19.03.2012

Kommentatorer og iagttagere er uenige om, hvorvidt der udbryder borgerkrig, hvis det syriske regime falder. Men de er enige om, at Assad-klanens 50 brutale år ved magten har gjort det farligere end nogensinde før at være alawit i Syrien.

ANALYSE af Jonas Sølberg Hansen

LÆS OGSÅ:
– Syrien: Rusland mister enten indtægter eller indflydelse
– Skovgaard-Petersen: Det syriske regime er ved at smuldre
– Espersen vs Khader: Er det en borgerkrig eller en massakre i Syrien?

I slutningen af december argumenterede det uafhængige tidsskrift Near East Quarterly i en leder for, at ingen i Syrien – udover dem helt tæt på magten – har noget at hente på at forsvare regimet i en borgerkrig efter al-Assads fald. Syriens minoriteter er simpelthen for små og indbyrdes uenige til at starte en ”all out” borgerkrig var rationalet. I februar supplerede tidsskriftets grundlægger, Stephen Starr, i en artikel i Foreign Policy den analyse med et tungtvejende økonomisk argument: Størstedelen af Assad-klanens alawitter er hverken rige eller har udsigt til at blive det under al-Assad, så ikke engang præsidentens egen gruppe vil kæmpe for ham – hverken af økonomiske eller af patriotiske grunde.

Den opfattelse deler den profilerede mellemøstreporter fra al-Jazeera, Nir Rosen, ikke. Han har brugt det meste af det nye år på at tegne apokalyptiske fremtidsscenarier for Syrien. Ifølge ham kommer landet til at stå i sekteriske flammer, hvis ikke snart situationen udvikler sig så voldsomt, at Vesten kan retfærdiggøre et indtog i Syrien. Alawitterne står først og hårdest for skud, men konflikter vil også eskalere til det ustyrlige internt blandt eksempelvis sunni-grupperinger, når regimet falder.

Starr og Rosen repræsenterer to fløje i debatten om efterdønningerne af det syriske regimes fald. Nogle mener, at en sekterisk borgerkrig truer forude. Andre tror ikke på det. Uenighederne til trods, kan de fleste kommentatorer og iagttagere bliver enige om, at alawitternes historie i Syrien nemt kan bruges imod dem. Det er der fire grunde til:

1: Hver religiøs gruppe har sit eget område
Den første årsag skal findes i den ufølsomme religiøse opdeling af landet, som mandatmagten Frankrig stod for efter Første Verdenskrig. Syrien blev først til i sin nuværende støbning, da Frankrig pakkede og tog hjem efter Anden Verdenskrig i 1946. Optakten til en selvstændig stat var lang og snørklet. Det Osmanniske Storriges fald og Første Verdenskrigs afslutning var de første betydelige skridt på vej mod en selvstændig syrisk stat.

Grænserne var dog hverken åbenlyse eller lige til at drage efter Første Verdenskrig. Arabiske nationalister så gerne et Storsyrien, der indbefattede hele Libanon, og dele af Jordan, Irak og Tyrkiet. Det kunne de vestlige kolonimagter i området dog ikke tage sig af. Idéen om et Storsyrien faldt endegyldigt fra hinanden, da franskmændene ydmygede den syriske hær og tog kontrol med området i 1920. Herefter fik landet stort set de grænser, vi kender i dag.
Tabet til franskmændene skulle vise sig at bringe mere malurt i bægret i det allerede sekterisk og religiøst komplekse område. Franskmændene splittede i sommeren 1920 Syrien i mindre administrative enheder. Drusere, alawitter og sunnier fik lov til at bestemme i hver sit område. Det overordnede mål var at isolere den dominerende kraft – sunnimajoriteten – som indtil da havde været en central drivkraft i samfundet. Ved at spille de forskellige minoriteter ud mod majoriteten kunne franskmændene nemmere holde magten i et jerngreb. Især for alawitterne blev opdelingen vital.

2: Den begunstigede alawit
Den ekstremt fattige alawit-befolkning, som i 1920 levede i bjergene i området omkring byen Latakiyya, blev nemlig det franske regimes protegé. Alliancen var lige til. Den ellers så forhadte franske mandatmagt havde brug for en allieret inden for mandatets grænser, mens de alawittiske bønder kun havde noget at vinde på en uformel alliance med franskmændene. Det var en kynisk aftale. Noget for noget. Mod uforbeholden støtte til det franske mandat fik alawitterne mere autonomi og flere økonomiske midler. Den realpolitiske tese fra et alawittiske synspunkt var åbenlys; når man i forvejen var nederst i hierarkiet, var der kun en vej, og det var op.

Og opad gik det også på stort set alle fronter for alawitterne og Latakiyya. Bønderne i nord fik mere magt og bedre økonomi, i takt med at de franske magthavere fik bedre fat. Alliance med franskmændene, som strakte sig fra 1920 til 1946, da de forlod Syrien, var ofte helt konkret både militært og politisk. I 1926 var halvdelen af styrkerne i den franske kolonihær Troupes Spéciales du Levant alawitter. De udførte militære aktioner og leverede efterretninger til den franske administration, imens stadig mere ophedet retorik føg på kryds og tværs mellem de sunnitiske og alawittiske centre Damaskus og Latakiyya.

3: Den forhadte alawit
Udover franskmændenes bidrag til at tegne de sekteriske streger op i området, kæmpede og kæmper alawitterne i Syrien med en religiøs funderet mistro. Flere gange i historien har islamisk lærde udstedt fordømmende fatwaer imod alawitterne og deres kætterske opførsel. Mistroen bunder i alawitternes religiøse praksis. Især en betydelig lighed mellem deres og utallige kristne ritualer i den ellers proklamerede shia-muslimske tro: Navnet alawi referer til Ali, profeten Mohammeds svigersøn og den fjerde islamiske kalif inden for Islam. Navnet blev revitaliseret af den franske mandatmagt, da den kom til i området, og erstattede det nedsættende navn Nusayri. Navnet har på arabisk tydelige lighedstegn med det arabiske navn for kristen, og det blev brugt til at henlede opmærksomheden på alawitternes heterodokse tilbøjeligheder. De beder ikke, de har ingen moskéer, går ikke med slør og drikker alkohol. Den ugunstige kombination af kristendom og shia-islam sammen med en gådefuld tilgang til ritualerne i deres religion har bidraget til alawitternes ry som vantro mystikere i mange muslimske kredse.

4: Alawitternes 50 år på tronen
Den fjerde og sidste historiske grund, som mere end de tre foregående tilsammen har bidraget til den mistillid, alawitterne oplever, har direkte tråde til regimet og dets forvaltning af magten i Syrien. Man kan med rette sige, at alawitterne har brugt cirka 50 år på at cementere deres position som begunstiget minoritet i det syriske samfund. Efter en række kup endte en alawittisk officer fra det syriske flyvevåben, Hafez al-Assad, i toppen af hierarkiet i Syrien, hvor han stabiliserede landet for første gang siden uafhængigheden i 1946. Her har Assad-klanen siddet lige siden. Og de har ikke skyet nogen midler for at blive siddende: Der er blevet begået politisk motiverede folkemord som i Hama i 1982. Oppositionen er blevet anholdt, fængslet, tævet, truet og henrettet, og regimets 50 år har været præget af en brutal og undertrykkende linje.

Selv magthierarkiet i Assad-familien er blevet opretholdt med nådesløs hånd. Familiemedlemmer blev sendt i eksil, hvis de var for interesserede i præsidentposten. Det skete eksempelvis for præsident Hafez’ yngre bror Rifaat al-Assad. Han ytrede i flere omgange sin utilfredshed med, at han ikke var den logiske nummer to i hierarkiet efter sin bror. Et kupforsøg i 80’erne endte som politisk selvmord og resulterede i permanent udlandsophold til Rifaat. Magten omkring Hafez og siden hans søn Bashar har vist sig at være forbeholdt en helt eksklusiv kerne, hvis konservatisme og kynisme er betingelsesløs. Selv i Mellemøstlig målestok.

De mange års magtmonopol har affødt en omfattende utilfredshed i den syriske befolkning. Ikke kun med regimet, men i ligeså høj grad med regimets tætteste cirkler af allierede familiemedlemmer, forretningsmænd, guvernører, borgmestre og hærførere. Godt nok er de ikke alle sammen alawitter, men en betydelig del af regimets magtelite er altid kommet og kommer stadig til fadet som et resultat af nepotisme. På uretfærdig vis er de mange alawitter, som enten tager afstand fra eller er uinteresserede i regimets korruption og handlinger, blevet taget som regimets gidsler. Det at være alawit i Syrien forbindes uvilkårligt med regimets dårligdom. Lige nu er det farligere at være alawit end nogensinde før i Syrien.

Jonas Sølberg Hansen (f. 1985) studerer Arabisk på Københavns Universitet. I efteråret og vinteren 2010 læste han på Damaskus Universitet i Syrien. Har tidligere skrevet artikler for RÆSON om den politiske situation i Syrien og Libyen. ILLUSTRATION: Syrien præsident Bashar al-Assad til pressekonference i Paris 2008 (Foto: bn_gold via flickr)