15.06.2012

NYE NAVNE I POLITIK: Stine Brix (f. 1982)
HVEM HUN ER: Ungt folketingsmedlem med en lang baggrund for politisk projektarbejde, blandt andet som en af folkene bag Kirkeasyl.
HVAD HUN KAN: Helt central i Enhedslistens modernisering.
HVAD VI VIL VIDE: Hvor længe bliver hun ved med at holde hånden over Helle Thorning, som hun mener fører borgerlig politik?

LÆS OGSÅ: Portræt: Banke for bordenden / Peter Hummelgaard: Kandidat på landingsbanen

PORTRÆT af Tinne Hjersing Knudsen

Stine Brix står solidt med skulderspredte fødder på Rådhuspladsen. En demonstration er stillet op mellem metrobyggeri og mennesketrafik til Strøget. Psykiatriordføreren starter sin tale til de 40 fremmødte, der protesterer mod „medicindød‟ [når patienter dør af overmedicinering, red.] i psykiatrien.

Imens lister en mand i grønne shorts rundt blandt folk og stiller hvide kors op. Der står »PSYKIATRI« på, og han lægger blomster foran dem. Det begynder at regne med store dråber i brusertryk. Stine Brix slutter sin tale. Hun bliver stående og taler med en høj mand. Hun har ikke en paraply. Hun mener, der er meget ulighed i sundhed.

»Der er stor forskel på, hvor længe man lever. Og i psykiatrien tager det for længe for folk at komme i behandling, og der gives for mange piller for psykiske sygdomme, som burde arbejdes med på andre måder.«

Stærk retfærdighedssans
Stine Brix er vokset op i Albertslund, hvor husene ligger i rækker, og byen er præget af socialt belastede boligområder. »Jeg tror sgu, det har været ret vigtigt for mine holdninger, at jeg er vokset op der. Man møder nogle, som ikke får alting foræret.«

De ulige muligheder blev tydelige for Stine Brix, da hun kom i skole. »Jeg har set, hvor stor betydning det har for ens skolegang, at man har masser at rode med derhjemme. Det betød rigtig meget for dem, der ikke kunne få hjælp til noget så banalt som at læse eller regne.«

Hun mener, det har formet hende politisk, at hun kunne forudsige, hvem der ville blive til hvad i folkeskoleklassen. »Det er vigtigt for mig, at vi gør, hvad vi kan for, at folk har lige muligheder i livet og ikke er dømt til at ende som deres forældre.« Stine Brix læser medicin og er datter af en sygeplejerske og en læge.

»Jeg er ikke vokset op og har tænkt ”wow, hvor er det uretfærdigt.« men jeg er vokset op i en sammenhæng, hvor det var tydeligt, at der var nogle, der havde det svært. Og det har givet mig en stærkt udviklet retfærdighedssans. Jeg kan ikke lade urimelige ting være. Især ikke hvis jeg synes, de er udemokratiske.«

Nedskæringer øger forskellene
Stine Brix arbejder for, at alle har lige muligheder i deres liv. Selvom folkeskoler og daginstitutioner står for en stor del af børns opdragelse i dag, mener hun, at der stadig er stor ulighed i børns udgangspunkt for livet.

»Den ene undersøgelse efter den anden dokumenterer, at karaktergennemsnit i høj grad hænger sammen med forældrenes uddannelsesbaggrund. Jeg tror ikke, vi kan eliminere forskellene fuldstændigt, og vi skal heller ikke erstatte børnenes forældre, men vi skal hjælpe dem, der ikke får hjælp til lektier derhjemme. Vores samfund sorterer, hvem der klarer sig bedst ud fra, hvem der kan få hjælp hjemmefra. Det er pisse uretfærdigt.«

Brix tilføjer, at forskellen på børnene bliver større, når der bliver fyret personale i vuggestuer og børnehaver. »Det begrænser den indsats, pædagogerne kan yde, og så får det endnu større betydning, hvor man kommer fra. Det er grunden til, det er enormt urimelige at skære ned på daginstitutioner.«

Provokeret af rektorvælde
Stine Brix blev provokeret ind i politik i 1993 ved folkeafstemningerne om Edinburgh-aftalen. »Jeg synes, forløbet var enormt udemokratisk. Man lavede en ny afstemning, fordi man ikke var tilfreds med resultatet af den første.«

Brix var lige fyldt 11 år. Hun lavede afstemninger i sin klasse og klistrede hjemmelavede valgplakater op i klasseværelset. »Men jeg begyndte først at være almindelig politisk aktiv i slutningen af gymnasiet. Jeg kendte nogle på gymnasiet, der var politisk aktive og vildt spændende at snakke med. De trak mig ind i det politiske arbejde gjorde, at jeg blev aktiv i DGS og elevrådet.«

En af de første ting, der satte skub i Stine Brix’ retfærdighedssans, var gymnasiernes rektorer. »De bestemmer alt. Hvis andre forsøger at bestemme noget, hyler Rektorforeningen. Rektoren på mit eget gymnasium var temmelig magtfuldkommen, og det provokerede mig helt vildt.«

»I snakker, og røven går«
Stine Brix meldte sig ind i Enhedslisten i 2002 som 20-årig. Hun talte ved et 1. maj-arrangement og blev prikket på skulderen af Mikkel Varming, der i dag er socialborgmester i Københavns kommune. »Det var en meget stor beslutning for mig at melde mig ind i et parti, så jeg havde brug for et skub. Det søgte jeg også efter, for jeg gjorde mig umage med at gøre talen ekstra rød.«

Hvorfor valgte du at melde dig ind i Enhedslisten frem for andre partier?
»Det var bare der, jeg hørte til. Enhedslisten lyttede mere til de argumenter, vi fremførte i DGS. Politikerne i de andre partier gav mig en følelse af, at ”ja, I snakker og røven går”. Den oplevelse havde jeg ikke i Enhedslisten.«

Hvorfor brugte du lang tid på at lave projekter uden partifarve, hvis Enhedslisten var det rigtige parti for dig?
»Det sjoveste ved politik er, når folk der normalt ikke engagerer sig, træder ud af rollen som tilskuer til samfundet og ind i rollen som medspiller. Jeg vil gerne give folk politisk selvtillid, så de indser, at de kan forandre vores samfund.«

Savner du at mobilisere mennesker uden for Folketinget?
»Ja. Rigtig meget.

Er det ikke lidt tidligt at have det sådan?
»Måske. Men det er ikke til at vide, hvor lang valgperioden bliver, og det er meget naturligt for Enhedslisten at forestille sig et liv efter Folketinget, fordi vores rotationsordning ikke tillader os at sidde i mere en tre perioder«

Kan du se dig selv sidde i Folketinget i alle tre tilladte perioder?
»Nej. Jeg savner at være udenfor og vil gerne kombinere politik med mit studie. Man skal ikke afskille politik og hverdagsliv, men bringe hverdagen ind i politik.«

Islændersweaterne er pakket væk
Brix er en af hovedarkitekterne bag moderniseringen af Enhedslisten, som er båret af en erkendelse af, hvor vigtig kommunikation er. »Vi har haft meget støj på linjen, og det har gjort det svært for os at trænge igennem til vælgerne.«

Hvilken støj?
»Islændersweatere og mærkelige, principelle sager som Per Clausens spørgsmål til Kinder-æg. Dem har vi arbejdet med, fordi de får for meget opmærksomhed i medierne.«

Stine Brix lader sig ikke skræmme af modernisering af SF, som nu er endt i en krise. »SF og mange andre venstrefløjspartier i Europa har sat lighedstegn mellem modernisering og højredrejning. Det er en fejl at skifte sine grundlæggende principper ud, for så bliver man som SF til et stort, gråt enhedsparti i midten af dansk politik, der ligner alle andre. Men det er essentielt, at man ikke er bange for at udvikle sig, for ellers går man i stå. Vi dansede på spærregrænsen i mange år, fordi vi ikke greb kommunikation professionelt an.«

Så selvom Enhedslisten er moderniseret, mener I stadig de ting, der står i jeres principprogram om revolution og afskaffelse af kapitalismen?
»De grundlæggende ideer er de samme og skal stadig være det. Revolutionen skal være et opgør med det kapitalistiske samfund, som er det klart vigtigste punkt for Enhedslisten. Jeg ser kapitalismen som ansvarlig for fattigdom og de kriser, vi ser. Jeg tror på, at man kan lave et økonomisk system, der er bedre.«

Kapitalismen har jo skabt alle de ting, I er glade for som fx velfærdssamfundet.
»Der er flere dårlige end gode ting ved kapitalismen. Vi har arbejdsløshed, ekstremt dårlig økonomi og en klimakrise, der skyldes kapitalismens krav om konstant vækst.«

Betyder det, at Enhedslisten ikke vil have væksten tilbage i samfundet?
»Det afgørende er, at vi nedbringer brugen af ressourcer markant og mindsker vækst i det private forbrug. Men vi kan sagtens have vækst i velfærd, for det belaster ikke miljøet. Vi skal holde op med at tænke, at vi hele tiden skal blive rigere. Vores klode kan ikke holde til det.«

Smertegrænse for kompromiser
Stine Brix ved godt, at Enhedslisten er alene i ønsket om at afskaffe kapitalismen. Den røde regering fører en blå politik, og det koster idealisme at indgå aftaler på kompromiser. »Jeg har ikke lyst til at gå i en retning, jeg synes er forkert.«

Brix mener, regeringens retning er forkert, og at de har overtaget VK’s politik: »Målet for samtlige af deres reformer er at øge udbuddet af arbejdskraft i stedet for udbuddet af arbejdspladser, og de rige er sluppet for billigt. Det er klassisk borgerlig politik,« siger hun og tilføjer, »Jeg er overrasket over, at man ikke kan se en forskel i dansk politik, efter den nye regering er kommet til. Det er kun glasuren, der er anderledes.«

Er regeringens blå politik ikke en erkendelse af, at det virker i krisetider?
»I en krisetid bør man NETOP kunne se forskel på partier. Der skal skæres på områder, der gør ondt, og vælges, hvem der skal betale. Det burde kendetegne en rød regering at holde hånden under de svageste og lade de rige bidrage mere. Vi lever jo ikke i 2007, hvor man kunne dele gaver ud til alle.«

Hvorfor fører regeringen så ikke en rød politik?
»Regeringen forstår ikke, at den er valgt, fordi folk ønsker en ny politik. Det er, som om den har lagt en strategi, der går ud på at overhale Venstre højre om. Det gør, at folk ikke kan genkende det, de hørte før valget. For bare et år siden stod S og SF stærkt, fordi de var et klart alternativ til Lars Løkke og Pia Kjærsgaard.«

Hvad er der galt i det?
»Jeg er bange for, at vi misser chancen for at have et alternativ til højreorienteret politik i Danmark. Hvis regeringen ikke ændrer sig, er der kun en måde at føre politik på med forskellige nuancer,« siger Stine Brix, der ser sit partis fremgang som et udtryk for, at de er de eneste, der vil føre samfundet i en rød retning.

Thorning skal kompensere i finanslov
Brix håber, at Thorning ændrer sin politiske strategi inden finanslovsforhandlingerne til efteråret. Enhedslisten vil nemlig ikke beholde en rød regering for hver en pris: »Thorning gør klogt i at have med i sine overvejelser, at vi ikke lægger stemmer til forringelser for lønmodtagerne. Vi er ikke interesserede i at have en statsminister, der nødvendigvis hedder Helle Thorning-Schmidt. Vi er interesserede i at have en statsminister, der fører en socialdemokratisk politik.«

Hvad betyder det for finanslovsforhandlingerne til efteråret?
»En finanslov skal afspejle, hvad der er sket i dansk politik i løbet af året. Vi stemmer ikke for en finanslov, der opsummerer et helt år med aftaler med de borgerlige. På den måde er vi i en vigtig fase lige nu. Hvis Thorning indgår aftaler med de borgerlige i skattereformen, bliver det svært at lave en finanslov med os. Hvis det skal ske, skal hun kompensere for forringelserne.«

Hvad betyder det helt konkret?
»At vi tager til finanslovsforhandlinger med faste krav. Vi vil have kompensation for forringelser af forholdene for de grupper, der betyder meget for os.«

Vil du helst vælte Thorning ved finanslovsforhandlingerne eller holde hånden over hende, så Løkke og Kjærsgaard ikke kommer tilbage til magten?
»Vi vil gøre rigtig meget for, at det her projekt kan lykkes, og vi har vist det ved at indgå mange aftaler med regeringen. Men der er en grænse.«

Vælter Thorning med et brag?
»Jeg håber det ikke. Men der er en reel risiko for, at det sker.«

Tinne Hjersing Knudsen (f. 1991) er journaliststuderende på Syddansk Universitet og redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. FOTO: Stine Brix taler til demonstrationen „‟NEJ til medicindødsfald‟ på Rådhuspladsen 1. juni 2012 (Tidsskriftet Outsideren/Flickr).