20.12.2012

I vil gøre op med krævementaliteten: Hvem er for krævende? Det blev de Radikale ligestillingsordfører Sofie Carsten Nielsen spurgt om i tirsdags i en debat i Deadline 22.30 på DR2. Hun havde ikke et klart svar. Dermed er hendes opgør med krævementaliteten enten hult eller hemmeligt.

KOMMENTAR af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Udenomssnak: Sådan gør politikerne RÆSON afslører hver uge en politikers udenomssnak og anviser journalisten konkrete modtricks – hver anden uge i samarbejde med MetroXpress. Læs også artiklen på side 16 i MetroXpress i dag.

TRICK #1: Lad ikke ofrene få ansigter

De Radikales leder, Margrethe Vestager, har sagt i Jyllands-Posten, at rige ældre ikke længere bør få gratis influenzavacciner og rabat i bus og svømmehal, og at dét er et ”opgør med krævementaliteten.” I Deadline på DR2 i tirsdags ville værten derfor gerne have svar på, hvem der da kræver for meget. Svaret: “Man skal ikke opfatte al velfærd som en butik, man bare kan tage ting ned fra hylderne i, når man bliver 65.” Det lyder ret klart, men så tjekkede han: ”Så det er altså de resursestærke, såkaldte hopla-pensionister, som kræver for meget?” Det antydes jo. Men nej: “Der er ikke på den måde nogen, der kræver for meget.” Hvabehar? Du vil gøre op med dem, der kræver for meget, men ingen kræver for meget?

Det smarte ved at være ukonkret om, hvem der er for krævende, er, at de fleste principielt er enige i, at det skal man ikke være, men at mange unægtelig ville være uenige i, og kræve belæg, når kritikken bliver konkret. Ligesom med droneangreb stiger modstanden, når ofrene får ansigter.


TRICK #2: Befip modparten med selvmodsigelser

“Men det er jo dét, din partileder har været ude at sige til Jyllands-Posten. Hun har sagt, at det her er del af et opgør med krævementaliteten,” siger værten Jacob Rosenkrands – og indbyder dermed igen til en eksplicitering af den implicitte påstand, om at der er nogen, der kræver for meget. Igen er det forgæves: “Jeg hører hende ikke udpege befolkningsgrupper, der står og kræver.” Nej, og det er jo præcis derfor, det er så hult. Det er i øvrigt en selvmodsigelse fra Carsten Nielsen. Først VAR der for krævende mennesker, så var der ikke. Og lige bagefter er der så måske alligevel: “Men vi skal væk fra, at vi – måske – har fået skabt en kultur, hvor du kan ind og trække en hel række velfærdsydelser.”

Måske selvmodsigelserne ligefrem er en bevidst strategi? Den tyske filosof Arthur Schopenhauer nævner i sin klassiker Kunsten altid at få ret (1831) netop det at modsige sig selv på absurd og overraskende manér som en måde at snakke udenom på, fordi det kan befippe modparten.


MODTRICK #1: Peg fingre af paradokset

Man KAN ikke gøre op med noget, hvis det ikke findes, så hvis man vil gøre op med en krævementalitet, er der nødt til at være en krævementalitet. Dette indlysende paradoks i Sofie Carsten Nielsens udenomssnak bliver Rosenkrands dygtigt ved med at pege på. Det presser hende ud i en sortsnak så tydelig, at det må formodes at koste hende betydelig opbakning hos det store flertal af vælgerne, som kan se og høre. Se for eksempel denne overdådigt høje lagkage af politikerklicheer: “Vi skal som politikere tage på os at være med til at tale om, at det er altså et velfærdssamfund, vi deltager i. Det er altså et fællesskab, vi deltager i, og som vi gerne vil have alle til at deltage i. Det er altså ikke en butik.” Kære Sofie Carsten Nielsen: Det der er så vagt, at det kan INGEN vel være uenig i, og det er ikke et svar på spørgsmålet. Det er i bedste fald et spild af ord.


MODTRICK #2: Stil konsekvensspørgsmål

Det er med helt simple ’hvis du siger x, så følger y’-spørgsmål, at Rosenkrands udstiller manglen på konsistens, og at hendes opgør med krævementaliteten er hult eller hemmeligt. “De, der har et behov, skal have deres behov tilgodeset i stedet for, at alle har ret til det samme,” havde Vestager sagt i interviewet med Jyllands-Posten. Det samme havde Carsten Nielsen antydet i starten af interviewet. Alligevel ville hun end ikke sige DET klart, da hun her blev bedt om at bekræfte, at dét er hendes holdning: “I går væk fra princippet om at behandle alle ens. Hvorfor siger du det ikke bare, som det er? Er det ikke sådan, det er?” “Nej,” siger hun.

Hendes argument er sjovt. Det er, at allerede i dag behandler vi jo ikke alle ens.” Her en argumentationsanalyse: Påstand: ’Vi behandler alle ens.’ Belæg: ’Vi behandler i forvejen ikke alle ens.’ Den logik, der binder påstand og belæg sammen: ’At behandle folk forskelligt er at behandle folk ens, hvis blot der ikke er noget nyt i det.’


Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør. Cand.mag. i retorik, tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og MA-studerende i International Conflicts på King’s College London. Fast klummeskribent for MetroXpress og tidl. praktikant på DR2 Udland. Har rapporteret fra Honduras, Haiti, Colombia og Sydsudan for bl.a. Information, Deadline 22.30 og Weekendavisen.