11.09.2012

”En af de magtbeføjelser, Mursi har raget til sig, er retten til at udpege en ny lovgivende forsamling, hvis den eksisterende skulle gå i hårknude. Det er et bekymrende autoritært træk.” Sådan siger professor i religionshistorie ved Københavns Universitet, Jakob Skovgaard-Petersen, til RÆSON.

INTERVIEW af Lasse Blaabjerg

LÆS OGSÅ:
– Guardian journalist i Syrien: Militæret kollapser indefra
– Egypten: Broderskabet vandt præsidentposten. Militæret har magten
– Overblik: Præsidentvalg i Egypten

Mursi har for nylig sendt to generaler på pension og ændrede i forfatningen. Betyder det, at han er ved at vinde den politiske magtkamp mod militæret?
Jeg tror, militæret har accepteret, at der vil komme en form for civil regering. Der er nok en hel del i militæret, der ikke havde Mursi og Friheds- og Retfærdighedspartiet som deres favorit kandidat, men så længe militæret får, hvad det vil have, så kan det sandsynligvis leve med det. Jeg tror ikke, militæret havde regnet med at skulle dominere egyptisk politik.
Der er altså ikke tale om en egentlig magtkamp mellem militæret og det Muslimske Broderskab, men snarere et forsvar fra militærets side for at beholde dets særlige privilegier, fx skattefriheden?
Ja. Der er i hvert fald ikke tale om en vinderen-tager-alt-kamp, som ellers har præget Mellemøstlig politik. Begge parter er klar over, at de har brug for hinanden. Men samtidig har begge parter også et klart ønske om hele tiden at stå en anelse stærkere end den anden. Det Muslimske Broderskab, som Mursi er udgået fra, og stadig på mange måder må siges at repræsentere, er meget fokuseret på at skulle konsolidere sin magt. På den anden side kan de ikke klare sig uden militæret, og til syvende og sidst er det dem, der har våbnene foruden en betragtelig støtte i befolkningen. Det Muslimske Broderskab må derfor træde varsomt over for militæret. Militæret må omvendt erkende, at det var meget svært for dem at tage over efter Mubarak; at de har begået ret graverende fejl, og at der er legitime grunde til at køre retssager mod nogle af dets ledende skikkelser. Militæret har derfor et ønske om at finde en god løsning og en god form for sameksistens med den politikerne.
Hvilke konkrete fejl mener du, militæret har begået?
Den største fejl var, da de skød på demonstranterne på Tahir-pladsen; en demonstration, hvor især kristne og andre prodemokrater deltog. Udover den episode har der været mange meget hårdhændede forsøg på at få sager direkte i medierne. Det har tidligere kunnet lade sig gøre. Disse forsøg er blevet afsløret, ligesom forsøg på censur er blevet afsløret. Mange af de ting, som militæret var kendt for under Mubarak, har det ikke lagt fra sig, selvom de skulle.

Hvordan ser du spændingen mellem militæret og Det Muslimske Broderskab udvikle sig det næste halve år?
Man kan frygte, at de nuværende magthavere vil forsøge at fryse situationen, så de kan blive ved magten, eller i hvert fald få konsolideret dele af deres politiske beføjelser i forfatningen. Det vil i givet fald være islamisterne, fordi de vandt valget. I værste fald kan vi få en situation, hvor islamisterne udnytter, at de kan majorisere den lovgivende forsamling til at præge forfatningen i en stærk islamistisk retning – stærkere, end hvad mange egyptere ønsker. Men det egentlige politiske slagsmål står omkring forfatningen, som skulle være færdig på nuværende tidspunkt, men som ikke er det. I øjeblikket er Egypten derfor et land uden grundlæggende spilleregler, og det er yderst farligt at have en præsident, som har så store magtbeføjelser, som Mursi har lige for tiden. En af de beføjelser, som Mursi har raget til sig fra SCAF (det tidligere militærråd, red.), er retten til at udpege en ny lovgivende forsamling, hvis den eksisterende skulle vise sig at gå i hårknude. Det er en meget stor magt at have, og det er selvfølgelig vigtigt, at den nye forfatning beskytter alle egyptere, og at alle egyptere føler sig repræsenteret i forfatningen. Men det er ikke sikkert, at Mursi opgiver beføjelsen i den nye forfatning. Tværtimod. Men der er ingen grund til, at Mursi skal have sådan magt. Det er et bekymrende autoritært træk.
Betyder det, at Mursi i virkeligheden er lige så slem for demokratiet i Egypten, som militæret er det, og at du ikke ser nogen mulighed for øget demokrati, mens Mursi sidder ved magten?
Det er altid noget særligt, når et militær skal styre et land. Det kan være godt på nogle punkter, men det har intet med demokrati at gøre. Mursi er derimod valgt igennem en åben, demokratisk valgkamp og har derfor et folkeligt mandat. Han skal naturligvis forvalte sit mandat, men det betyder ikke, at han har ret til at ændre forfatningen, så den begunstiger ham og hans. Det er lige præcis her, hvor det ikke føles helt rigtigt, at Mursi får beføjelser til at udpege en ny lovgivende forsamling, hvis den første ikke har heldet med sig. Mursi er først for nylig begyndt at gribe til handling. Et eksempel: Mange af de folk, der tiljublede Mursi, var ikke islamister, og mange var meget demokratisk orienteret. De var af den opfattelse, at det vigtigste skridt for Egypten var at få gennemført et demokratisk valg. De opfattede militæret som den større trussel mod demokratiet, og erkendte på samme tid, at islamisterne selvfølgelig også havde lov til at stille op til valg. De samme folk, der har bifaldet Mursi, er nu bekymrede over de seneste udviklinger. Mursi har pludselig påtaget sig nogle af de roller, som SCAF tidligere har haft, og som SCAF aldrig burde have haft. Mange autoritære styrer i Mellemøsten er begyndt på den måde: én person sidder på magten, og er derefter ikke villig til at afgive den, fordi man ikke har de regler, som giver en naturlig udvikling og udskiftning.

Herbert Pundik har tidligere udtalt til Politiken, at Broderskabet bliver nødt til at være pragmatiske for tilfredsstille den Egyptiske middelklasse og på den måde beholde magten. Betyder det, at Broderskabet vil opgive sine tidligere mærkesager som fx at indføre Sharia?
Broderskabet har en 20-25 år lang tradition for at være ret pragmatiske. Men det er altid for at kunne konsolidere sin magt. Det har gjort mange af dets politiske rivaler meget utrygge. Pragmatismen har vist sig ved, at mange af de ting, som tidligere var mere centrale broderskabet, fx den islamiske revolution, den islamiske stat, Sharia-lovgivningen, har været fraværende siden 70'erne. Broderskabet blev på sin vis omvendt. Det begyndte at tro på, det kunne opnå sine politiske mål på demokratisk vis. Det er selvfølgelig en udvikling, som Broderskabet har gennemgået i takt med, at det har kunnet se, hvor meget det egyptiske folk selv har islamiseret sig, og hvordan almindelige egyptere, som ikke har haft noget med Broderskabet at gøre, har valgt at leve langt mere islamisk end tidligere. Mubarak har sammen med sine forskellige moderate, venstreorienterede islamister måttet se til, mens det egyptiske folk selv drev i retning af mere islamisme. Broderskabet red på en folkelig bølge og følte, at det ville tjene dem godt, hvis det autoritære system blev afviklet og erstattet med et demokratisk system. Den kalkule har vist sig at være ganske rigtig. Men Egypten står over for meget store økonomiske, sociale og demografiske udfordringer, som Broderskabet har villet tage ansvar for igennem Mursi. Løsningerne kan godt kaldes islamiske, men de er ikke meget forskellige fra, hvordan andre, ikke-islamiske gruppe ville løse dem. Fx i forhold til indførelsen af mere markedsøkonomi og reformerne af hospitalsvæsenet. Broderskabet er nødt til at opføre sig som et pragmatisk parti, der fremstår retlinjet og tjener befolkningen. De mere ideologiske sager, som tidligere har været i Broderskabets program, må udføres i det små.

Waleed Safi, direktionskonsulent ved Dansk-Egyptisk Institut, har tidligere udtalt til RÆSON, at den gensidige accept af magtpositioner mellem Broderskabet og militæret effektivt har kvalt det demokratiske oprør. Enig?
Nej, det er jeg ikke. Efter opstanden har der været rygter om en tæt koordinering mellem militæret og Broderskabet, men det har flere gange vist sig, at det langt fra var så enkelt. Selvfølgelig har der været kontakt, men grundlæggende har de været meget utrygge ved hinanden. Før opstanden i januar og februar 2011 kan man sige, at der galt en gensidig ikke-anerkendelse mellem regeringen og Broderskabet. Broderskabet blev tolereret, men aldrig formelt anerkendt, hvilket betød, at regeringen meget let kunne fængsle og undertrykke medlemmer af Broderskabet. Broderskabet har omvendt, i hvert fald gennem 70’erne og 80’erne, ikke anerkendt den egyptiske regering. Fra 90’erne og frem skiftede Broderskabet holdning og valgte blandt andet at gå ind i det egyptiske parlament. Derved accepterede Broderskabet de politiske spilleregler. De blev dog samtidig ved med at fastholde, at den stat, som blev grundlagt af Naser, ikke var en legitim stat. Det synspunkt har de helt forladt i dag. Den stat, som findes i dag, er islamisk set i orden, og Broderskabet føler, at de repræsenterer en vigtig del af den moderne, islamiske stat. Og det er de villige til at lade sig teste på demokratisk. Tidligere har de blot kunnet hævde, at da 90 procent af befolkningen var muslimer, og da Broderskabet kendte Islam bedst, skulle de nok fortælle folk, hvad der burde gøres.

I 1991 affødte den demokratiske sejr for et stort, islamistisk parti i Algeriet en voldsom reaktion fra den militært støttede regering. Det førte efter noget tid til borgerkrig i landet. Eric Tager argumenterer i magasinet Foreign Affairs for, at Broderskabet har lært af historien, og derfor på kort sigt planlægger at holde hovedet lavt og først efter noget tid begynde at etablere dets magt. Enig?
Ja, Broderskabet er som nævnt optaget af at konsolidere dets magt. Det kan vi allerede se i ansættelserne af egne folk og støtter. Det gør selvfølgelig deres rivaler meget, meget bekymrede, fordi traditionen i Mellemøsten er, at vinderen tager det hele. I de her knap så ideologiske, men magtmæssigt meget vigtige sager, må man holde et skarpt øje med Broderskabet. Det er samtidig rigtigt, at Broderskabet givetvis har en meget langsigtet strategi. Den form for islamisering af det egyptiske samfund, som har fundet sted af sig selv; den vil Broderskabet meget gerne understøtte. De er klar over, at hvis de skal blive genvalgt, så skal de levere resultater på basale politikområder, som vi kender fra andre lande. Men på andre områder, såsom kultur- og undervisningsområdet, vil man nok se et stærkere ideologisk element på lang sigt. Ideen med Broderskabet i dag er dog, at en demokratisk stat ikke står i modsætning til en islamisk stat.

Lasse Blaabjerg (f. 1991) er medlem af RÆSONs chefredaktion og økonomistuderende på CBS. ILLUSTRATION: Mursi taler (New Egypt Photos)