10.07.2012

RÆSON spørger Lidegaard, Bosse, Nedergaard, Smith, Ørstrøm Møller, Lykkeberg, Arzrouni, Krasnik, Aamund, Heurlin: Hvad har overrasket dig mest siden valget?

Af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion
Og Christopher Herman, Sebastian Stryhn Kjeldtoft, Frederik Kragh Nielsen

LÆS FLERE AF DE 10 PROFILERS SVAR PÅ TIDENS STORE SPØRGSMÅL I RÆSON11:
– Tegn abonnement (250 kr./året, 200 for studerende og pensionister)
– Overblik over RÆSON11
– Kristeligt Dagblad anmelder RÆSON11

Bo Lidegaard: At det er lykkedes blå blok at fremstille det sådan, at de står for en reformdagsorden, og at de tunge og vanskelige reformer, som regeringen langsomt begynder at tage fat på, i virkeligheden er blå politik. I de ti år den blå blok havde magten, var de imod enhver form for reformer de første ni et halvt år. Siden tilbagetrækningsreformen har vi ikke hørt et kuk fra Venstre, om hvordan de vil genoprette dansk økonomi efter ti års forspildte reformmuligheder.

Stine Bosse: Det har overrasket mig, at det ikke er lykkedes regeringen at tydeliggøre deres politiske projekt noget mere. Det skal de arbejde på. Jeg er sikker på, at det er der, men det drages hele tiden i tvivl, fordi masser af røster og flittige medier gerne vil sætte spørgsmål ved, om det overhovedet eksisterer.

Peter Nedergaard: Ministerlisten. Jeg forstår ikke, at man har valgt så mange meget unge, uerfarne ministre. Ulempen er dels, at begår de fejl, som mere erfarne politikere ikke ville begå, og dels at det signalere, at regeringen ikke tager opgaven seriøst. Man har overdrevet efterspørgslen på ungdom. Folk vil først og fremmest have, at man leverer varen, og at regeringen respekterer sit store ansvar. Og det gør man ikke ved at sætte ungdomspolitikere, som ikke er færdige med deres uddannelser og aldrig har haft et job, ind på ministerposter.

Nina Smith: Der har været en fantastisk positiv udvikling det seneste halve år, som jeg som økonom glæder mig over. Vi har ført en umådelig fornuftig økonomisk politik. Danmark har brug for at sende et signal, om at vi har en finanspolitisk holdbar politik. Det har vi gjort for eksempel med budgetloven, som viser, at vi har en meget stram offentlig styring. Regeringen tør tale om, hvordan vi kan få skabt et velfærdssamfund, der kan holde de næste generationer i en verden, hvor vi ikke bare kan sætte skatterne op, men bliver nødt til at italesætte forholdet mellem ret og pligt. Vi var godt i gang med at erodere grundlaget for velfærdssamfundet, fordi vi alle var blevet utroligt krævende. Nu er debatten blevet anderledes, og nu må vi tænke over, hvad vi kan bidrage med. Det glæder mig.

Jørgen Ørstrøm Møller: At Danmark stadig er ude af stand til at tackle de store problemer, som det danske samfund står overfor.

Rune Lykkeberg: At det i høj grad er lykkes Venstre at være det naturlige regeringsparti. Venstre lignede et parti, der brød totalt sammen med Søren Gade og Birte Rønn Hornbech, og som ikke længere kunne regere. Men efter valget står Venstre som det naturlige regeringsparti, og man har fornemmelsen af, at det lykkedes at gøre Danmark til et politisk borgerligt land: Hvor det borgerlige er normaltilstanden, og hvor en rød regering er en undtagelse. I dag har vi folk som Fritz Schur siddende i bestyrelserne for offentlige virksomheder, og det er Venstrefolk, der præger systemet med Venstretanker. Grundidéen er blevet ændret. Tidligere havde man staten, der skulle kompensere for markedets uheldige konsekvenser. Nu er det markedet, som skal reparere al det bureaukrati, som staten skaber.

Christopher Arzrouni: Jeg regnede med, at Helle Thorning-Schmidt ville skrotte sine valgløfter ud fra devisen om, at det er bedre at være løgner end idiot. Men det har overrasket mig, at de er gået SÅ hårdt til stålet med at skrotte deres gamle politik. Én ting er, at de overtager tilbagetræknings-, dagpenge- og førtidspensionsreformen. Noget andet er, at de dertil ligefrem overvejer at ville skære kontanthjælpen ned for unge under 30 år. Man må undrer sig over, hvordan de får det til at hænge sammen i deres egne hoveder? Det er dybt underholdende, men også meget, meget mærkværdigt.

Martin Krasnik: Det er overraskende, at udlændingepolitikken og hele spørgsmålet omkring religion og stat, religionsfrihed og kultur døde så relativt hurtigt og fylder så ekstremt lidt, som det gør i dag. Det er ret vildt, når man tænker på, hvor fuldkommen definerende det har været for dansk politik siden 2001. Ikke mindst efter Muhammed-krisen. Det flyttede rundt på dansk politik på en måde, som man næsten troede var umuligt. Det er derfor overraskende, at det har kunnet fordufte fra dansk politik så hurtigt igen.

Asger Aamund: At regeringen så hurtigt løb fra Fair Løsning og Fair Forandring. Disse udgjorde en ren marketingpakke, som kun havde ét formål: nemlig at suge stemmer fra specielt Pia Kjærsgaard foruden en del Venstrestemmer over i rød blok. Det var et slags socialt overflødighedshorn i vælgerbestikkelse, og det har aldrig været meningen, at planerne skulle føres ud i livet. Den anden store overraskelse har været De Radikales nærmest totale passivitet siden valget. Alle havde regnet med, at Vestager som de facto økonomisk statsminister skulle køre biksen. Siden den tid har de været helt gennemsigtige.

Bertel Heurlin: At det for offentligheden kom som en overraskelse, at den nye regering måtte opgive sine valgkampsmål. Sådan måtte det jo være, når SF havde overtaget Socialdemokraternes politik, og når De Radikale har et afgørende ord at sige.

ILLUSTRATION: Lars Løkke og Helle Thorning (Foto: Socialdemokraterne / flickr)