Trine Mach: Skatteaftalen er jo ikke bred. Den er blå!

Trine Mach: Skatteaftalen er jo ikke bred. Den er blå!

23.06.2012

.

“Regeringens politiske ambition var at give skattelettelser til de lavtlønnede – det indgik også i den aftale, som regeringen var ved at indgå med Enhedslisten. Til gengæld ville man med dén aftale ikke ha' ladet mennesker uden job betale en stor del af regningen. Nu har regeringen indgået en skatteaftale, som selv Søren Pind ville glædes over. Det kan man, lettere ironisk, selvfølgelig godt kalde storstilet”. – Mach

1) På din Facebookside skrev du tidligere idag, “Vi vil ikke bare en ny regering men en ny politik. Det ku være så godt. Det ka' la sig gøre. VI lader ikke enkeltgrupper betale regningen. Og når man så har muligheden for at lave en skattereform til venstre, så går man til højre. Jeg er målløs, skuffet, rystet.” Men kan regeringen lave en storstilet skattereform med et fløjparti som Enhedslisten, hvis det er muligt at samarbejde henover midten med en aftale, der samler partier fra SF til V; som repræsenterer omkring 75% af vælgerne?
Den netop indgåede skatteaftale er ikke jo bred. Den afspejler ikke i tilstrækkelig grad SF- eller S-vælgere. Aftalen er blå! Det afgørende med skattereformen er jo det politiske indhold, man kan ikke alene lade sig styre af ambitionen om ‘bredde’. Den politiske ambition var at give skattelettelser til de lavtlønnede. Det indgik også i den aftale, som regeringen var ved at indgå med Enhedslisten. Til gengæld ville man med dén aftale ikke ha' ladet mennesker uden job betale en stor del af regningen. Nu har regeringen indgået en skatteaftale, som selv Søren Pind ville glædes over. Det kan man, lettere ironisk, selvfølgelig godt kalde storstilet.

2) “Jeg synes, at skattereformen viser, at regeringen går på to ben. Det ene ben er, at vi afskaffede fattigdomsydelserne som noget af det første, og det andet ben etableres nu med skattereformen, for den gør, at det bedre kan betale sig at arbejde,” siger Mette Frederiksen. Hvad er der galt med den vurdering, som Thor Möger i virkeligheden lancerede for et halvt år siden: At skattereformen først os sidst skal få flere til at arbejde mere – og altså ikke skal bedømmes på om den fx skaber mere eller mindre lighed?
Der er to ting i vejen: For det første køber jeg ganske enkelt ikke forarmelses-antagelsen – at dét at øge uligheden mellem i-job og ikke-i-job i sig selv får folk i arbejde For det andet, at selvom det var en præmissen, at reformen ikke i sig selv skal øge ligheden, så var det altså heller ikke en præmis at uligheden skulle øges. I aftaleteksten mellem Regeringen og Enhedslisten blev der afsat et ganske betragteligt beløb til opkvalificering af arbejdsstyrken. Dét er politik, der øger beskæftigelsen og forbedrer konkurrenceevnen. Skattereformens antagelser er jo blot en modeløkonomisk antagelse, der er groet i borgerlige økonomers baghave.

3) “Lad nu være med at smide det hele væk”, siger Zenia Stampe (R) i et indlæg på Politiken.dk, hvor hun nævner en lang række grunde til ikke at ønske sig VKO tilbage. Har hun ikke, jf. undersøgelsen fra Mandag Morgen forleden, ret i at S-SF-R-regeringen har gennemført en lang række tiltag, som 'rigtige' venstrefløjsvælgere bør synes er både vigtige og værdifulde?
Jeg kan godt forstå hun er glad, det er jo radikal skattepolitik. Men der er sket mange gode ting med denne regering – på miljøområdet, udlændingepolitikken, energiaftalen, afskaffelse af fattigdomsydelser, homovielser. Jeg ønsker heller ikke VKO tilbage. Men det ændrer ikke ved mit syn på skattereformen, der er socialt ude af balance. Det er nok derfor, vi ikke er i samme parti. Til gengæld har også de Radikale ansvar for, at regeringen styrkes.


4) Hvis S og SF's vælgere for alvor ønsker et samarbejde med EL, hvorfor har så mange tilsyneladende valgt at springe over til den blå blok siden valget i september? Og mener du, at det er jagten på disse vælgere som får regeringstoppen til at vælge VK over EL?
Jeg ser meningsmålingerne som symptom på to ting: Dels frustration, skuffelse og protest. Dels at man altid hellere vil ha den rene vare.

5) Özlem Cekic har erklæret, at hun ikke stemmer for skattereformen. Hvad mener du SF's ledelse kan og skal gøre, hvis den vil sikre opbakningen til regeringssamarbejdet fra bagland og folketingsgruppe?
Føre SF-politik.