10.03.2012

De republikanske vælgere kan ikke rigtig bestemme sig for, hvem der skal slå Obama til november. Hvorfor egentlig ikke? Fordi den republikanske primærvalgkamp er blevet en klassekamp, der har splittet partiet mellem overklassesnobben Romney og arbejderhelten Santorum. RÆSON har været en tur i Ohio.

REPORTAGE af Jakob Jessen, STEUBENVILLE, OHIO

LÆS OGSÅ:
– Rick Santorum: Det konservative comeback kid
– Mitt Romney: Den stille favorit
– Valg i USA: Kina en republikansk rød klud

Her er to fortællinger:

En sommerdag i 1983 er en familie på vej fra Boston, Massachusets til sommethuset i Ontario, Canada. På taget sidder familiens hund, Seamus, i en lille transportkasse. Et sted undervejs går det galt. Seamus kan ikke klare farten. Frygten har fået fat i den irske setter, og fra de trygge sæder inde i bilen kan familien se Seamus‛ bræk og lort sejle ned over vinduerne. Det går ikke. Mitt Romney holder ind ved en tankstation. Han piller hunden ned fra taget, finder en vandslange, skyller bilen, skyller hunden, hunden tilbage i transportkassen og transportkassen tilbage på taget. Far kører videre.

1990 i Pittsburg, Pennsylvania. En ung republikaner – sideskilning, strikvest – ringer på døren hos en ældre dame, ”Hej, jeg hedder Rick Santorum, og jeg stiller op til Kongressen”. ”Du ser ud at til at have det varmt. Kom ind og få et glas vand”. Rick træder ind, sætter sig i stuen. En lille hund springer op i hans skød. Det er fint. Rick drikker vand, den ældre dame taler. Hunden pisser i hans skød. Hm. Rick tager det roligt. Han siger nej tak til et par rene bukser, takker for vandet og fortsætter sin dør-til-dør tur gennem Pittsburgs forstæder.

Klassekamp i konservative rækker
Er der noget, vi kan lære fra den republikanske primærvalgkamp, så er det, at klasse stadig betyder noget i amerikansk politik. Fronterne er trukket skarpt op mellem udkantsamerikas førstefødte, Rick Santorum, og det bedre borgerskabs sikre valg, Mitt Romney. De taler til hver sin klasse, de taler hvert sit sprog. Og de kan ikke fordrage hinanden. For hver dag, hver debat og hver radioreklame øges den splittelse, der åbnede sig i det republikanske parti, da Tea Party-bevægelsen rejste sig fra det mørkeste folkedyb og udfordrede de pæne mænd med penge og slips i den republikanske top. De republikanske paralleluniverser er en realitet.

Klassekamp er ellers et gement fyord i republikanske kredse. Det er sådant noget den kenyansk-marxistiske præsident Obama excellerer i. ”Jeg kan ikke se klasse,” siger Rick Santorum, mens Mitt Romney snakker om, at Occupy Wall Street fører ”en farlig klassekamp.” Men klassekamp er præcis, hvad valget mellem Santorum og Romney handler om.

Super Tuesday
Tirsdag var den store dag i det republikanske partis primærvalgkamp. De to spidskandidater, Mitt Romney – den rige, hundehadende mormon – og den forsagt sideskilte og meget hundetolerante, katolske familiemand, Rick Santorum sloges om de republikanske vælgeres gunst i ti stater fra Georgia i sydøst til Alaska i nordvest. Mitt Romney vandt seks stater, Santorum fik tre og Newt Gingrich, der stædigt holder fast i sin komplet minimale chance for sejr, vandt som forventet i sin hjemstat Georgia.

”A win is a win is a win,” lød det dagen efter fra det amerikanske kommentatorkor. Romney kan dårligt siges at være en suveræn vinder, men han var dog, alt taget i betragtning, tirsdagens vinder. Romney sidder nu på 404 af de delegerede, mens Santorum har hentet 165. Alligevel er Romney en svag vinder. Her, i den vigtige swingstat Ohio, vandt Romney kun med et procentpoint over Santorum, selvom Romney har brugt ti gange så mange dollars på at købe tv og radioreklamer om alt fra højesteretsdommere til oliepriser. Romney gør det godt blandt velhavende, veluddannede republikanere i storbyerne. Men både i Ohio, Tennessee, Oklahoma og i North Dakota viste Super Tuesday endnu en gang, at Romney har problemer med at tiltrække arbejdere, stærkt konservative og kristne. Santorum, derimod har problemer med de veluddannede, de moderate og de rige. Hvorfor har de republikanske vælgere så svært ved at bestemme sig?

Til messe med de frelste taberes ærkebiskop
”Romney bruger teleprompter, det gør jeg ikke,” har Rick Santorum sagt. Jeg tror ham. Vi er til valgfest i Steubenville, Ohio tirsdag aften. Tennessee, Oklahoma og North Dakota er vundet. Der tælles stadig i Ohio, da Santorum går på talerstolen, og øh’er sig igennem en slem lang, kedelig og repetitiv tale. ”Der er ikke mange præsidentkandidater, der kommer til Steubenville, Ohio og da slet ikke for at holde deres sejrsfest. Vi er på en High School. Jeg har lige forberedt min tale inde i gymnastiksalens omklædningsrum,” siger han, og man forstår, hvad han mener. Alle de andre, alle snobberne, er ligeglade med en lille industriby i det allerøstligste Ohio. Alle de andre holder deres fester på dyre adresser. Men jeg, Rick Santorum, en mand af folket og Guds tjener, er ligesom jer, jeg er jer.

Og publikum tror ham. ”Han er the real deal. Han er en af os,” svarer alle, jeg spørger. Og selvfølgelig gør de det. Det er en Santorum-fest, vi er til. Jeg møder Tammi, der kender Santorum personligt fra sin ungdom. De begge var medlemmer af det republikanske ungdomsparti. ”Han har altid været meget konservativ. Han er lidt ældre nu, håret er lidt mere gråt, han har flere børn, og så er han begyndt at gå med strikvest. Men ellers er han præcis den samme fyr, som dengang”. Tammi er småfed og har rigtig dårlige tænder. Ligesom de fleste andre til aftenens komsammen. Folk er fede og hvide. Der er en overrepræsentation af fysisk handicappede og af joggingbukser. En håndfuld nonner har fået plads tæt på scenen. Det her er de frelste taberes klub. Et fællesskab for den lavere middelklasse og nedefter. Et sted hvor folk bærer biblen i den ene hånd og forfatningen i den anden (revolveren sidder i bæltet).

Kære Gud, skån os for Romney
”Jeg har bedt til Gud om, at Romney ikke bliver den republikanske kandidat,” fortæller Suzette en midaldrende kvinde, der er mødt op for at stemme på den lokale brandstation i den lille landsby Rushville i det centrale Ohio. Her er der langt imellem mennesker, der tør indrømme, at de stemmer på Romney – og hvis de gør, er forklaringen, at han har bedre chancer mod Obama end Santorum. Han er ikke rigtigt elsket. ”Af en eller anden grund stoler jeg ikke på ham,” fortæller Suzette som i et ekko af langt de fleste vælgere herude. ”Jeg kan ikke sætte fingeren på det, men der er bare noget ved ham.” Hvad kan det være?

Romneys problem er (stadig) Mitt Romney – Hans slags appellerer til et relativt smalt segment i det republikanske parti. Bankfolk og sådan nogle typer. Romney har pengene, han har partitoppens opbakning og støtte fra en lang række prominente republikanere som New Jerseys vellidte guvernør Chris Christie og lederen for den republikanske gruppe i Repræsentanternes Hus, Eric Cantor. Og så har han en politik, der efterhånden er trukket så langt mod højre, at den burde tilfredsstille enhver bibeltro, revolversvingende republikaner.

Dokumentarangrebet
I primærvalgkampens første måneder var fortællingen om Romney den om den succesfulde forretningsmand med profit på hovedet. Han vil til Washington for at rydde op i alt det dyre, bureaukratiske tidsspilderi. Den historie turnerede Romney med indtil onsdag den 11. januar, da Newt Gingrichs kampagnestab skruede en dokumentarfilm sammen. Den gennemført ondskabsfulde film, der blev vist i små bider på lokale tv-stationer og på nettet i sin helhed, fortalte i højstemt patos historien om, hvordan Mitt Romney som chef for og stifter af kapitalfonden Bain Capital opkøbte, tømte og lukkede selskaber og efterlod sig et blodspor af arbejdsløs- og elendighed på sin vej rundt i Amerika.

Det må på dette tidspunkt (lidt sent, skulle man mene) være gået op for Romney og hans venner, at de republikanere, der tænder på en moderat erhvervsorienteret overklasserepublikaner, der har i sinde at føre en stram økonomisk politik uden at nedlægge staten, som vi kender den, allerede var vundne stemmer. Dem er der en del af, men ikke nok til at sikre en tidlig sejr. De mere konservative typer, de kristne og de fattige, derimod, var mistroiske.

Den uciviliserede bonderøv
Mens Romney derfor har gjort et håbløst forsøg på at omskrive sin egen historie, har fortællingen om Rick Santorum været den samme under hele valgkampen: Han er typen, hunde pisser på. Men som adstadigt arbejder videre. Han er opvokset i Pennsylvanias industritunge områder. Han mener at vide, hvad hårdt arbejde går ud på – omend han ikke ligefrem er fra en arbejderfamilie – og han kender sin bibel. ”Sikke en snob,” sagde han i februar med henvisning til Obama, der havde sagt, at alle amerikanere bør få en bachelorgrad. Man skal ikke komme her. Han gør en dyd ud af at fortælle om sin bedstefar, der arbejdede i Pennsylvanias kulminer, og han nævner Gud i hver anden sætning og ”familieværdier” i resten. Han tror på taberne, på de mennesker, der mistede job og hus og så videre, da finanskrisen kom buldrende i 2008. Han tror på deres evner, og han tror, at det er staten, reguleringerne og skatterne – ikke kapitalismen – der har frataget taberne muligheden for at udfolde deres potentiale.

Santorum legemliggør på sin vis både tabernes afmagt og oprør. Han er ikke velformuleret eller køn eller overmådelig rig. Han taler usikkert, afbrudt og har et mærkeligt flakkende blik, som han står der på scenen foran sit folk. Det forekommer autentisk, og man kan næsten glemme, at den tidligere senator Santorum både har en MBA og er juristuddannet. I mange år tjente han mange penge på et stort advokatkontor hos K&L Gates, langt væk fra de kulminer han altid taler om. Men det betyder intet her. Ordene, historierne, tøjet, familien . Santorum kender koderne og kender sit publikum. Han er sit publikum. Han er de frelste taberes ærkebiskop.

Og derfor er Santorum ikke allerede valgt, og bliver det med al sandsynlighed heller aldrig. Nok synes jævne mennesker her ude på landet godt om en helt almindelig, god, gennemkristen katolik, der frygter sin Gud, vil skære i skatten og bore efter olie – ”bor overalt”, som han siger – og bombe Iran, men for storbyrepublikanerne er han en hel anden sag. I vigtige stater som New York og Californien – og i storbyområder på tværs af USA – er Santorum simpelthen for ucivilseret. Han er smagløs, og han er lige rigelig kristen på den vilde måde. De tror på Santorum, på hans fortælling. De tror på, at han repræsenterer det, han siger, han repræsenterer. De tror på, at han mener, at dyresex og homosex principielt er samme sag, og de afskyr ham af samme grund.

Den helt almindelige milliardær
Hersker der afsky for Santorum blandt det bedre borgerskab, skal jeg hilse og sige, at afskyen er gengældt hos Santorums kernevælgere her i det rurale Ohio. Romney legemliggør for dem en klassisk protestantisk-socialdemokratisk og lidt uamerikansk mytologisk figur: den grådige, skruppelløse og principslappe pengemand. Romney er for succesfuld selv for amerikanerne – rige Romney og hans schleroseramte, livsstruttende, kræftoverlevende kone og deres lækre børn. Det er for meget. Og – nåja – så er han mormon. ”Jeg vil ikke undskylde for min success,” lød svaret fra Romney efter Gingrich‛ dokumentarangreb. Det løfte har han holdt. I stedet har valgkampen de sidste uger været en øvelse i personlighedstransformation for Romney, der har forsøgt at iscenesætte sig selv som den helt almindelige milliardær. Det har til tider været tåkrummende at overvære:

”Jeg ved, hvordan det er, at bekymre sig om, hvorvidt du bliver fyret,” sagde Romney til en forsamling af vælgere i et operahus i Rochester, New Hampshire i januar. ”Jeg anser ikke engang mig selv for at være rig,” fortalte Romneys arbejdsløse milliardærkone i denne uge til Fox News og tilføjede i sædvanlig sentimental stil: ”Det [pengene, red] kan være der i dag og være væk i morgen”.

Det er selvfølgelig ikke en sjæl, der tror på. Slet ikke når Romney samtidig går rundt og siger, at han ”ikke bekymrer sig om de virkelig fattige”. Det minder om de forfærdelige tv-programmer, hvor en chef går undercover som almindelig lønmodtager. Efter en enkel arbejdsdag er chefen altid med sin suveræne indlevelse og overblik i stand til at sætte sig ind i sine undersåtters hverdag (altid hård) og indsats (altid god). Det samme gælder for Romney: den hypotetiske risiko for at blive fyret eller fattig gør ham efter eget udsagn i stand til at relatere til fattige, arbejdsløse amerikanere. Det er fiktion. Og det er en utroværdig fortælling.

For få tabere, for få vindere
Fortællingerne fra den republikanske primærvalgkamp er fortællinger fra og om to forskellige verdener. Rick Santorums fortælling er en under- og arbejderklassefortælling – med et voldsomt konservativt-kristent twist. Ja, han er rig, han har siddet i Senatet og ja, han er advokat. Men han er vokset op blandt de knoklende mennesker ude bag bjergene, han kan tale som dem og tænke som dem. Han fortæller deres historie. Han afskyr Obamas elitære tendenser, den kvalmende humanisme og bedrevidende facon, og han hader rige Romney og hans rigere venner.

Er Rick Santorum Udkants-USAs hero, så er Romney det rigere Amerikas sikre valg. Han tager måske en skovmandsskjorte på en gang imellem og besøger en fabrik fra tid til anden, men hans historie er overklassens historie. Den er de private erhvervsdrivendes historie, vindernes historie.

Når hverken Romney eller Santorum har været i stand til at vinde bred opbakning blandt de republikanske vælgere, er det netop fordi Santorum er for troværdig som gennemført udkants-amerikaner, mens Romney, trods sine forsøg på det modsatte, ikke kan løbe fra sin klasse. Santorum repræsenterer dem, der er vant til at blive pisset på – Romney dem, der med kynisk-klinisk præcision tørrer pisset op efter andre og målbevidst kører videre mod sommerhuset. Eller sagt på en anden måde: der er for få tabere blandt de republikanske vælgere, til at Santorum kan hente Romney, og for få vindere, til at Romney kan være helt sikker på sin sejr.

Jakob Jessen (f. 1986) er kandidatstuderende på Dansk på Københavns Universitet og har tidligere studeret journalistik og mellemøststudier på American University i Washington, D.C. Tidligere praktikant på DR P1′s Orientering og Altinget.dk’s Christiansborgredaktion. Har boet og arbejdet som journalist i Jordan, freelancet for Information i Syrien og produceret radioreportage fra Herning for P1 Reportage. ILLUSTRATION: Mitt Romney til vælgermøde (foto af Dave Lawrence via flickr)