14.04.2012

De etniske minoriteter i Burma frygter, at styret kun løsner grebet om befolkningen for at få det internationale samfund til at hæve sine sanktioner. Regeringen er ikke reelt interesseret i at løse konflikterne med landets mindretal, mener de.

REPORTAGE af Suzette Frovin, HPA-AN, BURMA

LÆS OGSÅ:
– Valg i Burma: Aung San Suu Kyi ses som landets frelser
– Burma: Store reformer – og stor fare for et kup
– Burmesisk Forår: Hillary Clinton vil hjælpe det på vej

Burmas hovedstad Yangon emmer af eufori. Nu kommer reformerne. Nu kommer demokratiet. Nu bliver Aung San Suu Kyi endelig anerkendt af styret. Bare 300 km derfra i byen Hpa-an er stemningen anderledes dæmpet. For på trods af duften af forår og fornyelse, der i disse måneder præger landets hovedstad, er alt ved det gamle dér i Karenstaten. Karenerne, der i mere end 60 år har ført en væbnet kamp for selvstyre, er knap så begejstrede, som de internationale journalister, der pludselig er at finde på hvert et gadehjørne.

”Alle taler om reformer og demokratisering, men næsten hver aften hører jeg skud uden for byen. Soldaterne holder ikke op med at slås, fordi generalerne holder møder med internationale gæster,” konstaterer en turistguide tørt, mens han holder øje med politiet, der få meter derfra eskorterer en politiker fra Yangon ind i en stor, sort Mercedes.

Ud over generalernes prangende køretøjer og NGO’ernes firehjulstrækkere er der ikke mange biler i Hpa-an. Transport foregår til fods eller på cykel og motorcykel med hele familien på bagsædet. Benzin sælges ikke på benzinstationer, men i énliters flasker ved små boder langs hovedvejen ind til den lokale hovedstad. Det er praktisk og til at betale for en motorcykelejer.

Forhandlinger om våbenhvile
Efter Burmas jernbaneminister, Aung Min, i januar mødtes med KNU [Karen National Union, red.] blev det i både burmesiske og internationale medier udlagt, som om parterne havde skrevet under på en egentlig våbenhvile. I virkeligheden blev de blot enige om at fortsætte forhandlingerne, men karenerne oplever, at styret forsøger at haste en våbenhvile, og allerhelst en fredsaftale, igennem.

”Der er jo dem, der siger, at jernbaneministeren står i spidsen for forhandlingerne, fordi styret dybest set bare ønsker at sætte karenerne på et tog og køre dem ud af landet for at få den årelange konflikt løst,” siger Eh Doh Wah fra organisationen Karen Teachers Working Group.

Han smiler, når han siger det. For han mener ligesom mange andre karenere, at styret langt fra er så interesseret i freden med de etniske grupper, som det giver udtryk for. Det handler om noget helt andet, mener han: ”Generalerne er ivrige efter at komme af med de internationale sanktioner. De ved, at kampene og de systematiske overtrædelser af menneskerettighederne i de etniske gruppers områder, er en torn i øjet på det internationale samfund.”

Eh Doh Wah fortæller ligesom flere andre i Hpa-an, at selv mens forhandlingerne stod på, kunne der om natten høres skud fra kampe i området. Samtidig kommer der stadig nye regeringsstyrker til Karenstaten, og i starten af marts blev en ung kvinde og mor voldtaget af en regeringssoldat. Blandt karenerne synes der at være enighed om, at de nuværende forhandlinger ikke adskiller sig stort fra tidligere forsøg på at nå frem til en fredelig løsning mellem styret og Karenstaten. Deres erfaring siger dem, at der skal mere end et møde mellem jernbaneministeren og KNU til at lægge låg på 60 års stridigheder.

Fred kræver tillid
Karenerne vil gerne forhandle med styret, men de vil ikke have fred for enhver pris. Karen Women Organisation (KWO) er en af de grupper, der taler for, at det er bedre at bruge 10 år på at skabe tillid mellem parterne og forhandle en reel fredsaftale på plads fremfor at fremskynde processen for at tækkes det internationale samfund.

”For os at se gør styret lige nu alt, hvad de kan for at skabe et positivt billede af sig selv. De vil af med sanktionerne og være fuldgyldigt medlem af ASEAN. Vi mener, det er for tidligt at fjerne sanktionerne. Lad os stedet afvente valget i 2015, så kan vi se, om deres hensigter er oprigtige,” siger Dah Eh Kler fra KWO. Også de andre etniske grupper er tilbageholdende. I stedet for separate og for dem at se sporadiske forsøg på at forhandle en løsning på plads med de enkelte grupper, ønsker de en samlet plan for, hvordan styret vil håndtere og integrere de etniske grupper.

24-årige Moo Mai tilhører den etniske gruppe Palaung, der i modsætning til karenerne er en af de mindste etniske grupper i Burma. Palaungerne befinder sig i den nordligste del af landet på grænsen til Kina. De dyrker primært te, og generalerne sidder på al handel, prissætning og distribution af te i området.

”De demokratiske reformer, som alle taler om lige nu, foregår i Yangon. Vi oplever ingen ændringer. Lederne gør, som de altid har gjort, og jeg har svært ved at tro, at de vil afstå magten til et demokratisk valgt lokalparlament – eller at de vil overdrage deres lukrative forretning til bønderne. Ikke lige nu i hvert fald,” fortæller 24-årige Moo Mai.

Suu Kyi kan ikke løse konflikterne
Op til suppleringsvalget i april sagde Aung San Suu Kyi i en tale, at styret er nødt til at finde en løsning på konflikterne med de landets etniske minoriteter. Hendes ord giver genlyd i hele verden, men hun er stadig kun et ordinært medlem af et parlament, som overvejende består af militærfolk udpeget af præsident Thein Sein og hans folk.

”Suu Kyi kan sætte problemet med de etniske minoriteter på dagsordnen, men vi må ikke bilde os selv ind, at hun alene kan skabe store forandringer,” siger Chayan Vaddhanaphuti, leder af Center for Social Science and Sustainable Development, Chiang Mai University. Han har ligesom de etniske grupper svært ved at tro på, at forhandlingerne om våbenhvile med de etniske grupper er andet end et skyggespil.

”Så længe styrets tropper er lige så synlige, talrige og aktive i de etniske områder, som før forhandlingerne begyndte, er det vanskeligt at skabe den nødvendige tillid mellem de to parter,” vurderer han. Imens fortsætter forhandlingerne med karenerne. Det samme gør kampene, for ingen af parterne er villige til at lægge våbnene på hylden først. Det kræver mere end et burmesisk forår at genskabe 60 års mistro.

Suzette Frovin er freelancejournalist og har det seneste år rejst flere gange i grænseområdet mellem Burma og Thailand. Forud for valget i april besøgte hun Karenstaten i det sydlige Burma på et journalistlegat fra Folkekirkens Nødhjælp. ILLUSTRATION: Arbejdere i Karenstaten (Foto: Shutterstock)