Søren Espersen: Det, der foregår i Syrien, kan være indledning til USA’s opgør med Iran
11.08.2012
.“Alt dette, der foregår i Syrien i disse uger, kan meget vel være indledning også til det opgør, man fra amerikansk side ønsker at tage med præstestyret i Iran – og i forhold til landets opbygning af kernevåben,” siger Søren Espersen (DF) til RÆSON, der har bedt partierne vurdere situationen i landet. Espersen fortsætter: “Konflikten ER allerede udbredt til Libanon, og det er vel klart, al den stund, at landet længe har været et slags lydland til Syrien – og holdt i et jerngreb af Hizbollah.”
Espersen er skeptisk overfor et forsøg på at gribe ind i konflikten: “Vi bør nu have lært af Libyen-indsatsen, at med den slags indgriben, som i første omgang har et ”humanitært mål”, vælger vi i virkeligheden blot parti i en borgerkrig – og får ét dårligt styre udskiftet med et andet. Vi må stedse holde os for øje, at borgerkrigen i Syrien er endnu et banalt opgør mellem sunnier og shiaer/alawitter. Og intet tyder på, at det ene hold efter sejren vil være mere demokratiske end det andet hold”.
LÆS: Partierne om Syrien: Skal verden gribe ind? (ARTIKLEN ER GRATIS)
■
ILLUUSTRATION: Foto fra den syriske præsidents officielle hjemmeside