11.08.2012

[FRA RÆSON11, Maj 2012]Af Niels Bjerre-Poulsen

CITAT: Højrefløjen hos Republikanerne fastholder opfattelsen af, at ideologisk renhed er vejen til sejr. Det er fortsat myten om de „skjulte konservative vælgere“, der spøger hos Tea Party-aktivisterne.

Der har altid været konservative i USA, men de har ikke altid kaldt sig konservative, og de har ikke altid udgjort en bevægelse. Den egentlige konservative bevægelse opstod i årene efter Anden Verdenskrig, først og fremmest som en reaktion på den nye rolle, den føderale regering havde fået med Franklin Delano Roosevelts storstilede sociale reformprogram „The New Deal“ i 1930’erne.
The New Deal var den fælles betegnelse for en lang række nye offentlige programmer, og den introducerede et helt nyt syn på, hvilken rolle den føderale regering kunne og burde spille såvel i skabelsen af økonomisk vækst som i at sikre alle borgeres grundlæggende sociale og økonomiske rettigheder. Langtfra alle præsident Roosevelts programmer virkede efter hensigten, men samlet set havde de skabt en bred politisk accept af, at staten havde et medansvar for, om folk havde tag over hovedet og mulighed for at få et arbejde.
For dem, man i dag kalder konservative, repræsenterede The New Deal imidlertid en pervertering af en liberal tradition, de selv mente at tilhøre, og af selve begrebet „liberalisme“. Samtidig forekom betegnelsen „konservativ“ dem fremmedartet, europæisk og blottet for den karakteristiske amerikanske fremskridtstro. Den gav de fleste amerikanere associationer til feudalisme og aristokrati – til rigide europæiske klassesamfund uden social mobilitet. Efterhånden affandt de sig imidlertid med at blive betegnet som „konservative“ og med, at liberalismen i sin nye form nu var den ideologiske hovedmodstander – en modstander, de hævdede undergravede selve kapitalismens fundament.
I sine første år var den nye bevægelse mest et intellektuelt fænomen. Konservative samledes om tidsskrifter som Human Events og The Freeman og bøger som F.A. Hayeks „The Road to Serfdom“ (1944), Richard M. Weavers „Ideas Have Consequences“ (1948) og Russell Kirks „The Conservative Mind: From Burke to Santayana“ (1953). De var uden tvivl tættere knyttet til Det Republikanske Parti end til Det Demokratiske Parti, men loyale partisoldater var de bestemt ikke. Mens hovedparten af Republikanerne i store træk accepterede og legitimerede de rammer, som The New Deal havde udstukket for en basal velfærdsstat i USA, kæmpede disse konservative for at skabe en intelligentsia og et organisatorisk netværk, som en dag kunne erobre magten i partiet. Hvis der er et gennemgående træk i amerikanske konservatives forhold til Det Republikanske Parti, så er det deres vedvarende klage over, at konservative grundprincipper er blevet forrådt af et moderat „establishment“. Ved præsidentvalget i 1952 lød et Republikansk slogan „twenty years of treason“. Et år efter, at den moderate Republikaner Dwight Eisenhower havde overtaget præsidentembedet, ændrede den konservative senator Joe McCarthy dette slogan til „twenty-one years of treason“. I dag er den konservative bevægelse for længst blevet den stærkeste magtfaktor i Det Republikanske Parti, men martyriet og ideen om de moderates forræderi er ikke desto mindre fortsat et centralt element i dens kollektive selvforståelse.
Den konservative bevægelse var fra begyndelsen en slags fornuftsægteskab mellem såkaldte „traditionalister“ og „libertarianere“. Det var dog i høj grad en tredje ideologisk komponent, som gjorde alliancen mellem dem mulig, nemlig antikommunismen. Det er vanskeligt at forestille sig en levedygtig konservativ bevægelse i efterkrigstidens USA, hvis ikke det havde været for Den Kolde Krig.
Det er der især to grunde til. For det første gjorde truslen udefra og forestillingen om et globalt opgør mellem to ideologier det muligt at fremstille liberale (USA’s centrumvenstreorienterede) som en slags femte kolonne. For det andet marginaliserede den højrefløjens egne isolationister, som hidtil havde holdt på, at påståede trusler mod den nationale sikkerhed mest af alt var et påskud for mere militær og dermed mere stat. Glemt var snart højrefløjens indædte modstand mod USA’s indtrædelse i Anden Verdenskrig. Snart var hovedparten af konservative helhjertede interventionister og parate til at fremstille Demokrater som blødsødne og tøvende i brugen af militær magt – og Demokratiske politikere fik snart travlt med at bevise, at det ikke passede.
I efterkrigsårene fremstillede konservative The New Deals ideer om offentlig planlægning og skabelsen af en begrænset velfærdsstat som en mildere, men ikke nødvendigvis mindre farlig udgave af kommunismens kollektivistiske tankegods. De satte også spørgsmålstegn ved de liberales loyalitet eller hævdede, at New Deal-liberalismen bundede i en form for moralsk relativisme, som gjorde liberale ude af stand til at forstå og reagere konsekvent på den kommunistiske trussel. Liberale var, lød kritikken, hvis ikke forrædere så i hvert fald „soft on Communism“ – parate til at sælge ud af amerikanske værdier, såvel hjemme som på den internationale scene.
Konservatismen var negativt defineret i sin modstand mod New Deal-liberalismen, men den havde ikke selv noget sammenhængende sæt af ideer. På tidsskriftet National Review, der fra 1955 blev et vigtigt samlingspunkt for bevægelsen, arbejdede man ihærdigt på at „fusionere“ traditionalismen med libertarianske ideer – fælles værdier skulle kombineres med individuel autonomi, sammenhængskraft med, hvad økonomen Joseph Schumpeter kaldte „kreativ destruktion“. At det aldrig helt er lykkedes, var dette års felt af Republikanske præsidentkandidater et glimrende bevis på. En af de førende traditionalister, Russell Kirk, erklærede engang, at konservative og libertarianere intet havde til fælles bortset fra en fælles afsky for „kollektivisme“. At tale for en koalition var som at plædere for, at is og ild burde forenes. At kalde nogen for en „libertarian conservative“, hævdede han, var som at tale om en „jødisk nazist“. Ideen om, at frihed kunne være et mål i sig selv, forekom ham absurd. Det svarede, med et billede lånt fra G.K. Chesterton, til at befri guldfisk ved at smadre deres akvarium.
Omvendt fandt mange libertarianere det ironisk, at traditionalister som Russell Kirk måtte til Europa eller hundreder af år tilbage i tiden for at finde en tradition, de kunne konservere. For dem var „frihed“ ikke retten til at leve i overensstemmelse med samfundets foreskrevne dyder, men friheden til at vælge – og måske vælge forkert.
Trods de åbenlyse ideologiske modsætningsforhold har mange dog hæftet sig ved, hvor stor politisk succes konservative alligevel har haft i det seneste halve århundrede. Succesen har dog altid været betinget af, at man kunne finde fælles fjender at samle sig imod.
Også i dag er amerikansk konservatisme et fornuftsægteskab mellem grupper, som primært er bragt sammen af deres fælles modvilje mod de liberale. Der er „palæokonservative“ isolationister, som læser The American Conservative og er lodret uenige om stort set alle udenrigspolitiske anliggender – særligt forholdet til Israel og militærbudgettets størrelse – med de neokonservative læsere af The Weekly Standard. Der er også socialkonservative læsere af First Things, som har teokratiske tilbøjeligheder og mest brænder for spørgsmål som abort, homoseksuelle ægteskaber, bøn i skolerne og religionens rolle i det offentlige rum. De er åbenlyst uenige om mange ting med libertarianere, som tilbeder Ayn Rand og Ron Paul, læser alt, hvad Cato Institute udgiver, og drømmer om at skrumpe den føderale regering så meget, at de efterfølgende kan drukne den i deres badekar.

Civilisationens vogtere eller det tavse flertals talsmænd?
William F. Buckley, Jr., der fra han grundlagde National Review og årtier frem blev den ledende skikkelse blandt USA’s konservative intellektuelle, havde i mange år planer om at skrive en bog med titlen „Oprøret mod masserne“ (en pendant til den spanske filosof José Ortega y Gassets „Massernes Oprør“ fra 1930). Den bevægelse, han stod i spidsen for, bestod i sine første år mest af elitære personer, der begræd, hvad de så som en vulgarisering af den politiske proces. Hovedparten af de intellektuelle, Buckley samlede omkring sig, var kulturpessimister, der så det som deres særlige opgave at vogte over den vestlige civilisations kulturskatte og tankegods, mens den eksisterende samfundsorden forfaldt.
Med tiden voksede tilliden til masserne, og en mere populistisk konservatisme vandt frem. Ikke mindst antikommunismen var med til at overbevise mange konservative intellektuelle om den brede befolknings sunde politiske instinkter. Selv Buckley, Jr., der i det første nummer af National Review havde talt for nødvendigheden af at „forkaste kulturelle indrømmelser til den såkaldte ’almindelige mand’“, kunne blot få år senere erklære, at han hellere ville lade sig regere af de første 400 personer i Bostons telefonbog end af Harvards samlede stab af forskere og undervisere. Skurkene i det konservative univers var nu en liberal elite af professorer, journalister, politikere og kulturpersonligheder, som vandt magten ved at mobilisere en uhellig alliance af minoriteter mod de gudfrygtige, patriotiske og skattebetalende amerikanere. Den egentlige politiske kamp var dermed blevet transformeret til en kulturkamp.
Denne strategi har siden ofte været succesfuld. Som Thomas Frank (bittert) noterede sig i sin bog „What’s the Matter with Kansas?“ (2004): „Herude trækker tyngden af utilfredshed kun i én retning: mod højre, mod højre, længere mod højre. Fratag nutidens Kansasborgere deres jobsikkerhed, og de går ud for at lade sig registrere som Republikanere. Fordriv dem fra deres ejendom, og inden du ved af det, protesterer de foran en abortklinik.“
Accepterer man Thomas Franks idé om „kulturkrigen“ som en slags politisk distraktion, som får amerikanere fra lavere sociale lag til at kæmpe mod deres egne økonomiske interesser, så er det også nemmere at forstå den vitriol [galde, red.], mange Tea Party-aktivister nu angriber præsident Obama med. Med sin afrikanske far, sin delvise opvækst med en muslimsk stedfar i Indonesien, sine studieår på Harvard, sit tidlige arbejdsliv som organisator blandt Chicagos fattige sorte og ikke mindst sin internationale celebritystatus personificerer han en hel stribe af ting, som mange konservative græsrødder er mistænksomme overfor. Samtidig er de overbeviste om, at han ser ned på dem.
Konservative aktivister opfatter ikke alene Obama som anderledes, men er tilmed overbeviste om, at han er langt mere radikal, end de kan finde belæg for i hans politik. Derfor venter de hele tiden på, at han skal flå masken af og vise sit sande revolutionære jeg ved at konfiskere deres våben, bekrige deres religion og give deres skattepenge til illegale immigranter og folk, der ikke gider arbejde.

Den konservative bevægelse flytter til Syden
I begyndelsen af 1960’erne var Det Republikanske Parti stadig en broget skare med en stor moderat fløj og grupperinger i eksempelvis New York og Californien, som nærmest måtte betegnes som progressive. Omvendt havde Det Demokratiske Parti en stor gruppe af socialkonservative medlemmer og vælgere i Syden. I det følgende årti begyndte denne gruppe imidlertid at bevæge sig over i Det Republikanske Parti, samtidig med at de moderate og progressive elementer i stigende grad blev presset ud af partiet. Således endte det som et rendyrket konservativt parti, men også et parti, hvor de sociale mærkesager fyldte langt mere. Den vigtigste årsag til, at socialt konservative vælgergrupper i Syden i stigende grad brød deres historisk betingede bånd til Det Demokratiske Parti, var racespørgsmålet.
Den Republikanske præsident Dwight Eisenhower havde i 1950’erne formået at vinde i nogle få af de øvre sydstater, men det er værd at huske, at der fra 1903 til 1960 ikke var en eneste Republikansk senator fra nogen sydstat i Kongressen (John Tower, valgt ved et særvalg i Texas, blev i 1961 den første). Ifølge en meningsmåling foretaget i 1960 så vælgerne ikke nogen nævneværdig forskel på partierne i racespørgsmål. Alligevel stemte langt de fleste sorte vælgere Demokratisk. Det fik den Republikanske senator Barry Goldwater fra Arizona til at erklære, at tiden var kommet til „at gå på jagt i den dam, hvor ænderne er“. Et årti senere så vælgerne ifølge meningsmålinger markante forskelle på de to partier i racespørgsmål, og Det Republikanske Parti var på hastig fremmarch i Syden.
Barry Goldwater blev selv i 1964 Republikanernes præsidentkandidat og led ved valget et svigende nederlag til Lyndon B. Johnson, men han formåede som den første af sit partis præsidentkandidater at vinde stater i det dybe Syd. 71 % af de hvide vælgere dér støttede ham. En af hovedårsagerne var, at han som én af blot seks Republikanske senatorer havde stemt imod Johnson-regeringens borgerrettighedslov. Goldwater fastholdt, at han personligt var tilhænger af raceintegration, men han understregede, at han ikke mente, den føderale regering havde bemyndigelse til at pålægge sydstaterne at afskaffe den institutionaliserede racisme, som blandt andet manifesterede sig i raceadskilte ventesale, restauranter og busser samt massiv undertrykkelse af sorte amerikaneres stemmeret. I årtier havde sydstatspolitikere brugt denne argumentation om „states’ rights“ og de forfatningsmæssige begrænsninger for, hvad den føderale regering kunne blande sig i. I de følgende årtier blev den det konservative hovedargument for at modsætte sig liberale regeringers forsøg på at sikre rettigheder for minoriteter, ligeløn, sygesikring og lignende gennem national lovgivning.
Mens Det Republikanske Parti valg for valg vandt frem i Syden, vandt Sydens værdier også frem i Det Republikanske Parti. De store Republikanske landvindinger skete tilmed i en periode med stor økonomisk og befolkningsmæssig vækst i regionen. De nye, hastigt voksende forstadskvarterer omkring Sydens storbyer blev nye konservative bastioner, hvor man kæmpede for at holde skatterne lave og fagforeningerne ude. Et foreløbigt punktum for transformationen af det politiske landskab kom i 1994, da Republikanerne for første gang siden 1954 vandt flertal i begge Kongressens kamre og samtidig vandt 119 pladser i sydstaternes lovgivende forsamlinger og flertallet af guvernørposterne i regionen.

Det konservative magtapparat
I løbet af 1970’erne kom der for alvor gang i planerne om at institutionalisere konservative ideer og skabe et alternativ til det liberale „establishment“. Der skete en voldsom udbygning af den konservative infrastruktur med fonde, organisationer, tænketanke og tidsskrifter. Det umiddelbare mål var fortsat at vinde kontrollen over Det Republikanske Parti. Organisationer som National Conservative Political Action Committee (NCPAC), Committee for the Survival of a Free Congress og Conservative Caucus blev pionerer i udnyttelsen af computerteknologi og frontorganisationer til at samle store beløb ind på en lang stribe af enkeltsager.
Samtidig nærmest eksploderede den økonomiske støtte til konservative tænketanke som American Enterprise Institute og de nyoprettede Heritage Foundation og Cato Institute. Man oprettede databaser over konservative, studerende såvel som eksperter, som derfra kunne rekrutteres til domstolene og til bureaukratiet i enkeltstaterne og i Washington. Et godt eksempel er The Federalist Society, som blev dannet i 1982 af konservative jurastuderende og jurister og siden har sat et markant aftryk på rekrutteringen til både domstolene og Republikanske regeringer. Også Højesterets fire mest konservative dommere, John Roberts, Samuel Alito, Clarence Thomas og Antonin Scalia, har været medlemmer her.
To vigtige grupper meldte sig i løbet af 1970’erne under fanerne i den konservative bevægelse. Den ene bestod af frafaldne liberale intellektuelle, som politologen og aktivisten Michael Harrington snart døbte „de neokonservative“. Mange af dem var at finde i kredsen omkring tidsskrifterne Commentary og The Public Interest. Den voksende sociale uro i USA havde fået mange af dem til at genoverveje, hvordan og hvor meget de mente samfundet kunne forandres gennem offentlige hjælpeprogrammer. Andre neokonservative reagerede mere på, hvad de opfattede som en hedonistisk ungdomskultur, og for andre igen var det særligt ønsket om en hårdere kurs over for Sovjetunionen og en anden politik i Mellemøsten, som havde ført dem væk fra deres tidligere liberale åndsfæller og over i den konservative lejr.
De neokonservative var „høvdinge uden indianere“. De var intellektuelle meningsdannere, som kom til at præge samfundsdebatten og senere – i årene med præsident George W. Bush i Det Hvide Hus – også nationens udenrigspolitik. Men de bragte ikke nogen nye vælgergrupper ind i den konservative fold. Det gjorde derimod en anden gruppe, som i løbet af 1970’erne sluttede sig til den konservative bevægelse – millioner af nye vælgere faktisk. De bestod af protestantiske fundamentalister og evangelikale, som hidtil sjældent havde blandet sig i den politiske kamp. De var imidlertid enige med de økonomisk konservative om, at et liberalt establishments værdier havde fået lov til at gennemsyre Washington. Det var ikke mindst spørgsmål om abort (efter Højesterets dom i Roe vs. Wade, 1973), retten til bøn i skolerne (en forsinket reaktion på Engel vs. Vitale, 1962), skattefritagelse for religiøse institutioner, kvindebevægelsen (kamp mod Equal Rights Amendment), homoseksuelles rettigheder og andre angivelige trusler mod den kristne kernefamilie, der nu fik dem til at overvinde en traditionel modvilje mod at blande sig i verdslige anliggender.
Da de først overvandt den, gjorde de det til gengæld godt og grundigt. Anført af „televangelister“ [tv-prædikanter, red.] som Pat Robertson, Oral Roberts og Jerry Falwell og med hjælp fra konservative eksperter i „direct mail“ [postomdelt valgmateriale] og andre former for marketing blev „det kristne højre“ i slutningen af 1970’erne en ny magtfaktor i amerikansk politik. Mange gav dem en betydelig del af æren for Ronald Reagans valgsejr i 1980. Jerry Falwell, der fra 1979 stod i spidsen for bevægelsen The Moral Majority, hævdede, at organisationen havde bragt 4 millioner nye vælgere til stemmeurnerne.
Det religiøse højre blev i Reagan-årene Det Republikanske Partis stormtropper, og det har de været siden. Den Republikanske strategi var imidlertid, med politologen Earl Blacks ord, at de skulle „med i bussen, ikke at de skulle køre den“. Det har dog ikke altid været nemt at holde dem væk fra førersædet, og få af partiets kandidater er sluppet godt fra at forsøge at marginalisere indflydelsen fra det religiøse højre. Det kan moderate præsidentkandidater som George H.W. Bush og Bob Dole bevidne. På den anden side er der tydeligvis også en pris at betale hos uafhængige vælgere (og ofte også hos kvindelige vælgere generelt) ved at lade det kristne højre og andre socialkonservative grupperinger få for stor indflydelse på den politiske dagsorden. De amerikanske vælgere er generelt ikke blevet mere konservative i spørgsmål om abort, seksualmoral og homoseksualitet – snarere tværtimod. Samtidig er det åbenlyst, at den form for „kulturkrig“, som det religiøse højre ønsker at føre, hvor moralske spørgsmål står øverst på den politiske dagsorden, har bidraget til en voldsom politisk polarisering.
Abortspørgsmålet er et oplagt eksempel. Alene i 2011 blev der i 24 amerikanske staters lovgivende forsamlinger tilsammen vedtaget 92 nye love, som begrænser kvinders muligheder for at få foretaget abort. Modstand mod abort – også for graviditeter, som skyldes voldtægt eller incest – er blevet en lakmusprøve for Republikanske kandidater. Blandt de, der oprindeligt forsøgte på at vinde nomineringen som partiets kandidat til præsidentvalget i 2012, var kun én tilhænger af retten til abort, nemlig Jon Huntsman, der også hurtigt viste sig at være aldeles chanceløs. Huntsman var også den eneste kandidat i feltet, der var parat til at sige, at de globale klimaforandringer var en realitet, og at de var delvist menneskeskabte. Benægtelse af, at sådanne forandringer er tilfredsstillende godtgjort af videnskaben, er inden for de seneste par år blevet standard for Republikanske kandidater. Republikanernes speaker i Repræsentanternes Hus, John Boehner, afviste i april 2009 ideen om, at kuldioxid kunne være skadeligt for atmosfæren, og beskrev det som „nærmest komisk“.

Reagan-kulten
De konservative landvindinger, som i begyndelsen af 1980’erne blev kendt som „Reagan-revolutionen“, fandt sted på et tidspunkt, hvor Det Demokratiske Parti var i dyb krise, og hvor liberale syntes at være løbet tør for ideer. Reagan selv, der blot få år før var blevet anset for at være alt for konservativ til at kunne vinde et præsidentvalg i USA, formåede at appellere også til vælgere, der traditionelt havde stemt Demokratisk, med hvad den politiske kommentator George F. Will har kaldt en „konservatisme uden tårer“. Begreber som „supply-side economics“ gav indtrykket af, at konservative stort set havde de samme politiske målsætninger som liberale, bare med andre metoder. På sin vis vendte Reagan traditionel konservatisme på hovedet: Han gjorde først det, der var politisk populært, nemlig skattelettelser uden tilsvarende besparelser i det føderale budget. Det underskud, som fulgte, blev derefter et argument for, at staten ikke kunne iværksætte nye sociale reformprogrammer. Underskuddene var således også politisk strategiske og „udsultede bæstet“ – den føderale regering.
Siden Reagan forlod Det Hvide Hus i januar 1989, har amerikanske konservative været på udkig efter en klon af ham. Han er blevet bevægelsens altoverskyggende rollemodel. Måske er „ikon“ faktisk en mere dækkende betegnelse end rollemodel, for det, man dyrker, er en stærkt selektiv og delvis fiktiv erindring om Reagan snarere end hans faktiske handlinger som præsident. Spørgsmålet er imidlertid, om den nostalgiske dyrkelse af ham ikke er blevet en klods om benet på de fleste af nutidens konservative politikere.
Sandheden er nok, at flertallet af amerikanere holdt mere af Reagans optimisme og personlige charme end af hans politik. I meningsmålinger, der specifikt spurgte folk, om de kunne lide Reagan som person, lå han konsekvent 25-30 point højere end i målinger, der spurgte, om han gjorde det godt som præsident. Måske var det ligefrem en fordel for hans personlige popularitet, at det ofte virkede, som om han ikke helt havde styr på, hvad hans egen regering foretog sig.
På højrefløjen er det ikke desto mindre en ideologisk kompromisløs, og alligevel populær, leder, man husker og hylder. Alle kompromissøgende Republikanere bliver nu slået oven i hovedet med, at „det ville Ronald Reagan aldrig have gjort“. Glemt er det, at hans vej til de største resultater – ikke mindst den omfattende nedrustningsaftale med „ondskabens imperium“, Sovjetunionen – netop blev nået ved at droppe dogmerne. Reagan opgav sine tidlige ambitioner om at afvikle velfærdsstaten og så sig seks gange nødsaget til at hæve skatterne (hvilket imidlertid ikke forhindrede, at han overlod et kæmpe underskud på det føderale budget til sin efterfølger).
Mange af de samme konservative, som nu lovpriser Reagan, bedømte ham da også helt anderledes, dengang han var præsident. I oktober 1983 viste en meningsmåling foretaget blandt 350 konservative ledere, at 63 % af dem var skuffede over Reagans lederskab. Efter nedrustningsforhandlingerne med Gorbatjov i 1987 beskrev lederen af Conservative Caucus, Howard Phillips, Reagan som „en meget svag mand med en stærk kone og en magtfuld medarbejderstab“ og konkluderede, at Reagan var endt som „en nyttig idiot for sovjetisk propaganda“. I 1988 skrev den ledende konservative fundraiser Richard Viguerie en artikel om, hvordan han følte sig bedraget af Reagan-regeringen – „Hvilken konservativ revolution?“ lød titlen. To årtier senere var selv samme Viguerie ophavsmand til den såkaldte „Reagan-test“, som krævede, at konservative politikere for at få bevægelsens støtte skulle overholde mindst otte ud af ti dogmer. Et hurtigt tjek gjorde det klart, at virkelighedens præsident Reagan ville være dumpet til den prøve.

Højredrejning? – You betcha!
Liberale har gennem det sidste halve århundrede talt om en omsiggribende højredrejning: Hver generation af liberale har set deres samtids højrefløj som rabiat og den forrige generation som mere moderat. I begyndelsen af 1960’erne kaldte de senator Barry Goldwater for „pseudokonservativ“ og længtes efter senator Robert Taft. Da Ronald Reagan og „Det Ny Højre“ kom til magten i 1980, længtes de efter Goldwater. Da George W. Bush kom til magten i 2000, længtes de efter Reagan, og i sammenligning med kandidater som Rick Santorum og Michele Bachmann fremstår selv Bush mere moderat.
Noget kan måske tilskrives erindringsoptimisme, men højredrejningen i Det Republikanske Parti er på den anden side også en realitet. Mitt Romneys holdninger og forslag er stort set de samme, som da han forsøgte at blive Republikanernes præsidentkandidat i 2008, men dengang gjorde disse synspunkter ham til feltets konservative udfordrer over for den moderate John McCain. Blot fire år senere placerer de samme holdninger ham som feltets moderate kandidat. Obama-regeringens markedsbaserede forslag om CO2-kvoter og kravet om, at alle skal tegne en sygeforsikring, er gårsdagens Republikanske forslag. På trods af at Republikanske politikere nu beskriver dem som produkter af europæisk socialistisk tænkning, så var de begge en del af John McCains politiske program i 2008. Billedet af en skarp højredrejning bekræftes også i en analyse lavet af politologerne Keith Poole og Howard Rosenthal. De har set på afstemninger i Kongressen gennem hele USA’s historie og fastslår, at de Republikanske medlemmer i øjeblikket er de mest konservative i hundrede år. De første tegn på denne proces finder de ved valget i 1976.
Man kan pege på en række konkrete årsager til højredrejningen. En væsentlig faktor er den måde, partierne tegner og konsoliderer nye valgdistrikter på, når de har magten, således at stadig flere er „sikre“ – dvs. med et ret klart flertal for det ene af de to partier. Disse valgdistrikter tiltrækker med tiden mere kompromisløse kandidater. Den måde, Kongressens arbejde er tilrettelagt på, og medlemmernes konstante jagt på penge til den næste valgkamp spiller også en stor rolle. Politiske kompromiser er muligvis, hvad mange amerikanere sukker efter i Washington, men de bliver ofte straffet i det konservative bagland, og åbenhed om, hvordan hvert enkelt medlem af Kongressen stemmer, er paradoksalt nok med til at gøre dem særligt sårbare over for repressalier fra diverse magtfulde interessegrupper. Problemet bliver forværret af, at flertallet af de Republikanske medlemmer af Kongressen nu har underskrevet politiske håndfæstninger. Blandt de mest magtfulde konservative skikkelser i Washington er Grover Norquist, hvis organisation Americans for Tax Reform har fået 95 % af dem til at love, at de aldrig vil stemme for skatteforhøjelser. Det er et løfte, man ikke bryder uden repressalier.
Den politiske polarisering tog for alvor til i 1990’erne under Newt Gingrichs lederskab i Repræsentanternes Hus, og den fortsatte i det følgende årti under texanerne Dick Armey og Tom DeLay. Det blev standard at straffe moderate og kompromissøgende politikere ved at fratage dem deres udvalgsposter. Med George W. Bush i Det Hvide Hus nåede polariseringen et niveau, der ikke var set siden 1800-tallet, og der har den befundet sig siden.
I mange stater vil de Republikanske græsrødder nu først og fremmest have passioneret modstand mod Barack Obama og alt, hvad de mener han står for. De har ledt efter en præsidentkandidat, som kan tegne skarpe kontraster. Det er blevet deres overbevisning, at jo mere rendyrket konservativ politikken er, jo bedre er partiets chancer for at vinde valg – både til Kongressen og til præsidentposten. Kompromissøgende kandidater bliver opfattet som svage led i kæden, og en række PACs og Tea Party-organisationer har det som deres primære målsætning at true den slags politikere med mere konservative udfordrere ved det næste primærvalg.
Der blev tyndet godt ud i rækkerne af moderate Republikanere ved kongresvalgene i 2006 og 2008. Siden har Tea Party-aktivister og deres sponsorer forsøgt enten at erstatte de sidste tilbageværende eller i det mindste jage dem en skræk i livet. Ingen kræfter på den progressive fløj i Det Demokratiske Parti har en tilsvarende magt til at trække deres kandidater mod venstre, så når man i generelle vendinger taler om polariseringen i amerikansk politik, så har stort set hele forandringen reelt fundet sted hos Republikanerne.

Tea Party-bevægelsen: „Lad os tage vores land tilbage…“
I foråret 2008 skrev Sidney Blumenthal i „The Strange Death of Republican America“ om, hvordan George W. Bush var trukket så langt til højre i sin politik, at han havde gjort Det Republikanske Parti til et mindretalsparti. I konservative kredse var analysen dog ganske anderledes: Her var konklusionen, at Bush havde bragt sit parti i fedtefadet ved ikke at være konservativ nok. Vejen til fremtidige valgsejre var større ideologisk renhed. Skribenter, der få år tidligere havde lovprist Bush som den næste Ronald Reagan, hævdede nu, at han havde forrådt konservative principper og hurtigst muligt måtte gå i glemmebogen (og stort set ingen amerikanske konservative har siden nævnt ham, medmindre de har været tvunget til det).
Med landet i den dybeste økonomiske krise siden den store depression i 1930’erne kom Det Republikanske Parti forbløffende hurtigt til hægterne igen og vandt ved midtvejsvalget i 2010 hele 63 pladser i Repræsentanternes Hus, 6 pladser i Senatet og 680 pladser rundtomkring i enkeltstaternes lovgivende forsamlinger. At dømme ud fra valgresultatet kunne man få indtryk af, at krisen var skabt af Obama-regeringen – som om han ikke havde arvet den fra Bush – og at den offentlige gæld pludselig var vælgernes største bekymring. Mange gav den såkaldte Tea Party-bevægelse en stor del af æren for dette pendulsving efter store Republikanske nederlag i 2006 og 2008.
I mange medier gav tidlige beretninger om Tea Party-bevægelsen indtryk af, at den bestod af uafhængige aktivister, som tordnede mod „Washington“ og var lige så kritiske over for Republikanerne, som de var over for Demokraterne. I dag står det imidlertid klart, at Tea Party-aktivisterne i store træk er den konservative bevægelses gængse græsrødder i ny (1700-tals-)forklædning. I nyhedens interesse tog mange medier det længe for gode varer, når Tea Party-aktivister beskrev sig selv som „uafhængige“. Supplerende spørgsmål i en række meningsmålinger har imidlertid gjort det klart, at Tea Party-aktivisterne ikke er „uafhængige“, i den forstand at de er potentielle svingvælgere, men generelt befinder sig til højre for hovedparten af Republikanske vælgere. Deres bånd til Det Republikanske Parti er om noget stærkere, ikke svagere, end andre Republikaneres. Mens 77 % af alle Republikanske vælgere har et positivt syn på deres eget parti, så gælder det for hele 84 % af Tea Party-vælgerne.
Den hidtil grundigste analyse af Tea Party-aktivisternes motivation er foretaget af politologerne Theda Skocpol og Vanessa Williamson fra Harvard. I deres bog „The Tea Party and the Remaking of Republican Conservatism“ (2012) har de interviewet aktivister fra de op mod 1000 grupper, som i 2010 eksisterede rundtomkring i USA (i dag er antallet af grupper faldet markant til måske 600 grupper). Aktivisterne er generelt ældre (over 45), overvejende hvide, noget bedre uddannet og noget mere velstillet end flertallet af amerikanere. En meget stor andel af dem får Social Security, Medicare og andre ydelser fra den føderale regering. Alligevel demonstrerer de for at få de offentlige budgetter barberet ned. Hvordan hænger det sammen?
Godt, ifølge Skocpol og Williamson. Der er tale om folk, som mener, de har gjort sig fortjent til deres offentlige ydelser, og at andre – illegale immigranter, dovne unge studerende, letsindige huskøbere og bistandsklienter – nu truer deres muligheder for at få, hvad der retmæssigt er deres. De mener, at Obama lyder som – og ligner (!) – én, som er parat til give penge til folk, som ikke har fortjent dem. Tea Party-aktivisterne er altså typisk ikke blandt dem, der umiddelbart er blevet hårdest ramt af krisen, men de frygter, at de skal betale en uforholdsmæssig stor del af prisen for den, og deres syn på fremtiden er generelt mere dystert end flertallet af amerikaneres. Deres protester er derfor nærmest at betragte som en slags præventivt angreb.
Obama-regeringens sundhedsreform er det oplagte eksempel: Nok blev den lanceret som et forsøg på at få samfundets hastigt voksende omkostninger til sundhed under kontrol, men Tea Party-aktivisterne er overbeviste om, at det først og fremmest er dem, der skal betale for, at 30 millioner flere amerikanere bliver forsikret. De principielle diskussioner om, hvad staten bør og ikke bør beskæftige sig med, og om hvorvidt selve friheden og demokratiet er truet af den føderale regering, kommer andetsteds fra i det konservative univers, men med Tea Party-aktivisterne har bevægelsen fået et kæmpe talerør. De dukkede oven i købet op på et tidspunkt, hvor Bush-regeringens fiaskoer og finanskrisen truede med at sende Republikanerne ud på en langvarig politisk ørkenvandring.
Ud over frygten for at den føderale regering skal give deres penge til folk, der ikke har fortjent dem, er det i påfaldende grad „kulturkrigens“ velkendte mærkesager, som optager mange af Tea Party-aktivisterne. Langtfra alle tilhører også det religiøse højre, men stort set alle, som identificerer sig med det religiøse højre, støtter også Tea Party-bevægelsen og vil gerne bruge den i kampen mod abort og homoseksuelle ægteskaber. I Det Republikanske Partis ledende kredse er man glade for den energi, aktivisterne har tilført partiet, men det er også åbenlyst, at de er en polariserende faktor og skræmmer nødvendige uafhængige vælgere væk fra partiet. Findes der fortsat et „establishment“ i partiet, som kan styre dem?

Ekstremisme og respektabilitet – dengang og nu
I begyndelsen af 1960’erne var der i liberale kredse stor bekymring over en række højreorienterede organisationer, som samlet blev omtalt som „The Radical Right“. Blandt de ledende organisationer var Christian Anti-Communism Crusade og The John Birch Society, hvis medlemmer så kommunistiske sammensværgelser alle steder – ikke mindst i den føderale regering. Såvel Kennedy-regeringen som en række enkeltstater satte sig for at undersøge, om disse yderligtgående højreorienterede udgjorde en reel trussel mod det amerikanske demokrati. I Californien kom myndighederne i 1961 til den konklusion, at en organisation som The John Birch Society udgjorde „et irritationsmoment, ikke en fare“, og at medlemsskaren mest bestod af „velhavende forretningsfolk, pensionerede officerer og små, gamle damer i tennissko“. Det var kun retorikken, der var ekstrem, og der var stadig langt ud til racistiske og paramilitære grupper som Ku Klux Klan og The Minutemen på den yderste højrefløj.
The John Birch Society havde efter alt at dømme nøjagtig den samme type af tilhængere, som man i dag kan finde i Tea Party-bevægelsen. Dengang var valget af John F. Kennedy med til at bestyrke deres opfattelse af, at apokalypsen eller en kommunistisk magtovertagelse var nært forestående. I 2008 var det valget af Barack Obama, der affødte lignende reaktioner.
Ikke alene minder Tea Party-aktivisterne om de radical right-aktivister, som i 1964 var med til at kuppe Det Republikanske Parti, så den ultrakonservative senator Barry Goldwater blev partiets præsidentkandidat (kuppet, som blandt andet krævede en omhyggelig udvælgelse og bearbejdning af delegerede i mange stater, er detaljeret beskrevet i Niels Bjerre-Poulsen: „Right Face. Organizing the American Conservative Movement 1945-65“, København, Museum Tusculanum Press, 2002) – det er i bemærkelsesværdig grad også den samme kampagnelitteratur, de læser. The John Birch Society er efter årtier i glemslen også kommet frem i rampelyset igen (de mener stadig, at fluor i vandet er et led i en snedig plan, som skal svække amerikanernes viljestyrke og bane vejen for en kommunistisk magtovertagelse). En række ledende radical right-skribenter er takket være tv-værten Glenn Beck blevet trukket ud af årtiers glemsel og introduceret for et nyt publikum i Tea Party-bevægelsen. Det gælder blandt andre The John Birch Societys Cleon Skousen, hvis dommedagsprofetier angiveligt blev en politisk åbenbaring for Beck selv. Også Christian Anti-Communism Crusades David A. Noebel bliver atter læst. Han blev i 1960’erne blandt andet kendt for en teori om, at The Beatles var agenter for KGB, og at deres musik var udtænkt, så den kunne hjernevaske den vestlige ungdom. I begyndelsen af april 2012 var der for alvor „déjà vu all over again“. Mange mindedes salig senator Joe McCarthy, da et af de nye Tea Party-medlemmer af Kongressen, Allen West fra Florida, på et vælgermøde hævdede, at mellem 78 og 81 Demokratiske medlemmer af Kongressen også var medlemmer af kommunistpartiet.
Når man ser på højrefløjens sponsorer, er der også et påfaldende sammenfald mellem „The Radical Right“ og Tea Party-bevægelsen. En stor del af pengene til deres aktiviteter kommer fra milliardærer – ofte fra familieejede foretagender – der har en dyb skepsis over for det Republikanske „establishment“ og derfor finansierer konservative grupper, der kan trække partiet i en mere ideologisk kompromisløs retning. Blandt de vigtigste er navne som Pew, Hunt, DuPont, Coors, Scaife, Olin og ikke mindst Koch.
Fred Koch, grundlægger af Koch Industries og far til Charles og David Koch, der i dag er blandt Tea Party-bevægelsens hovedsponsorer, var selv sponsor for The John Birch Society og medlem af organisationens bestyrelse. Sønnerne sponsorerer ud over Tea Party-organisationer som Americans for Prosperity og FreedomWorks også konservative og libertarianske tænketanke som Heritage Foundation, Cato Institute og Reason Foundation. Det er et erklæret mål at kanalisere energien fra Tea Party-bevægelsen ind i kampen for at få afskaffet selskabsskatter, fjernet miljøreguleringer og privatiseret Social Security og Medicare. Tea Party-aktivisterne bliver bedt om at hjælpe deres donorer med at lægge et vedvarende pres på Kongressens medlemmer.
Er lighederne mellem 1960’ernes radikale højrefløj og nutidens Tea Party-aktivister påfaldende, så har både mediebilledet og magtforholdene i Det Republikanske Parti til gengæld forandret sig. De nationale medier med målsætninger om objektiv nyhedsdækning spiller ikke længere den dominerende rolle i skabelsen af den politiske dagsorden, og det Republikanske establishment er også langt svagere nu, end det var dengang. Der findes ikke længere som i 1960’erne en elite af konservative intellektuelle, som kan eller vil påtage sig rollen som „dørvogtere“ for bevægelsen og marginalisere mere rabiate elementer.
I 1960’erne var det især William F. Buckley, Jr. og kredsen omkring hans tidsskrift National Review, der spillede denne rolle. Det var dem, der i jagten på at præsentere en respektabel amerikansk konservatisme først marginaliserede forfatteren Ayn Rand og hendes tilhængerskare af ekstreme libertarianere og i 1965 også tog opgøret med The John Birch Society og resten af den paranoide højrefløj. Grupper, der konstant udråbte alt og alle, de ikke brød sig om, som led i en verdensomspændende kommunistisk sammensværgelse. Inden opgøret havde Buckley sikret sig opbakning fra de ledende konservative politikere, heriblandt Ronald Reagan og Barry Goldwater. I dag er der næppe nogen ledende konservativ politiker, som eksempelvis tør tage et opgør med den indflydelsesrige radiovært Rush Limbaugh, der hver uge taler til 20 millioner lyttere.
Findes der ikke længere i samme grad som i 1960’erne ideologiske dørvogtere i den konservative bevægelse (om end Wall Street Journal og National Review stadigvæk begge har en vis pondus), så findes der til gengæld liberale og progressive modparter til mange konservative organisationer og MSNBC som en modpart til Fox News på mediemarkedet. Generelt er højrefløjens organisatoriske netværk dog større og bedre finansieret end modpartens. Konservative Political Action Committees (PACs og nu også såkaldte Super PACs) har også langt flere penge til rådighed til valgkampe, end Det Republikanske Parti selv har, og dermed ofte også større indflydelse på kandidaterne.

Et større telt eller mere ideologisk renhed?
Den konservative bevægelse i USA nærmer sig nu sin 70-års fødselsdag og kan se tilbage på mange politiske sejre. Der er sket meget, fra bevægelsen samlede sig omkring nogle få obskure tidsskrifter som Human Events og The Freeman til i dag, hvor Fox News og „talk radio“ regerer, og den store konservative blogosfære dagligt besøges af millioner af amerikanere. Bevægelsen er velfinansieret og har etableret et stort organisatorisk netværk. Den sidder reelt også på magten i Det Republikanske Parti. Alligevel er skuffelsen til at få øje på. Hvis USA virkelig er en „centrumhøjre-nation“, som konservative påstår, hvorfor er Barack Obama så præsident? Hvorfor stiger støtten til homoseksuelle ægteskaber? Og hvorfor er den relativt moderate Mitt Romney partiets præsidentkandidat?
I de sidste 50 år er der med mellemrum udkommet bøger, som triumferende forudsagde, at det tavse flertal nu havde set lyset og ville sikre en permanent konservativ dominans i nationens politiske liv. Det er endnu aldrig sket. Med en militær analogi: Bevægelsen har såvel materiellet og logistikken som kamptropperne til at vinde sejre, men de er ikke i stand til efterfølgende at forsvare det erobrede territorium. Midtvejsvalget i 2010 var et glimrende eksempel: et protestvalg, hvor 80-100 erklærede Tea Party-kandidater blev valgt ind i Repræsentanternes Hus. Resultatet har ikke ligefrem været en konservativ triumf. Tværtimod har Kongressens popularitet nået et historisk lavpunkt, og i meningsmålinger udtrykker to tredjedele af vælgerne deres specifikke utilfredshed med det Republikanske flertals handlinger. Problemet er det samme i mange enkeltstater, hvor Republikanerne vandt den politiske magt i 2010. Hvis partiet ved valget primært kanaliserede vrede over den økonomiske situation, så har det efterfølgende brugt mest energi på stribevis af socialkonservative forslag – ikke mindst forslag, som begrænser kvinders adgang til abort og prævention.
Til mange konservative vælgeres vedvarende forundring skræmmer de selv samme mærkesager, som mobiliserer dem selv, fortsat andre vælgergrupper væk. Det er ikke usædvanligt, at et flertal af kvindelige vælgere stemmer Demokratisk. I 2008 vandt John McCain således kun 43 % af de kvindelige vælgere. Meningsmålinger i foråret 2012 viser imidlertid et gab på hele 18 % i partiernes støtte blandt kvindelige vælgere. Det er et vink med en vognstang til Det Republikanske Parti om, at dets socialkonservative mærkesager fortsat ikke er populære blandt flertallet af amerikanere.
Også den demografiske udvikling i USA kan skabe alvorlige problemer for Det Republikanske Parti, medmindre det formår at appellere bredere, end det gør nu. En ny, karismatisk Ronald Reagan er næppe nok til at kompensere for, at grupper, der overvejende stemmer Demokratisk, udgør en voksende del af vælgerkorpset. Den typiske Republikanske vælger er i dag hvidere, ældre og dårligere uddannet end for blot få år siden. Blandt latinoer, der udgør den hastigst voksende vælgergruppe, stemmer mere end to tredjedele fortsat Demokratisk. Samlet set vokser den ikkehvide andel af vælgerkorpset i USA år for år med en halv procent. Det betyder med andre ord en forandring på to procent fra præsidentvalg til præsidentvalg, og væksten er tilmed særlig stor i en række af de såkaldte svingstater.
En række ledende Republikanske politikere og strateger som John McCain, Karl Rove og Floridas tidligere guvernør Jeb Bush – George W. Bushs lillebror, som mange moderate Republikanere gerne havde set som præsidentkandidat – erkender fuldt ud problemet. De taler for, at partiet må „gøre teltet større“ for ikke at ende som et permanent mindretalsparti. I januar 2012 mindede Bush i en kronik i The Washington Post sine partifæller om, at „i de 15 stater, som sandsynligvis vil afgøre, hvem der kontrollerer Det Hvide Hus og Senatet i 2013, vil latinovælgere være udslagsgivende for en sejr.“
Jeb Bush påpeger, at Republikanske politikere i en lang række enkeltstater har haft succes med at tiltrække latinovælgere, men at det kræver, at partiet dropper stereotype opfattelser af latinoer og i stedet hylder immigrationen som det bedste udtryk for amerikansk exceptionalisme: „Republikanere har et vinderbudskab og har beviseligt været iværksætterens parti. Vi er familievirksomhedernes parti, og familievirksomheder er det økonomiske hjerte i latinomiljøerne.“ Partiet må derfor holde fast i overbevisningen om, at immigration skaber økonomisk vækst.
Skal Det Republikanske Parti tiltrække flere latinovælgere, vil det første skridt være et forslag til en reform, der kan give landets 10-12 millioner illegale immigranter en vej til en lovlig status i landet og måske senere statsborgerskab. Men også her kommer Tea Party-aktivisterne på tværs. For dem er det „amnesti for kriminelle“, og Republikanske kandidater, som påpeger det helt urealistiske i at deportere 10-12 millioner mennesker syd for grænsen til Mexico, får deres vrede at føle.
De aktuelle magtforhold i Det Republikanske Parti gør, at støtte til en immigrationsreform ikke har den store gennemslagskraft. I februar 2012 kommenterede Jeb Bush selv dette i en tale i Dallas: „Jeg plejede at være konservativ, og jeg følger disse debatter og undrer mig. Jeg tror ikke, at jeg har forandret mig, men det er lidt bekymrende nogle gange, når der appelleres til folks frygt og følelser i stedet for at få dem til at se længere ud i horisonten, se på det større perspektiv – og det synes at være dér, vi er.“ Med Mitt Romney som partiets præsidentkandidat synes problemet med at appellere til latinovælgere at være særligt stort, fordi han under primærvalgene har brugt netop immigrationsspørgsmålet til at komme højre om kandidater som Newt Gingrich og Texas’ guvernør, Rick Perry. Blandt andet har han erklæret, at hvis Demokraternes beskedne første skridt til en immigrationsreform, The DREAM Act, blev vedtaget med ham som præsident, så ville han nedlægge veto imod den. I begyndelsen af maj 2012 var gabet mellem hans og præsident Obamas opbakning blandt latinovælgere på mellem 40 og 55 %.
Sådanne tal skræmmer dog ikke højrefløjen i Det Republikanske Parti. Mens Jeb Bush og andre peger på nødvendigheden af at gøre teltet større, så fastholder højrefløjen opfattelsen af, at større ideologisk renhed er vejen til sejr. Det er fortsat myten om de „skjulte konservative vælgere“, der spøger hos Tea Party-aktivisterne. Hvis Mitt Romney taber valget i november til præsident Obama, så vil de tilskrive det hans manglende ideologiske renhed og endnu en gang synge sangen om de moderate Republikaneres forræderi. Det vil i så fald også vare endnu længere, før partiet begynder at omstille sig til ændringerne på USA’s politiske landkort.

KONSERVATIVT LEKSIKON:
Pennen og sværdet – William F. Buckley, Jr. og Barry Goldwater: William F. Buckley, Jr. (1925-2008) var i årtier en samlende skikkelse i USA‘s konservative bevægelse. Hans tidsskrift National Review, grundlagt i 1955, blev ikke alene det vigtigste forum for udviklingen af konservative ideer, men også en base for bestræbelserne på at skabe et „mod-establishment“ af organisationer, tænketanke etc. Buckley blev også landskendt som en uhyre skarp vært på debatprogrammet Firing Line gennem 33 år. Han forsøgte kun en enkelt gang selv at blive valgt til et politisk embede – da han i 1965 stillede op til borgmestervalget i New York. Adspurgt, hvad han ville gøre, hvis han vandt, svarede Buckley prompte: „Forlange en omtælling!“ Han slap med at få 13% af stemmerne. Barry Goldwatervar 1953-87 Republikansk senator for staten Arizona og blev fra begyndelsen af 60’erne ofte omtalt som „Mr. Conservative“. I 1964 lykkedes det højrefløjen i Det Republikanske Parti at få ham nomineret som partiets præsidentkandidat. Hans sviende valgnederlag var ironisk nok med til at bane vejen for „The Great Society“ – præsident Johnsons lange liste af liberale reformer. Da spændingerne mellem libertarianske og socialkonservative dele af Det Republikanske Parti blev åbenlyse i løbet af 80’erne, kom det til at stå klart, at Goldwater hørte til i førstnævnte gruppe. Han var tilhænger af retten til abort, talte for homoseksuelles rettigheder og blev en erklæret modstander af det religiøse højres voksende indflydelse i partiet. Ved en lejlighed erklærede han, at „enhver god kristen burde sparke [The Moral Majoritys leder] Jerry Falwell i kuglerne“.
Koch-brødrene: Efter at den amerikanske højesterets dom i Citizens United (2010), som fjernede begrænsningerne på de bidrag, virksomheder kan give til politiske kampagner, står det klart, at en række store donorer og Super PACs kan få væsentligt større indflydelse på den aktuelle valgkamp end Det Republikanske Partis egen partiorganisation. Blandt den konservative bevægelses største donorer er brødrene Charles og David Koch, der ikke ganske ufortjent er blevet den amerikanske venstrefløjs foretrukne bøhmænd. De to brødre står bag USA’s næststørste familieejede virksomhed, Koch Industries, et konglomerat, der ejer virksomheder i 59 lande. Mange af virksomhederne er i energisektoren, mens andre udvinder mineraler og producerer gødning. Koch-brødrene er blandt de største bidragydere til en lang række konservative medlemmer af Kongressen, til Tea Party-organisationer som FreedomWorks samt til konservative tænketanke som Heritage Foundation og det libertarianske Cato Institute. Blandt deres erklærede politiske mål er at bekæmpe Obamas sundhedsreform, miljølovgivning og lovgivningsmæssige tiltag, som anerkender eksistensen af menneskeskabte globale klimaforandringer. Koch-brødrene har foreløbig lovet at bruge omkring 360 millioner kroner på at besejre præsident Obama ved efterårets valg, men forventes at have doneret væsentligt mere, inden valgkampen er overstået.
Den konservative bevægelse som forretning: Den konservative bevægelse er også det daglige brød – eller ligefrem vejen til velstand – for tusinder af aktivister, fundraisere, lobbyister og foredragsholdere. Oprindeligt var en del af de Republikanske præsidentkandidater til valget i 2012 nok også primært motiveret af ønsket om at forbedre deres indtjeningsmuligheder som foredragsholdere og konsulenter. Newt Gingrich har eksempelvis, siden han i 1999 blev tvunget væk fra posten som speaker i Repræsentanternes Hus, formået at opbygge et helt lille forretningsimperium på at holde taler og formidle kontakter. Sarah Palin er også blevet en særdeles velhavende kvinde, efter at hun i 2008 blev Republikanernes vicepræsidentkandidat. Hendes foredragshonorarer ligger typisk på omkring 600.000 kroner pr. optræden. Dertil kommer bogsalg og tv-programmer. Alene i de første ni måneder efter, at hun i juli 2009 forlod guvernørembedet i Alaska (i utide), tjente hun ifølge et konservativt skøn 70 millioner kroner. Radioværten Rush Limbaugh, som præsident Obama og folkene omkring ham ynder at omtale som Det Republikanske Partis egentlige leder, har millioner af lyttere og en årsindtægt i omegnen af 240 millioner kroner.

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er lektor i amerikanske samfundsforhold på Syddansk Universitet og ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara. ILLUSTRATION: Ronald Reaagan