07.02.2012

USA’s strategi over for Pakistan er slået fejl. I stedet for at være en helhjertet allieret i kampen mod terror, tager Pakistan med den ene hånd imod amerikansk bistand, mens den anden hånd støtter militante oprørsgrupper. Derfor bør Obama-administrationen skrue bissen på over for Pakistan og true med isolation, siger Stephen Krasner til RÆSON.

Af Johan Mau

Læs også:
– Pakistan og USA: En hårdt prøvet alliance
– Pakistans strategi i Afghanistan: Dobbeltspil og bevidst tøven
– Rashed Rahman: Europa skal redde Pakistan fra sig selv – og fra USA

Forholdet mellem USA og Pakistans befinder sig under frysepunktet og viser ingen tegn på snarligt tøbrud. Washington anklager Pakistan for slet skjult støtte til militante grupper i Afghanistan, mens Islamabad beskylder USA for utidig indblanding i landets interne affærer. Samtidig stiger anti-amerikanismen blandt den pakistanske befolkning i takt med amerikanernes frustration over Pakistans dobbeltspil i forhold til Afghanistan.

Fejlslagen amerikansk strategi
I september 2011 fortalte forhenværende admiral Mike Mullen det amerikanske senat, at de militante grupper på vegne af den pakistanske regering angriber amerikanske og afghanske soldater og civile. I løbet af 2011 har Haqqani-netværket eksempelvis orkestreret angrebet på Intercontinental Hotel i Kabul og angrebet i Wardak-provinsen, der sårede 77 amerikanske soldater. Amerikanerne får vanskeligere og vanskeligere ved at tro på, at det kom helt bag på den pakistanske regering, at Osama bin Laden opholdt sig blot et par kilometer fra forsvarsakademiet i garnisonsbyen Abottabad.

Begge eksempler viser, at USA’s strategi over for Pakistan har er fejl. Det siger Stephen Krasner, som er professor i international politik ved Stanford University og tidligere leder af strategi- og planlægningsafdelingen i det amerikanske udenrigsministerium til RÆSON. ”Den nuværende strategi gør det meget vanskeligt, hvis ikke ligefrem umuligt at opnå et fornuftigt resultat i Afghanistan. Der vil sige et mere eller mindre sikkert miljø, der ikke støtter transnational terrorisme”, fortæller han. Krasner foreslår derfor, at USA skifter guleroden ud med pisken og truer Pakistan med at afbryde samarbejdet eller endda aktiv isolation. Målet skal imidlertid ikke være rent faktisk at afbryde samarbejdet, men derimod at få Pakistan til at makke ret.

En tvivlsom alliancepartner
Pakistan har naturligvis til en hvis grad bidraget til kampen mod de militante grupper. Men Stephen Krasners pointe er, at samarbejdets ulemper efterhånden overstiger fordelene. Den pakistanske efterretningstjeneste har blandt andre støttet afghansk Taleban og Haqqani-netværket, der står bag utallige angreb på soldater og civile. Pakistan har gentagne gange truet med at lukke amerikanske landingsbaner for ubemandede fly, ligesom man i november 2011 lukkede amerikanernes vigtige forsyningsrute til Afghanistan. Samtidig overdriver den pakistanske regering uden at blinke antallet af civile dødsfald som følge af USA’s kontroversielle droneangreb. Overdrivelserne har sågar givet den allerede udbredte anti-amerikanisme øget vind i sejlene. Ifølge opinionsundersøgelser er kun 17 procent af den pakistanske befolkning positivt stemt over for USA, og hele 55 procent mener, at Osama bin Ladens død var en dårlig ting.

Rationelle pakistanere
Ifølge Krasner er der en simpel grund til, at Islamabad ikke samarbejder helhjertet med Washington. Det tjener ganske enkelt ikke Pakistans interesser, siger han: ”Det er afgørende at forstå, at pakistanerne har handlet fuldkomment rationelt givet deres forståelse af den nationale interesse. Pakistan ønsker først og fremmeste at forsvare sig mod rivalen Indien. Derfor er det afgørende at forhindre Indien og Afghanistan i at blive allierede. Det kan blandt andet gøres ved at støtte Taleban”. Det forklarer Pakistans dobbeltspil. Støtten til Taleban er imidlertid ikke den eneste måde, Pakistan forsøger at forsvare sig mod Indien på. Strategien omfatter også en udbygning af atomprogrammet og støtte til anden terrorisme. ”Selvom Pakistan er et stort land med atomvåben, er det stadig mindre end Indien. For at holde Indien i skak har Pakistan derfor udbygget sit atomprogram. Faren for at udløse en atomkrig gør det umuligt for Indien at svare igen”, siger Stephen Krasner.

Ifølge Krasner har den pakistanske strategi virket efter hensigten. Selvom Islamabad by proxy har støttet flere angreb på indisk grund, har New Delhi indtil videre ikke svaret igen. Stephen Krasner forklarer, at Pakistan siden 60’erne har forsøgt at kompensere for Indiens militære overlegenhed ved at støtte pakistanske terrorgrupper. De mange terrorgrupper i Kashmir har tvunget Indien til at sende tusindvis af styrker ind i den omstridte provins – styrker, der i princippet ellers kunne have krydset grænset til Pakistan.

Mere pisk, mindre gulerod
Men hvordan kan USA få Pakistan til at tage samarbejdet alvorligt og skrinlægge dobbeltspillet? Skal man tro Krasner, må USA true med at skrue bissen på, hvis ikke Pakistan makker ret. Det kan i første omgang ske ved at stoppe enhver form for støtte, som den amerikanske kongres gjorde det i december 2011. Krasner peger også på mulighederne for at opgive efterretningssamarbejdet, eskalere droneangrebene, indlede angreb med specialstyrker og eventuelt styrke forbindelserne til Indien. Virker det ikke, bør USA øge indsatsen ved at true med aktiv isolation, stemple Pakistan som statssponsor af terrorisme, indføre sanktioner og presse Kina og Saudi Arabien til også at stoppe deres støtte.

Sagen er blot, at USA tidligere har forsøgt at true Pakistan med at bryde forbindelserne, så hvad får Krasner til at tro, at det kan lykkes? ”Tricket er at overbevise Islamabad om – og det uden at bluffe – at det er bedre for os at bryde forbindelserne end at opretholde status quo”, siger han. Amerikanerne skal med andre ord kunne levere en troværdig trussel. Kun sådan kan amerikanerne sikre oprigtigt samarbejde. For at det skal lykkes, skal to betingelser imidlertid opfyldes: “For det første skal vi gøre det klokkeklart, at pakistanerne ikke vil kunne svare igen, hvis vi rent faktisk afbryder forbindelserne”. Det kan amerikanerne ifølge Krasner gøre ved at eskalere droneangrebene og indlede målrettede angreb med specialstyrker. Krasner indrømmer, at det sandsynligvis vil få Pakistan til at opgive efterretningssamarbejdet, men han fastholder samtidig, at det i forvejen fungerer dårligt og alligevel ikke omfatter informationsdeling om afghansk Taleban.

For det andet skal amerikanerne kunne operere i Afghanistan uden at bruge forsyningsruterne gennem Pakistan. Det var de ruter Pakistan lukkede i kølvandet på det amerikanske angreb, der i november 2011 kostede 24 pakistanske soldater livet. Heri ligger en stor udfordring. Cirka 60 procent af forsyningerne til Afghanistan kanaliseres gennem Pakistan. Krasner mener dog, at vil det kunne lade sig gøre i takt med at USA senere på året påbegynder den gradvise tilbagetrækning fra Afghanistan. Det vil ifølge Krasner kunne få Pakistan til at indordne sig: “Kan vi gøre det, vil vi dermed have gjort det rationelt for pakistanerne at samarbejde frem for at spille det, som mange kalder et dobbeltspil, men som i virkeligheden er udtryk for et fremragende stykke diplomatisk arbejde”.

Overdreven frygt for pakistansk kollaps
Indtil videre har frygten for, at den pakistanske stat kollapser eller at islamisterne overtager magten, afholdt Washington fra at lade Islamabad sejle sin egen sø. Men Krasner mener, at frygten er stærkt overdrevet: ”Risikoen for et statskollaps eller en islamistisk magtovertagelse bliver ikke større af, at USA bryder forbindelserne med Pakistan”, siger han. Ifølge Krasner har USA i det hele taget ikke den store indflydelse på situationen internt i Pakistan. Amerikanernes betragtelige civile og militære støtte har hverken medført markante forbedringer af den pakistanske økonomi eller øget landets stabilitet. Og hvad frygten for en islamistisk magtovertagelse angår, minder Stephen Krasner om, at koalitionen af islamistiske partier i dag kun sidder på en brøkdel af parlamentets pladser.

Kursskifte kræver mod og risikovillighed
Om USA rent faktisk får taget sig sammen til at presse Pakistan hårdere er imidlertid tvivlsomt. Hvad enten Washington svinger pisken eller lokker med saftige gulerødder, vil Pakistan fortsat have en stærk interesse i at støtte afghansk Taleban for at stække arvefjenden Indien. Så hvis USA virkelig vil sikre, at Pakistan slår helhjertet ned på de militante grupperinger, bør Washington samtidig arbejde for at sikre en gradvis forsoning mellem Pakistan og Indien. Det kan bane vejen for en fredelig afslutning på den langvarige nabofejde, som er den bagvedliggende motivation for det meste af Pakistans sikkerhedspolitiske adfærd. Samtidig kræver et større amerikansk pres på Pakistan mod og risikovillighed hos Washingtons beslutningstagere. ”Dårlige ting vil kunne ske i Pakistan, uanset om USA lægger kursen om eller ej. Men man er mere tilbøjelig til at blive bebrejdet for de dårlige ting, hvis man skifter politik”, siger Spethen Krasner

Johan Frederik Mau er cand.scient.pol fra Københavns Universitet med speciale i international sikkerhedspolitik. Han er tilknyttet en dansk NGO og har tidligere arbejdet ved den danske FN-mission i New York og i Folketinget. ILLUSTRATION: BB Tribute via flickr