06.02.2012

RÆSON lancerer et nyt fast koncept: Rundbordssnak. Hver anden uge inviterer vi fire eksperter og/eller politikere til at diskutere et aktuelt emne. I denne uge diskuterer vi det danske EU-formandskab. Rundt om bordet sidder EU-minister Nicolai Wammen, tidligere socialdemokratisk overborgmester i København, Ritt Bjerregaard, folketingsmedlem Jakob Ellemann-Jensen (V), og professor i Statskundskab ved Københavns Universitet Peter Nedergaard.

Udvalgte pointer:
– FORMANDSSKABETS BETYDNING ER BEGRÆNSET:
Wammen: ”Jeg forventer ingen mirakler”.
Nedergaard: ”Det er begrænset, hvad formandsskabet kan gøre”.
Ellemann-Jensen: ”Det er meget forståeligt og klogt, at regeringen ikke har meldt klarere konkrete succeskriterier ud, for det er situationen ikke til”.

– DANMARK SOM BROBYGGER:
Wammen: ”Skrækscenariet er en opsplitning mellem euro- og ikke-eurolandene”. ”Danmark skal være brobygger, og vi ønsker så langt som muligt ét fællesskab på 27 lande”.
Nedergaard: ”Man skal skelne mellem den politiske og den organisatoriske mæglerrolle. Som organisatorisk mægler bliver Danmark uovertruffen. Danmarks fire EU- forbehold svækker vores politiske forhandlingsposition, men styrker vores organisatoriske mæglerrolle, fordi de danske embedsmænd kan arbejde frit uden at blive beskyldt for at pleje egne nationale interesser”.
Ellemann-Jensen: ”Danmarks rolle som brobygger klinger utrolig hult, fordi Danmark med vores fire undtagelser jo selv startede med at lave en opsplitning mellem EU-landene. Derfor vil de øvrige lande nok smile lidt skævt, når vi fra dansk side kommer og siger, at vi ønsker at undgå en opsplitning”.

– DANMARKS EU-FORBEHOLD:
Wammen: ”Rets- og forsvarsforbeholdet skal til afstemning i vores regeringsperiode, men kommer ikke til afstemning under formandsskabet”.

– EU’S TILLIDSKRISE:
Wammen: ”Vi kommer tillidskrisen til livs ved at skabe resultater her og nu og ved tiltag som ”borgerinitiativet””. ”Det er en kunstig modsætning at sige, at det at levere resultater her og nu er udemokratisk”.
Ellemann-Jensen: ”Man skal ikke brokke sig over, at Merkel og Sarkozy leder krisestyringen. Det, der forpurrer billedet lidt, er, at vi er havnet midt i en fransk valgkamp. Det medfører, at nogle af de ting, som Sarkozy bringer ind i debatten, er fransk indenrigspolitik – fx Tobin-skatten”.
Bjerregaard: ”EU har brug for øget folkelig opbakning. Men det skal ikke komme ved flere folkeafstemninger eller ved et eller andet formelt i forhold til EU-borgerskab. Den folkelige forankring skal komme ved øget mediedækning af, hvad der foregår på EU-niveau, og ved initiativer som ”borgerinitiativet”.

– FINANSPOLITIK:
Bjerregaard: Man kan ikke spare sig ud af den økonomiske krise, og derfor ligger der nogle forpligtelser på Nordeuropa om at få gang i noget mere vækst. Og der er grund til at bemærke, at Merkel ud over meget hårde sparekrav nu selv begynder at tale om vækst og jobskabelse. Og her har Danmark som formandskabsland en mulighed for at spille ind og tilskynde til en mere ekspansiv finanspolitik i EU”.
Wammen: Regeringen vil ikke lægge pres på EU for at få Nordeuropa at føre ekspansiv finanspolitik. Der er desværre ikke ret mange andre EU-lande, der har råd til at fremrykke offentlige investeringer. Jeg tror derfor, at vi i stedet for skal satse på at lave reformer i EU, der kan skabe arbejdspladser, og vi skal holde renterne så lave som muligt”.

————————————————————————————————————————

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

– Formandsskabet skal ikke tillægges for stor betydning
RÆSON: Hvad er regeringens mål for det danske EU-formandsskab?
Nikolai Wammen: Overskriften for formandsskabet er ”EU i arbejde”. Målet er at tage nogle konkrete beslutninger, der kan få EU ud af krisen, med et samtidigt fokus på grøn vækst og jobskabelse – ikke mindst for at bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Vi overtager EU-formandsskabet på et tidspunkt, hvor Europa er i sin dybeste krise siden 2. Verdenskrig, og jeg forventer ikke mirakler under det danske formandskab.
RÆSON: Jakob Ellemann-Jensen, Wammen forventer ingen mirkaler. Er det klogt af regeringen, at de ikke har meldt klarere konkrete succeskriterier for formandsskabet ud?
Jakob Ellemann-Jensen: Jeg håber fuldstændig det sammen som Wammen, og det er meget forståeligt og klogt, at regeringen ikke har meldt klarere konkrete succeskriterier ud, for det er situationen ikke til. Under Danmarks seneste formandskab i 2002, da daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen forhandlede udvidelsen af de 8 østlande samt Malta og Cypern på plads, var verden en anden. Vi kommer næppe til at stå om et halvt år og sige: ”We have an agreement”.
Tiden er anderledes, og opgaven er anderledes. Og vi skal passe på med ikke at tillægge formandsskabsrollen en alt for stor betydning. Det er vigtigt, at Danmark kører formandsskabet i mål på fornuftig vis, men EU’s udfordringer her og nu er relativt uafhængige af, hvilket land, der har formandsskabet.
RÆSON: Ritt Bjerregaard, havde du gerne set mere konkrete succeskriterier, eller er det fornuftigt kun at tale i bredere formuleringer?
Ritt Bjerregaard: Jeg har et ønske om, at Danmark skal støtte Tobin-skatten eller noget tilsvarende, men ellers deler jeg Wammen og Ellemann-Jensens holdning om, at der er grænser for, hvad er formandskab kan, og jeg er enig i målsætningen om den grønne vækst og jobskabelse.
RÆSON: Peter Nedergaard, Kan Danmark gennemføre sin klimadagsorden midt i implementeringen af euro-pagten-plus og formentlige traktatforhandlinger til marts?
Peter Nedergaard: Det er begrænset, hvad formandsskabet kan gøre. Den overordnende politiske formandsskabsrolle er blevet noget reduceret siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009. Formandsskabets rolle var tidligere også at arrangere det Europæiske Råds møder, men det er nu lagt over til EU-præsidenten, van Rompuy. Formandsskabet er i dag en slags sekretariatsleder, og formandsskabsrollen er væsentlig mindre i dag end i 2002.
RÆSON: hvilke muligheder er der så for at påvirke den politiske dagsorden, når man har et formandskab?
Nedergaard: Man kan skubbe lidt her og lidt der. Et formandskab overtager ca. 85 % af alle de forslag, som kommer på dagsorden, fra tidligere formandsskaber. Så er der 5-10 % udefrakommende faktorer, og tilbage er 5-10%, hvor formandsskabet har mulighed for at påvirke dagsordenen.
RÆSON: Marlene Wind siger, at traktatforhandlingerne vil forpurre de danske ambitioner for formandsskabet. Har hun ret i det?
Nedergaard: Det er ikke så meget traktatforhandlingerne, der vil forpurre målsætningen om grøn vækst. Det er den økonomiske krise, der vil forpurre, at målsætningen om grøn energi kommer helt op i toppen på den politiske dagsorden.
RÆSON: Ellemann-Jensen, er det klogt af Thorning at fastholde de hidtidige ambitioner om grøn vækst – eller risikerer hun, at det bliver en taber sag for hende?
Elleman-Jensen: Selvfølgelig skal man fastholde ambitionerne om grøn energi og energieffektivitet. For hvis ikke vi sætter den dagsorden, så sker i hvert fald ikke noget på det område. Det farlige er dels, at det vil være vanskeligt at få noget som helst ind på den politiske dagsorden givet den økonomiske situation, og dels at Tyskland i bedste fald er tilbageholdende omkring det vigtige energieffektivitetsdirektiv.

————————————————————————————————————————

– Kan Danmark være brobygger i kriseramte Europa?
RÆSON: Kan formandsskabet bruges til at være brobygger mellem eurolandene og ikke-eurolandene?
Wammen: Vi ønsker så langt som muligt ét fællesskab på 27 lande, og vi ser det som en af vores opgaver at bidrage til, at der ikke bliver en opsplitning mellem de 17 eurolande og de 10 ikke-eurolande. Der vil være nogle beslutninger, der skal træffes af de 17 eurolande – de har en fælles valuta, og det må man acceptere – men, hvis EU skal ud af krisen, så kræver det, at alle 27 lande arbejder sammen om en række store beslutninger, som ikke vedrører euroen. Selvom Storbritannien har valgt ikke at være en del af finanspagten, så er der fortsat en række andre områder, hvor de 27 lande arbejder sammen. Det gælder i forhold til reform af det indre marked, EU’s budget, miljø- og energiområdet.
RÆSON: Ellemann-Jensen, hvad betyder Danmarks EU-forbehold for vores mulighed for at være mægler mellem euro- og ikke-eurolandene?
Ellemann-Jensen: Jeg er enig i, at vi må undgå en opsplitning af EU, men Danmarks rolle som brobygger klinger utrolig hult, fordi Danmark med vores fire undtagelser jo selv startede med at lave en opsplitning mellem EU-landene. Derfor vil de øvrige lande nok smile lidt skævt, når vi fra dansk side kommer og siger, at vi ønsker at undgå en opsplitning.
RÆSON: Wammen, har Ellemann-Jensen ikke en pointe?
Wammen: Den holdning, jeg møder blandt de andre europæiske lande og i EU-parlamentet, er, at man faktisk har tillid til, at Danmark kan bidrage til at bygge broer. Det kom meget tydligt til udtryk, da Thorning-Schmidt besøgte Merkel i Berlin for kort tid siden. Merkel sagde, at Danmark som et lille land, men et land med styr på tingene og stående uden for euroen, kunne være med til at bygge bro. Kommissionsformand Barroso har også understreget Danmarks mulighed for at være brobygger mellem euro- og ikke-eurolandene. Så en række af de tunge spillere på EU-scenen har klart tilkendegivet, at de har tillid til Danmark i den rolle.
RÆSON: Det er rigtigt, at både Merkel og Barroso har peget på Danmark som en mulig brobygger. Nedergaard, hvor meget betyder vores EU-forbehold for vores forhandlingsposition?
Nedergaard: Man skal skelne mellem den politiske og den organisatoriske mæglerrolle. Som organisatorisk mægler bliver Danmark uovertruffen. Det danske embedsapparat og de danske politikere har et meget godt ry. Man er inde i stoffet, og man arbejder hårdt. Men det er også rigtigt, at vi er udenfor på nogle væsentlige områder, og vores forbehold vil gøre det vanskelige for os at være brobygger på de områder.
RÆSON: Danmark er et lille land, og vores indflydelse ville kun være marginalt større, hvis vi var med i euroen og frasagde os vores øvrige forbehold. Hvor meget betyder forbeholdene overhovedet?
Nedergaard: Som sekretariatsleder mener jeg ikke, at vores forbehold har den store betydning. Vi har lavet en stor interviewundersøgelse i alle ministerier, og deres melding var enslydende: Danmarks forbehold kommer ikke i praksis til at spille den store rolle. Embedsmændene kan sagtens udføre deres arbejde, selvom vi har de fire forbehold.
RÆSON: Så forbeholdene er ligegyldige for vores organisatoriske, men ikke for vores politiske forhandlingsposition?
Nedergaard: Ja. I vores interviewundersøgelse var der oven i købet nogle embedsmænd, der sagde, at det organisatorisk ligefrem var en fordel at være udenfor, fordi de derfor ikke kunne beskyldes for at sidde og pleje egne nationale interesser.

RÆSON: Holger K. (SF) sagde i efteråret, at regeringen vil sætte forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet til folkeafstemning i foråret 2012. Er det fortsat planen, Wammen?
Wammen: Det står i regeringsgrundlaget, at vi vil sætte forsvarsforbeholdet og retsforbeholdet, som laves om til en tilvalgsordning, til folkeafstemning i indeværende regeringsperiode. Men regeringen har ikke besluttet, hvornår folkeafstemningen skal finde sted. Men det er helt sikkert, at det ikke kommer til at ske under det danske EU-formandskab, for der bruger vi kræfterne på at afvikle en kompetent og arbejdsom ledelse af EU.
RÆSON: Bjerregaard, kunne det være en fordel at lægge forbeholdene til afstemning allerede under formandsskabsperioden, hvilket måske kunne styrke Danmarks forhandlingsposition – ved at vise pro-EU-takter?
Bjerregaard: Nej, jeg er enig med Wammen. Formandsskabet er meget arbejdskrævende for regeringen og embedsmændene – og det er en folkeafstemning også. En folkeafstemning om EU-forbeholdene var også et mål for den forrige VK-regering. Vi har altså haft 10 år, hvor vi har vidst, at vi burde få en folkeafstemning, uden at vi har fået det. Det hænger sammen med, at enhver regering gerne vil være rimelig sikker på at vinde en folkeafstemning. Og med den Euro-kritiske stemning, der er i øjeblikket, er der selvfølgelig ingen regering, der kaster sig ud i en folkeafstemning, uden at de har ordentlig tid til at forberede det. Så det er klogt at vente med en folkeafstemning. Men samtidig bliver det mere og mere problematisk med vores retsligeforbehold, fordi europol nu får en anden placering. Danmark risikerer nu at ryge udenfor.
RÆSON: Du siger, at Danmark risikerer at ryge udenfor. Er det nu, at de danske forbehold for alvor viser sig dyrere for Danmark i form af tab af indflydelse?
Bjerregaard: Set ud fra en demokratisynsvinkel er det altid en fordel at være med og have en stemme. På det plan er forbeholdene selvfølgelig beklagelige, men der er ingen i øjeblikket, der tror på, at danskerne er parat til at sige ja til euroen, fordi de fleste vil opfatte det, som om det blot betyder, at vi skal betale flere penge til de gældsramte lande i Sydeuropa. Og den negative opfattelse af euroen vil nemt smitte af i forhold til andre forbehold.

————————————————————————————————————————

– Traktatændringer og demokrati
RÆSON: Asger Aamund og Morten Løkkegaard siger til RÆSON, at kun en demokratiseringsproces kan få EU ud af krisen, fordi EU har brug for øget folkelig opbakning, hvis projektet skal overleve på sigt. Bjerregaard, er du enig?
Bjerregaard: Ja, absolut. Den manglende og faldende folkelige opbakning er et problem. EU-parlamentet har fået mere magt, men parlamentet har ikke nogen stor national gennemslagskraft – og det gælder ikke kun for Danmark, men også for de øvrige EU-lande. Jeg er optaget af, hvordan man kan øge EU-parlamentets gennemslagskraft i forhold til de nationale parlamenter. Det, vi har brug for, er en øget mediedækning af, hvad der foregår på EU-niveau, hvad det er for nogle politiske kampe, der bliver udkæmpet, og hvad der kommer ud af dem. På den måde kan EU blive mere folkeliggjort.
RÆSON: Wammen, er du enig i, at EU har behov for øget demokratisering?
Wammen: Der er ikke kun en økonomisk krise, men også en tillidskrise i befolkningerne til EU, og det er vigtigt, at man tager det alvorligt. Den måde man kan komme tillidskrisen til livs er to delt.
For det første ved, at borgerne oplever, at EU er i stand til at træffe beslutninger, som har positiv betydning for deres hverdag. Hvis befolkningerne oplever, at EU er handlingslammet, kan man have nok så mange skåltaler, brochurer og reklamekampagner – og det vil ingen effekt have. Folk vil se resultater her og nu. Og det er udgangspunktet for det danske formandskab.
Den anden del er, at vi er nødt til at gøre EU mere demokratisk. Et skridt i den rigtige retning er det, der hedder ”borgerinitiativ”, som begynder til april, og som betyder, at 1 million borgere med underskriftkampagner kan sætte sager på dagsordenen i EU. Vi har allerede set inden for dyrevelfærd, at borgere har kunnet samle 1 million underskrifter. Det betyder, at EU-borgere får en direkte adgang til den politiske dagsorden på EU-niveau. Det er ikke en mirakelkur, der løser alle EU’s demokratiske problemer, men dog en begyndelse. Derudover skal vi sikre et mere åbent og gennemsigtigt EU.
RÆSON: Du siger, at befolkningerne vil se resultater her og nu. Så når Morten Løkkegaard siger, at Merkel og Sarkozy i for høj grad prioriterer markedet over demokratiet, så er du ikke enig?
Wammen: Det er en kunstig modsætning at sige, at det at levere resultater her og nu er udemokratisk. Der er behov for, at man træffer de nødvendige beslutninger, og det er et ansvar, der ligger både på medlemslandene og på EU-institutionerne. Det er også en af grundene til, at vi har haft diskussionen om, hvorvidt man kan træffe beslutninger ved første læsninger. I dag sker 80 % af de beslutninger, som EU-parlamentet træffer, ved første behandling. Regeringen har lagt op til, at vi gerne vil diskutere med EU-parlamentet, hvordan vi helt inden for de almindelige spilleregler kan sørge for, at nogle af de vigtige beslutninger kan blive truffet i løbet af et år i stedet for 3-4 år.
RÆSON: Ellemann-Jensen, ser du noget demokratisk problem ved, at Merkel og Sarkozy fører EU-krisestyringen?
Ellemann-Jensen: Man skal ikke brokke sig over, at der er nogen, der tager ejerskab over situationen – slet ikke, når det er de store økonomier, der gør det. Det, der forpurrer billedet lidt, er, at vi er havnet midt i en fransk valgkamp. Det medfører, at nogle af de ting, som Sarkozy bringer ind i debatten, er fransk indenrigspolitik. Nu nævnte Bjerregaard Tobin-skatten før, og den betragter jeg langt hen ad vejen som fransk indenrigspolitik. Jeg vil også gerne give Bjerregaard og Wammen ret i, at EU har brug for større folkelig opbakning. Det er vores egen skyld, at vi ikke har været bedre til at sælge EU til befolkningerne. Problemet har været, at vi på den ene side har haft nogle lallende jubeleuropæere og på den anden side alle de andre. Sådan at man enten var tilhænger eller modstander af alt, hvad der kom fra EU. Det er på tide, at vi nuanceret forklarer befolkningerne, hvorfor vi mener, at der er gode ting ved EU-projektet, og samtidig åbent erkender, at der er ting ved EU, som ikke fungerer.
RÆSON: Frankrig er midt i en valgkamp, og til 2013 er der kanslervalg i Tyskland. Nedergaard, ser du noget problem ved, at Merkel og Sarkozy fører EU-krisestyringen midt i nationale valgkampe?
Nedergaard: Nej. Det er en gammel tradition, at hvis EU er i problemer, så træder den tysk-franske akse ind og tager lederskab, ligesom vi ser nu. Det er lige efter bogen, og vi skal være glade for, at der trods alt er nogle lande, der løfter sig op og træder i karakter og sørger for, at EU-maskinen kommer i gang igen.

RÆSON: Ellemann-Jensen, du siger ligesom Wammen og Bjerregaard, at EU har brug for større folkelig opbakning. Tyskland og Frankrig foretrækker så små traktatændringerne som muligt i håb om at undgå folkeafstemninger, som formentlig vil give et nej i flere medlemslande. Er det ikke en farlig vej at gå fortsat at ignorere befolkningerne?
Ellemann-Jensen: Jeg tror ikke, at ønskerne om så små traktatændringer som muligt bunder i et ønske om at undgå folkeafstemninger. Jeg tror snarere, at det handler om, at man gerne hurtigt vil kunne manøvrere nogle løsninger på plads. Store traktatændringer er en lang og tung proces. Vi står i en situation, hvor vi SKAL handle, og vi skal handle nu. Derfor er der grænser for, hvor lang tid vi kan vente.

RÆSON: Wammen, hvis det stod til dig, blev en traktatændring så lagt ud til folkeafstemning?
Wammen: Dér er grundloven helt klar. Hvis der er tale om suverænitetsafgivelse skal der enten være 5/6-dele flertal i folketinget, der siger ja – og det vil der med al sandsynlighed ikke være, fordi DF, EL og LA vil være imod – eller også skal der være folkeafstemning. Hvis der ikke er tale om suverænitetsafgivelse, så mener jeg, at traktatændringerne er et ansvar, der ligger på de 179 folketingspolitikere, der er vant til at træffe afgørende beslutninger på vegne af Danmark og herunder også om EU. Der er ikke noget på nuværende tidspunkt, der tyder på, at der bliver brug for en folkeafstemning, men vi kender først det endelige resultat, når aftaleteksten foreligger, og justitsministeriets jurister har haft lejlighed til at granske det grundigt.
RÆSON: Nedergaard, er der ikke tale om suverænitetsafgivelse under alle omstændigheder?
Nedergaard: Man kan altid diskutere, hvad der definitionsmæssigt ligger i en suverænitetsafgivelse. Men den danske grundlov definerer, hvornår der er tale om suverænitetsafgivelse, og det er det, der må ligge til grund.
Bjerregaard: Jeg tror, at det er meget farligt at gøre demokratidiskussion til blot at handle om, hvorvidt man skal have folkeafstemning i Danmark eller ej. Vi har erfaring for, at folkeafstemninger let bliver et generelt ja eller nej-spørgsmål, men demokratidiskussionen og diskussionen om, hvordan vi får gjort EU til et folkeligt projekt, er meget bredere. Derfor er det farligt, hvis man blot hæfter sig ved de formelle forhold. Der er meget mere perspektiv i ”borgerinitiativet” og lignende, som Wammen taler om, men også mediernes rolle må ind i overvejelserne.
RÆSON: Så den folkelige opbakning behøver ikke at komme gennem folkeafstemninger, men snarere gennem en form for EU-borgerskab, der kan styrkes ved tiltag som ”borgerinitiativet” og lignende?
Bjerregaard: Ja. Men ikke et eller andet formelt i forhold til EU-borgerskab.
Nedergaard: Man skal heller ikke overdrive mistilliden. Det er helt naturligt, at der er mistillid til et center, der har så meget magt som Bruxelles. Det ser vi i alle føderale stater – og EU fungerer på visse områder som en føderal stat – og i USA ser man også, at visse vender sig med mistillid mod Washington.

RÆSON: Wammen, kunne en måde at styrke den folkelige forankring på være at sige, at en traktatændring skal forankres i et konvent?
Wammen: Der er ikke lagt op til, at der skal være et EU-konvent, og det skyldes, at europagten-plus er en mellemstatlig aftale mellem op til 26 medlemslande (Storbritannien har meldt ud, at de ikke vil være en del af finanspagten-plus, red.). Havde det være en aftale mellem alle 27 lande, så havde der efter EU’s normale spilleregler i dag været en diskussion om, hvorvidt der skulle være et konvent, hvor EU-parlamentet skulle spille en stor rolle. Men nu er det ikke en traditionel EU-aftalen, men en mellemstatligaftale, og det gør, at EU-parlamentets rolle bliver mindre. Men det er vigtigt, at EU-parlamentet bliver inddraget, så man har en demokratisk legitimitet med i de beslutninger, som skal træffes fremadrettet. Det er der også blevet lagt op til fra EU-parlamentets side. På den lidt længere bane vil man forsøge at få traktaten i videst mulige omfang gjort til en del af det almindelige EU-samarbejde. Men det kræver, at der er en vilje til det hos alle 27 EU-lande inklusiv Storbritannien.
Nedergaard: Vi har en model fra Schengen-samarbejdet, som oprindeligt blev etableret som en mellemstatslig aftale, og som siden hen blev integreret i EU-traktaten. Så der er fortilfælde for det scenarie, som Wammen her skitserer.
RÆSON: Wammen, du nævner, at europagten-plus er en mellemstatligaften mellem OP til 26 lande, fordi Storbritannien har meldt ud, at de ikke vil være med. Kan det danske formandskab bruges til at knytte Storbritannien tættere til EU igen?
Wammen: Vi vil gerne være en ”bridge over troubled water”, og jeg tror, at Danmark som et land, der historisk set har været meget opmærksom på særstandpunkter inden for EU-samarbejdet, kan være en brobygger mellem Storbritannien og resten af EU. Men det er klart, at det ikke er noget, vi kan gøre alene. Det kræver en vilje hos de øvrige EU-lande og Storbritannien.

RÆSON: Wammen, skal det danske formandskab bruges til at integrere Danmark længere ind i EU og være med til på sigt at placere Danmark som en stærkere spiller i EU?
Wammen: Danmark har under formandsskabet en mulighed for at sætte et større aftryk på EU-samarbejdet, end vi normalt har, fordi vi på en række områder har serveretten. Regeringen har allerede lagt op til, at Danmark skal spille en stærkere rolle i EU. Det har vi gjort ved at ophæve grænseaftalen, som blev indgået af VKO. Vi har meldt ud, at retsforbeholdet og forsvarsforbeholdet skal til folkeafstemning. Vi har udnævnt en permanent Europaminister, og vi har meldt ud, at EU-formandsskabet er topprioritet for dansk udenrigspolitik i første halvdel af 2012. Så vi har sendt et stærkt signal til Europa om, at vi ønsker at spille en større rolle – og jeg er glad for, at vi her oplever en bred opbakning i folketinget også fra Venstre og de Konservative.
RÆSON: Ellemann-Jensen, du peger på problemet ved, at en del af den franske krisestyring er præget af fransk indenrigspolitik. Hvor langt skal Danmark følge Tyskland og Frankrig.
Ellemann-Jensen: Det afhænger af, hvad de kommer med. Europagten er i den grad i Danmarks interesse og omfatter nogle ting, som vi alligevel vil overholde, og som vi kun har en interesse i officielt at binde os på. En manglende tiltrædelse ville være det samme som at sige til markederne: Ja, vi vil overholde det, men vi vil ikke skrive under på det, fordi vi forbeholder os retten til at optræde uansvarligt. Det har vi ingen interesse i. Det vil hverken følge EU’s eller Danmarks interesser, at vi begynder at stridte imod her. Så længe det er den slags aftaler, som Danmark indgår med de øvrige medlemslande, så synes jeg, at Danmark skal være med. Selvfølgelig skal vi det.
RÆSON: Nedergaard, Ellemann-Jensen siger, at europagten-plus, som formentlig på sigt vil blive forankret i traktaten, er i Danmarks interesser. Marlene Wind siger i Politiken 5/12, at Danmark kun kan få ballade ud af det. Hvem har ret?
Nedergaard: Jeg mener, at Ellemann-Jensen har ret. Det er i Danmarks interesse, at der er stabilitet i Europa. Vi er en del af og dybt integreret i Europa – 70 % af vores eksport går til Europa, og ca. 500.000 danske arbejdspladser er direkte afhængige af eksport til resten af EU. Derfor er det i vores egen interesse, at der komme en europagt, som kan stabilisere europæisk økonomi.

————————————————————————————————————————

– EU i flere hastigheder?
RÆSON: Hvad er skrækscenariet for formandsskabet?
Wammen: Skrækscenariet er et EU, hvor medlemslandene ikke kan finde ud af at arbejde sammen, men løber i alle retninger. Især ville det være bekymrende, hvis vi begynder at se øgede tendenser til protektionisme og nationalisme.
RÆSON: Bjerregaard, hvad er risikoen for, at vi havner i Wammens skrækscenarie?
Ritt Bjerregaard: Jeg tror, at vi skal være opmærksomme på, at en af de største farer for EU-samarbejdet er den manglende folkelige opbakning rundt om i EU-medlemslandene. Befolkningerne reagere i stigende grad imod EU, og den del af Wammens skrækscenarie med en voksende nationalisme og protektionisme er en overhængende fare, som vi bliver nødt til at tage langt mere alvorligt end hidtil. I mange lande bliver de nationalistiske højre-bevægelser stærkere, og det er et faretegn.
RÆSON: Wammen, du siger, at skrækscenariet er et EU, der løber i alle retninger. Europagten har delt EU i eurolandene og ikke-eurolandene, der nu bevæger sig forskellige hastigheder. Marlene Wind siger, at det danske EU-formandskab skal bruges til at sørge for, at EU i to-tre hastigheder ikke går fuldstændig amok. Ser du også det, som dit formål?
Wammen: Jeg ser det som et formål blandt flere – at vi så vidt muligt skal forsøge at holde sammen på de 27 EU-lande, og at vi skal træffe så mange beslutninger i fællesskab som muligt.
RÆSON: Hvorfor er det skidt, hvis de 17 eurolande går selv?
Wammen: Det er skidt, hvis de 17 eurolande går selv på en række områder, som ikke har noget med euroen at gøre, men som er fælles stof for alle 27 EU-lande. Derfor vil vi bruge formandsskabet til at være brobygger, der sikrer, at de 17 eurolandene og de 10 ikke-eurolandene er på samme kurs. For det, mener vi, er afgørende, hvis vi skal have EU ud af krisen.
RÆSON: Bjerregaard, hvor realistisk er det at tro, at en traktatændring kommer til at gælde 26 (Storbritannien fraregnet) eller alle 27 EU-lande?
Bjerregaard: Under det seneste danske formandsskab i 2002 gjorde vi en stor indsats for at udvide kredsen af EU-lande. Det forpligter os i dag til at prøve at fastholde så meget fællesskab mellem de 27 EU-lande som overhovedet muligt. Men der er grund til at advare imod et for stort fokus på forholdet til Storbritannien, som der i Danmark nogle gange har været en tendens til. Selvfølgelig skal vi som formandsskabsland gøre, hvad vi kan, for at Storbritannien fortsat følger de øvrige EU-lande. Men Danmarks interesser er i langt højere grad bundet op på forholdet til Sverige og Tyskland. Og der er grund til at bemærke, at Merkel ud over meget hårde sparekrav nu selv begynder at tale om vækst og jobskabelse. Og her har Danmark som formandskabsland en mulighed for at spille ind og tilskynde til en mere ekspansiv finanspolitik i EU.
RÆSON: Men har Danmark ikke et stærkt incitament til at forsøge at knytte Storbritannien tættere til EU igen. For hvor stærkt er EU, hvis Storbritannien melder sig ud?
Bjerregaard: Storbritannien har ikke råd til at forlade EU, så det, tror jeg, ikke kommer til at ske. Der ligger en fristelse i, at vi vender os for meget i retning af Storbritannien, og det tror jeg ikke ville være klogt.

————————————————————————————————————————

– Vækstpagt?
RÆSON: EU har fået en finanspagt – har Europa også brug for en vækstpagt?
Wammen: EU har brug for, at man ved siden af finanspagten tager en række initiativer for at skabe jobs og vækst, og det er blandt andet ved at reformere det indre marked og ved at bruge EU’s budget mere fornuftigt. Det er den mulighed, som jeg tror, kan samle bredest opbakning blandt EU-medlemslandene, og det er den løsning, som det danske formandskab vil arbejde hen imod.
RÆSON: Formandskabets motto er ’Europa i arbejde’. Hvordan får man nedbragt Europas millionstore arbejdsløshedshær?
Wammen: For det første har vi fokus på reformer af det indre marked. En af topprioriteterne for det danske formandskab er, at vi får mere konkurrence, større forbrugersikkerhed og mindre bureaukrati, når det gælder det indre marked. I løbet af det indre markeds første 10 år – det indre marked, der i øvrigt fylder 20 år i år – blev der skabt 2,5 millioner jobs, så der kan skabes masser af jobs, hvis de nødvendige reformer gennemføres.
For det andet er energieffektiviseringsdirektivet højt på dagsordenen under det danske formandskab. Man regner med, at der kan skabes ca. 2 millioner arbejdspladser inden for grøn teknologi og energieffektiviserende renoveringer.
For det tredje skal EU’s budgettet bruges mere effektivt end i dag. Vi håber at få klargjort EU-budgettet for 2014-2020, så det kan forhandles på plads under Cyperns formandskab i anden halvdel af 2012. Det er ca. 7.500 milliarder, der skal fordeles, og vi mener, at pengene kan bruges bedre end i dag ved at fokusere på de steder, hvor EU kan gøre en forskel.
RÆSON: Hvor er det?
Wammen: Vi vil investere mere i uddannelse, forskning, grøn vækst og teknologi, for det er fremtidens arbejdspladser.
RÆSON: Ellemann-Jensen, er det de rigtige steder at sætte ind?
Ellemann-Jensen: Jeg er helt enig i, at vi skal fokusere på det indre marked og på forskning. Vi skal begrænse budgettet og vi skal prioritere benhårdt, blandt andet ved at skære i landbrugsstøtten.
RÆSON: Du siger, at budgettet skal begrænses. IMF-formand Christine Lagarde advarer de nordeuropæiske lande om at passe på med, at de ikke sparer Sydeuropa ”ihjel”. Hvorfor har Legarde ikke ret i, at Nordeuropa burde føre en mere ekspansiv finanspolitik?
Ellemann-Jensen: Jeg forstår godt, hvor argumentet fører hen. Men man skal være opmærksom på, at man ikke kan få vækst på klods. De gældsramte sydeuropæiske lande bliver nødt til at få styr på budgetdisciplinen og få deres skattesystem til at fungere, inden man kan begynde at føre en ekspansiv finanspolitik og på den måde vækste sig ud af krisen.
RÆSON: Så en vækstpagt vil ikke indeholde ekspansiv finanspolitik i Nordeuropa?
Ellemann-Jensen: Nej, det mener jeg ikke. Jeg mener, at man – ligesom Wammen også er inde på – skal fokusere på det indre marked med servicesektoren, internethandel og så videre., hvor vi har muligheder for at få større samhandel end i dag.
RÆSON: Bjerregaard, er du enig?
Bjerregaard: Ellemann-Jensen overser, at det, som Christine Legarde siger, er, at det er NORDEUROPA, der skal føre en ekspansiv finanspolitik. Legarde argumenterer jo ikke for en ekspansiv finanspolitik i de sydeuropæiske lande. Man kan ikke spare sig ud af den økonomiske krise, og derfor ligger der nogle forpligtelser på Nordeuropa om at få gang i noget mere vækst.
RÆSON: Wammen, regeringen fører selv en ekspansiv finanspolitik med fremrykning af offentlige investeringer for 18,7 mia. kr. i 2012 og 2013. Vil I også lægge pres på EU for at få Nordeuropa til at lave lignende tiltag?
Wammen: Nej. Fordi den danske økonomi har været så relativt stærk, har vi haft mulighed for at fremrykke offentlige investeringer. Der er desværre ikke ret mange andre EU-lande, der har den mulighed. Jeg tror derfor, at vi i stedet for skal satse på at lave reformer i EU, der kan skabe arbejdspladser, og vi skal holde renterne så lave som muligt.
RÆSON: Renterne kan næsten ikke blive lavere, og vi ser stadig stigende arbejdsløshed rundt om i EU. Det ser ud til, at der skal noget andet til. Hvilke reformer er det, som der konkret skal til for at kunne skabe vækst i EU?
Wammen: Kommissionen har fremlagt 12 forslag for det indre marked. De går blandt andet ud på, at det skal være lettere og mere sikkert at handle på internettet. EU skal have større energieffektivitet og lignende.
Nedergaard: Det er jo rigtigt, at nogle lande kan åbne mere for sluserne end andre. Men selv de nordeuropæiske lande lider under store budgetunderskud. Så det drejer sig om først og fremmest at skabe vækst gennem reformer, der ikke kræver, at man åbner for de økonomiske sluser. Det handler om at styrke konkurrencedygtigheden og satse på forskning.
RÆSON: Øget konkurrencedygtighed kan bl.a. opnås ved skattesænkninger og lignende. Men det koster jo penge, Nedergaard?
Nedergaard: Øget konkurrencedygtighed kan også opnås på andre måder. For eksempel ved øget produktivitet – Danmark har jo haft et produktivitetsproblem i årevis.
RÆSON: Men hvordan øger man Danmarks og de øvrige EU-landes produktivitet?
Nedergaard: Det er ikke noget, man løser fra den ene dag til den anden. Men det handler om at gøre mere brug af ny teknologi og arbejde mere smart, end man har gjort tidligere. Og det vil ikke koste ret mange penge.
RÆSON: Hvis man i dag vidste, hvordan man kunne arbejde mere smart, så ville man jo gøre det. Så hvad består din løsning konkret i?
Nedergaard: Det kræver naturligvis, at Danmark begynder at føre en egentlig industripolitik i lighed med for eksempel Tyskland og Sverige, som satser på opretholden af en produktion i landet via konstant produktivitetsudvikling. Der skal i alle led introduceres ny teknologi og nye arbejdsmetoder. Det kræver også et vist, mindre offentligt tilskud, men de penge er ofte hurtigt hentet ind.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: pressefoto via flickr.