07.07.2012

Mens USA fordømmer Assad og arbejder for at samle en opposition i Syrien, leverer Rusland stadig våben til regimet. De to stormagter er midt i et politisk slagsmål, som bliver mere intenst dag for dag.

ANALYSE af Martin A. Husted

Den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton satte den 12. juni ord på en vedvarende konflikt mellem USA og Rusland: “Vi har konfronteret russerne med deres fortsatte våbenleverancer til Syrien. De har fra tid til anden sagt, at vi ikke skal bekymre os: Intet af det, de sender til Syrien, har forbindelse til den interne uro. Det er åbenlyst usandt, og vi er bekymret over den seneste information om, at der er angrebshelikoptere på vej fra Rusland til Syrien. Det vil eskalere konflikten.” Allerede dagen efter afviste den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov sin amerikanske kollegas beskyldninger over for det statsejede russiske nyhedsbureau RIA Novosti. I stedet angreb han en påstået amerikansk dobbeltmoral: “Vi leverer ikke våben til Syrien eller andre, der kan bruges mod fredelige demonstrationer. Her adskiller vi os fra USA, der rutinemæssigt leverer riot control (hjælp til holde uro eller demonstrationer nede, red) til regionen.”

Helikoptersagen
Udvekslingerne mellem de to udenrigsministre er den hidtidige kulmination på en storpolitisk disput mellem landene. USA’s kritik retter sig specielt mod Ruslands våbenstøtte til Assad. Ifølge talsmanden for det amerikanske udenrigsministerium, Victoria Nuland, bliver de russiske våben brugt til at holde civilbefolkningen nede: “På en daglig basis, på en timelig basis, ser vi russiske våben benyttet mod civile i byer over hele Syrien. Russiske helikoptere danner rygraden i den syriske helikopterflåde. Vi ser helikopterne benyttet over hele Syrien mod civile. Rusland solgte våben til syrerne så sent som i januar”. Den amerikanske kritik af våbenleverancerne udmøntede sig en konkret handling den 19. juni. Amerikanerne havde erfaret, at det russiske skib MV Alaed blev brugt til at fragte angrebshelikoptere af typen MI-24 “Hind” og ammunition til Syrien. Det udløste et amerikansk pres på skibets britiske forsikringsfirma The Standard Club, der 19. juni ophævede sit samarbejde med skibets rederi. Amerikanernes indblanding mødte kritik fra den russiske udenrigsminister. Han forklarede, at udskibningen af helikoptere fra Rusland til Syrien er en del af legitime kontraktforpligtelser, der hverken er forbundet med eller øger Assads evne til at bekæmpe oprørerne: “Vi leverer de lige varer til Syrien på baggrund af kontrakter, der blev indgået og betalt for længe siden. Kontrakterne er udelukket rettet mod antiluftforsvar”, sagde han den 13. juni til RIA Novosti.

Gamle kontrakter
Den russiske udenrigsministers argument er ifølge redaktøren for det russiske tidsskrift Arms Exports, Andrei Frolov, ikke helt underlødigt: “Der var storstilet levering af angrebshelikoptere til Syrien i Sovjet-æraen. De sidste blev leveret i starten af 1990erne. Der er ingen information om nye kontrakter for leveringen af angrebshelikoptere. Det kan muligvis være en sag om reparation eller modernisering af tidligere leveret maskiner,” siger han til RIA Novesti. Til gengæld er helikopterne ikke specielt egnet til antiluftforsvar, som Lavorv påstår. Sikkerhedsfirmaet Global Security betegner derimod helikopterne som deciderede angrebshelikoptere, som er skabt til landmilitære aktioner. Typen har vist sig at være effektiv i tidligere konflikter af samme karakter. For eksempel i Den Libyske Borgerkrig i 2011.

USA slår skår i Ruslands selvforståelse
Uanset hvilke kontraktforhold, der ligger til grund for våbenleverancerne, er de ikke nye. USA har kendt til dem hele tiden. Så hvorfor vil amerikanerne pludselig udstille den russiske støtte og våbenleverance til Syrien? Ruslandsanalytiker James Goldgeier vurderer, at USA ønsker at udstille Ruslands opførsel som hjerteløs og betinget af realpolitiske hensyn: “Helikoptersagen viser, at den russisk tilgang støder fundamentalt sammen med Vestens interesser – egentlig støder den i denne sag sammen med alle andres interesser”, sagde han til CNN den 20. juni 2012. Det amerikanske fokus kan muligvis gøre det svært for russisk diplomati og slå skår i russisk selvforståelse, der på den ene side skal fastholde kursen over for Syrien men samtidig forsvare sig over for vanskelige anklager som Helikoptersagen.

Russisk mistro
Spørgsmålet er så, hvorfor Rusland fastholder støtten og våbenleverancerne til Assad? Tidligere assisterende udenrigsminister i Clinton administrationen, Martin Indyk, har et bud: “Når alt kommer til alt, så skal Syrien ikke tages fra russernes interessesfære og lægges til den amerikanske,” har han sagt til CNN. Amerikanerne har forsøgt at understrege, at russerne stadig vil have en rolle at spille i et post-Assad Syrien. Men Moskva er mistroisk. Martin Indyk forklarer: “USA har ikke en særlig god historie med russerne på den konto. Siden Den Kolde Krig har vi vundet mange sovjetlande over på vores side. Så russerne er mistroiske over for vores intentioner.”

Flådebasen og investeringerne på spil
Det ville alt andet lige også være et hårdt slag for Rusland, hvis Syrien vendte blikket mod USA og Vesten. Russerne har både geopolitiske og økonomiske interesser i at holde Assad ved magten. Geopolitisk er Syrien det eneste virkelig holdepunkt for Rusland i Mellemøsten. En pointe, som chefen for den russiske tænketank CAST, forsvarsanalytiker Ruslan Pukhov uddyber over for BBC: “Syrien er det eneste land i Mellemøsten, der følger vores råd. Det er det eneste land, hvor vi kan udøve håndgribelig indflydelse . Tabet af Syrien vil betyde, at vi mister vores indflydelse i regionen. Syrien har en form for symbolsk værdi som tegn på Ruslands status som en stormagt.” Historisk strækker det tætte bilaterale forhold mellem Rusland-Syrien sig tilbage til 1971. Dengang var den syriske havneby Tartus forsyningsbase for den russiske flådes operationer i Middelhavet. Russerne eksporterer stadig våben til Syrien for et beløb i omegnen af milliard kroner om året. Dertil kommer flere direkte russiske investeringer i Syriens infrastruktur og turisme- og energisektor. Investeringer, som kommer i fare, hvis Assad forsvinder. Det er altså hverken politisk enighed eller forkærlighed, der motiverer den russiske støtte til Assad. Rusland beskytter ganske enkelt sine egne interesse.


Ingen udsigter til militært indgreb
Mens Rusland holder stædigt fast i retten til at forvare sine egne interesser i Syrien, tager USA's kritik af russerne til. Udenrigsminister Clintons konkrete kritik af russiske våbenleverancer er et udtryk for amerikansk styrke. Men også for svaghed. Tidligere DR-korrespondent Jens Nauntofte, der igennem en årrække har arbejdet med både arabisk og amerikansk storpolitik, karakteriserer den overordnende amerikanske position i Mellemøsten, og i særdeleshed over for Syrien, som en konsekvens af oplevelserne i Afghanistan. USA har ifølge Nauntofte “i ti lange år forsøgt at komme ud af Afghanistan på en ordentlig måde. Mange demokrater er nu overbevidst om, at interventionen i landet var en fejl”. Med Afghanistan som skræmmebillede er Præsident Obama ikke interesseret i en amerikansk intervention i Syrien, som Nauntofte vurderer vil være et “mareridt for Vesten”. Debatten om at intervenere er dog ikke ensidig i USA. Den republikanske senator John McCain argumenterede i marts i år for at sætte luftvåbnet ind mod Assads styrker: “Syrien i dag er det værste eksempel på statssponseret vold siden Balkan. Den eneste realistiske måde at stoppe Assads tanks og artilleri er gennem udenlandsk luftmagt”, sagde han i kongressen. McCains fortale for brugen af luftmagt kommer efter de positive erfaringer med interventionen i Libyen. Den amerikanske forsvarsminister Leon Panetta advarede kort efter mod at sammenligne Syrien med Libyen: “Det er ikke klart, hvem der udgør den bevæbnende syriske opposition – der er intet enkelt forenet militært alternativ, der kan kontaktes,” sagde han til Defence News den 7. marts. Forsvarsministerens advarsel skal dog også ses i lyset af en militær virkelighed, hvor Syrien bestemt heller ikke er at sammenligne med Libyen: “Det russiske producerede syriske luftforsvar er mindst fem gange mere effektivt end Libyens,” lyder vurderingen fra general Martin Dempsey, Formand for The Joint Chiefs of Staff.

Amerikanerne griber IKKE ind
Heller ikke den amerikanske befolkning ønsker, at deres land griber ind over for Assad. Seks ud af ti amerikanere er imod enhver form for amerikansk intervention for at stoppe kampene mellem regerings- og anti-regeringsstyrker i Syrien. Hovedparten af de amerikanske vælgere fra både Republikanerne og Demokraterne mener ikke, at det USA’s ansvar at løse problemerne i Syrien. USA kan og vil således ikke være en aktiv militær part af eventuel intervention i Syrien. Spørgsmålet er, om modviljen mod en direkte militær intervention vil føre til, at amerikanerne bevæbner den syriske opposition? Det mener Jens Nauntofte ikke: “USA fokuserer i stedet på at give oppositionen mulighed for at føre cyberwarfare. Det sker gennem leveringen af udstyr, der effektivt kan lave kryptering af mailsystemer (fx Firewalls) og mobiltelefoner. Den amerikanske støtte er derfor primært teknologisk. Den foregår via organisationer som Freedom House”. Freedom House siger selv, at aktiviteterne hovedsageligt består i at træne og støtte af politiske aktivister i Syrien, så de kan “opbygge deres kapacitet for ikke-voldelig kamp, strategi udvikling og sikker kommunikation.” Dermed udelukkes det dog ikke, at den amerikanske efterretningstjeneste CIA er involveret i operationer med det formål at levere lettere våben til oprøret. New York Times kunne den 21. juni bekræfte, at et lille antal amerikanske efterretningsofficerer ved den tyrkiske-syriske grænse leverer lette våben til oprørsstyrkerne. Det drejer sig angiveligt om håndvåben og raketstyr, hvilket bekræftes af arabiske efterretningskilder.

Magtspillet tager til
USA vil dog ikke levere større våben til oprørerne, og ønsker i det hele taget at holde sig ude af konflikten. Samtidig fortsætter Rusland helikopterleverancerne til Assad. Syrien er problematisk for begge lande. De har storpolitiske interesser i klemme og investeret stor diplomatisk prestige i deres respektive positioner. Man må forvente at det russisk-amerikanske spil vil tiltage i intensitet over sommeren.

Martin A.Husted er cand.mag i Filosofi, Historie og Statskundskab. Han underviser i bl.a. militærhistorie og stormagtspil og har tidligere udgivet artikler om stormagternes rolle i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Putin og Obama (Foto: White House)