11.08.2012

DENNE ARTIKEL KRÆVER KØB AF EBOGEN: DANSK POLITIK 2007-2012 [199 KR.]. ”Thornings store problem er, at vælgerne rent ud sagt ikke kan lide hende. At vælgerne har en oplevelse af, at hun snød dem.”

Udvalgte pointer:
– S har vurderet, at Vejlegårdssagen var tabt på forhånd
– Og Fagbevægelsen vil huske at S svigtede i Vejlegårdssagen
– SF står bestemt ikke samlet om regeringens politik
– Og Qvortrup vil ikke være overrasket, hvis SF forlader regeringen om et år
– Ja, Enhedslisten kan blive endnu større
– Venstre: Hverken Pind eller Jensen er en oplagt aftager

Interview af Line Svenstrup Berger

RÆSON: Er Vejlegårds-sagen et tegn på at fagbevægelsens solidaritetsværdier har A) GODT tag i danskerne eller B) DÅRLIGT tag i danskerne?
QVORTRUP: Det er et tegn på, at fagbevægelsen i stigende grad står med et pædagogisk problem ift. sin egen eksistens. Jeg skal bestemt ikke afvise, at der er en helt masse gode ting i den danske model, og det kan man jo også forstå på både arbejdsgivere og lønmodtagere, at det er ikke en model, som de ønsker afskaffet. Tilbage står bare, at fagbevægelsen ikke har formået at løfte den pædagogiske opgave, der ligger i at fortælle, hvorfor den danske model, som de i hvert fald siger, har en række fordele. Og det betyder altså, at sommerens helt store politiske forestilling i høj grad har været på de borgerlige partiers præmisser. Det er gået hen og blevet en historie om den lille mands kamp mod det store system. Heller ikke de røde partier har formået at løfte den pædagogiske opgave, som fagbevægelsen jo helt tydeligt ikke selv har løftet.
RÆSON: Hvad skulle de havde gjort anderledes?
Qvortrup: Indtil Mette Frederiksen og Thor Möger gik på banen her forleden havde den eneste reaktion fra regeringen været: ingen reaktion. Tavsheden var larmende – i en sådan grad, at jeg tror fagbevægelsen har skrevet det i en lille bog et eller andet sted: Da lokummet virkelig brændte i sommeren 2012, var det ikke fordi, at dem, hvis valgkamp fagbevægelsen var med til at finansiere, der stod forrest for at hjælpe – tværtimod. Dem, der har udnyttet Vejlegårdssagen, har haft rimelig nem gang på jord – måske lidt uforståelig nem, for der skulle måske ikke så meget til, før end man kunne forklare, hvorfor denne sag ikke bare kan betragtes som denne her helt-af-en-restauratørs kamp mod den store fagbevægelse. Der var måske også dem, som kunne havde vendt den om: hvis arbejdsgiverne skal have det privilegium at have lov at fyre dem, han ikke vil have ansat, så er det vel også rimeligt, at lønmodtageren har et eller andet, de kan stå imod med. Og dét er jo kernen i den danske model.
RÆSON: Hvad kan forklaringen være på, at man ikke har gjort det, når det skulle ligge lige for?
Qvortrup: At fagbevægelsen hat mistet taget i danskerne. S har vurderet, at det bare ikke er nogen god folkelig sag, det her. Forståelsen for meningen med fagbevægelsens eksistens er lige så stille på vej ud, og derfor er der en grænse for, hvor meget prestige, der er på spil for den nuværende regering i denne her sag – hvorfor de vurderer, at den nærmest er tabt på forhånd Og er det vurderingen, så bliver det selvforstærkende – fordi så ER den jo med sikkerhed tabt.
RÆSON: Grønland og klimaforandringer: Igen i år udtrykker eksperter overraskelse ved hastige klimaforandringer. Kommer klimaet nogensinde ind på den politiske dagsorden?
QVORTRUP: Nu skal jeg selv med Helle Thorning til Grønland i den sidste uge af august, og der forventer jeg da, at det emne af helt naturlige grunde vil komme op, men det er kun ved sådan særligt festlige lejlaigheder, at klimaet er på toppen af den politiske agenda. Ellers må man konstatere, at interessen for klimaet er meget beskeden og først og fremmest trives i kan man sige nichemedier. Noget stort folkeemne bliver et aldrig, og dét har politikerne skrevet sig bag øret.
RÆSON: Hvorfor har det ikke mere interesse i befolkningen og dermed på den politiske dagsorden?
QVORTRUP: Pas [griner].Jeg tror, det forekommer almindelige mennesker som en fjern og elitær diskussion, der ikke har nogen direkte berøring med deres hverdag. Og hvis vi skal være helt ærlige, så var sidst der var stor interesse for klimaet, da vi stod for klimatopmødet, og spørgsmålet er set i bakspejlet, om interessen ikke mere var bundet i en provinsiel benovelse over, at København skulle være vært for hele verden, end det reelt var en interesse for klodens ve og vel.
RÆSON: Så på den politiske dagsorden kommer klimaet aldrig for alvor?
QVORTRUP: Så skal det være, hvis danskerne blev bragt i en eller anden frygt for, at hvis vi bare lader stå til, så er Amager oversvømmet om 10 år eller et eller andet. Så længe det er en lidt fjern, teoretisk og akademisk diskussion, så bliver det en diskussion for de få.

Thornings problem
RÆSON: Reformerne: Med både skattereform og førtids- og fleksjobreform vedtaget, hvilke emner kommer til at dominere den politiske dagsorden i efteråret?
QVORTRUP: Det vil langt hen af vejen blive efterdønningerne fra de reformaftaler, der blev indgået her før sommerferien, og jo så ikke mindst, at der sidder et parti, som jo i hvert fald tidligere kaldte sig støtteparti for regeringen, som skal hjælpe regeringen hen over en finanslov. Og det bliver jo interessant at se, hvordan det kommer til at gå, fordi Enhedslisten jo ikke var en del af de reformer, der blev indgået, og derfor måske ikke føler, at det skylder regeringen så forfærdeligt meget.
RÆSON: Regeringen og krisen: Vil regeringen følge sit “kickstart” op med lignende initiativer/offentlige investeringer?
QVORTRUP: Diskussionen har jo taget en interessant drejning efter, at Marianne Jelved for en uges tid siden var ude og stille spørgsmålstegn ved effekten af denne såkaldte kickstart. Kritikken var helt klart en streg i regningen, men jeg har svært ved at se regeringen forlade kickstart-strategien, fordi den er så vigtigt et omdrejningspunkt for regeringens politik. Man har kunnet skjule sig bag, at ting tager tid, og at kickstarten trods alt kun er sat i gang for nogle måneder siden. Men det er klart, at hvis effekten udebliver, så står regeringen med et forklaringsproblem.
RÆSON: Er der markante stemmer i S og SF, som vil kræve en mere ekspansiv politik?
QVORTRUP: Ja, for det er jo den traditionelle måde at tænke på i SF og et langt stykke ind i S, men der har regeringens top jo klart anvist, at der er en grænse for, hvor meget man vil punge ud. Og Thorning har jo det paradoks at forholde sig til, at det kan godt være, at hun har frustreret sine egne vælgere, sit eget bagland og store dele af det røde Danmark, men regeringen får jo ros fra nærmest et enigt kor af økonomer, og det er mere end nogen anden regering har fået. Så det er jo spørgsmålet, hvordan hun vil takle det paradoks.
RÆSON: Hvordan tror du?
QVORTRUP: Thornings store problem er, at vælgerne rent ud sagt ikke kan lide hende. At vælgerne har en oplevelse af, at hun snød dem. Og det er sådan noget, der er ekstremt vanskeligt at rette op på. Og derfor er det ikke bare gjort med i efteråret at henvise til, at økonomien er på rette spor, nej, Thorning er nødt til at gå ud og investere noget af sig selv. Hun er nødt til at forholde sig det det faktum, at danskerne simpelthen ikke bryder sig om hende.
RÆSON: Sandt eller falsk: regeringens top har været så optaget af EU-formandsskabet, at den reelt først kan bedømmes for sit indenrigspolitiske projekt over de kommende måneder.
QVORTRUP: Fra et dansk synspunkt har EU-formandskabet været en kæmpe klods om benet, fordi det har trukket så mange ressourcer og tid ud af regeringen og regeringens topministre, at der selvfølgelig har været mindre tid til at forholde sig til det, der optager de danske vælgere. Det kan godt være, at det ville være mest fair at vurdere regeringen for dens resultater, når EU-formandskabet er kommet på afstand, men sådan er verden jo ikke skruet sammen – sådan tænker vælgerne ikke. Thornings vilkår har været, at hun har været udskældt fra starten, og ikke har haft de fornødne ressourcer til at sætte dagsordenen herhjemme, som hun jo egentligt burde havde sat. Læg så dertil, at hun har haft et rimeligt uprøvet ministerhold, krisen i SF osv., så har du opskriften på, hvorfor det er gået så galt i de første måneder af regeringens levetid.
RÆSON: Er Thorning for fraværende i den offentlige debat?
QVORTRUP: Jeg synes, hun har været fraværende, og at hun har ladet diskussioner køre for længe. Betalingsringen er et klasseeksempel på det, fordi den kom til at handle om meget andet end det rent praktiske omkring ringen. Qua hendes manglende rettidige håndtering af den sag, så kom den til at handle om en statsministers lederegenskaber og dermed gå fra at optage østdanskere til at optage hele Danmark. Så det var en fatal sag for hende, fordi den blev håndteret for dårligt og for sent.

SF står bestemt ikke samlet
RÆSON: Hvilke ministre får det sværeste efterår? Hvorfor?
QVORTRUP: Villy Søvndal har jo sine ganske store problemer at slås med, ikke som minister, men med kombinationen af at være både udenrigsminister og formand for et kriseramt parti. Så er der jo en Nikolai Wammen, som jo må håbe på, at der kommer en rokade – for hvad der bliver hans opgave, nu når EU-formandskabet er slut, står mig ikke helt klart.
RÆSON: Hvad (om nogen) bliver de varige effekter af det sidste halve års ballade i SF?
QVORTRUP: Vel at der i SF er opstået en ganske skeptisk betragtning af, hvad der var især Villy Søvndals – men jo også Thor Mögers – projekt med, at SF skulle få indflydelse ved at komme i regering. SF har formentlig fået mere indflydelse end dengang man først og fremmest var et studiekredseparti, men problemet for SF’s ledelse er bare, at det ikke rigtig er noget, der er gået op for den almindelige SF’er, og derfor vil det være vanskeligt for SF på sigt at argumentere for, at det var det rigtige. Jeg har svært ved at se, at SF skulle træde ud af regeringen nu, men jeg ville ikke blive overrasket, hvis de trådte ud om et års tid. Hvis den nedadgående spiral fortsætter for SF, tror jeg faktisk, at der vil være et pres for at sige, at nu skal vi have vores frihed tilbage – ikke fordi, vi får mere indflydelse på den måde, men simpelthen fordi vi har mulighed for at markere nogle synspunkter, som kan dæmre for vælgerflugten.
RÆSON: Er partiet (folketingsgruppe, bagland) idag samlet om regeringens politik?
QVORTRUP: Nej, det mener jeg bestemt ikke. Jeg tror, at man langt ind i SF føler, at man har betalt en høj pris for at være med i regeringen. Der er stadig folk i SF som stædigt fastholder, at partiet har haft mere indflydelse i regering end før – men tilbage står en påstand, som jeg ikke tror, specielt mange SF’ere vil gøre til deres. Og i takt med de dårlige målinger, vil presset på Villy Søvndal stige. Den autoritet, han før havde i partiet, er fuldstændig væk i dag. Så jeg synes, det ser meget tungt ud for SF.
RÆSON: Vil Villy Søvndal (gen)indtræde i den nationale debat, eller fortsat overlade den til andre (hvem?)?
QVORTRUP: Jeg tror, han vil forsøge – du kalder det genindtræde, og det er jo i virkeligheden meget godt beskrevet, for han har været meget fraværende, hvilket jo også skyldes hans ministerpost. Han vil forsøge at markere sig mere også i den nationale debat, men spørgsmålet er om det ikke er for sent. For magien omkring Villy Søvndal er jo væk både i partiet og hos vælgerne. Tiden hvor han var dansk politiks svar på en rockstjerne er mildest talt slut.

Ja, Enhedslisten kan blive endnu større
RÆSON: Enhedslisten: Kan Enhedslisten blive større end nu? Hvordan ville Johanne Schmidt-Nielsen bedst muligt kunne fastholde de nye vælgere og undgå konflikter i partiet?
QVORTRUP: Ja, det kan de vel godt, men det er klart, at nu begynder vi også at nå grænsen for, hvor mange vælgere man vil kunne rekruttere uden at bløde lidt op for det der lidt autonome image, partiet bærer rundt på. og det var også derfor vi så Johanne Schmidt-Nielsen gå ud og korrigere [sommerens udmeldinger fra andre partimedlemmer]. Når man er ude at have 14-15 procent af vælgerne, så er man nødt til at fremstå mere mainstream, og hvis man ikke gør det, så mener jeg klart, at man har nået grænsen for antallet af vælgere. Men: Hvis man skærer hjørner af og fjerner det mest ekstreme og så længe SF står så dårligt, så kan jeg godt se Enhedslisten blive større.
RÆSON: Kan partiet holde sit løfte til vælgerne om at regeringens seneste “svinestreger” skal udbedres gennem nye tiltag, eller vil EL blive tvunget til at stemme også for en 'blå' finanslov fordi de ikke kan være skyld i regeringens fald?
QVORTRUP: De kommer til at bakke op om den finanslov. Det bliver ikke med stor entusiasme, men alternativet er værre – hvordan skulle Enhedslisten kunne forklare, at de bringer en Lars Løkke til magten igen? Og så synes jeg også, at man skal bide mærke i, hvad Enhedslisten har sagt, nemlig at de vil have kompensation for de forringelser, der er blevet lavet, men de har ikke sagt, at kompensationen skal være indenfor det samme år.

Ingen oplagt aftager i Venstre
RÆSON: VKO-LA: Hvilke af de følgende udfordringer er for Løkke de mest alvorlige: 1) Skattesagen, herunder spørgsmålet om Troels Lunds rolle og hans egen, 2) Dansk Folkepartis løfter om at sikre de svageste i samfundet også under en blå regering og fx stemme nej til skattelettelser, 3) LA's vedvarende kritik af V/Løkke som 'socialdemokrater', 4) krisen hos de Konservative?
Hvad skal han/blå blok gøre for at forhindre dem i at blive væsentlige problemer?
QVORTRUP: Eller 5) AT man i stigende grad efterspørger, hvad der er Venstres alternativ til den politik, man kritiserer. Det tror jeg sådan set, er den største trussel mod venstre, fordi Venstres succes for øjeblikket jo ikke skyldes, at vælgerne siger ´ja, vi vil have Venstres politik´, men derimod at de fravælger en regering, som de synes, har svigtet. Så Løkke lever mere på de andres svagheder end sin egen styrker – og spørgsmålet er hvor langtidsholdbart det egentlig er.
RÆSON: Venstre: Hvem er idag Venstres nr.2 og nr.3 efter Løkke?
QVORTRUP: Det er et meget godt spørgsmål. Det er en politiker, der er et mix af Søren Pinds retoriske talenter og Kristen Jensens driftsikkerhed, så hvis man kunne forene de to i én og samme person, ville det ligne noget. Men det kan jo ikke rigtigt lade sig gøre, hvorfor det er svært at sige. Søren Pind har nogle kvaliteter, han har det der schwung over sig, men på den anden side er han så labil og uforudsigelig. Kristian Jensen er derimod mere sikker, men til gengæld også adskillelige grader mere kedelig, så der er ikke nogen oplagt til at tage over.
RÆSON: Forbereder Venstre for alvor en mere tydeligt liberalistisk kurs?
QVORTRUP: Det tror jeg, at de er lidt i tvivl om. På den ene side har de presset fra de hardcore liberalister fra Liberal Alliance, på den anden side må de jo også forholde sig til det faktum, at mange af de vælgere, der har fået på det seneste, er frafaldne socialdemokrater, og hvis man begynder at blive for liberalistisk, for Uffe Ellemand-agtig, så kan de nyligt ankomne være forsvundet, lige så hurtigt som de er kommet. Derfor er der en klar grænse for, hvor langt man kan gå med den liberalistiske charme.
RÆSON: Konservative: Hvem er idag nr.2 efter Barfoed? Hvori består partiets chance for comeback – hvis der er én?
QVORTRUP: Nu har vi jo Benedikte Kiær, som gerne vil være borgmester, hvilket gør, at hun måske er knap så oplagt som nummer to. Jeg synes ikke, at der er nogle oplagte aftagere til Lars Barfoed, og jeg synes faktisk, at han fik noget, der minder om et personligt gennembrud i forbindelse med skatteaftalen, hvor han evnede at fremstå som politikeren, der ikke var styret af kortsigtet taktik, men ville resultaterne. På mange måder er det jo lidt skæbnens ironi, at Konservative står så dårligt, som de gør, for den dagsorden K havde, mens den tidligere regering sad, og som de blev hånet for – det er jo den dagsorden, der i dag er den fremherskende. K har jo fået deres politik igennem, og derved adskiller de partiet sig jo i betragtelig grad fra SF, som også er i krise, men jo ikke har fået gennemført deres politik. Hvis Venstre på et tidspunkt fik lidt mindre tur i den, end man har nu, og Liberal Alliance kommer til at fremstå som lidt for specielle, lidt for storbytosse-agtig, så kunne det godt være, at K havde chancen for noget, der kunne minde om et comeback.

Line Svenstrup Berger (f. 1987) er specialestuderende i Analytisk Journalistik, Cand. Public, ved Aarhus Universitet og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har en bachelor i Kommunikation ved Aalborg Universitet. Hun har været i praktik hos TV2 Nord og Move On Communications og har studiejob ved Forskning & Innovation på Københavns Universitet. FOTO: Helle Thorning-Schmidt [officielt pressefotografi, Socialdemokraterne]