaber til at forstå den økonomiske krise. Dermed ikke sagt, at parallelle og populære årsagsforklaringer som grådighed eller institutionelle fejl i den måde, finansmarkederne blev reguleret på, ikke spiller en rolle. Men de bobler, der har været I den globale økonomi, er skabt af manglende investeringer i arbejdspladser i de traditionelle industrialiserede lande. Et dyk ned i OECD’s databaser viser, at der for de tre store industriøkonomier USA, Tyskland og Storbritannien er en klar tendens til, at profitten udgør en større og større andel af landenes BNP fra 1970 og frem mod i dag, mens lønandelen falder. Det kan bidrage til at forklare den manglende efterspørgsel. Samtidig viser tal fra IMF, at andelen af BNP, der investeres, er faldende. Tendensen i Danmark er i øvrigt omvendt på begge områder. Typisk er der en forrykning mellem erhvervssektorer – serviceindustrier er vokset, mens traditionelt investeringstunge industrier forsvinder. Stigende profit og faldende investeringer har givet stadig større opsparing, der er lånt til ikkeproduktivt forbrug hos både det offentlige og hos private. Det har holdt efterspørgslen oppe på lånte penge, men har samtidig skabt grundlaget for den krise, vi oplever i øjeblikket. Hertil kommer, at en række af de traditionelle industrilande gennem en lang årrække har kørt med kronisk underskud på deres betalingsbalancers løbende poster. Krisen bunder således i den kapitalistiske produktionsmåde, hvilket burde få flertallet til at ønske en forandring af måden, vi organiserer samfundsøkonomien på. En anden og væsentlig del af det marxistiske teoriapparat peger i same retning: udbytningsprocessen, hvor kapitalejere opnår en arbejdsfri indtægt, når varerne kan realiseres til mere end de samlede produktionsomkostninger inklusiv afskrivninger. Det er denne profit, der er årsagen til, at kapitalejere overhovedet investerer i produktion.

Venstrefløjen mangler økonomiske alternativer
Så hvorfor sælger socialismen ikke? Problemet for venstrefløjen bunder i dag snarere i historiske spøgelser fra øst. For det første var de materielle forhold for den brede del af befolkningen i de mest udviklede kapitalistiske lande bedre end i de mest udviklede socialistiske lande. Og for det andet var samfundsmodellerne i de såkaldt socialistiske lande udemokratiske, flere steder autoritære – ingen overraskelse måske, når det blev lanceret som proletariatets diktatur. Begge dele har den socialdemokratiske bevægelse påpeget gennem snart 100 år. Problemet med den socialdemokratiske model er til gengæld, at den ikke har givet løsninger, som har dæmmet op for de kriser, der blev beskrevet ovenfor. Den har de seneste årtier indskrænket sig til at være forvaltning af det eksisterende system, om end med en større grad af omfordeling. Fraværet af nogle klare bud på en sammenhængende økonomisk model er venstrefløjens største svaghed. Hvor både liberale og konservative har en klokkeklar fortælling om deres økonomiske model, som er sammenflettet med grundfortællingen om individets frihed, har venstrefløjen for længe været i defensiven med forsvar for det bestående. Vi må derfor sætte os selv i stand til at tegne de grundlæggende forandringer op – og forklare, hvad de betyder for folks nuværende liv og ideer om lykke og retfærdighed. Venstrefløjen må nødvendigvis bryde med den eksisterende politikforståelse: Kriserne er ikke konjunkturbestemte – de er kapitalismens systemkriser. Hvis ikke venstrefløjen tør sige det og tør tage konsekvensen af det i det politiske projekt, som den fremfører, så vil det forstærke den krise, som den befinder sig i.

Opdater Marx
Der er behov for en alment accepteret og opdateret version af Marx. Verden har ændret sig, og vidensejere kan i dag opnå indtægter, der langt overstiger den almindelige forrentning af kapital. Hele den såkaldte kreative klasse er eksempel på dette. Der er behov for en bedre forståelse af, hvad dét betyder for fordeling af goder og adgang til indflydelse i samfundet (en fornyet klasseanalyse). Marx forstod ikke, at kapitalismen som produktionsform er ekstremt tilpasningsdygtig: Den er endnu aldrig, som han ellers spåede, brudt sammen under sin egen indre modsætning, måske bortset fra i Grækenland. Kapitalismen har, mellem kriser, været i stand til at levere bedre materielle vilkår end socialismen – om end velfærd og begrænsning af fattigdom er et resultat af politiske kampe for at flytte velstand og privilegier fra de få til mange. En væsentlig forklaring skal findes i den dynamik, der er i kapitalismen i form af entreprenørånd og kreativ destruktion. En socialistisk økonomisk model må skabe rammer, som kan rumme dele af den same dynamik. Hvis der ses bort fra forskellen i købekraft og i adgang til information, er markedsøkonomien teoretisk den mest basisdemokratiske model for forbrug, fordi forbrugerne hver dag beslutter, hvad der skal produceres. Planlægning af økonomien og produktionen skal kun ske inden for dele af økonomien. Og alle dele af venstrefløjen skal endegyldigt nedskyde myten om, at et socialistisk samfund vil afskaffe det pluralistiske demokrati.

Misforstået socialdemokratisme
Den velfærdsmodel, som de skandinaviske lande har udviklet, er på mange måder bygget over en lightversion af et socialistisk samfundsideal: socialdemokratismen. Forudsætningen for den model er, at arbejdere og kapitalejere deler i porten, hvorved alle får gavn af produktivitetsstigningerne. Denne fordeling kan til virke som et bolværk mod den realiseringskrise, som Marx beskrev. Dét er tydeligvis ikke slået igennem i flere store OECDlande. Derfor er det også forstemmende, når moderne socialdemokrater har mere travlt med at tilgodese finansmarkederne end at sikre en fordeling mellem arbejdere og kapital, der er samfundsøkonomisk robust. Omvendt er det positivt, at velfærdssamfundene er afsættet for de systemoverskridende forandringer af samfundet. Med andre ord er den socialistiske model en potentiel vælgersucces, alene fordi den tager afsæt i den velfærdstanke, som størstedelen af den danske befolkning støtter og sætter pris på. Men målet er større. Størrelsen på den offentlige sektor og udvidelse af velfærdsstaten som omfordelingsmekanisme er jo kun et hjørne af selve projektet. Omfordeling må ikke blive et mål i sig selv, for så blænder det forandringsperspektivet – omfordeling er et middel til forandring mod frihed og lighed. De sociale lag, venstrefløjen skal være for omfordeling til, er de dårligst stillede lønmodtagere og den underklasse, der i høj grad består af borgere, som har anden etnisk baggrund og/ eller er på overførselsindkomster. Målgruppediskussionen bliver imidlertid amputeret, hvis den alene fokuserer på omfordelingen.

Socialismens nye frihedsbegreb
Projekt socialisme 2012 insisterer på, at kampen for det enkelte menneskes frigørelse ikke kan isoleres fra den samfundsombrydende vision. Venstrefløjens moderne frihedsideal må bevæge sig videre end det spæde forsøg med at sætte mangfoldighed på dagsordenen. Vi skal formulere det positive bud på forudsætningerne for menneskeligt samvirke i positiv gensidighed: politisk og social empowerment af alle borgere. Fordi det er nødvendigt i sig selv, og fordi det understøtter forståelsen af de økonomiske strukturer, venstrefløjen sigter mod. Et samfundsfællesskab, hvor alle får chancen for at udleve drømme, realisere potentiale og leve som det enkelte unikke menneske, de er. Deri ligger en afgørende forskel i forhold til den blå lejrs frihedsbegreb. Aktuelt betyder det, at folkekirkens præster ikke kan få lov at blokere for homoseksuelles ret til at blive gift i kirken, og at regeringen skal tage kampen for ligeløn med i trepartsforhandlingerne. Det betyder, at adgangen til statsborgerskab skal gøres betydeligt lettere, og at der politisk skal sættes kraftigt ind for at sikre reel ligebehandling (eksempelvis ved at oprette et ligebehandlingsministerium). At man politisk skal nedbryde skellet mellem dem med kompetencer og omstillingsparathed og dem uden, blandt andet ved at give ungdomsuddannelserne et massivt løft.

Den kreative destruktion
Statsmagten er central for at gennemføre en retfærdig omfordeling og dermed bekæmpe ulighed og fattigdom. Den er også nødvendig for at udføre demokratisk kontrol med finanssektoren, regulere markedet, sikre miljømæssig bæredygtighed og skabe arbejdspladser. Og det skal man så bruge magten til. Men vi skal også turde udfordre magten og bryde med de strukturer, der placerer mennesker på tilhørerrækkerne. En af grundpillerne i den socialistiske samfundsvision er derfor demokratisering. Forstået på i hvert fald tre parametre. Som indflydelse til meningsfyldt at kunne tage magten over eget liv og arbejdsliv. Som opgør med klasseskel – social og økonomisk lighed kommer ikke gennem økonomisk omfordeling alene, men fordrer udbredelse af uddannelse og viden, magt og indflydelse fra de få til de mange. Og sidst, men ikke mindst som demokratisering af økonomien. Ejendomsretten skal bredes ud. Dels gennem mere samfundseje, dels mere medarbejdereje, hvor medarbejdere har større indflydelse på den daglige drift af virksomheden, altså retten til at lede og fordele arbejdet, og på fordeling af profitten (med den konsekvens, at det påvirker indkomst og i sidste ende virksomhedens overlevelse). Når økonomiske beslutninger skal træffes, skal det ske ud fra en bæredygtigheds- og samfundsøkonomisk vurdering og ikke alene ud fra privatøkonomiske overvejelser. Omvendt skal en af kapitalismens mest dynamiske elementer, den kreative destruktion, stadig være mulig. Ikke ud fra profithensyn alene, men for konstant at opnå bedre ressourceallokering.

Sådan vinder venstrefløjen krigen
Venstrefløjen skal turde udfordre de vante forestillinger og byde ind med krisemedicin, der tackler alle nævnte kriser. Blandt ideerne bør være etableringen af en samfundsbank uden fokus på spekulative forretninger. Det kan give den private banksektor tiltrængt konkurrence og vil kunne sikre billig og risikovillig finansiering af nye grønne job og inden for andre globale vækstmarkeder. I stedet for den borgerlige diskurs om, at det skal kunne betale sig at arbejde – i en tid, hvor arbejdsløse står til rådighed for arbejdsmarkedet, men arbejdsmarkedet overhovedet ikke står til rådighed for de arbejdsløse – er den politiske opgave at skabe rammerne for det rummelige arbejdsmarked og ikke mindst at skabe nye job. På europæisk niveau kunne der i langt højere grad satses på at flytte profitter tilbage til fællesskabet gennem blandt andet e finansskat, der både kan bidrage til at vende nedskæringskursen og til global omfordeling ved at støtte udvikling og klimatilpasning i ulandene. Vi kunne kæmpe for en europæisk aftale om, at overnormale profitter kan beskattes meget hårdere (f.eks. Nordsøolien), og på sigt sikre langt større samfundsmæssig kontrol med naturressourcerne. Vi skal heller ikke være berøringsangste over for at kræve ændringer af de regler, der systematisk understøtter social dumping på arbejdsmarkedet. Den store opgave er at rulle en regulær venstrefløjsposition ud, som utvetydigt leverer den systemoverskridende fortælling i en klar og medmenneskelig form. Den økonomiske krise og det de facto blå flertal i Danmark, når det gælder økonomien, sætter oplagt begrænsninger for, hvad venstrefløjen aktuelt har af politisk råderum. Det afgørende er derfor hele tiden at pejle efter den overordnede kurs. Man kan leve med at tabe det enkelte lille slag, men glemmer man kursen, så taber man krigen.

Trine Pertou Mach (f. 1969) er medlem af SF‘s hovedbestyrelse og SFs Internationale Udvalg samt 1. suppleant til Folketinget. Hun er bestyrelsesforkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke, projektleder ved Institut for Menneskerettigheder og cand.scient. pol. fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Er Occupy bevægelsen venstrefløjens svar? (Foto :Shutterstock)

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Tegn abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)