26.01.2012

Hvor er Mellemøsten lige nu – et år inde i oprøret? Det har RÆSON spurgt Robert Fisk, som er en af verdens førende internationale reportere og Mellemøsten-kendere, har vundet flere priser for sine analyser og artikler end nogen anden international reporter og i Financial Times er omtalt som „en af vor tids største reportere. Som krigskorrespondent er der ingen over og ingen ved siden af.”

INTERVIEW af Brian Esbensen

Udvalgte pointer:
– ”Man kalder det for det arabiske forår, men den betegnelse accepterer jeg ikke. Det er en ’opvågning’ og en proces, der er igangsat, som kommer til at tage utrolig lang tid. Den bliver ikke tilendebragt i min levetid eller generationen under”.
– ”Den Arabiske Liga er Qatar, og Qatar er den Arabiske Liga; så vil vi forstå noget helt centralt, bør vi spørge, hvem er Qatar, og hvad vil de?”
– ”Det, der sker i Syrien, er starten på en borgerkrig, mere end det er et oprør. Og jeg tror, at borgerkrigen bliver lang og blodig”.
– ”USA lever i en fantasiverden, når vi taler Mellemøsten. Man har støttet alle de forkerte og været meget ambivalent i forhold til den nye udvikling. USA vil hellere end gerne beholde Assad i Syrien, fordi den arabiske opvågning truer USA’s magtposition i Mellemøsten”.

RÆSON: For mange kom det tilsyneladende som lidt af en overraskelse, da det arabiske oprør startede for omkring et år siden – var du ligeså overrasket?
Fisk: Det man kan sige er, at når man kigger tilbage, var der klare tegn på, at noget var ved at ske. Men, ja, også jeg blev overrasket over, at det var lige der, og at det blev så omfangsrigt. I september/oktober 2010 – altså få måneder før det hele eksploderer – var jeg i Cairo. Gennem 40 år er jeg kommet der, og mens jeg var der denne gang, fik jeg en tanke, som jeg blev mindet om, da oprøret starter. Jeg gik i et af byens utallige slumkvarter, og det slog mig, hvor usselt det hele var blevet; fattige og barfodede børn alle vegne. ’Hvordan i alverden kan man leve sådan uden at reagere’, tænkte jeg. Og den fornemmelse var ny, selv efter alle de år. Man glemmer også, at der faktisk var masseprotester mod Mubarak i f.eks. 2006 og den såkaldte ’enough movement’. Der var helt klart noget, der ulmede, og situationen var blevet for grotesk og uholdbar. Nu havde man bare nået til et nyt lavpunkt; selv i Egypten. Men at det lige var der; lige nu, nej, det havde jeg ikke forudset. Man kalder det for det arabiske forår, men den betegnelse accepterer jeg ikke. Det er en ’opvågning’ og en proces, der er igangsat, som kommer til at tage utrolig lang tid. Den bliver ikke tilendebragt i min levetid eller generationen under. Det er en typisk vestlig fejl, at anvende den slags forsimplede og historieløse analyser. Nu taler man om et forår, som om det bliver tilendebragt i morgen. Det her kommer til at tage rigtigt lang tid, og der er ikke tale om ’the end of history’. Vi skal være glade og på nogle punkter optimistiske, men vi skal heller ikke lade os rive med uden at tænke kritisk.

RÆSON: Hvad er det mest bemærkelsesværdige, hvis vi kigger på udviklingen i regionen det forløbne år?
Fisk: Det er faktisk måske netop, at det ikke startede i Egypten. Og at det på den ene side er regionalt og foregår i flere lande, men at det i høj grad stadig er nationale befrielsesbevægelser, vi ser. Oprørerne starter så at sige indefra og er ikke noget, der spredes over grænserne fra et land til et andet, når en diktator er faldet. Det er faktisk enormt overraskende i en historisk optik. Der har været så meget panarabisk retorik og snak om én arabisk nation, hvor man ikke accepterede de grænser, som de vestlige kolonimagter efterlod, da man trak sig ud. Med disse nationale oprør og tunesisk stolthed, egyptisk stolthed osv. er de omstridte grænser ligesom blevet bekræftet og accepteret.

RÆSON: Den arabiske ligas rolle har været relativt overraskende, men også rigtigt uklar. Hvordan forstår du deres engagement og dagsorden?
Fisk: Den Arabiske Liga er Qatar, og Qatar er den Arabiske Liga; så det virkelige gode spørgsmål nu er, hvem er Qatar?

RÆSON: Hvem er så Qatar, og hvorfor kan de, som så lille et land, have så meget magt, som du indikerer de har?
Fisk: Faktisk kunne man fortsætte, for Qatar er Emir Hamad bin Khalifa Al Thani. Og hvem er han så? Jeg har mødt ham flere gange personligt, og der er ingen tvivl om, at han er en intelligent leder. Det er som bekendt også i Qatar, at TV-kanalen Al-Jazeera har base. Kort sagt, så kan Qatar godt se, hvor Mellemøsten er på vej hen, og det er væk fra de gamle autoritære regimer. Det ved Emiren, og spiller de deres kort rigtigt nu, kan de trods deres beskedne størrelse etablere sig som en helt central magt i regionen. Særligt i Golf-regionen er man på mange måder en modpol til den anden store magt, Saudi Arabien. At det overhovedet er muligt skyldes naturligvis landets helt absurde rigdom, der igen (selvfølgelig) skyldes olie.

RÆSON: I Syrien er der voldsom uro lige nu. Hvis Assad-regimet falder i Damaskus, hvordan vil det påvirke oprøret og situationen i regionen?
Fisk: Så let går det ikke. Det ser jeg simpelthen ikke som en mulighed. Selvfølgelig kan der ske noget ingen kunne forudse, og Assad er væk i morgen. Det, der sker i Syrien, er starten på en borgerkrig, mere end det er et oprør. Reelt er der borgerkrig i Syrien nu. Vi har, siden oprøret startede i regionen, brugt den kliche, at Egypten ikke er Tunesien, at Libyen ikke er Egypten osv., og derfor kunne man ikke nødvendigvis forvente, at styret ville falde i f.eks. Cairo, blot fordi det gjorde i Tunis. Der tog man fejl; faktisk faldt regimet hurtigere i Egypten, da oprøret først startede. Når det er sagt, så ser jeg alligevel ikke nogen grund til at være specielt optimistisk, når det kommer til Syrien. Der har været voldsomme kampe mellem regeringshæren og afhoppere, særligt Homs og Hama og i et område i både den nordlige og den sydlige del af landet, og regimet har netop indgået en våbenhvile med oprørene i byen Zabadani. Det er bemærkelsesværdigt, for det gør man kun, når man er presset. Men Syrien er stadig meget anderledes. Man har hele tiden haft en hvis integritet, både regionalt og nationalt, da man konsekvent har haft en stærk anti-Israelsk linje og været sekulær. I Syrien kan en kristen blive præsident, og i Syrien har man faktisk realiseret, at kristne og muslimer lever side om side, uden at den ene gruppe har bedre privilegier end den anden. Dertil kommer, at regimet har så meget erfaring i overlevelse og ved, hvordan man gør det svært at udskifte dem. Assad kommer ikke til at reagere Syrien for evigt, men landet er på vej ind i en borgerkrig, og det er kun et spørgsmål om hvor lang og blodig den bliver. Desværre tror jeg, at den bliver lang, og det gælder i øvrigt hele Mellemøsten.

RÆSON: Libanon havde deres såkaldte ’Cedar revolution’ i 2005, med massive folkelige protester, der endte med, at Syrien trak sig ud landet efter næsten 30 års militær tilstedeværelse og indflydelse på libanesisk politik. Siden har Syrien genetableret en vis kontrol over Libanon – hvorfor ser vi ikke en re-mobilisering i Libanon og en støtte til oprøret i Syrien?
Fisk: Ja, det virker umiddelbart lidt paradoksalt, men går man ned i detaljen, så giver det alligevel mening. For det første vil man i Beirut mene, at det arabiske oprør ikke startede i 2010 i Tunesien, men netop i Libanon, hvor en til to million mennesker (i et land med 4-5 millioner indbyggere) var på gaden i 2005, for at frigøre landet fra Syrien, der havde spillet en altdominerende rolle siden 1976. Det mål lykkedes – Syrien trak sig ud. Så har Syrien, som du nævner, genetableret noget af deres tabte magt, men libaneserne har det, man i det arabiske oprør kæmper for. De har en demokratisk tradition, om end udfordret til tider, og folk kan ytre sig og engagere sig politisk. Derudover er det Hizbollah og de kristne, der dominerer libanesisk politik lige nu. Der er ingen af dem, der har en interesse i et regimeskifte i Damaskus. De kristne og Hizbollah er en traditionel allieret mod Syrien. Men Libanon og Syrien har stor indflydelse på hinanden, og der er syrisk opposition i landet og store våbensmuglinger til oprørerne over grænsen fra Libanon og ind i området omkring Homs og Hama.

RÆSON: Ser du USA’s magt i Mellemøsten som dalende efter det seneste års udvikling, og hvad er deres fremtidige rolle i regionen?
Fisk: Det må man da virkelig håbe, havde jeg nær sagt. USA lever i en fantasiverden, når vi taler Mellemøsten. Man har støttet alle de forkerte og været meget ambivalent i forhold til den nye udvikling. Blandt andet var det først, da det stod helt klart, at deres allierede i Egypten, Mubarak, ikke kunne blive siddende, at man ’støttede’ oprørerne retorisk og opfordrede regimet til ikke at handle voldeligt over for demonstranterne på Tahrir-pladsen i Cairo. Og går vi videre til Israel, så er de nok de mindst begejstrede for en demokratisering i Mellemøsten. Selv Assad i Syrien ville man hellere end gerne beholde. Man har relativt styr på den nuværende situation og den balance, der er. Både Israel og USA’s magtpositioner er derfor truede. Men USA er stadig en stor militær magt, og deres indflydelse hører ikke op i morgen.

Brian Esbensen er Cand.Scient.Soc. med speciale i udviklingsstudier og internationale politiske forhold. Han har boet i Mellemøsten en årrække, og er fast skribent for RÆSON, hvor han bl.a. bidrager med analyser og internationale kommentarer. ILLUSTRATION (foto: E.N. via flickr)