08.01.2012

USA’s grundlæggere vidste, at ethvert imperium med tiden risikerede at forgå. Derfor gjorde de det til en national kardinaldyd at kritisere landets ledelse. Denne tradition – for fædrelandskærlig fædrelandskritik – dyrkes af de to store bevægelser, der ellers virker så forskellige: Tea Party og Occupy Wall Street.

Af Ebbe Elhauge Kristensen

Occupy Wall Street-bevægelsen er nået verden rundt med budskabet om, at 1 procent ejer for meget af den samlede velfærd, mens 99 procent må kæmpe sig igennem tilværelsen. Et af bevægelsens politiske mål er en stærkere regulering af the haves, bankerne og forsikringsindustrien, og dermed mere indflydelse til de 99 procent, the have-nots. Tea Party-bevægelsens budskab er radikalt anderledes. Bevægelsen opstod i 2009 i protest mod Obamas ekspansive finanspolitik og er meget skeptisk over for reguleringer af markedet. Den helt centrale grundværdi hos bevægelsen er freedom i en forståelse, der betyder mindst mulig statslig indflydelse over individet.

Begge bevægelser er således opstået i takt med finanskrisens udvikling og har derfor en grundlæggende, aktuel politisk og økonomisk fællesnævner, om end synet på denne fællesnævner er meget forskelligt. Hvad, der måske er knap så tydeligt, er, at bevægelsernes historiske fællesnævner kan spores helt tilbage til den amerikanske forfatnings tilblivelse.

Udgangspunktet for The Founding Fathers, da de forfattede den amerikanske forfatning i 1787, var afledt af den calvinistiske tanke, at alle samfund indeholdt helt grundlæggende og uoverkommelige problemer, hvorfor de var dømt til at gå under før eller siden. Således var odds’ene fra starten imod USA’s overlevelse som nation, og USA var i den forstand mere at betragte som et eksperiment, hvilket afspejlede sig i forfatningen. Checks and balances – institutionernes mulighed for at kontrollere hinanden – i den amerikanske forfatning repræsenterer netop ønsket om at undgå ekstreme politikker, der kan lede nationen i uføre. Effektivitet og handlekraft blev begrænset for at sikre frihed og lighed.
Den modstående – og mere alment kendte – idé om USA som en udvalgt nation udsprang først senere af nationens umiddelbare succes og var inspireret af en anden calvinistisk tanke – nemlig jøderne som et udvalgt folk. Denne idé opsummeres af det bibelinspirerede diktum ”A City upon a Hill” [”En by på bakkens top”, red.], altså ideen om at USA er en eksemplarisk nation, der skal fungere som model for resten af verden.

Efter 9/11 sammenknyttes ideen om USA som en udvalgt nation særligt med begrebet amerikansk patriotisme, der i den brede europæiske offentlighed først og fremmest forstås som stærk ukritisk opbakning til den amerikanske regering. Den fortolkning af amerikansk patriotisme har tidligere særligt vundet indpas efter Første Verdenskrig, hvor patriotisme for alvor kom til at betyde absolut opbakning til regering (og krigen), idet Theodor Roosevelt annoncerede, at der ikke var plads til delte loyaliteter. Patriotisme blev således at give ukritisk opbakning til præsidenten og militæret i krigs- og krisetid.

En glimrende illustration er terrorloven, der netop fik navnet The Patriot Act. Den blev vedtaget af George W. Bush den 26. oktober 2001 som en umiddelbar reaktion på 9/11. The Patriot Act muliggjorde indsamling af information og overvågning, der tidligere havde været ulovlig og styrkede dermed angiveligt forebyggelse af andre terrorangreb og pågribelse af terrorister. Samtidig var den et meget diskuteret indgreb i den enkelte amerikaners og immigrants personlige frihed og privatliv. Store dele af loven var i først omgang tidsbegrænset, men er siden hen blevet forlænget flere gange – seneste af Obama i 2011.

Patriotismen har i den udformning været stærkt kritiseret af USA’s intellektuelle venstrefløj, der ser den som en undskyldning for at forlade moralske principper med god samvittighed.

Men patriotisme kan også forstås som noget ganske andet: nemlig evnen til konstant at stille sig kritisk overfor en regerings politiske tiltag, hvis de er ude af takt med fundamentale nationale dyder eller nationens langsigtede interesse. Det var den forståelse af patriotisme, som The Founding Fathers havde. For dem havde selvforherligelse historisk vist sig at være den hybris, der resulterede i undergangen for de store imperier i almindelighed og Rom i særdeleshed. The Founding Fathers forsøgte derfor at vaccinere USA mod sådanne tendenser igennem konstitutionen. Og det er den form for patriotisme, som vi i dag møder hos Occupy Wall Street-bevægelsen og Tea Party-bevægelsen. Det er deres historiske fællesnævner.

Vær ikke uamerikansk
Det, at blive opfattet som ærkeamerikanske (og altså: ikke uamerikansk), kan være forskellen på liv og død for politiske bevægelser i USA. En indikation på, hvorfor det forholder sig sådan, kan findes i statistikken. I 2011 viste Pew Research Centers’ Global Attitudes Project, at amerikanerne i langt højere grad end den gennemsnitlige europæer er enige i, at ”Our people are not perfect but our culture is superior to others” [”Vores folk er ikke perfekt, men vores kultur er andres overlegne”, red.]. Næsten halvdelen (49%) af amerikanerne samtykker, mens det blandt briter og franskmænd kun er henholdsvis knap en tredjedel (32%) og godt en fjerdedel (27%) Sagt med andre ord: for amerikanerne er der noget at forsvare. Hvis en bevægelse giver indtryk af ikke at ville forsvare det ærkeamerikanske, modtages det næppe positivt af befolkningen.

Et interessant eksempel på det er 1940’ernes og 50’ernes Mccarthyisme; heksejagten på formodede kommunister og anti-amerikanere. Bevægelsen kunne vel netop overleve – sin ekstremitet til trods – fordi den trak på ideen om den sande patriotisme. Det førte bl.a. til the Hollywood Blacklist, hvor mange Hollywood-ansatte blev nægtet ansættelse på grund af formodninger om deres politiske overbevisning og manglende patriotisme.

Et andet mere kuriøst eksempel er sagen om et lille stars and stripes-emblem, der pludselig blev til politisk skyts. Efter 9/11 blev det kutyme for mange amerikanske toppolitikerer at bære et sådant emblem på jakkereverset som en slags opbakning til det fædreland, der nu var under angreb. Under de demokratiske primærvalg i 2007, blev Obama kritiseret for ikke at bære emblemet. Blandt kritikerne var FOX News, en amerikansk konservativ tv-kanal, der bl.a. diskuterede, hvorfor han ikke ønskede at bære et symbol, som andre bar for at signalere deres stolthed over at være amerikaner. Yderligere stillede kanalen spørgsmål ved om Obama var klar til den ”helt store politiske scene”, når han begik en sådan politisk-strategisk fejl. På spørgsmålet om, hvorfor han ikke bar det, svarende Obama, at han opfattede nålen som en erstatning for sand patriotisme, og derfor var holdt op med at bære den efter starten på Irak-krigen. Efterfølgende måtte han flere gange nuancere sit svar for at imødekomme de kritiske kommentarer. Angrebene fra den politiske højrefløj illustrerer pointen: Obama havde i et øjebliks uopmærksomhed eller naivitet undervurderet – og dermed lagt sig ud med – den amerikanske patriotisme. Et fejltrin, der kunne være blevet bekosteligt, specielt givet den omstændighed, at der i forvejen var fokus på Obamas tilhørsforhold til USA. Senere begyndt Obama igen at bære emblemet ved udvalgte lejligheder, hvilket blot gav anledning til en ny kritik: amerikanerne ser generelt med stor skepsis på såkaldte flip-flops, dvs. at skifte mellem forskellige (politiske) standpunkter.

Black magic word
Patriotisme kan være og blive det, som W. H. Auden kaldte et ’black magic word’ – et ord, der suspenderer tilhørende fra individuelle tanke- og refleksionsprocessor, så reaktionen mest af alt kan sammenlignes med en refleks. For patriotismens og det ærkeamerikanskes vedkommende er refleksen opbakning til et givet projekt eller en bevægelse.

Her findes altså en forklaring på, at Tea Party-bevægelsen udgiver den amerikanske forfatning i lommeformat, så bevægelsens medlemmer altid kan have den på sig, og at Occupy Wall Street-bevægelsen taler om at generobre den amerikanske drøm. Begge bevægelser omgiver sig med symbolik, der attesterer deres patriotisme. Tea Party-bevægelsen officielle hjemmeside findes således på URL-adressen teapartypatriots, ligesom det konsekvent betones, at bevægelsen er hjemsted for græsrødderne: folket.
Samme mønster kan ses hos Occupy Wall Street-bevæglesen, hvor ideen om at repræsentere folket også er central: the 99%. Det centrale budskab – the 99% – er, at den amerikanske drøm i dag er uopnåelig for den almene amerikaner. Det illustreres bl.a. af et af de benyttede slagord ”Don’t foreclose on the American dream” [”Fratag os ikke den amerikanske drøm”, red.]. Slagordet trækker på historierne om, hvordan mange amerikanere måtte forlade hus og hjem i efterdønningerne af finanskrisen, idet de ikke var i stand til at betale af på deres huslån. Samtidig har bevægelsen gjort meget for at bringe fokus på den støtte, de har modtaget fra flere krigsveterangrupper, fx Occupy Marines. Veteraner med skilte med budskaber som ”I still serve my country” [”Jeg tjener stadig mit land”, red.] har bidraget til bevægelsens legitimitet, idet hæren – og specielt marinesoldaterne – er et amerikansk, patriotisk kernesymbol.
Det er således helt afgørende at være vaccineret mod anklager om at være uamerikansk, fordi en sådan kritik kan være en livsfarlig virus for bevægelser, politikere og borgere, som Mccarthyismen, Obamas fejltrin og the Hollywood Blacklist illustrerer. Patriotismen kan med andre ord være en nyttig tjener, men også en streng herre. Derfor opstår en politisk (overlevelses)kamp for og om at kunne trække på patriotismens umiddelbart positive værdiladning.

På trods af deres forskelle er begge bevægelser patriotiske – og engageret i en indædt kamp for at blive opfattet som sådan. Fællesskabet er en central værdi hos begge, og de har begge en klar ide om nogle ærkeamerikanske karakteristika og dyder, der er indiskutable og bør være udgangspunktet for den amerikanske nations bestræbelser. Og desuden deler de altså den fædrelandskærlige fædrelandskritik: de er begge kritiske over for regeringen og den retning, USA bevæger sig i. Dermed følger de præcist i sporet fra The Founding Fathers.

Ebbe Elhauge Kristensen (f. 1987) er kandidatstuderende i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han har desuden studeret amerikansk politik på University of Mississippi I USA og er pt. på studieophold ved University of Ljubljana i Slovenien. ILLUSTRATION: (Foto: Al HikesAZ via flickr).