03.10.2012

Eksemplet med den 13-årige Emil var så fortænkt, at det pegede på sig selv som eksempel i stedet for at vise os Thornings visioner for folkeskolen. Statsministerens åbningstale indeholdt lovende takter, men hun skal argumentere bedre for sin politik, hvis hun vil overbevise andre end sine tilhængere.

ANALYSE af Sine Nørholm Just

LÆS OGSÅ: Udenomssnak: Sådan gør Helle Thorning-Schmidt

En åbningstale ligger i meget faste rammer. Det er ALTID den samme, der holder den: statsministeren, Det er ALTID på samme tidspunkt; første tirsdag i oktober lidt over middag. Og den peger ALTID på presserende politiske emner og præsenterer regeringens bud på, hvordan den vil håndtere dem. Men en åbningstale behøver ikke kun være reaktiv. Den kan også definere, hvad udfordringerne overhovedet er.

I år var der forud for talen særligt et tema, som mange forventede, statsministeren ville adressere: Hvordan løser vi den økonomiske krise? Helle Thorning-Schmidt anerkendte temaets vigtighed fra talens første færd: ”Vi skal bringe Danmark godt og trygt gennem krisen.” Resten af talen handlede så om, hvordan målsætningen kan nås. Statsministeren forsøgte at overbevise os om, at hendes bud på handlinger er de rette – eller gjorde den?

”Jeg er overbevist om, at de samfund, der kommer bedst gennem krisen, netop er de samfund, der handler. De samfund, der formår at træffe de rigtige beslutninger.” Der er næppe mange, der kan være uenige med Helle Thorning-Schmidt i den vurdering, men hvad er de rigtige beslutninger? Det gjorde hendes åbningstale til Folketingen os ikke meget klogere på.

Godt nok slog statsministeren fast, at ”vi må ikke vågne en morgen og opdage, at gælden har taget himmelflugt, at arbejdspladserne er i fuld fart på vej ud af landet, og at velfærden er truet.” Men de første to af de emner fyldte meget lidt i talen. I stedet brugte Thorning-Schmidt en stor del af sin taletid på at promovere en velfærdsdagsorden med blandt andet fokus på udsatte børn, sundhed og folkeskolen.

Ros som grundlag for handling

I sit forsøg på at sætte en ny dagsorden og opnå tilslutning til fremtidige handlinger – at sætte ”en ny kurs for Danmark,” som det hed i talen – tog statsministeren udgangspunkt i det eksisterende fællesskab – det danske samfund og dets fortræffeligheder. Vi får indledningsvis at vide, hvor meget regeringen allerede har gjort godt. Og vi får en bredere, publikumsinkluderende passage om, hvor dejligt der er i Danmark:

“I Danmark har vi et stærkt fællesskab. Hvor de bredeste skuldre bærer de tungeste byrder. Hvor de, der bliver ramt af sygdom, bliver behandlet. Hvor man får hjælp, hvis man mister sit arbejde. Hvor uddannelse er den vigtigste vej til nye fremskridt. Det er det helt særlige og fantastiske ved Danmark. Det er det fællesskab, som vi har bygget op generation for generation. Et fællesskab, som gælder hele Danmark.”

Det interessante ved passagen er både brugen af gentagelsesfigurer, og hvordan statsministeren bruger dem til at koble en særlig definition af det danske fællesskab sammen med rosen af det. Fællesskabet, som er bygget op i og med velfærdsstaten, gør statsministeren her til en fælles kilde til stolthed og begejstring. Ydermere bruger hun rosen som springbræt til at fremsætte kritik og formaninger.

Argumentationen er bygget op over en model, hvor hun først påpeger, at den gode, ønskværdige tilstand ikke er en selvfølge, og dernæst påstår hun, at hvis vi ikke gør noget nu, så forsvinder det. Statsministeren benytter sig ikke kun af modellen i talens indledning, men også som indgang til flere af de konkrete emner, som talen behandler. For eksempel indleder hun afsnittet om, hvordan vi sikrer rent drikkevand, med at slå fast, at ”Danmark er et fantastisk land,” og afsnittet om erhvervslivet starter med en pointering af, at ”vi har meget at byde på i Danmark.”

Helle Thorning-Schmidt etablerer dermed en position, hvorfra hendes forslag til handlinger ikke bare har forandringen som mål i sig selv. Forslagene skal derimod ses som nødvendige for at bevare det samfund, vi alle forudsættes at elske. Det er et stærkt udgangspunkt for en tale, der i en krisetid skal skabe håb for fremtiden og tro på politikernes handleevne.

Dårlige eksempler

Til gengæld fungerede statsministerens talrige brug af eksempler langt fra efter hensigten. Nogle af eksemplerne er præget af den konkrete situation, som talen er et svar på. Den øjeblikkelige mediedagsorden fylder meget i eksemplerne om misbrugte børn og sagen om den gruppe af mænd, der den 21. august trængte ind på en skadestue. Helle Thorning-Schmidt forsøger at sætte sagerne ind i sin egen velfærdsdagsorden og gøre dem til eksempler på den.

I forhold til de misbrugte børn præsenterer statsministeren konkrete tiltag, der delvist retfærdiggør behandlingen af emnet, og desuden kan sagen nok samle Folketinget såvel som befolkningen i enighed om, at der skal gøres noget.

Men at anvende angrebet på skadestuen som en anledning til IKKE at behandle indvandrerspørgsmålet virker imidlertid langt fra efter hensigten. Med endnu en gentagelsesfigur benægter statsministeren ihærdigt, at problemet kan løses med en mere restriktiv indvandringspolitik:

“Sindrige pointsystemer ville ikke have betydet noget som helst for de kriminelle, der angreb et hospital. Grænsebomme ville ikke have stoppet dem ved indgangen til skadestuen. Fattigdomsydelser ville ikke have forhindret dem i at true patienter med køller. Her skal andre midler til.”

De andre midler viser sig imidlertid at være integration i en form, der ikke gør op med den tidligere regerings 'os og dem'-tænkning. Den fælles holdning præsenteres i et retorisk spørgsmål: ”Hvad skal de genopdrages fra? Det danske samfund? Det giver ingen mening.” Problemet er ikke så meget den politiske pointe, men at statsministeren med sit valg af eksempel gør et ekstremt tilfælde til repræsentant for et i forvejen betændt politisk område. Hun risikerer at marginalisere de nydanskere, som hun faktisk vil inkludere med den afsluttende forsikring om, at vi alle sammen er danskere, og at ”det skal en flok kriminelle ikke ødelægge”. Men hvis de kriminelle ikke skal ødelægge det, hvorfor nævner statsministeren dem så i stedet for et mere positivt eksempel?

Emil peger på sig selv som eksempel

Andre eksempler anvendes i forbindelse med behandlingen af regeringens skolepolitik. Her er det tydeligt, at statsministeren forsøger at sætte en dagsorden, og derfor er det en god ide at skabe billeder i modtagerens hoved ved hjælp af konkrete hændelser og malende detaljer. 'Kombinér noget nyt med noget velkendt, og gør det nærværende,' er to af de hyppigst forekommende råd i den retoriske grundbog. Helle Thorning-Schmidt gør det første gennem appellen til den fælles erfaring: ”Mange af os her i dag kan nok huske, da vi sendte vores egne børn i skole. Da vi så vores 6-årige stå i skolegården med røde kinder og forventningsfulde øjne. For det var et nyt eventyr, der begyndte.” Det andet eksempel er tænkt. Det handler om en dreng, ”han kan,” som statsministeren siger, ”for eksempel hedde Emil.” Og så får vi ellers en fuld oprulning af Thorning-Schmidts vision om Emils skoledag inklusiv alvidende fortæller, der ved, når ”Emil glæder sig.”

På papiret er de konkrete eksempler og detaljer det helt rigtige retoriske træk, der, udover at være belæg for den konkrete sag, kan fungere som modtræk til kritikken af Helle Thorning-Schmidt for at være for upersonlig og mekanisk som politiker og taler. Men det fungerer ikke i praksis. Thorning-Schmidt forbliver for upersonlig til, at vi kan se og føle med hende i skolegården. Og med alle sine konkrete detaljer er Emil-eksemplet så fortænkt, at det peger på sig selv som eksempel. Formen kommer altså her til at skygge over indholdet og gør dermed hverken noget godt for Thorning-Schmidt i talen eller for hendes generelle ry.

Er den sværeste handling altid den rigtige?

Vi skal handle os ud af krisen, påpeger Thorning-Schmidt, og argumenterer for, at de handlinger, hun foreslår, er de rigtige, fordi de ikke nødvendigvis er de mest populære. Det er en variation af et argument, som andre politikere, for eksempel Lars Løkke Rasmussen, også har benyttet sig af: at politikere er handlekraftige, fordi de tør træffe de svære, men nødvendige beslutninger. Politik handler imidlertid ikke om nødvendigheder, men om hvad der er bedst at gøre. Den politiske tale skal altså ikke overbevise os om, at en handling er nødvendig, men derimod om, at den er den mest hensigtsmæssige.

Og gør Helle Thorning-Schmidt så det i sin åbningstale? Både ja og nej.

På den ene side adresserer hun flere af de vigtigste vilkår i den situation, hun taler ind i. Hun håndterer for eksempel problemet med arbejdsløshed ved at reformulere det som en skabelse af nye arbejdspladser. På den anden side underspiller hun visse aspekter af situationen og nævner for eksempel slet ikke dagpengereformen på trods af kritikken af den.

På den ene side formår hun at sætte nye emner på dagsordenen. Emil og den folkeskole, han er eksempel på, bliver formentlig ikke til at komme uden om i den kommende tid. Heller ikke selvom Emil-eksemplet blev uheldigt foldet ud rent retorisk. På den anden side hænger Thorning-Schmidt ofte fast i antagelser om et fællesskab og om politiske nødvendigheder snarere end at argumentere positivt for dem. Og det virker kun overbevisende på dem, der allerede er enige.


Sine Nørholm Just er retoriker og lektor, ph.d. ved Department of Business and Politics, CBS. Hun forsker i politisk kommunikation og debat. ILLUSTRATOIN: Helle Thorning-Schmidt åbningstale til Folketinget. (Foto: Socialdemokraterne)