25.04.2012

Washington har længe troet på, at udbredelsen af kapitalisme ville medføre demokrati. I dag udfordres USA af lande, der ikke er demokratiske, men alligevel kapitalistiske. Og det må amerikanerne lære at leve med, mener professor i internationale relationer Charles A. Kupchan.

INTERVIEW af Andreas Antoni Lund

LÆS OGSÅ:
– Eksperter: USA’s trusler om en hårdere kurs over for Kina er valgflæsk
– USA-Kina: En ny kineser på præsidenttaburetten spiller ingen rolle
– Valg i USA: Kina en republikansk rød klud

RÆSON: Hvordan adskiller styreformerne i Kina, Rusland, Mellemøsten, Indien og Brasilien sig fra USA’s?

Charles A. Kupchan: I de seneste årtier har den fremherskende opfattelse i Washington og resten af vesten været, at resten af Verden var ved at skifte til en vestlig model for statsstyre og handel. Man har tænkt, at det kun var et spørgsmål om tid, før alle andre fandt vej til Vestens liberale, sekulære demokrati og kapitalisme. Men det vi rent faktisk ser rundt om i Verden er, at alternative modeller er ved at opstå. I Kina, Vietnam, Rusland, Saudi Arabien og De Forende Arabiske Emirater ser vi en form for autokratisk kapitalisme eller statskapitalisme. Landene har tiltro til markedet, men liberaliserer ikke deres politiske systemer. I det bredere Mellemøsten medførte det arabiske forår muligvis deltagerregeringsformer, men det er ikke en sekulær form for demokrati. Politisk Islam spreder sig ud over regionen. Og i lande som Indien og Brasilien, der har sekulære demokratier, ser vi en venstredrejet udgave af populisme, som er anderledes end vestens dominerende middelklassedemokratier. Det påvirker såvel deres indenrigs- som udenrigspolitik.

RÆSON: Udfordrer det USA?

Kupchan: Udviklingen er kun en udfordring for USA, hvis amerikanerne fastholder forestillingen om, at andre lande konverterer til den vestlige model. Det er ikke en udfordring, hvis USA erkender, at magtfordelingen i Verden er under forandring, og tager en mere pluralistisk tilgang til statsstyring til sig.

RÆSON: Hvordan ser præsident Obama og den sandsynlige præsidentkandidat Mitt Romney på USA’s rolle i verdenshierarkiet?

Kupchan: Både Romney og Obama er meget forsigtige i deres udtalelser. Det er valgår, og jeg tror ikke, vi kender svaret på det spørgsmål. Begge forstår, at Verden er under forandring, og at USA er nødt til at indtage en ledende rolle i udformningen af en ny verdensorden. Samtidig ved de også, at de skal give plads til fremvoksende magter. Romneys udtalelser om et nyt amerikansk århundrede, om øgede forsvarsudgifter og om at blive i Afghanistan tyder på, at han er en smule virkelighedsfjern. USA er på vej ind i en periode med økonomiske stramninger. Romney lægger sig op ad Bush-administrationen. Han omgiver sig med neokonservative rådgivere. Obama-adminstrationen har en mere nuanceret tilgang. Men jeg tror også, de har en udbredt tro på, at den vestlige orden er ved at blive universel. De tror, at de opblomstrende magter vil indordne sig under den orden, der tilbydes i dag. Det kan man se på Obama-administrationens politik, retorik og naturen af den diskussion, der finder sted i USA.

Ny definition af legitim statsform nødvendig
RÆSON: Hvilke udfordringer er der, når demokratiske stater, religiøse stater og et-partis-stater skal fungere sammen på den internationale scene?

Kupchan: Vi har set perioder i historien, hvor lande med meget forskellige regimetyper har samarbejdet med succes. Europa er et eksempel. Her arbejdede de to liberalistiske lande, Frankrig og England, tæt sammen med de tre autokratier Rusland, Preussen og Østrig. Men jeg tror, at nøglen er at have respekt for hinandens forskelle og erkende, at vi må arbejde sammen med lande, som vi ikke nødvendigvis deler politiske værdier med. For eksempel selvom der sker brud på menneskerettighederne eller andet, Vesten ikke vil billige. Man bør omdefinere, hvad der er en legitim statsform, og holde op med at fokusere snævert på liberalistisk demokrati, men derimod på ansvarlig statsstyring.

RÆSON: Hvordan adskiller den nye epoke sig fra tidligere epoker, hvor der var rivaliserende styreformer? Såsom supermagternes USA og Sovjetunionens forskelligartede samfundsstrukturer under Den kolde krig?

Kupchan: Det mest skelsættende ved denne æra er, at det er første gang i historien, at der ikke er ét politisk magtcentrum i en globaliseret og indbyrdes afhængig Verden. Vi har tidligere haft multipolare verdensordner, såsom i 1600- og 1700-tallet, hvor magten var bredt fordelt imellem Europa, Det Ottomanske Rige, mogulerne, kineserne og japanerne. Men magterne regerede uafhængigt af hinanden. Nu er vi på vej ind i en Verden, hvor mange magtcentre og forskellige versioner af modernitet er integrerede. Derfor er det så vigtigt at finde ud af, hvordan man kan opnå konsensus imellem de forskellige regioner og modeller.

(Om)vejen mod demokrati
RÆSON: Hvorfor følger de nye magter ikke Vestens ideologi om en kapitalistisk, demokratisk model?

Kupchan: Hovedårsagen er, at der eksisterer forskellige socioøkonomiske og kulturelle forhold i forskellige dele af Verden. Vesten bevæger sig af én stig, resten af verden af en anden. I Kina følger man en kommunitaristisk etik med rod i konfuzianistisk kultur. Det fører til en anden form for samfund og en mere kollektivistisk tilgang til styreformer end i Vesten. Jeg mener, at middelklassen var forandringens forkæmpere i Vesten. Den gjorde modstand mod monarkiet og kirken og skabte den industrielle revolution. I Kina i dag har staten vundet middelklassen over på sin side. Middelklassen bliver inddraget i statsapparatet. Forretningsmænd bliver medlem af Det Kommunistiske Parti, og medlemmer af partiet bliver forretningsfolk. Derfor er den kinesiske middelklasse ikke forandringens forkæmpere. Vender vi blikket mod Mellemøsten, ser vi en region, hvor politik og religion historisk set altid har været flettet sammen. Og det er på grund af den dybt historisk forankrede politisk religiøse baggrund, at vi kommer til at se politisk Islam vokse.

RÆSON: Hvorfor er det overhovedet vigtigt for Vesten, at resten af Verden tager demokrati til sig som styreform?

Kupchan: Vesten har ment, at såvel det af moralske som pragmatiske årsager har været vigtigt at sprede demokrati, fordi der hersker en tro på, at demokratier er mere fremmende for fred end ikke-demokratier. Jeg mener, at spredning af demokrati vil være en moralsk gevinst. Samfund, hvor befolkningen regerer over sig selv, er ønskværdige. Jeg tvivler mere på, at udbredelsen af demokrati nødvendigvis vil medføre en mere fredelig Verden. Jeg tvivler også på, at demokrati kan påtvinges udefra. På Balkan, i Irak og i Afghanistan har vi i de sidste par årtier set eksempler på vanskelighederne ved at fremskynde demokratier for hurtigt.

RÆSON: Hvorfor fører kapitalisme ikke altid til demokrati?

Kupchan: Kapitalisme vil måske føre til demokrati med tiden. Men hvis det er tilfældet, vil det ske relativt langsomt, og forskellige former for demokrati vil opstå. Jeg tror ikke, at Kina aldrig bliver et demokrati. Faktisk tror jeg, at chancerne, for at det sker, er gode, men at det vil tage flere generationer. England blev et konstitutionelt monarki i 1688 og først et demokrati i 1884. Preussen var et konstitutionelt monarki i 1848 og et demokrati i 1950. Den type udvikling tager tid. Men vi skal også overveje, hvor ønskværdig udbredelsen af demokrati er. Det er på ingen måde indlysende for mig, at samarbejdet mellem USA og Kina vil være lettere over de næste 15 år, bare fordi Kina skulle blive et demokrati. Tværtimod er Kina formegentlig lettere at håndtere som et-parti-stat. Kina er et enormt land, hvor der er stærke nationalistiske strømninger, og der ville herske politisk uorden, hvis Kina forhastede sig mod demokrati. Geopolitiske konflikter mellem USA og Kina vil således være lettere at styre udenom, så længe Kina ikke er et demokrati.

CHARLES A. KUPCHAN er professor i internationale relationer ved Georgetown University, medlem af Council on Foreign Relations, tidligere rådgiver for Clinton-administrationen og forfatter til bogen ‚No One’s World: The West, the rising Rest, and the Coming Global Turn‛. ANDREAS ANTONI LUND (f. 1981) er cand. mag. i journalistik og cand. mag. i historie fra Roskilde Universitet. Han arbejder som journalist.