12.04.2012

Den spanske regering har gennemført de nødvendige reformer for at bringe den private sektor på fode og derved bremset landets økonomiske deroute. Men Spanien er samtidig et eksempel på, at EU’s politik dikteres af de stærkeste medlemslande frem for medlemslandene i fællesskab, mener José-Ignacio Torreblanca, der leder ECFR’s Spanienafdeling.

INTERVIEW af Helle Asbjørn Sørensen

RÆSON: Hvad har Mariano Rajoys regering gjort for at imødekomme den økonomiske krise i Spanien?

Torreblanca: I de knap fire måneder Rahoyregeringen har siddet ved magten, har de formået at vedtage fire store reformpakker, som adresserer hovedproblemerne i spansk økonomi. Initiativerne rækker over den finansielle sektor, den offentlige sektor, arbejdsmarkedet og styringen med regionerne. Man har gennemført en række besparelser, som fremgik af årets budget. Regeringen har sammensat en omfattende arbejdsmarkedsreform. Den har gjort hovedrent i det finansielle system, herunder styringen med bankerne, og den har forbedret kontrollen med de selvstyrende regioners økonomi ved at ændre på systemet for økonomiske overførsler. Særligt de to sidstnævnte problemer har været kerneårsagerne til Spaniens økonomiske krise i dag. Det er et imponerende og vigtigt stykke arbejde. Men hvis man sammenstiller det med den tidligere regerings tiltag, vil man se, at Spanien har været på det rette reformspor i et godt stykke tid. Allerede i maj 2010, da man begyndte at se de spæde tegn på krise, reformerede den forhenværende regering pensionssystemet – blandt andet ved at hæve pensionsalderen – og implementerede en række besparelser.

RÆSON: Hvis man skæver til Grækenland og Italien, hvor reformprocessen har mødt stor modstand, hvordan skal vi så forklare succesen i Spanien?

Torreblanca: Man kan ikke sammenligne Spanien og vores sydeuropæiske naboer. Problemerne er vidt forskellige. I Grækenland og Italien havde man en gæld over 100 procent af BNP, og man formåede ikke at nedbringe gælden i årene med økonomisk vækst. Spanien, derimod, havde i 2007 kun en gæld på 37 procent af BNP, og der var samtidig overskud på budgetbalancen. Helt grundlæggende udspringer problemerne i Grækenland og Italien af den offentlige sektor, mens de i Spanien skal findes i den private sektor. Spanien har i de seneste år lånt penge til ekstraordinært lave renter. Hvis man kombinerer det med et boom på ejendomsmarkedet, der resulterede i en høj privat gæld i bankerne, så har man en farlig cocktail. Det er ikke situationen i hverken Grækenland, Italien eller Portugal. Det er nærmere oplagt at sammenligne Spanien med Irland, der også er en åben økonomi med lave renter. Hvis man skal sætte den anskuelse på spidsen, skyldes krisen i et vist omfang, at man netop behandlede alle patienterne med samme medicin, selvom diagnoserne er vidt forskellige. Jeg vil vove den påstand, at det nuværende gældsproblem i Spanien er konsekvensen af, og ikke årsagen til, den økonomiske krise. Selv i dag har Spanien en lavere gæld end Tyskland, og det viser, at Spaniens krise ikke er af samme støbning som Grækenlands og Italiens.

RÆSON: Skyldes succesen også, at samfundet hidtil har mødt besparelserne og reformerne med nærmest stoisk ro – der var generalstrejken den 29. marts, men derudover har regeringen tilsyneladende haft støtte til sin politik?

Torreblanca: Ja, bestemt. Spaniens regeringer har en historik, der viser, de ikke er bange for at gennemtvinge besparelser. Tværtimod. Derfor er det spanske folk langt bedre rustet til initiativerne. Demonstrationerne i forbindelse med generalstrejken er selvfølgelig et udtryk for, at man strides hen over det politiske spektrum. Men jeg mener ikke, det på nogen måde udfordrer regeringens styrke eller den førte politik. Regeringen har det absolutte flertal i parlamentet, og man gennemførte de omfattende reformer på ganske kort tid.

RÆSON: Så du anser ikke generalstrejken med voldsomme demonstrationer i især Barcelona som andet end en mindre forhindring?

Torreblanca: Nej, jeg mener, det er forventeligt, at fagforeningerne mobiliserer folk, når man ændrer i de overenskomster, arbejdere har fulgt i årevis. Det ville være mærkeligt, hvis man ikke havde set en form for reaktion. Oppositionen har også kritiseret regeringens plan. Men episoderne er ikke udtryk for en grundlæggende skillelinje mellem folket og politikerne.

RÆSON: Trods den succes, du beskriver, har flere spekuleret i, at Spanien får brug for en hjælpepakke. Man spår et fald i væksten på 1,7 provent af BNP i 2012, og arbejdsløsheden er nu på hele 22,8 procent. Kan en hjælpepakke blive aktuel?

Torreblanca: Det er rigtigt, at der var en del hysteri omkring, at Spanien måske får brug for en hjælpepakke. Man fortæller sjældent de positive historier i nyhederne, så historien blev hurtigt ført frem, og alles øjne vendte sig mod Spanien. Bekymringen bunder i det faktum, at det går langsomt med at vende nøgletallene. Men det er en bevidst strategi, at bankerne beskærer priserne langsomt og progressivt. Så jeg mener ikke, man objektivt set kan finde belæg for en redningspakke. Regeringen har vist sig i stand til at levere de nødvendige resultater. Det samme har Portugals regering. Tyskland har anerkendt, at Spanien er på rette spor, men markedet skal selvfølgelig teste troværdigheden.

RÆSON: Er du heller ikke nervøs for, at den strenge nøjsomhed i Spaniens budget kan give bagslag og forværre krisen, som tilfældet var i Grækenland?

Torreblanca: Nej, jeg er overbevist om, at folk ved, at den konservative regering må indføre massive besparelser. Den strategi har den nuværende regering hele tiden været åben omkring, og den fik alligevel et flertal bag sig i november. Folket ved, besparelserne er på vej og anser dem dybest set for fornuftige. Spanien har haft en reformkultur siden 1986, hvor man imødekom høj arbejdsløshed med omfattende ændringer i industrisektoren. Igen i 1993 og 1996 implementerede man en række reformer for at leve op til reglerne for eurosamarbejdet. Så det spanske folk har prøvet det før. De ved, at når landet går svære tider i møde, så må man ty til nøjsomhed i budgettet. Omvendt vil folk selvfølgelig kende fremtidsudsigterne med reformerne. Men ingen tvivler på det fornuftige i regeringens plan. De ser den som en nødvendig, omend ikke en tilstrækkelig, betingelse for at komme helskindet ud af krisen. Hvis vi vender os mod markedet, ser det også positivt ud. Ingen er ikke nervøse for, at Spanien ikke kan tilbagebetale gælden. Det frygter markedet til gengæld, når det kommer til Italien og Grækenland. Derfor var det nødvendigt at indsætte teknokratiske regeringer. Men i Spanien virker det politiske system og politikerne evner at påtale problemerne. Så Spanien har bestemt et vækstproblem, men ikke et troværdighedsproblem over for markedet.

RÆSON: Hvis den Europæiske Union fortsat plæderer ensidig nøjsomhed og ikke inddrager væksttiltag, mener nogle, at man ikke kan udelukke et græsk exit og – i sidste instans – et EU med to grupperinger. Hvordan forestiller du dig EU om 2-3 år?

Torreblanca: Et todelt EU er ikke skelsættende. Vi har allerede to spor i Europa i dag i kraft af den monetære union. Det er ikke problematisk, fordi ethvert land til enhver tid kan tilslutte sig eller forlade eurozonen. EU har indtil videre været i stand til at håndtere forskellige ambitionsniveauer landene imellem. Men problemet opstår, hvis man ekskluderer lande fra at deltage, så vi skal sikre os, at det ikke bliver en realitet. Det gør man ved at opstille en række regler og betingelser, som – hvis mødt – giver adgang for alle. Jeg anser det ikke for en reel fare, at Grækenland ekskluderes fra eurozonen, for man ved, det vil få alvorlige konsekvenser for EU’s omdømme og troværdighed. Derimod ser jeg en fare for, at institutionerne mister magt, og at man marginaliserer de mindre medlemsstater. Det er ikke ønskeligt, at vi om 2-3 år får en union med svage institutioner i kernen og stærke medlemsstater. Hvis vi ser en massiv overførsel af magt fra overstatslige forhandlinger i Parlamentet og Kommissionen til mellemstatslige forhandlinger mellem medlemsstater og i det Europæiske Råd, så har vi et problem. Sandheden i dag er, at det ikke er institutionerne, der styrer os gennem krisen, men de stærkeste medlemsstater. Man kan overveje, om det er, fordi institutionerne ikke havde instrumenterne og ikke var forberedt på krisen. Under alle omstændigheder er det nødvendigt at give dem muligheden for det i fremtiden.

RÆSON: Så du ser gerne en traktat, der giver mere magt til institutionerne?

Torreblanca: Ja, og hvis vi ikke får en sådan traktat, så får det store konsekvenser for den demokratiske legitimitet i EU. Man kan ikke lave økonomisk styring på baggrund af mellemstatslige forhandlinger. Den relative magtforskel medlemsstaterne imellem er for stor. I dag ser vi enkelte lande sætte dagsordenen, mens andre bliver bedt om at tie stille og følge påbuddene. Det er ikke holdbart. Lige nu har unionen hænderne fulde med at løse sine økonomiske problemer, så der har ikke været tid til at overveje, hvordan organisationen skal se ud efter krisen. Men den fiskale pagt vidner om en gal tendens. Den er ikke udtryk for et kompromis, som alle lande kunne forholde sig til. Den er udtryk for, hvad de rigeste medlemsstater ønsker.

Helle Asbjørn Sørensen er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Den spanske premierminister Mariano Rajoy underskriver den fiskale pagt (Foto: EU via flickr )