02.04.2012

Den italienske teknokratregering har trods reformmodstand fået landets økonomi på rette spor. Men italienerne lider stadig under den internationale krise, og den eneste holdbare løsning er et Europas Forenede Stater, mener Silvia Francescon, der leder ECFR’s Italienafdeling.

INTERVIEW af Helle Asbjørn Sørensen

RÆSON: Hvad har Mario Monti gjort for Italien?

Francescon: Monti har truffet de rette nødforanstaltninger. Fra begyndelsen indførte han disciplin og nøjsomhed i økonomien. Han hævede pensionsalderen til 66 år for kvinder og 67 år for mænd. Han gjorde det klart, at den yngre generation ikke kan betale for den ældre generation. Han implementerede en sparepakke på 25 milliarder euro. Han gennemførte en række tiltag, og hans handlinger var drevet ud fra et koncept om fornyet finanspolitisk disciplin, men også behovet for vækst.

Mario Monti blev tilkaldt for at adressere en nødsituation. Det var et spørgsmål om Italiens overlevelse. Med den del af opgaven har han haft succes. Markedstallene er klart i bedring. Spørgsmålet er, om samfundet også er i bedring? Det er en langt større udfordring, og Monti har brug for mere tid. Her taler vi om rødderne i samfundet, og det kan han ikke ændre på kort tid.

Nu forsøger han at håndtere arbejdsmarkedet, som er et område, ingen regering forud for ham har været i stand til at røre ved. Selv for en teknokratisk regering er det en enorm udfordring. Alle de indledende nødforanstaltninger kunne han implementere egenrådigt. Men langsigtede tiltag, som for eksempel arbejdsmarkedsreformer, skal igennem trepartsforhandlinger – ikke mindst med fagforeningerne. Og de siger: Nej tak, artikel 18 (der forbyder arbejdsgivere med over 15 ansatte at fyre sine medarbejdere uden grund, red.) forbliver uberørt. Det stiller Monti over for store problemer, men han står ved, at reformen i det mindste skal diskuteres i parlamentet. Dermed er initiativet tilbage hos de tøvende politiske partier, der – med det kommende valg i baghovedet – nødigt vil påtage sig ansvaret for en sådan reform. Det er derfor endnu for tidligt at sige, hvad der kommer til at ske.

RÆSON: Monti træder efter al forventning tilbage ved parlamentsvalget i marts måned næste år. Kan han nå at gennemføre reformer inden da?

Francescon: Tiden er knap. Men det bliver spændende at se, om der rejser sig en mulighed for at forlænge Montis periode. Han har altid sagt, at han ikke ønsker at stille op til parlamentsvalget. Men lad os se, hvad der sker – måske han begynder at finde fornøjelse i arbejdet? Men det er et vigtigt spørgsmål, hvad der kommer til at ske, og valget i marts næste år er lige på trapperne. Jeg er ikke sikker på, at Monti har den tid, han behøver. Der er behov for omfattende reformer af landet, og det er ikke noget, man kan gøre på få måneder.

RÆSON: Samtidig er det vel ikke tilstrækkeligt at reformere. Er det ikke afgørende at sikre stabilitet og kontinuitet i reformerne?

Francescon: Jo, bestemt. Jeg vil nødig lyde udemokratisk, men på en måde ville man ønske, at Monti havde en længere periode til at få alting i orden. Men selvfølgelig skal der være valg og lad os se, hvad der sker. Der er risiko for, at vi går nogle skridt tilbage. I den forbindelse ligger der også en svær opgave i at få italienerne til at forstå, at initiativerne er gode for dem. Spørgsmålet er, om han har befolkningen på sin side? Meningsmålinger viser 50-60 procent afhængig af, hvilke man kigger på.

RÆSON: At ønske tiltagene kontra at have dem implementeret og anerkendt i samfundet, er to forskellige ting. Har tiltagene overhovedet betydning, hvis de mister al deres legitimitet og effekt ved implementeringen i samfundet?

Francescon: Monti sagde, han ville ændre det italienske samfund og italienerne. Og netop dét er han faktisk i færd med at gøre. Han nøder den yngre generation til at finde arbejde. Han understreger vigtigheden af ikke at tage ting for givet, at man skal gøre sit bedste og arbejde hårdt for at få succes. At intet er definitivt. Der er et attitudeproblem i dele af det italienske samfund. Men omvendt handler det i andre dele om overlevelse. For øjeblikket favoriserer det italienske system eliten i samfundet. Hvis du er en professor, kan du blive i dit embede resten af livet. Selv dine børn har gode chancer for at gå samme vej. Men hvad med den student, der arbejder hårdt, men ikke favoriseres af systemet? Hvis ingen kunne tage sit arbejde for givet, kunne en anden tage pladsen. Derfor er det afgørende med arbejdsmarkedsreformer.

Men en ting er at øge fleksibiliteten på arbejdsmarkedet (en del af regeringens reformplan, red.). En anden ting er at gøre op med uligheden i samfundet. Store dele af samfundet er udelukket fra adgang til uddannelse. Men regeringen har ikke indset den realitet, og det er et problem. For dele af samfundet er problemerne langt mere alvorlige end en gældskrise. Monti er vant til at omgås mennesker med høj uddannelsesmæssig baggrund, men hvordan kan han fortælle en 50-årig, der vågner klokken fire om morgenen og arbejder hårdt hele dagen, at han skal opsøge nye udfordringer og finde andet arbejde? Regeringens kommunikation forholder sig ikke til virkeligheden.

RÆSON: Hvis vi vender blikket udad, har den økonomiske krise i de europæiske lande fremprovokeret en politisk krise i den Europæiske Union. Det har startet debatten om, hvordan man kan genopfinde EU og dermed redde unionen fra sammenbrud. Der synes at florere fire mulige scenarier: at anvende smuthullerne i den nuværende Lissabontraktat, at bevæge sig mod en politisk union i en ny traktat, at slanke eurozonen eller at lade EU opdele sig i to grupperinger med forskellige ambitionsniveauer. Hvad er dit standpunkt i den debat?

Francescon: Personligt mener jeg, at det er tid til at lave en politisk union. Hvis man indser, at krisen ikke blot er økonomisk, men også politisk, ser man behovet for at være mere visionær. Nogle mennesker i Europa arbejder med den målsætning. I Italien er der en stigende debat blandt eliten om netop dette. Selv i Tyskland synes synspunktet at vinde fodfæste. Folk begynder at efterspørge bæredygtig vækst og endda en politisk union. Selv Angela Merkel synes at ændre mening.

RÆSON: En ting er vel den ideelle vision for Europa, men er den realiserbar?

Francescon: En vision kan være praktisk. Vi snakker eksempelvis om at øge det europæiske budget til fem procent. Det indebærer ikke øget beskatning af de europæiske befolkninger, men blot at overføre opgaver til overstatsligt regi. Hvorfor har vi 27 ambassader i hvert land, når vi kan have én? Hvorfor har vi 27 militærstyrker, når vi ikke kan blive enige om en strategi for Afghanistan? Alene i de to områder, er der mange penge at spare.

RÆSON: Men udfordringen er vel, at EU hviler på et demokratisk fundament, og at befolkningernes støtte er ultimativ. I lyset af Lissabontraktatens beskedne udbytte i 2009, er din vision så realistisk?

Francescon: Jeg mener, det er realistisk at have europæiske valg, hvor folk føler sig som rigtige, europæiske borgere. I dag er de europæiske valg ledet af nationale partier med nationale kandidater. Vi skal have rigtige valg med europæiske partier. Hvorfor ikke vælge præsidenten for Kommissionen eller præsidenten for det Europæiske Råd direkte? Vi skal skabe entusiasme for projektet og skabe en europæisk folkefølelse. Det indebærer ikke, at vi skal forsømme landenes traditioner eller sprog. Forskellighed er godt, men samhørighed er vigtigt. Det vil gøre os stærkere både i fælles værdier og i egeninteresser. I dag konkurrerer 27 lande om Kinas og USA’s opmærksomhed. De enkelte nationer ville være langt bedre rustet, hvis de kunne tale med én stemme frem for 27 forskellige. En verden ledet alene af Kina og USA er en udemokratisk verden. Europa står for demokrati og menneskerettigheder. Vi ser ikke vores eget potentiale. Der er et manglende led mellem vores reelle styrke og den, vi udstråler udadtil.

RÆSON: Hvad sker der de næste to-tre år?

Francescon: For mig at se, overlever Europa kun som en politisk union. Vi står over for at miste Europa, hvilket vil være et stort tab for verden. Så jeg stiller mig positiv over for ændringer i retning af øget politisk integration. For få år siden var det kun skøre, tossede og naive mennesker, der talte om et Europas Forenede Stater. I dag fortæller min frisør mig om muligheden for en føderal stat. Min fornemmelse er, at debatten vokser, og at den vokser hurtigt. I medierne – blandt karikaturtegnere, komikere og tv-programmer – er der øget opmærksomhed på den Europæiske Union. I sidste ende, kunne krisen være begyndelsen på noget godt.

RÆSON: Så krisen er muligvis ikke enden, men snarere begyndelsen for den Europæiske Union. En slags held i uheld. Har Monti fået Italien til at ride med på den bølge?

Francescon: Det har han bestemt – han har givet Italien en stemme på den europæiske scene. Det er utroligt, at han har formået at genvinde omdømme og troværdighed på så kort tid. Monti har en baggrund i de europæiske institutioner. Han var et stærkt medlem af den Europæiske Kommission. Han har sine forbindelser, og han gør et fremragende arbejde i at få Italien tilbage på dagsordenen. I mit virke – i arbejdet med de europæiske institutioner, rejserne til udlandet, mødet med kolleger fra andre hovedstæder – kan jeg personligt mærke forskellen. Førhen var jeg nærmest flov over italiensk politik. I dag er det anderledes. Du føler dig mere respekteret i udlandet. Førhen så man Merkel og Sarkozy få sig et godt grin over Berlusconi til en pressekonference. Jeg brød mig ikke om det, men det var nu engang billedet på Italien. I dag vil de aldrig grine ad Monti. Faktisk er de henrykte over at blive set sammen med ham.

Helle Asbjørn Sørensen er bachelor i Statskundskab fra Aarhus Universitet. ILLUSTRATION: Mario Monti (foto: Adedeala via flickr)