10.04.2012

Mandag blev ifølge oprørskilder den hidtil blodigste dag under opstanden, da regeringens overgreb kostede flere end 100 mennesker livet. I teorien træder en våbenhvile mellem regimet og rebellerne i kraft torsdag. Men kan vesten leve med Assad? RÆSON spørger de udenrigspolitiske ordførere.

INTERVIEW MED RASMUS HELVEG PETERSEN (R):


1. Ifølge aktivister var mandag (9. april) en af de blodigste dage under oprøret med flere end 100 dræbte, skriver Politiken. Samtidig erklærer Assad-regimet idag, at de vil trække sig fra byerne. Forventer du, at Assad vil overholde den våbenhvile, der ifølge planen skal træde i kraft over de næste dage? Vil en indsættelse af udenlandske observatører kunne finde sted under de nuværende forhold i landet?
RASMUS HELVEG PETERSEN (RHP): Jeg forventer selvfølgelig at Assad lever op til den våbenhvile, han selv har indgået. Og det er vigtigt at få indsat observatørerne, også under de nuværende vilkår.

2. Tyrkiet har reageret kraftigt på, at syriske tropper mandag beskød en flygtningelejr på den tyrkiske side af grænsen. Bør vi støtte NATO-landet Tyrkiets ret til i givet fald at svare igen? Hvordan? Har Tyrkiet med sin beskyttelse af/støtte til oprørerne ikke gjort sig selv til en direkte fjende af det syriske regime?
RHP: Der skal være proportionalitet i sagerne, og en svag grænsebeskydning kan ikke imødegås med et større militært modsvar. Tyrkiet har med sin klare afstandtagen fra Assad-styret og de forhold der hersker i Syrien skadet sit forhold til Syrien – men har til gengæld vundet omverdenens store respekt. En direkte fjende? Ikke i militær forstand. Men en modstander, bestemt.

3. Hvilken betydning har begivenhederne i Syrien for resten af regionen?
RHP: Stor betydning, naturligvis. Hvert land, sit scenarie. Ifht Libanon er sagen en, i forhold til f.eks. Egypten, en helt anden. Men for regionen som helhed er det betydningsfuldt at der her er etableret en overnational koordination mellem meget foresjelligartede lande, som tilsammen forfølger et politisk mål, som er i overensstemmelse med folkeretten.

4. Følger FN/det internationale samfund/NATO den rigtige politik overfor Assads regime? Hvis nej, hvad burde vi gøre?
RHP: Ja, vi følger den rette politik. Jeg kan ikke se alternativet til stadig skrappere sanktioner, bakket op af diplomatiske initiativer som Annan-planen.

5. Flere lande herunder USA har diskuteret muligheden for at støtte oprørerne økonomisk. Bør vi gøre det? Hvad er, som NPR spurgte i en udsendelse forleden, forskellen på at støtte rebellerne med våben og med penge, der kan bruges til at købe våben?
RHP: Der er ikke mulighed for at støtte oprørerne militært uden en FN-sikkerhedsrådsresolution. Det kan vi naturligvis ikke.

Du skriver, “Der er ikke mulighed for at støtte oprørerne militært uden en FN-sikkerhedsrådsresolution. Det kan vi naturligvis ikke.” Ved et møde mellem “Syriens Venner” signalerede USA forleden tydelig forståelse for Saudi Arabiens planer om at give oprørerne våben. Er du imod dette initiativ? Hvad er forskellen på at støtte oprørerne fx med kommunikationsudstyr (som USA gør) og støtte dem militært?
RHP: Ja, jeg er imod at støtte oprørere militært uden FN-sikkerhedsråds-opbakning. Der er ingen principiel forskel på at bevæbne oprørere eller at invadere. Det kræver en resolution. Kommunikationsudstyr kan hævdes at have andre formål end det rent militære.

6. Kan der tænkes en handling fra Assad-regimets side, som ville kræve indgriben fra vestlige lande, fx i NATO-regi – med eller uden velsignelse fra FN, Rusland og Kina?
RHP: Det kan i teorien sagtens ske. For eksempel et væbnet angreb på Tyrkiet, eller en Rwanda-størrelse etnisk udrensning.
Du skriver, at NATO-indgriben kan finde sted fx efter “et væbnet angreb på Tyrkiet, eller en Rwanda-størrelse etnisk udrensning”. Ville Danmark i dette tilfælde kunne støtte NATO-indgriben selvom Kina og Rusland nedlagde veto i Sikkerhedsrådet (dvs. uden FN’s velsignelse)?
RHP: I tilfælde af et væbnet angreb på Tyrkiet er sagen ganske klar. Så træder automatisk NATOs musketéred i kraft, og vi er i krig med Syrien. Om end – der skal herske proportionalitet, og et enkelt skud over grænsen udløser ikke en muskete´reds-krigserklæring. For så vidt angår en etnisk udrensning i større skala, så ja, så vil dette i princippet kunne gøre en intervention tilladelig uden et FN-mandat. Hvor stor? Det er der ingen fast formel for.

7. Før Libyenkrigen var det afgørende for NATO-aktionen at den Arabiske Liga besluttede sig for at gå imod Gadaffi. Hvis Ligaen i dag vendte sig mod Assad, burde NATO så kunne gribe ind uden et FN-mandat? Med FN-mandat?
RHP: Ikke uden et FN-mandat. Men gerne med et FN-mandat.

8. “It’s quite distressing to see two permanent members of the Security Council [Kina og Rusland] using their veto while people are being murdered — women, children, brave young men — houses are being destroyed. It is just despicable and I ask whose side are they on? They are clearly not on the side of the Syrian people.” Så hård en kritik rettede Hillary Clinton 24. februar mod Rusland og Kina. Har hun ret?
RHP: Ja, Hillary har ret. Det er på sin plads at kritisere Rusland og Kina i kraftige vendninger.

9. Forleden advarede Hillary Clinton desuden Assad i hidtil uhørt skarpe vendinger: ”We cannot sit back and wait any longer”. Er Clintons advarsel udtryk for at USA overvejer konkrete tiltag, eller skal retorikken tværtimod kun dække over det faktum, at USA’s mulighed for og lyst til at gribe ind er ekstremt begrænset?
RHP: Jeg antager at USA overvejer konkrete tiltag. Det skule dog undre mig såre, om de reelt begyndte at anvende militære magtmidler i Syrien.

10. Er Assad ved magten om et år? Hvis nej, hvordan bliver han væltet? Hvis ja, hvordan bliver han siddende?
RHP: Nej, det tror jeg ikke. Jeg tror han bliver væltet af den folkelige opstand, eller via et internt kup.
…
Artiklen opdateres løbende med flere svar. ILLUSTRATION: Demonstration mod Assad i Istanbul, Tyrkiet [arkivfoto: Shutterstock]