27.02.2012

DF’s forsvarsordfører Søren Espersen støttede interventionen i Libyen, fordi ”Gadaffi var i færd med at ville bombe sin egen befolkning.” I Syrien bomber Assad lige nu sin egen befolkning, men Espersen vil ikke intervenere: ”Vi skal lære af de fejl, vi begår, og lade folk have deres borgerkrige i fred. Det regime, vi har hjulpet til magten i Libyen, er ikke bedre end det tidligere. Så på den måde var Libyen en fejl. ”

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

– Rasmus Helveg: Vi skal bidrage til alle krige, som har FN-mandat
– ANALYSE: Derfor udebliver det syriske forår

SYRIEN
RÆSON: Skal Danmark bidrage militært, hvis en international koalition med et FN-mandat intervenerer i Syrien?
Søren Espersen: Nej. Vi skal ikke deltage i nogen form for intervention. Vi kan give midler til Røde Kors til at lindre nøden. Men det er slut med, at vi involverer os i de arabiske borgerkrige.
RÆSON: Dit argumentet for at intervenere i Libyen var, at “Danmark skulle beskytte civilbefolkningen i Libyen for at undgå et blodbad.” Dødstallet i Syrien er sandsynligvis væsentligt højere end det var i Libyen, da FN 17. marts vedtog et flyveforbud. Er der ikke tale om et blodbad i Syrien?
Espersen: Syrien er en regulær borgerkrig, og det skal vi ikke blande os i. Da vi intervenerede i Libyen var det af hensyn til Benghazi, hvor man var sikker på et forestående blodbad. Konflikten var simpel i den forstand, at der var to stridende parter. Da havde vi muligheden for at intervenere og gøre det kun med luftvåben. Men vi har lært, hvor farligt det er at gå ind i de her borgerkrige, for vi fik et nyt regime, der ikke er bedre end det, der var før.
RÆSON: Hvorfor skulle man beskytte civilbefolkningen i Libyen og ikke i Syrien?
Espersen: Det var helt bogstavligt rettet mod at beskytte Benghazi. Havde vi ikke interveneret i byen, havde vi måske i dag stået med et blodbad med 100.000 dræbte og skulle forklare, hvorfor vi ikke gjorde noget. Men det er væsentligt at tage ved lære af, at det, der kom ud af interventionen, ikke var godt. Vi fik et forfærdeligt islamistisk styre, der tog os alle ved næsen – og deres leder Jamil, vil sikkert udvikle sig til noget, der er ligeså slemt som Gadaffi.
RÆSON: Assad og Gadaffi minder om hinanden. Assad siger, at han vil knuse al modstand og kæmpe til sidste blodsdråbe og kalder oprørerne for “bevæbnede terrorbander”. Gadaffi sagde, at han ville knuse al modstand, kæmpe til sidste blodsdråbe og kaldte oprørerne var „forrædere“, „rotter“, „kakerlakker“ og „bander af narkomaner”. Er faren for et blodbad ikke ligeså stor i dag i Syren, som faren for et blodbad i Libyen var 17. Marts 2011, da man intervenerede?
Espersen: Man skal lære af sine erfaringer. Hvis vi havde vidst, hvad Libyen ville udvikle sig til, så er jeg ikke sikker på, at DF ville have gået med til en intervention. Vi skal lære af de fejl, vi begår, og så lade folk have deres borgerkrige i fred.
RÆSON: Så inventionen i Libyen var en fejl?
Espersen: Man kan ikke sidde og lave kontrafaktisk historieskrivning. Den aften i marts besluttede vi at intervenere, fordi vi på det tidspunkt mente, at det var det rigtige at gøre. Havde det været 3. april, kunne det være, vi havde handlet anderledes, sådan er politik. Men det regime, som vi har hjulpet til magten i Libyen, er ikke bedre end det tidligere. Så på den måde var Libyen en fejl.
RÆSON: 29. Marts spørger Politiken dig, om vi også skal intervenere i Syrien og Yemen. Du svarer, at ”det unikke ved Libyen er, at Gadaffi var i færd med at ville bombe sin egen befolkning”. Det er netop det, som Assad i Syrien gør nu. 4. feb. blev byen Aleppo bombet fra luften, og Assad bomber nu civilbefolkningen i oprørsbyen Homs. Hvorfor skal vi ikke intervenere militært i Syrien nu?
Espersen: Fordi jeg har lært af mine dårlige erfaringer. Vi drager ved lære af historien, mens de andre blot kører videre i fuldstændig samme spor. Hvem er oprørerne i Syrien? Der er otte-ni forskellige grupper. Så hvem er det, vi hjælper til magten? Er det Hizbollah? Er det iranerne? Vi kan let få et uhyre ved magten, som er ligeså slem som Assad. Derfor træffer DF nu en principiel beslutning, der hedder, at vi ikke blander os i andre folks borgerkrige – især ikke i alliance med nogle suspekte arabiske stater, som Saudi Arabien, som er ligeså slemme som de andre. Jeg vil ikke udelukke, at vi kan intervenere i en situation, hvor der er et folkemord i gang. Men der er der ikke tale om i Syrien. Syrien er ikke andet end en regulær borgerkrig. Libyen var let at håndtere fra luften, Syrien ville være umulig at håndtere fra luften. Og hvis man kunne, så skulle man alligevel ikke gøre det, for der står ikke nogle klart defineret demokratisk oprørsstyrke, der står klar til at gøre Syrien til et demokratisk land.
RÆSON: Men du har jo tidligere sagt, at du ikke vil indføre demokrati noget sted. At befolkninger selv vælger deres tyranner. Her lyder det som om, at dit argument er, at fordi der ikke er en demokratisk klart defineret oprørsgruppe, skal vi ikke intervenere. Det må du forklare.
Espersen: Folkeslagene skal selv definere deres fremtid. Vælger de diktatur, er det deres sag, vælger de et ægte demokrati, er det deres sag. Det sidste er bestemt at foretrække – ikke mindst for landets egne borgere, for landets velfærd og for landets teknologiske udvikling. Men du har ret: Det ville da være ulig nemmere at intervenere, hvis man med sikkerhed vidste, at slutresultatet ville betyde indførelse af et ægte, vestligt demokrati. Det blev ikke tilfældet i Libyen, selvom vi, der var på besøg dernede i foråret, troede på det. Det viste sig, at vi blev taget ved næsen, og med Jalill havde næret en slange ved vores barm. Så mine illusioner om demokrati på de kanter, er bristet.

IRAN
RÆSON: Skal Danmark bidrage militært, hvis en international koalition med et FN-mandat intervenerer i Iran?
Espersen: Hvis Iran lukker Hormuz-strædet, som er en international sejlerute, så mener jeg bestemt, at den danske flåde styrke skal hjælpe med at holde Hormuz-strædet åbent.
RÆSON: Det officielle argument for at gå ind i Irak var, at man frygtede, at Irak havde atomvåben. Trods nye EU-sanktioner 23. januar mod Iran, så traf de 15. februar en beslutning om at opføre fire nye atomreaktorer til forskning. Skal Danmark intervenere i Iran, hvis vi alene kigger på atomtruslen?
Espersen: Nej. Det er muligt, at Storbritannien, USA eller Israel skal gøre det. Med det er deres opgave – ikke en dansk opgave.
RÆSON: Hvorfor er det ikke en dansk opgave?
Espersen: Inden danske tropper sendes af sted på nogen som helst mission, så skal det besluttes i Folketinget. Og hvis vi i Folketinget begynder at forhandle om, hvorvidt vi skal være med til at bombe iranske atomanlæg, så finder iranerne ud af, at der er et angreb på vej. I Storbritannien, USA og Israel kræver det blot en beslutning af den øverste top, hvilket gør det muligt at lave et overraskelsesangreb, som der skal til. Men det vil det altså være umuligt for os at deltage i.
RÆSON: Hvis Storbritannien, USA eller Israel intervenerer i Iran med landstyrker, skal Danmark så med efterfølgende?
Espersen: Nej.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Lasse Marker er desuden ansat på Politiken. Illustration: Pressefoto, Folketinget