21.05.2012

Tilsammen fik de islamistiske partier to tredjedel af stemmerne ved det egyptiske parlamentsvalg i november. Men skal man dømme efter stemningen i Kairo i dag, står de til at miste opbakning ved det kommende præsidentvalg.

ANALYSE af Waleed Safi – Kairo, Egypeten

DEMOKRATITEST: For første gang nogensinde har egypterne valgt deres egen præsident. Mohamed Mursi fra det Muslimske Broderskab. RÆSON dækker valget gennem analyser og løbende rapporter fra Kairo.
– RÆSON i Kairo: Jeg stemmer, inshallah
– RÆSON i Kairo: Islamisterne mister opbakning
– RÆSON i Kairo: Folket frygter, militæret vil klamre sig til magten

For et halvt år siden mente halvdelen af egypterne, at landet stod i gæld til Det Muslimske Broderskab. Gennem årtier havde broderskabet udfyldt statens opgave ved at hjælpe samfundets svageste. Blandt andet ved at stå for sociale tilbud som sundhedsklinikker, gratis lægekonsultationer og børnehaver. Under parlamentsvalget i december brugte broderskabet sin tidligere sociale funktion i samfundet til at vinde stemmer. Men det brugte også andre narrativer. Det ene var en lidelseshistorie; at man var blevet forfulgt, tortureret og undertrykt af samtlige egyptiske regimer, siden den britiskstøttede kong Farouk herskede over egypterne fra 1936 til 1952. Det andet narrativ var gudfrygtigheden; som fromme muslimer ville broderskabet en gang for alle rense egyptisk politik for løgn og bedrag. Med andre ord; islamisterne – med broderskabet i spidsen – formåede at præsentere sig selv som modpolen til Hosni Mubaraks korrupte regime.

Kun magten for magtens skyld
Spørger man på gaden i Kairo i dag – seks måneder efter – har egypterne tydeligvis skiftet holdning til islamisterne. I modsætning til sidste valg er det ikke længere et tabu for den menige egypter at kritisere broderskabet og de mere konservative salafister. Det er især troværdigheden, der har lidt et knæk. Nogle har stemplet dem som løgnere og bedragere. Andre mener, at de islamistiske politikere er nogle hyklere. Ifølge stadig flere egyptere har islamisterne solgt revolutionen for at pleje egne interesser. ”Vi var simpelthen så stolte over, at ikhwan (Broderskabet, red) skulle repræsentere os. Vi tænkte, at de nu ville lede landet retfærdigt ud fra islamiske principper. Hele min familie gik ned og stemte på dem. Men de er jo bare ligesom alle de andre. De lyver og bedrager ligesom alle andre. De har ignoreret revolutionen og skyer ingen midler. De vil kun magten for magtens skyld.” Sådan siger Ahmed Helmy, som er en af Kairos cirka 110.000 taxachauffører.

Lyver og bedrager i islams navn
Mange hæfter sig samtidig ved, at broderskabets parti – Frihed og Retfærdighedspartiet – lovede, at det kun ville stille op til en fjerdedel af pladserne i folkeforsamlingen, men endte med at gøre det stik modsatte: Det gik efter det maksimale antal. Broderskabet lovede også, det ikke ville stille med en præsidentkandidat, men endte alligevel med at stille op med Khairat el-Shater. (el-Shater er siden blevet diskvalificeret af den egyptiske valgkommission og afløst af den mindre karismatiske Mohammed Morsy). Mange egyptere vil ikke acceptere, at man iklæder sig islamiske slogans, eller taler i islams navn, hvis man lyver og bedrager. Det er ikke blevet bedre af, at islamisterne ikke har været i stand til at holde deres løfter om bedre tiders komme, efter de satte sig for bordenden i parlamentet. Egypternes største bekymringer er en økonomi i forfald og stigende problemer med den enkeltes sikkerhed. Ingen af delene har parlamentet været i stand til at rykke ved det seneste halve år. En del af forklaringen er, at militæret stadig sidder tungt på magten. Men islamisterne har heller ikke formået at gøre det klart, hvad de har tænkt sig at gøre, når de får overdraget hele magten senest 1. juli. Og tålmodighed er ikke en dyd, egypterne mestrer i de her tider. Man vil have hverdagen tilbage. Jo hurtigere, desto bedre.

Velforberedte kandidater
Holdningsskiftet i Kairos gader munder ud i faldende opbakning til de islamistiske partier forud for præsidentvalgets første runde onsdag. Den seneste meningsmåling fra Ahram Centre for Political and Strategic Studies viser, at den tidligere chef for det egyptiske flyvevåben Ahmed Shafik og den tidligere udenrigsminister Amr Moussa fører i kampen om præsidentposten. Ingen af dem har noget med de islamistiske partier at gøre. Samtidig er de andre partier bedre forberedte til præsidentvalget, end de var til parlamentsvalget i december, hvor Det Muslimske Broderskab nød godt af at være langt bedre organiserede end for eksempel de sekulære partier i landet. Nogle egyptiske såvel som udenlandske eksperter vurderer derfor, at det kommende præsidentvalg vil blive mere jævnt end parlamentsvalget. Især diskvalificeringen af broderskabets kandidat Khairat al-Shater og salafisternes Hazem Salah Abu Ismael har givet andre kandidater et pusterum. Michael Wahid Hanna fra den amerikanske tænketank The Century Foundation skrev forleden i udenrigsmagasinet Foreign Policy, ”at den aktuelle situation i Egypten tyder på, at ikke-islamistiske kandidater vil stå med en fair chance for at konkurrere ved dette præsidentvalg.” Ifølge Hanna bør resultatet fra det seneste parlamentsvalg ikke ses som en indikator for fremtidens Egypten, men snarere som en ”refleksion over afslutningen på Mubarak-æraen og begyndelsen på en ny politisk og kulturel virkelighed i landet.”

Facade-demokratiet
De revolutionære kræfter i Egypten vil omvendt påstå, at hele den nuværende transitionsproces bedst kan betegnes som et facade-demokrati. Den reelle beslutningstager i Egypten er stadig det militære overgangsråd (SCAF). De liberale mener, at SCAF, der i øvrigt nyder en stor popularitet i Egypten, har haft held til at forme den folkelige opinion til egen fordel gennem de statslige medier. Og de har en god pointe. For selvom SCAF har lovet at overdrage magten til en civil regering den 1 juli, så vil de fortsat sikre, at de sidder i den rigtige ende ved magtbordet. Militæret anerkender, at de ikke længere kan ignorere folkets krav om at blive repræsenteret. Omvendt så ved de seriøse politiske kræfter godt, at SCAF er afgørende, og derfor nytter det ikke at udfordre det militære overgangsråd. Det fremgik meget tydeligt, da to af topkandidaterne – Abdel Mounim Abou Al Fotouh og Amr Moussa – i fire timer debatterede på tv. Ingen af dem turde tage stilling til militærets dominerende rolle i egyptisk politik. De politiske kræfter i Egypten er med andre ord afhængige af og tvunget til at tolerere hinanden.

Waleed Safi (f. 1984) er uddannet cand.mag. ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Han er i øjeblikket ansat på Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Kairo. ILLUSTRATION: Demonstranter møder politi ved foran landets finansministerium (Foto: Jonathan Rashad)