31.08.2012

Sudans præsident Omar al-Bashir har udskudt sit fald med anholdelsen af tusinder af demonstranter i juni og juli. Men det kræver akutte økonomiske forbedringer, hvis han skal bevare magten.

ANALYSE af Hanna Ohm Cleaver

Opstanden mod Sudans Omar al-Bashir og hans National Congress Party i juni og juli var uden fortilfælde, siden Bashir tog magten ved et militærkup i 1989. Det startede som mindre studenterprotester på Khartoum Universitet, men udviklede sig til en bredere folkelig opstand i de større byer mod regimet, som for nylig indførte et strengt økonomisk spareprogram. Mange talte og twittede om et nyt arabisk forår. Al-Bashir svarede dem midt i juli: ”De taler om et arabisk forår. Lad mig fortælle dem, at vi har en hed sommer; en brændende hed sommer, som brænder sine fjender.” Demonstranterne kaldte han for ”albueslikkere”. Og efter i stor stil at have anholdt og tortureret dem er opstanden aftaget i styrke. Men opstanden er ikke afværget, kun udskudt.

Oppositionen mere samlet end længe
Seniorforsker ved det norske fredsforskningsinstitut PRIO, Øystein Rolandsen, kalder al-Bashir en presset mand på grund af den store frustration i befolkningen over dens forringede levevilkår, siden Sydsudan sidste år løsrev sig og tog 3/4 af landets olieindtægter med sig. I juni var Sudans inflation på 37% og underskuddet 2,4 milliarder dollars. Rolandsen forudser: ”Fortsatte protester i Khartoum kan måske blive det puf, der får al-Bashir til at vælte.” Seniorforskeren understreger dog, at al-Bashir kun falder, hvis aktivisterne formår at mobilisere bredt. Det er Sudanekspert Nils Carstensen fra Folkekirkens Nødhjælp enig i: ”De studerende primært er primært en vigtig magtspiller i kraft af deres evne til at sætte ild til allerede eksisterende brænde. Den helt store trussel for Bashir er, hvis de begynder at alliere sig med de erklærede oppositionspartier, som også er repræsenteret i nogle af regionerne og kan mobilisere millioner af mennesker.” Der er stadig ingen erklærede alliancer mellem de unge aktivister i byerne og de væbnede oprørsgrupper i regioner som Darfur og Kordofan. Men sommeren har vist, at de har fælles politiske mål. Under opstandene bemærkede Nils Carstensen en spændende, ny ”sammenflydning af budskaber og agendaer” fra ellers vidt forskellige politiske grupper: ”De gamle traditionelle oppositionspartier adopterede meget af den sprogbrug og de krav, som aktivisterne havde udviklet, bl.a. kravet om Bashirs afgang.” Nils Carstensen: ”Vi ser, at modstandskræfter i de ydre områder begynder at have en politisk agenda til fælles med den mere vakte og politisk modne overklasse i de store byer. DEN blanding er livsfarlig for National Congress Party: Det er en kombineret væbnet og politisk trussel, som godt kan vælte et regime, der økonomisk er ved at blive undermineret af manglende indtægter.” Sudaneserne har to gange tidligere fordrevet upopulære regimer. Den norske fredsforsker Maria Gabrielsen: ”Sudaneserne ved, at de lever under et mangeårigt diktatur, som har knust enhver form for opposition. Men de har en grundlæggende tro på, at de kan vælte regimet, fordi de har gjort det før.”

Regimet falder, når økonomien falder
Ifølge Maria Rolandsen er de økonomiske forhold helt centrale: ”En forbedring af økonomien vil ikke få aktivisterne til at opgive deres krav, men det vil gøre det sværere for dem at mobilisere en bredere folkelig bevægelse.” Det var netop den økonomiske krise i Khartoum og regeringens spareprogrammer, der gav aktivister et politisk momentum, som de udnyttede til at vende folkestemningen. Nils Carstensen: ”Bashir har holdt sig ved magten pga. en total kontrol med olieindtægterne, som han har brugt til at købe lokal loyalitet og holde visse priser på grundlæggende fødevarer og transport kunstigt nede. Men med økonomiens frie fald er de redskaber ved at glide dem af hænde. Der er INTET ideologisk, der holder NCP [regeringspartiet, red.] og deres støtter sammen. Det er klient-patron-regeringsførelse, så det basker. Så når der ikke er flere kontanter, falder det sammen.” Derfor er olien afgørende. For hvis det lykkes al-Bashir at mindske den økonomiske krise ved et olieforlig med Sydsudan, kan han forhindre den politisk bevidste elite i at mobilisere den brede befolkning.

Oliestriden gavner aktivisterne ved at skade økonomien
Torben Brylle, dansk ambassadør i Wien og tidligere særlig udsending for EU i Sudan: “Sydsudans løsrivelse var et prestigetab for regimet, men det er først og fremmest den forværrede økonomi, som truer al-Bashirs magt. Det er derfor i begge parters egeninteresse at indgå et forlig om olien [Syd har det meste af olien, men er afhængig af rørledninger og infrastruktur i Nord for at sælge den, red.], for indtil videre har uenigheden sat en stopper for olieproduktionen.” I starten af august udfærdigede Sudan og Sydsudan en olieaftale, som skal klarlægge omstridte spørgsmål om vilkårene for at genoptage olieproduktion og -eksport i Sydsudan. USA's præsident Barack Obama og en række statsledere har offentligt rost aftalen for at være et skridt mod fred og økonomisk stabilitet i de to lande. Men ifølge Nils Carstensen er aftalen yderst skrøbelig, bl.a. fordi den er indgået under ekstremt voldsomt pres fra eksterne aktører som USA, Kina og arabiske lande og endnu ikke er underskrevet: ”Armene er vredet meget hårdt om på ryggen på begge parter. De fleste af os, der følger Sudan, holder vejret for at se, om den aftale holder, og om den fører til en aktiv genoptagelse af olieproduktionen.” Den skrøbelige olieaftale vil stå sin prøve inden for de næste par uger, hvor den skal forhandles endeligt på plads. Imens kæmper aktivisterne videre på lavt blus og håber på, at år 2012 bliver året for Sudans tredje revolution. Oliestriden kan tage brødet fra sudaneserne – men den kan også hjælpe dem af med al-Bashir.

Hanna Ohm Cleaver (f. 1987) er kandidatstuderende på antropologi, Københavns Universitet. Hun har været i praktik på den danske ambassade i Burkina Faso og arbejder som student i Udenrigsministeriets Afrikakontor. FOTO: Det er al-Bashir i midten med den sorte stok (af Khaled Desouki/AFP/Getty Images, marts 2010)