13.08.2012

Assads soldater og oprørerne kæmper i gaderne i Damaskus, mens flybomber og artillerigranater regner ned over Aleppo. Regimet sidder på de tungeste våben, men hæren er ikke egnet til at bekæmpe spredte oprørsstyrker. Så oprørerne vinder med tiden, vurderer eksperter. Assads sidste udvej bliver kemiske våben. Men dem tør han ikke bruge.

ANALYSE af Martin A. Husted

LÆS OGSÅ:
– Syrien: Vesten har ladet alle andre muligheder end interventionen gå i glemmebogen
– Assad er en kransekagefigur: Her er Syriens reelle magthavere
– Overblik: Syrien

Den 18. juli kom kampene i Syrien for alvor tæt på Assad. Landets sikkerhedshovedkvarter i Damaskus blev bombet og få dage efter udbrød der gadekampe i hovedstaden. Udviklingen understreger to udviklingslinjer. For det første markerer opblusningen af kampe i selve Damaskus en skillelinje i oprørernes evne til at føre kamp mod Assads styrker. Oprøret har tidligere holdt sig til provinsen. Nu føres kampen direkte i hjertet af Assads magtcentrum. For det andet er rapporter om, at oprørerne har indtaget grænseposter til Tyrkiet og Irak, endnu et tegn på regimets manglende evne til at opretholde kontrol med landet. Major Lars Cramer-Larsen fra Forsvarsakademiet ser det som udtryk for en stadig mere ukontrollerbar situation: “På et tidspunkt truede Syrien Tyrkiet med krig. Det var ud fra et argument om, at oprørsbevægelsen fik ført soldater og våben over grænsen fra Tyrkiet. Nu har man tilsyneladende opgivet kontrollen med grænserne og koncentrerer sig i stedet om Damaskus”. Regimet er presset tilbage, og lederens autoritet er visket ud. Assad fremstod som en statsleder med relativ stabil stat i ryggen, da han truede Tyrkiet med krig, men nu er han reduceret til en leder af en fragmenteret stat, der ikke engang kan kontrollere sine egne grænser. Major Lars Cramer-Larsen vurderer, at det nu er et spørgsmål om tid før, Assad falder. Problemet er, at forfaldsfasen sandsynligvis bliver den mest voldelig. Det kommer til udtryk i stigende dødstal og i rapporterne om tiltagende sekterisk vold mellem Syriens forskellige etniske grupper. Faren er, at Assad-regimet imploderer, og efterlader et magttomrum. Chefen for den israelske hærs efterretningstjeneste, generalmajor Aviv Kochavi, maler et bekymrende billede. Syrien undergår i deres analyse en “Irakiseringsproces”: Forskellige militante grupperinger af etniske tilhørsforhold kontrollerer hver deres del af landet og bekæmper hinanden på kryds og tværs. Udviklingen kan kun stoppes, hvis Assad forlader Syrien, og de forskellige oprørsgrupperinger finder et fælles politiske fodfæste. Og selvom Assad er på vej ned, kan der gå lang tid, før han er væk. Men der er mange tegn på, at kampene er gået ind i en afgørende fase.

Assad-regimet evner ikke effektivt at bekæmpe oprøret
De seneste gadekampe i Damaskus og Aleppo udstiller regimets grundlæggende problemer med at bekæmpe oprøret militært. Det skyldes, at Assads militærmaskine udkæmper en asymmetrisk krig med symmetriske midler. Gadekampe i byområder mod en modstander, der ikke går efter at erobre land i længere tidsperioder, er opslidende for tunge styrker, der består af pansrede køretøjer og artilleri. Tunge mekaniserede styrker er tidskrævende og svære at flytte rundt – specielt i byområder. Det kræver stor logistisk støtte for at kunne operere effektivt. Det ved oprørerne. De benytter sig af nålestiksoperationer: En taktik, hvor man angriber, trækker sig tilbage, og så angriber igen et nyt sted. Ofte mod mål, der er udsatte. Til det kommer, at militærets fri bevægelighed er blevet begrænset, her rapporteret af BBC: “Vestlige kilder indikerer, at militæret i nogle områder er tvunget til at flytte tropper med helikoptere, fordi brugen af veje er så farlig”. Major Lars Cramer-Larsen mener, at de militære svagheder er en konsekvens af den strategiske tænkning, der har dannet grundlag for Syriens militær siden Seksdagskrigen i 1967. Assads militær er opbygget efter russisk forbillede og kan betegnes som et “invasionsforsvar”, der primært er skabt til at udkæmpe en konventionel krig mod Israel. Man har forberedt sig på deciderede slag mellem store mekaniserede hærenheder, hvor slaget skulle afgøres af massiv indsættelse af tunge våben på slagmarken. Den situation oplever Assads styrker ikke i sit møde med oprørsstyrkerne. De besidder kun i meget få tilfælde tunge våben og ønsker slet ikke at udkæmpe egentlige slag mod Assads massive, men ikke egnede militær.

Undertrykkelsesapparatet
For præsident Assad hænger militærets indretning og spørgsmålet om dets loyalitet uløseligt sammen. Det ses specielt i forhold til den syriske hær, der er den dominerende gren i militæret. Hæren består af 11 stående divisioner, en styrke på cirka 220.000 mand, og en reserve på cirka 280.000, der kan mobiliseres i tilfælde af krise. Major Lars Cramer-Larsen forklarer, at selve sammensætningen af militæret tydeligt udgør en central del af Assad regimets magtstruktur: Af hærens cirka 200.000 professionelle soldater er cirka 150.000 af dem alevitter – samme etnisk-religiøse minoritetsgruppe, som Assad-dynastiet tilhører. Alevitterne dominerer store dele af hærens officerskorps, og visse enheder er næsten udelukkende alevitter. Derfor forventes størstedelen af hærens professionelle soldater i udgangspunktet at være loyale over for regimet. Det afgørende spørgsmål er, hvornår militærets loyalitet når bristepunktet? Den dag hvor massive dele af militærmaskinen stiller sig i væbnet opposition til regimet, mister regimet kontrollen over det undertrykkelsesapparat, der holder det ved magten.

Regimets mistillid til hæren
I et forsøg på at sikre sig mod, at hæren pludselig vender sig imod styret, benytter det sig af to udvalgte hærenheder i kampen mod oprøret: Den Republikanske Garde og Den 4. Pansrede Division, der ledes af Maher al-Assad, præsident Assads yngre bror. Begge divisioners mandskab domineres af alevitter. De udgør hærens manøvreenheder, og er de bedst trænede, bedst bevæbnende og mest loyale enheder i den syriske hær. Hver deres cirka 10.000 elitesoldater er lige nu dybt involveret i kampene i Damaskus. Her har de med deres tunge våben og brutale fremfærd sat to streger under den blivende militære forskel mellem Assad regimet og oprøret. De to divisioner er beviset på, at Assad stadig er overlegen, når det kommer til våbenstyrke. Men regimet udstiller samtidig sin usikkerhed med den enøjede brug af de to elitedivisioner og dele af det syriske luftvåbnet, mener Cramer-Larsen. Det er paradoksalt, at Præsident Assad den 27. juni erklærer, at “landet befinder sig i en tilstand af krig” og så alligevel IKKE gennemfører en fuld mobilisering af HELE forsvaret. Cramer-Larsen vurderer den manglende mobilisering som udtryk for, at Assad tvivler på det samlede forsvars loyalitet. Forklaringen er, at forsvaret – specielt hærens reserver – hovedsageligt udgøres af sunni muslimer, der ikke er loyale i samme omfang som alevitterne. En mobilisering indeholder i regimets kalkulering en åbenlys risiko for en omfattende bevæbning af potentielle oprørsenheder. Med den manglende mobilisering forsøger Assad at undgå at give oprøret adgang til tunge våben, der vil resulterer i en stærk trussel mod ham.

Assad har sat alt ind for at forsvare magtbastion
Selvom Assad stadig sidder på de tungeste våben, er han øjensynligt presset af oprørsstyrkerne. For at beskytte landets hovedstad og den største by Aleppo, har Assad været nødt til flytte styrker fra det omstridte område omkring Golanhøjderne. Tendensen understreges ligeledes med oprørenes indtagelse af grænseposterne til Tyrkiet og Irak. Regimet ønsker eller formår ikke at forsvare landets ydre grænser. Cramer-Larsen forklarer udviklingen: “At Assad slækker på sit invasionsforsvar, bufferzonen til Israel og forlader grænseposterne, er et klart udtryk for situationens alvor. Regimet må forsvare landets strategiske centre på bekostning af periferien”. Et andet tegn er den stadig større usikkerhed om, hvorvidt Syrien vil tage sine kemiske våben i brug. De består primært af nervegas, sennepsgas og cyanid. Hvis regimet virkelig føler sig presset på sin eksistens, kan det ikke udelukkes at man som en sidste udvej enten vil true med at bruge våbnene eller gøre det utænkelige og rent faktisk benytte dem. Oprørskilder insisterer på, at Assad klargør sine kemiske våben til direkte brug. Og mange har bekræftet, at Assads styrker er i gang med en eller anden form for omfordeling af de våbnene. Oplysningerne stammer dels fra den tidligere syriske ambassadør i Irak, Nawaf Fares. Dels fra en afhopper, general Mustafa Sheikh: “Regimet er begyndt at flytte sine kemiske våbenlagre og omfordele dem, så de er klar til anvendelse”.

Derfor bruger Assad ikke kemiske våben
Men flytningen af de kemiske våben kan også være udtryk for regimets forsøg på at forhindre, at våbnene falder i oprørernes hænder. Det vil være en defensiv og beskyttende handling, modsat en offensive etablering af en trussel, som oprørskilderne argumenterer for. Det er vigtigt at holde sig for øje, at oprørene har en klar politisk dagsorden ved at fremhæve regimets villighed til at benytte kemiske våben. Hvis det kan lade sig gøre at få Assad til at fremstå som uforudsigelig og i stand til hvad som helst, vil øge det internationale pres for sanktioner eller militær intervention. Særligt fordi nabostaterne bliver ekstremt nervøse. Til det kommer den rene militære nytteværdi af kemiske våben. Lektor Peter Viggo Jakobsens fra Forsvarsakademiet forklarer, at kemiske våben ikke er velegnede til faktisk brug, men nærmere kan bruges til at true befolkningen, omverdenen og oprørerne med. Hvis Assad anvender kemiske våben mod den syriske civilbefolkning, vil det betyde Assad regimets totale deroute både nationalt og internationalt. Det må antages, at Assad og hans inderste kreds indser, at brugen af kemiske våben er ensbetydende med massemord på forsvarsløse civile, og derfor holder igen. Regimet ønsker i sidste ende at blive ved magten, eller i det mindste at være en del af det politiske system i Syrien efter oprøret. Som udviklingen er pt. virker det naturligvis usandsynligt, at det skulle kunne lade sig gøre. Men det er dog helt utænkelig, at det gamle styre på nogen måde kan holde fast ved noget af magten, hvis Assad overskrider den sidste røde linje og bruger sine kemiske våben mod befolkningen. De kemiske våben er en trussel, ikke et reelt og effektivt magtmiddel.

Med ryggen med muren
Situationens alvor har skærpet Vestens krav om Assads afgang. Et krav, der dog er strandet i FNs Sikkerhedsråd, hvor Kina og Rusland 19. juli atter nedlagde veto med indførelsen af sanktioner med Syrien. De to stormagters fortsatte internationale støtte til Assad fremprovokerede en tydelig reaktion i FNs Generalforsamling. Her fordømte et stort flertal den 3. august Sikkerhedsrådets manglende handlekraft. Det bedømmes af diplomater som en understregning af, at verdenssamfundet har valgt side i konflikten. Kun Kina og specielt Rusland står ved deres støtte til Assad. Den position bliver med den stigende internationale fordømmelse mere og mere uholdbar set med både Vestens og Mellemøstens briiller. Men på trods af fordømmelsen vil Rusland og Kina højst sandsynligt fastholde deres modstand mod sanktioner eller intervention. Specielt Rusland har investeret store dele af sin internationale prestige i at støtte Assad. Landet frygter for sin magtposition i Mellemøsten, hvis Assad forsvinder. Internationalt er Syrien derfor et smertensbarn mellem stormagterne. FN systemets fastfrysning udstiller dels stormagternes forskellige og dybt modstridende interesser i Syrien. Men det tydeliggør samtidig, hvordan den endelige afgørelse om Syriens videre skæbne er overladt til de interne aktører i Syrien. Assad har ryggen mod muren, men formår stadig at holde oprørerne fra døren. Så længe Assad har kontrol over sine elitedivisioner, er der kamp tilbage i regimet.

Martin A.Husted er cand.mag i Filosofi, Historie og Statskundskab. Han underviser i bl.a. militærhistorie og stormagtspil og har tidligere udgivet artikler om stormagternes rolle i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Bashar al-Assad (Foto: FN, presse)