26.03.2012

Det er nødvendigt at skabe et globalt folkestyre og en global fredsstyrke for at undgå, at Vesten i fremtiden udnytter humanitære interventioner til at pleje sine egne interesser. Det mener professor i international ret, Richard Falk, der netop er kommet hjem fra sin seneste undersøgelsesmission til Mellemøsten.

INTERVIEW af Cecilie Fenger

LÆS OGSÅ:
– Analyse: Et for forsigtigt Vesten kan betyde krig mod Iran
– Analyse: Israels krigsretorik kan redde det iranske styre
– Afghanistan: Forudsætningerne for Vestens exit er usikre

RÆSON: NATOs intervention i Libyen er efterfølgende blevet kritiseret vidt og bred. Men alle var enige om, at man blev nødt til at gøre noget. Hvad skulle det internationale samfund have gjort?

Falk: En bedre måde at imødekomme en konflikt som den i Libyen ville være, hvis en global fredsstyrke havde grebet ind. En sådan global fredsstyrke skulle ikke være knyttet til Vestens økonomiske og politiske interesser. Den skulle være underlagt FNs Generalforsamling, FNs Sikkerhedsråd og FNs Generalsekretær. Fredsstyrken skulle tage sig af humanitære kriser og naturkatastrofer. Der er et behov for at adskille håndteringen af humanitære kriser fra geopolitiske interesser. Ellers kan magtfulde stater bruge humanitære interventioner som påskud til at pleje deres egne interesser. Der er behov for, at stadig mere indflydelsesrige, ikke-vestlige lande som Kina, Brasilien og Indien bakker et sådant projekt op. De skal være parate til at medfinansiere en sådan global fredsstyrke uden at have kontrol over, hvordan den anvendes. Den globale fredsstyrke skulle have den nødvendige militære kapacitet, men ideelt set være trænet på samme måde, som Mary Kaldor skitserer i sin nye bog (New and Old Wars: Organized Violence in a Global Era, red): Den globale hær skal kunne forfølge et globalt etos i stedet for at være knyttet til særlige landes interesser. Den globale fredsstyrke skal udelukkende handle på et humanitært grundlag for at beskytte civile i stedet for at forsøge at omdanne landes politiske landskab.

RÆSON: Du har også tidligere advokeret for oprettelsen af et globalt parlament. Hvad er ideen bag det?

Falk: Den basale idé er at etablere et humant forum for global governance, hvor folk såvel som regeringer bliver repræsenteret i et globalt parlament. Som det er nu, reflekterer regeringer ofte ikke deres befolkningers behov og aspirationer. Der er et demokratisk underskud i dag. Ikke bare mellem regeringer og deres befolkning, men også mellem de internationale institutioner og befolkningen. Eksempelvis har medlemmerne af FNs Sikkerhedsråd vetoret, og de fleste af rådets møder er hemmelige. Det blokerer for, at folkelige holdninger kan komme til udtryk på en indflydelsesrig måde. Her ville et kommende globalt parlament adskille sig markant fra de nuværende strukturer ved i meget højere grad at repræsentere og inkludere folk fra hele verden. Der er adskillige scenarier for, hvordan et sådant globalt parlament ville kunne opbygges, og fra den nuværende politiske virkelighed kan der til dels hentes inspiration fra den måde, som Europaparlamentet er opbygget. En fremgangsmåde for opretholdelsen af det globale parlament kunne være, at det i første omgang blev etableret af 30-40 stater uafhængigt af FN, hvorefter der efterfølgende gradvist blev opnået større og større til projektet. Den internationale Straffedomstol (ICC) er et eksempel på, at noget lignende kan lade sig gøre. Og det endda selvom ICC radikalt udfordrer staternes suverænitet.

FN-resolutionen blev misbrugt til at vælte regimet i Libyen
RÆSON: Vi har altså brug for et globalt parlament og en global fredsstyrke. Men indtil da må FN blive enige om, hvordan verden skal reagere i situationer som den i Libyen. Hvad er din holdning til interventionen i Libyen?

Falk: Jeg var fra starten imod interventionen, da den overskred de beføjelser, der var udstukket i FN Sikkerhedsrådsresolution 1973 af 17 marts 2011. Resolutionen sigtede mod at beskytte den civile befolkning i Benghazi, men med begrænset autorisation. I stedet blev resolutionen brugt til at legitimere en mission med regimeskifte i Libyen som sit mål. Man handlede meget mere omfattende end blot at beskytte civilbefolkningen i Benghazi. Den form for intervention fører sjældent noget godt med sig. Det store spørgsmål er nu, hvordan den interne politiske situation i Libyen kan munde ud i et samlet og fredeligt land, der ledes demokratisk, og hvor olieressourcerne kommer det libyske folk til gode i stedet for de internationale olieselskaber. I det 21. århundrede er militær intervention ikke berettiget, medmindre der er tale om særligt ekstreme situationer. Man må kun intervenere for at forebygge folkemord eller forbrydelser mod menneskeheden. Ud fra den logik var en begrænset autorisation til militær indgriben berettiget i Libyen. Men det var problematisk, at NATO ikke holdt sig inden for rammerne.

RÆSON: Hvilken betydning har den militære intervention i Libyen haft for de nuværende handlemuligheder for konflikten i Syrien?

Falk: Kina, Rusland, Indien Tyskland og Brasilien afstod alle fra at stemme, da resolution 1973 var til afstemning i FN’s Sikkerhedsråd. På den ene side var de fem lande skeptiske over for, at NATO skulle være ansvarlige for at føre resolutionen ud i livet. På den anden side ville de heller ikke give indtryk af, at de tillod Gadaffi at massakrere sin egen befolkning. Det har haft en spillover-effekt på den nuværende situation i Syrien, da NATO pressede Sikkerhedsrådets mandat, som vi så det i Libyen. Kina og Rusland blokerer FN for enhver handling af frygt for, at et snævert mandat endnu engang vil blive udnyttet til at legitimere en mere omsiggribende militær indgriben. Det er enormt vigtigt, at man ikke overskrider de aftaler, man indgår i Sikkerhedsrådet. Det kan være med til at underminere tilliden til rådet samt gøre det ude af stand til at handle som tilfældet med Syrien.

Man kan vinde slaget, men ikke krigen
RÆSON: Mange europæiske politikere er modstandere af flere militære interventioner. De mener historien fortæller os, at vi altid taber, når vi griber ind militært. Har de ret i det?

Falk: Kernen i mange konflikter er en kamp om retten til selvbestemmelse. Samfund bliver nødt til at kontrollere deres egen skæbne. Udefrakommende styrker er sjældent i stand til at overkomme de interne politiske ønsker. De sidste 50 år har været rige på eksempler, hvor den intervenerende aktør har været overlegen rent militært, men ude af stand til at styre det politiske udfald af en konflikt på grund af folkelig modstand. Et aktuelt eksempel er krigen i Afghanistan, som USA ikke kan vinde på trods af sin militære overlegenhed. Et afghansk ordsprog indfanger det meget præcist: ”I har urene, vi tiden”. Det er ikke muligt at løse konflikten i Afghanistan eller mange andre konflikter ved udelukkende at demonstrere overvældende militær styrke. Du kan ikke vinde deres ”hearts and minds” ved at besætte deres land. Det er endnu ikke trængt ind i de vestlige landes strategiske overvejelser, hvilket også forklarer de mange fejlslagne interventioner.

RÆSON: Hvad skal det internationale samfund gøre i forhold til konflikten i Syrien?

Falk: Det internationale samfund er i en frustrerende knibe, når det gælder den tragiske situation i Syrien: Enten handler man og fejler. Eller også gør man intet og fejler. Det internationale samfund mangler handlemuligheder for at kunne reagere konstruktivt på situationen i Syrien. Når det drejer sig om et stort land, giver det ofte sig selv, at man ikke vil intervenere. Det fører til krig, og det er ingen politiske aktører interesserede i. Eksempelvis ville en ”redningsaktion” af Tibet virke som en sindssyg ide. Det forholder sig anderledes med Syrien, fordi massakrerne dagligt bliver vist på fjernsyn verden over. Det øger presset for handling. Samtidig er landet relativt lille, hvorfor en intervention er en realistisk mulighed. Hvis man mener, at interventionen i Libyen var en succes, vil man nok også mene, at noget lignende må kunne lade sig gøre i Syrien. Men situationen i Syrien er forskellig fra den i Libyen. Assad er bedre bevæbnet og har mere støtte end Gaddafi, hvorfor det er meget mere kompliceret at intervenere.

Dobbeltstandarder munder ud i forkert taktik i forhold til Iran
RÆSON: Ligesom Syrien er Iran i vælten for tiden. Hvad mener du om USA og Israels seneste meget fjendtlige udtalelser over for Irans mulige udvikling af atomvåben?

Falk: Israel og USA går forkert frem i forhold til Iran. Hvis atomvåben skal fjernes fra regionen, er det vigtigt, at alle berørte stater tager del i diskussionen, og at reglerne bliver appliceret ens for alle uden dobbeltstandarder. En atomvåbenfri zone i Mellemøsten må nødvendigvis også inkludere Israel. Det virker farligt og ufornuftigt at true Iran, som om de er på vej til at begå noget kriminelt, når Iran i virkeligheden bliver beskyldt for at efterligne, hvad Israel allerede har gjort i forhold til atomvåben. Det bygger på den vedvarende fejlslutning, at de lande, der måske udvikler atomvåben, er farlige, men ikke de lande, der allerede har atomvåben. Der eksisterer en myte om, at problemet ligger i spredningen af atomvåben snarere end i besiddelsen af dem. Irak blev eksempelvis angrebet, fordi det måske var ved at udvikle atomvåben, og ikke fordi landet havde atomvåben. Det er et vildledende og uansvarligt diplomati, der italesætter Iran som en trussel. Og det er den forkerte strategi, hvis man ønsker et mere demokratisk Iran. Et muligt angreb på Iran er med til at styrke sammenholdet i befolkningen, og det vil gøre den iranske befolkning mere tilbageholdende med hensyn til at udfordre regimet.

Misforståelser forhindrer løsninger i Israel/Palæstina-konflikten
RÆSON: I dag er du FN’s specialrapportør for Palæstinas besatte områder. Hvad er den nuværende situation med Israel/Palæstina-konflikten?

Falk: Umiddelbart kan konflikten om Palæstina virke meget ukompliceret. Vi har et palæstinensisk folk og en konflikt, der handler om hvilke landområder, det skal have adgang til. Men det er en al for simpel fremstilling. For det første kan palæstinenserne ikke kategoriseres som én gruppe. Der er palæstinensere, der lever i de besatte område, og der er palæstinensere, der lever i flygtningelejre i de omkringliggende lande. Der er også palæstinensere, der lever i selve Israel. De har status som en slags andenrangsborgere, selvom de udgør cirka 20 procent af Israels befolkning. Endelig er der palæstinensere, der lever i diasporaer rundt omkring i verden. Der findes interne skillelinjer i den palæstinensiske befolkning, hvilket Israel forsøger at forstærke. For det andet har Israel divergerende holdninger til det palæstinensiske territorium. Israel har ingen interesse i Gaza, som de håber kommer under egyptisk administration. Det er derimod enormt vigtigt for israelerne at få fuld kontrol over Østjerusalem, der har været indlemmet i Israel siden 1976.

RÆSON: Hvordan kunne en løsning på konflikten se ud?

Falk: Det virker mere og mere som en tvivlsom løsning, hvis grænserne fra 1967 bliver lagt til grund for en deling af territorium. Lige nu er der mere end 100 bosættelser spredt rundt omkring i Palæstina, og det er svært at se, hvordan der kan komme en fredelig løsning, når området er besat. En mulig løsning kunne i stedet være at skabe én samlet sekulær stat uden nogen form for etnisk eller religiøs identitet. Hvor alle indbyggere i stedet bliver behandlet lige og i overensstemmelse med de universelle menneskerettigheder. Men det er en løsning med lange udsigter. Især da Israel ikke engang lader palæstinenserne vende tilbage til deres hjem, selvom resolution 194 vedtaget af FN´s Generalforsamling foreskrev, at alle palæstinensere har ret til at vende hjem.Konflikten omhandler ikke kun deling af territorium. En succesfuld løsning bliver derimod nødt til også at tage højde for konfliktens menneskelige aspekt.

RÆSON: Er en sådan løsning realistisk?

Falk: Det er umiddelbart svært at forestille sig en løsning på konflikten, når der på nuværende tidspunkt intet fælles grundlag er mellem de to parter. Men historien har lært os, at mange umiddelbart urealistiske fremtidsudsigter er blevet ændret af uforudsete begivenheder og ført til skift i magtbalancen. Hvad der på et tidspunkt virker urealistisk, kan i næste øjeblik blive til virkelighed. Det så vi med Det Arabiske Forår, afskaffelsen af det sydafrikanske Apartheidstyre og de 10 IRA-fanger, der døde efter at have sultestrejket i Irland i 1981, hvilket i den grad ændrede den britiske regerings håndtering af sagen.

RÆSON: Hvordan er Israel/Palæstina blevet påvirket af Det Arabiske Forår?

Falk: Det er min opfattelse, at Det Arabiske forår har forstærket en allerede eksisterende tendens, hvor palæstinenserne i højere grad benytter ikke-voldelige taktikker i stedet for væbnet kamp. Et eksempel er de sultestrejker, der lige har fundet sted. Israel ser derimod Det Arabiske Forår som noget, der har svækket deres sikkerhedssituation. Det er blevet forstærket af Tyrkiets skift fra at være en af Israels strategiske allierede til at være det modsatte. Israel er også meget optaget af problemerne med Iran, og den øgede uro i regionen.

RÆSON: Vil det have nogen betydning, hvis Demokraternes Obama bliver skiftet ud med Republikanernes Romney eller Santorum?

Falk: Det er svært at forestille sig en mere pro-israelsk administration end den nuværende. Den eneste konkrete forskel er, at de republikanske præsidentkandidater vil gå længere end Obama i forhold til at støtte Israel i et muligt angreb på Iran. Et angreb vil dog stadig være imod USA’s nationale interesser og gå hårdt ud over den internationale økonomi. Man kan håbe, at krigsretorikken ikke reflekterer deres reelle intentioner, hvis de slår Obama til efteråret.

CECILIE FENGER (f. 1987) er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet og læser nu globale studier ved University of California Santa Barbara. Hun har tidligere arbejdet på Centre for Advanced Security Theory, været i praktik på Den Danske FN-Mission i Geneve og arbejder nu ved Orfalea Center for Global and International Studies i Santa Barbara. RICHARD FALK har med sine 82 år oplevet en verden i radikal forandring. Han har tilbragt 40 år inden for murerne af Princeton University med en stilling som professor i international ret. I dag er han foruden sin stilling som professor ved University of California Santa Barbara FNs specialrapportør for Palæstinas besatte områder. Han skriver løbende analyser og kommentarer på http://richardfalk.wordpress.com ILLUSTRATION: Richard Falk (Foto: FN-presse via flickr)