27.02.2012

Hvem skal udfordre Obama? RÆSON portrætterer i denne serie de Republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. Her Rick Santorum, som måske kan vinde primærvalget på højrefløjens stemmer, men aldrig vil få midtervælgerne med sig mod Obama.

Af Mira Borggreen og Anne Mørk

Læs også
– Mitt Romney: Den stille favorit
– Ron Poul: Den evige dark horse
– Newt Gingrich: Modsætningernes kandidat

Først var han der, så var han der ikke – og så var han der igen. Rick Santorum stod med sin tredobbelte valgsejr 7. februar i primærvalgene i Minnesota, Missouri og Colorado for valgets hidtil største overraskelse. I de nyeste meningsmålinger fra Gallup står Santorum lige nu til at slå Mitt Romney, der indtil nu har været den kandidat, flest eksperter har spået skulle kæmpe mod Obama. For siden Santorum offentliggjorde sit kandidatur i sommeren 2011, er han blevet opfattet som det tynde øl. Men som hardcore neokonservativ på udenrigspolitikken og religiøs modstander af abort, homoseksuelle ægteskaber og undervisning i evolutionsteori i skolen har Santorum vist sig at være den kandidat, de traditionelle konservative vælgere og Tea Party-bevægelsens tilhængere helst sætter deres kryds ved.

Men turen mod toppen har ikke været let. Det var først, da Michelle Bachmann og Rick Perry for alvor faldt i meningsmålingerne, at Santorum kom til at fremstå som en seriøs trussel mod Romney og Gingrich. Opsvinget i Santorums popularitet faldt sammen med sæsonens første caucus (vælgermøder, red) i Iowa 3. januar i år, hvor han vandt efter en fintælling. Således tog han sejren for næsen af Romney, som ellers blev kåret som vinderen. Men efter sejren i Iowa havde Santorum svært ved at følge med sin nærmeste konkurrent til højrefløjens hjerter, Newt Gingrich. Men en tredjeplads i South Carolina 21. januar, viste, at han stadig var med i opløbet. Meningsmålingerne tydede dog på, at Santorum formentlig havde udspillet sin rolle. Da han forlod kampagnen sidst i januar for at våge ved sin treårige datters sygeseng, mente mange, han var ‘history.‘

Hattrick og førertrøje
Men 7. februar i år gjorde Rick Santorum i den grad comeback. Med et hattrick af dimensioner vandt han først partikonferencerne (caucus) i Minnesota og Colorado for derefter at sætte trumf på med sejren i primærvalget i Colorado. Santorums sejr i starten af februar gør, at han fra at være dømt ude, nu er en stærk toer. Santorum siger selv, at han siden sejren i Iowa har modtaget 1 million dollars i kampagnebidrag – om dagen. Og han har fået støtte fra Super PAC’en Red, White and Blue, som primært finansieres af den stenrige konservative forretningsmand Foster Friess. Super PAC’en giver Santorum den økonomiske ballast, der skal til for at matche Romneys tv-reklamer i de afgørende stater.

Midt i februar viste en meningsmåling fra Pew Research Center viste da også, at Santorum havde overhalet Romney, og nu førte med to procentpoint som den kandidat, de republikanske vælgere helst så som Obamas udfordrer. På en lille måned er Santorum ifølge Pew Research Center gået fra 14 til 30 procent, mens Romney er faldet fra 31 til 28 procent. Målingen viser også, at Santorum klart tiltrækker flest Tea Party og hvide evangeliske vælgere. Hele 42 procent af Tea Party vælgerne støtter Santorum mod kun 23 procent for Romney. En forskel, der kan blive meget afgørende for den videre valgkamp.

Interessant for Santorums fremtid i valgkampen er også tallet for de republikanske kandidaters chancer mod Obama. Der står Romney og Santorum nemlig også praktisk talt lige. Men inden Santorum støtter bliver alt for begejstrede, skal det understreges, at undersøgelsen også viser, at kun 54 procent af registrerede republikanske vælgere mener, at hele partiet vil kunne samle sig bag Santorum og støtte ham i kampen mod Obama sammenlignet med 70 procent bag Romney.

Et Michigan-mirakel?
Selvom det ikke nødvendigvis bliver afgørende for republikanernes videre valgkamp, hvem der vinder i Michigan, så har Romney klart mest på spil. Hans skal vinde over Santorum. Ifølge lektor ved Amerikanske Studier på Syddansk Universitet Jørn Brøndal kunne man have forventet, at Romney ville vinde overbevisende i Michigan, som han gjorde i 2008. Der slog han McCain med 9 procentpoint. For Michigan er staten, hvor Romney er født og opvokset, og hvor hans far George Romney var guvernør. Alligevel ser der ud til at være dødt løb mellem de to i Michigan.

For som en Michigan-republikaner for nylig fastslog i artiklen “Romney Facing Unexpected Hurdles in Michigan” 21. februar i The New York Times, så “forlod Romney Michigan efter highschool, blev guvernør i staten Massachusetts og glemte tilsyneladende derefter alt om Michigan. Så hvorfor støtte ham?”

Jørn Brøndal og USA-ekspert Niels Bjerre-Poulsen spår da også begge to Santorum gode chancer i Michigan:

“Santorums chancer ser ud til at være fifty-fifty med Mitt Romney. Overraskende nok. En politiker, der har gjort sig bemærket med et jordskredsnederlag, som Santorum gjorde det i 2006, da han tabte sin plads i Senatet med et brag, gør comeback på den her måde. Det er tilsyneladende lykkedes ham at overbevise de republikanske græsrødder om, at han udgør det mest troværdigt konservative alternativ til Romney,” siger Jørn Brøndal.

Niels Bjerre-Poulsen vurderer også, at Santorum kan overraske i Michigan:

“Santorums chancer i Michigan er gode, men noget tyder på, at Romney trods alt har fået standset den blødning, som begyndte efter Santorums sejre 7. februar. ”

Niels Bjerre-Poulsen stiller dog spørgsmålet:

“Men vil vælgerne kunne lide ham [Santorum, red.] når de lærer ham bedre at kende? Jeg tvivler.”

Konservativ og katolik
Richard John Santorum blev født 10. maj 1958. Han er gift med Karen Graver, og sammen har de syv børn. Rick Santorum, der er søn af en psykolog og en sygeplejerske, er født i Virginia, men voksede op i Butler County, der var et af staten Pennsylvanias tunge industriområder.

Allerede som ung var Santorum politisk interesseret. Da han kom på universitetet, Pennsylvania State University, blev han hurtigt formand for de republikanske studerende. I 1980 bestod han sin bachelor i statskundskab og efter en et-årig MBA, videreuddannede Santorum sig til advokat. Mens han var studerende, arbejdede Santorum for to republikanske senatorer i Pennsylvania: John Heinz, der sad i Kongressen og den lokale senator Doyle Corman.

Efter blot fire år som advokat blev Santorum som kun 32-årig valgt til Repræsentanterne Hus. Som medlem af Repræsentanterne Hus blev han hurtigt kendt som en hård hund, når det kom til hans social konservative holdninger. Santorum stod i spidsen for flere kritiske undersøgelser af både demokraters og republikaneres økonomiske ansvarlighed. I følge artiklen ‘The believer‘ fra 22. maj 2005 i The New York Times tog Santorum i 1994 et skilt med ind i Senatet, hvorpå der stod “Where’s Bill”. Santorum valgte den meget utraditionelle – og ifølge flere, inklusiv den længst siddende senator i USA, Robert Byrd, umodne – måde at sætte fokus på, hvad han mente om Bill Clintons manglende evner til at få styr på statsbudgetterne.

I 1995 blev Santorum valgt til senator. Som senator fik han betydelig magt i det republikanske parti og var i mange år en af republikanernes mest magtfulde medlemmer af Senatet. Indtil han tabte genvalget i 2006, førte han en langt mere moderat økonomisk politik, end han bryder sig om at stå ved nu. Dog holdt han konstant fast i sin konservative social- og familiepolitik.

Homoseksualitet er som seksuel omgang med dyr
I 2003 kom Santorum for alvor i ilden, da han i et interview med Associated Press sammenlignede homoseksualitet med incest, bigami og utroskab. På et tidspunkt i interviewet henviste Santorum med udtrykket ‘man on dog’ også til homoseksualitet som seksuel omgang med dyr. Interviewet fik mange demokratiske grupper helt op i det røde felt. De krævede, at Santorum skulle fratages sin post som del af den republikanske ledelse i Senatet. Eller i det mindste at han ikke skulle udnævnes som republikanernes anden mest magtfulde medlem, Republican Whip [politisk ordfører, red.], hvis han blev genvalgt i 2006.

Senest har Santorum udtalt sig meget markant omkring brug af præventionsmidler. I oktober 2011 udtalte han til den kristne online blog Caffinated Thoughts.com, at han var af den klare overbevisning, at “det ikke er i orden med prævention. Det er en tilladelse til at gøre ting i en seksuel kontekst, der ikke stemmer overens med den måde tingene bør være på. Hvis ikke formålet er at formere sig, så nedgør prævention det specielle bånd, der er mellem mænd og kvinder.”

Santorums stærke holdninger på områder som abort, homoseksulle og sex har på mange måder defineret hans ståsted blandt vælgerne. Men grundene til, at Santorum ikke blev genvalgt i 2006 skal findes et helt andet sted:

Ifølge en artikel fra 22. februar i år fra The MetroWest Daily News “: Why Santorum lost in 2006”, så tabte Santorum i høj grad valget på hans faste støtte til præsident Bushs krig mod terror. Vælgerne i Pennsylvania flygtede fra Bush i hobetal, alt imens Santorum støtte til Bush og krigen holdt ved. På det tidspunkt var 61 pct. af vælgerne i staten mod krigen. I 2008 vandt Obama staten med 54 pct. mod McCains 44, hvilket kun understreger de pennsylvaniske vælgeres utilfredshed med republikanerne, Bush og dermed også Santorum. Derudover fokuserede Santorum igen på værdipolitik frem for økonomi, som vælgerne klart foretrak.

Der var dog også en enkelt anden ting, der klart ramte Santorum hårdere, end han havde forventet. Da han blev valgt til Repræsentanterne Hus i 1990, slog han det siddende demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus, Doug Walgreen. I kampagnen slog Santorum især på, at Walgreen havde boet store dele af tiden uden for hans valgdistrikt. I 2006, da Santorum tabte genvalget, blev han selv stærkt kritiseret for netop at have boet hovedparten af tiden i staten Virginia. Han havde tilmed fået staten i Pennsylvania til at dække udgifterne til hans børns skolegang i Virginia.

Højrefløjens nye favorit
Santorum appellerer ifølge Jørn Brøndal klart til den republikanske højrefløj: Tea Party-bevægelsen og de kristne fundamentalister – og det selvom Santorum selv er katolik.

“Hans relative popularitet blandt fundamentalisterne er i hvert fald udtryk for, at den klassiske antikatolicisme, der havde kronede dage indtil 1930erne, stort set er afgået ved døden i Amerika. Og står valget mellem en mormon og en katolik, er fundamentalisterne tilsyneladende ikke i tvivl om, hvem de skal stemme på,” lyder det fra Jørn Brøndal.

Niels Bjerre-Poulsen er enig med Brøndal i, at Santorum taler til Tea-party segmentet. Han har et klart bud på, hvorfor Santorum i særdeleshed klarer sig så godt mod Romney:

“Han virker autentisk, oprigtig og indigneret. Det sætter mange Tea party-vælgere pris på. Og så er han væsentligt bedre inde i det meste end de øvrige Tea Party-kandidater, vi har set i denne omgang. Han appellerer særligt til vælgere, der drømmer om atter at sætte kulturkampen øverst på dagsordenen,” siger Niels Bjerre-Poulsen.

Jørn Brøndal ser Santorums succes som et symbol på det kaos og den parade af kandidater, det republikanske parti har været igennem, siden valgkampen startede:

“Det er tilsyneladende lykkedes ham at overbevise de republikanske græsrødder om, at han udgør det mest troværdigt konservative alternativ til Romney. Hele primærvalgkampen har handlet om, at den ene republikanske modkandidat til Romney efter den anden har fået fremgang i meningsmålingerne, fordi græsrødderne ganske enkelt ikke har haft den store fidus til Romney.”

Den evige udfordring
Alligvel får Santorum svært ved at vinde. Både over Romney og i særdeleshed over Obama. For at vinde præsidentvalget skal en kandidat nemlig kunne tiltrække de uafhængige vælgere på midten. Og det er dét, der altid er en republikansk præsidentkandidats store udfordring. Først skal kandidaten i løbet af primærvalgene appellere til partiets græsrødder ude på højrefløjen. Derpå skal kandidaten i valgkampen mod demokraterne styre ind mod midten. Og det er her, Jørn Brøndal mener, Santorum står med et stort problem:

“Santorum får svært ved at styre ind mod midten. Han er modstander af abort, af homoseksuelle vielser og har førhen støttet ideen om undervisning i ”intelligent design” som et alternativ til Darwins evolutionslære. Han er også en høg i udenrigspolitik og støttede langt hen ad vejen Bushs krig mod terror. Når man gerne vil fremstå som politisk ”ren” og et godt stykke hen ad vejen minimalstatskonservativ, er det også et problem, at han som senator støttede noget så politisk grumset som ”earmarks” [øremærkede midler, red.] i Kongressen. For ikke at tale om Bushs ambitiøse og kontroversielle No Child Left Behind-lov.”

Emner skabte store problemer ved den republikanske tv-debat 22. februar. Santorum indrømmede, at han havde støttet initiativer, som stred mod hans egne principper (især Præsident Bush’ No Child Left Behind intiativ) for at støtte partiet som helhed. I debatten angreb især Romney Santorum for at medvirke til, at føderale midler blev spildt på ligegyldige projekter.

Kvindeproblemet
Et helt andet problem for Santorum,, hvis han bliver republikanernes kandidat i november, er de kvindelige vælgere. Santorums stærke modstand mod prævention og fri abort, også hvis graviditeten er resultat af incest eller voldtægt, gør ham svær at sælge til kvindelige vælgere. Desuden har Santorum de seneste uger gjort sig bemærket med udtalelser om, at kvinder fortsat ikke må gøre tjeneste i kamptropperne i det amerikanske militær, da de er for følelsesladede.

I bogen It Takes a Family fra 2005 revsede Santorum desuden feministerne for at opfordre kvinder til at arbejde. Han mente, at den amerikanske familie blev truet af karrierekvinder. Feministerne troede fejlagtigt, at et liv på arbejdsmarkedet var vejen frem for kvinder. Det tiltrak en del negativ opmærksomhed i de amerikanske medier, hvorefter Santorum påstod, at det var hans kone Karen, der havde skrevet netop det kapitel. Bogen var et modsvar på Hillary Clintons bog It takes a village fra 1996, der fokuserede på staten som den bærende del i samfundet.

Ifølge artiklen ”Is Santorum Too Socially Conservative to Win?” 19. februar af David Paul Kuhns på realclearpolitics.com er Santorums problem i høj grad, at de midtervælgere sagtens kan lade sig lokke af republikanernes økonomiske politik, så er der ringe opbakning til Santorum socialpolitik. Kuhns artikel viser, at på kritiske emner som abort, prævention, kvinder i militæret og homoseksualitet, er midtervælgeren dybt uenig med Santorum. Samtidig kan hans prædikende maner virke frastødende på især kvindelige vælgere.

Præsident Santorum?
Som præsidentkandidat har Santorum især markedsført sig selv som den almindelige amerikaners kandidat. Han har således overtaget Sarah Palins retorik fra valget i 2008 om ”small town America”. Santorum fremfører ikke blot sig selv som modstykke til Obama, men i særdeleshed Mitt Romney. Han taler positivt om de små samfund i stater som Pennsylvania, Minnesota og Michigan, der lider under krisen, og om deres kærlighed til hårdt arbejde og den kristne tro. Santorum har således ofte fortalt om sin egen, fattige opvækst i en lille mineby i Pennsylvania – et klart modstykke til den privilegerede Romney. Santorums fokus på ‘den lille mand’ og hans religiøst betingede socialkonservative budskaber, ser ud til at falde i især de mest konservative Michigan vælgeres smag.

Men på trods af de gode resultater og den massive opbakning, Santorum nyder lige nu, så er de to danske eksperter enige om, at Santorum ikke vil kunne slå Obama i kampen om det hvide hus.

“Santorum har ærlig talt ikke mange chancer mod Obama. Det kræver i hvert fald, at de økonomiske konjunkturer ændrer sig dramatisk til det værre. Santorums styrke i Michigan er mere et resultat af vælgernes manglende tillid til manden med ressourcerne og den stærkeste politiske organisation: Mitt Romney. Hvis Chris Christie eller Jeb Bush kom på banen, kunne Santorum godt opgive sin kamp,” vurderer Jørn Brøndal og fortsætter:

“Santorums hovedproblem er, at han i højere grad forbindes med religion og ”familieværdier” end med en vision for den amerikanske økonomi. I økonomiske anliggender har han ikke meget andet at byde på end skattesænkninger og balance på budgettet. Og så har han leget med tanker om at privatisere Social Security. Det kan vise at belaste ham på længere sigt. Det amerikanske pensions- og arbejdsløshedsprogram, der daterer sig tilbage til Franklin D. Roosevelts New Deal, er meget populært i befolkningen.”

Vicepræsident Santorum?
Men skulle tingene ikke gå Santorums vej, hvad så med en mulig post som vicepræsident? Hverken Niels Bjerre-Poulsen eller Jørn Brøndal tror på Santorum som Romneys makker på stemmesedlen til november:

“Jeg tvivler på det. Dels virker det ikke, som om de kan lide hinanden. Dels tvivler jeg på, at Santorum ville kunne levere sin egen hjemstat Pennsylvania. Alternativer ville være Bob McDonald fra Virginia eller Marco Rubio fra Florida, der kommer fra to vigtige svingstater.”

Jørn Brøndal peger også på Marco Rubio, en ung senator fra Florida, som et bedre bud end Santorum:

“Det kunne muligvis være en god ide for Romney at styrke sine religiøse credentials med Santorum som vicepræsidentkandidat. Men hvis vicepræsidentembedet skal bruges som stemmemagnet for tvivlende republikanere, vil et mere logisk valg være at finde en kandidat med latino-baggrund, da Romney virkelig har sagt ting om immigrationen til USA, der frustrerer mange latinoer. Her ville et godt alternativ til Santorum være Marco Rubio fra Florida. Ud over at have cubansk baggrund har han kontakter til Tea Party-bevægelsen.”

Uanset hvad, så understreger Santorums momentum i valgkampen et stort problem for republikanerne: De leder fortsat efter et alternativ til Romney. Ifølge Niels Bjerre-Poulsen har græsrødderne i partiet stadig ikke har overgivet sig, og 62 procent af de republikanske vælgere siges fortsat at håbe på en anden kandidat end dem, de har at vælge imellem.

MIRA BORGGREEN (f. 1983) er uddannet journalist med en cand.mag. i Amerikanske Studier fra Syddansk Universitet. Hun har bidraget til RÆSON siden 2008 og arbejder i dag som kommunikationsrådgiver ved Region Syddanmark.

ANNE MØRK (f. 1985) er ph.d.-studerende ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet. Hendes afhandling fokuserer på præsidenters brug af ’ national service programs’ som indenrigspolitisk redskab, herunder forholdet mellem velfærdsstaten og frivillige organisationer. Illustration: The Republican Party via flickr