03.02.2012

EU vedtog 23. januar yderligere sanktioner mod Iran, pga. deres atomprogram. ”Skrappe sanktioner fra så mange lande som muligt er den eneste vej frem, også selvom USA og EU må gå uden om Sikkerhedsrådet for at opnå resultater”, siger Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal, der peger på, at målet først og fremmest er at ramme den iranske økonomis hovednerve, særligt olien, som skal svække landet uden at skade civilbefolkningen.

INTERVIEW af Lasse Blaabjerg, medlem af RÆSONs chefredaktion

RÆSON: EU vedtog 23. januar yderligere sanktioner mod Iran pga. af deres atomprogram. Hvad er Danmarks holdning til EU-sanktionerne?
Søvndal: Danmark står fuldt og fast bag EU’s tilgang til Iran-sanktionerne i anledning af atomsagen. Vi har en to-spors-tilgang, der kombinerer vilje til forhandling med et øget pres gennem sanktioner. Det er en vigtig kobling. Der er desværre endnu ikke udsigt til reel iransk forhandlingsvilje, og derfor bidrager vi fra dansk side aktivt til at øge presset på Iran gennem stærke målrettede og effektive sanktioner i EU.

RÆSON: Udtrykket ”nervekrig” er blevet brugt flittigt, og fornemmelsen er, at en ny krig kan være under opsejling, specielt i forbindelse med drabet på den iranske videnskabsmand for nyligt. Hvordan vurderer du risikoen for en ny krig mellem USA og Iran?
Søvndal: Jeg vil ikke sætte procenttal på muligheden for en væbnet konflikt. Hvad der derimod er nødvendigt at fokusere på, er, at få en politisk forhandlet løsning. Det insisterer vi stærkt på. Netop fraværet af forhandling er grunden til, at vi i disse dage arbejder med at skærpe sanktionerne mod Iran yderligere. Der er intet alternativ – Iran skal tvinges til forhandlingsbordet.
RÆSON: Hvorfor?
Søvndal: Fordi et atombevæbnet Iran gør verden mere utryg. Og et væbnet angreb på Iran gør verden mere utryg. Derfor må vi gøre, hvad der står i vores magt for at finde en forhandlet løsning, så vi ikke får et atombevæbnet Iran.

RÆSON: Hvilken rolle ser du EU spille i denne konflikt? Stor eller lille?
Søvndal: For at sikre en løsning er det vigtigt at få det bredest mulige pres på Iran. Det er også mest virkningsfuldt. Dér spiller EU selvfølgelig en vigtig rolle, og det samme gælder USA. Andre lande – senest f.eks. Japan – bakker også op om presset. Samtidig med presset har EU, ikke mindst EU’s udenrigsrepræsentant Ashton og en række større medlemslande, i en længere periode forsøgt at bidrage konstruktivt til at skabe reelle fremskridt gennem forhandlinger. Dér ser jeg netop EU’s rolle. Vi skal spille på begge virkemidler: Forrest når der skal lægges pres, men også forrest for at finde konstruktive politiske løsninger.

RÆSON: Der er tale om, at EU-sanktionerne vil ramme Sydeuropa meget hårdt, da en række sydeuropæiske lande er meget afhængige af olieimporten fra Iran. Er det grunden til, at man har været tilbageholdende med EU- sanktionerne?
Søvndal: Alle ved, at der er sydeuropæiske lande, som får en stor del af deres olie fra Iran. Men det er et problem, der kan findes en løsning på. Jeg vurderer ikke, at der er noget, der har stået i vejen for, at yderligere sanktioner kan gennemføres. Og Iran er allerede i dag presset af sanktioner, det skal man ikke tage fejl af.

RÆSON: Hvad består de nye sanktioner i?
Søvndal: Iran er allerede underlagt EU’s mest udbyggede sanktionsregime, og de strammes nu yderligere. Vi traf beslutning om en forstærkelse allerede i starten af december sidste år. Den beslutning føres nu ud i livet samtidig med, at kredsen af EU-udenrigsministre 23. januar vedtog en række nye og skrappe sanktioner over for Iran. De nye sanktioner medfører blandt andet et EU-forbud mod køb, import og transport af iransk olie, tiltag rettet mod den petrokemiske industri i Iran, samt stærke restriktioner over for den finansielle sektor i Iran. Det blev således besluttet at indefryse den iranske centralbanks midler i EU.
RÆSON: Iran har i mange år overlevet mere eller mindre isoleret fra Vesten. Hvorfor skulle de føle sig presset netop nu?
Søvndal: Jeg er overbevist om, at sanktioner gør en forskel. Det er klart, at jo flere lande, vi kan få til at slutte op om sanktionsregimet, desto mere effektivt bliver det. Så der hersker i mit sind ingen tvivl om, at de sanktioner, som EU allerede har gennemført, og de som blev vedtaget 23. Januar kommer vil ramme Iran hårdt. Det kan allerede mærkes i Teheran, og det vil kunne mærkes endnu stærkere, nu hvor yderligere sanktioner er blevet vedtaget.
RÆSON: Du siger, at der ikke i øjeblikket er udsigt til reel iransk forhandlingsvilje. Hvordan kan du konkret se, at de allerede gennemførte sanktioner virker?
Søvndal: Der er næppe tvivl om, at Teheran kan mærke sanktionerne. Det forventer jeg også, at de vil kunne med de nye sanktionstiltag. Der er tale om meget skrappe tiltag, hvor man rammer hovednerven i den iranske økonomi – energisektoren, særligt olie. Samtidig vil sanktionerne mod finanssektoren gøre det meget sværere for det iranske regime at finansiere deres aktiviteter. De nye sanktioner sender et meget stærkt signal til Iran såvel økonomisk som politisk: Kom nu til forhandlingsbordet, der er intet alternativ. Vi ønsker jo ikke et isoleret Iran, men en forhandlet løsning – det er selve kernen i to-sporstilgangen.
RÆSON: Risikerer man ikke, at handelsmæssige sanktioner styrker snarere end svækker den iranske regering, da sanktionerne begrænser det iranske folks handel med omverdenen og derved giver mere magt til Revolutionsgarden, som jo sidder tungt på den nationale industri?
Søvndal: Det er vigtigt at holde sig for øje, at de sanktioner, som vi taler om, er målrettet Irans atomprogram og personer/grupper med tilknytning hertil. Sanktionerne retter sig derfor mod bl.a. teknologi og udstyr, finansiering, indrejseforbud og indefrysning af midler osv. Sanktionerne muliggør stadig lovlig handel med fødevarer, medicin og lignende. Naturligvis gør finansielle sanktioner det sværere for den lovlige samhandel, men tiltagene er ikke målrettet mod den civile befolkning.

RÆSON: Hvad betyder det, at for presset på Iran, at man ikke har kunnet nå til enighed i Sikkerhedsrådet?
Søvndal: Vi havde da gerne set, at Sikkerhedsrådet kunne nå til enighed om at skabe et samlet internationalt pres. Det har desværre endnu ikke været muligt, men det arbejdes der på. Alternativet med en militær aktion vil med sikkerhed pille Kina og Rusland ud af kabelen. Med sanktionsporet har vi dog i det mindste muligheden for at lægge pres på Iran.

Lasse Blaabjerg (f. 1991) er projektleder samt medlem af RÆSONs chefredaktion. Studerer økonomi ved Københavns Universitet. ILLUSTRATION: pressebillede via flickr.