20.01.2012

RÆSON portrætterer op til det amerikanske primærvalg fra januar-juni 2012 de Republikanske kandidater, der har størst vinderchancer. En af dem bliver Barack Obamas udfordrer ved præsidentvalget til november 2012. Her tegner RÆSON et overblik over en række af kandidaterne. Anne Mørk opdaterer løbende portrætterne, efterhånden som primærvalgene afholdes.

Af Anne Mørk

Læs også: Valg i USA: Kina en republikansk rød klud

Mitt Romney (af Rasmus Damkjær Christensen)
Den største udfordring for Romneys primærvalgskampagne er at holde den svære balance mellem at præsentere hans politiske resultater, og samtidig undgå at blive kategoriseret som en demokrat i republikanske klæder. (…) Den største af de sager er en omfattende sundhedsreform, som Romney gennemførte i 2006, mens han stadig var guvernør i Massachusetts. (…)Udover sundhedsreformen har Romney også skønhedsfejl i forhold til de socialt konservative mærkesager abort og homo-ægteskaber. Han støttede klart op om abort, og mere halvhjertet op om muligheden for registeret partnerskab i sin tid som guvernør. På begge områder havde han et standpunkt indtil han tog et nyt.
Det er lige netop erfaringerne fra toppen af det amerikanske erhvervsliv og imaget som redningsmand for Vinter OL som Romney lægger vægt på i sin nuværende kampagne. Han slår på sin viden om at skabe jobs og arbejde i den private sektor (…) Økonomi er også Romneys styrke i en anden forstand. Fundraising er måske den vigtigste evne en præsidentkandidat kan have, og som hans tid i Salt Lake City viste, er Mitt Romney en fundraiser af guds nåde. (…) Lykkedes det denne gang, så vil han med sine moderate positioner og økonomiske resultater være den kandidat, som potentielt kan flytte stemmer hen over den afgørende midte i amerikansk politik, og med dem genindtage det Hvide Hus på vegne af republikanerne.

Efter Iowa, New Hampshire og South Carolina: Romney har taget sejren i de to første afstemninger i partiet, ved caucusvalget i Iowa og i primærvalget i New Hampshire. Sejren i Iowa med kun 8 stemmer foran den ekstremt konservative Rick Santorum var mest af alt en pyrrhussejr, der illustrerede den manglende entusiasme for Romney i partiets højrefløj. South Carolina blev ikke staten hvor Romney cementerede sin status som favorit – tværtimod. Med det betydelige nederlag til Gingrich står Romney i sin foreløbigt største krise. Primærvalget illustrerede for alvor hans svage opbakning i konservative kredse, og det er især hans formue og manglende kendskab til den almindelige amerikaners liv, der bruges imod ham.

Læs hele portrættet af Romney her

Newt Gingrich (af Anne Mørk)
Demokraterne vil formentlig juble, hvis Gingrich bliver Republikanernes kandidat. Han er nemlig en tikkende bombe af politiske og personlige skandaler, som i sidste ende kan koste partiet valgsejren i 2012. (…) Indtil nu er det dog lykkedes Gingrich at få basen i Det Republikanske Parti til at glemme det og i stedet se ham som en statsmand og stor konservativ tænker. (…) Ifølge en Gallupundersøgelse fra 15. december er det primært de ældre vælgere og de vælgere, som beskriver sig selv som traditionelt konservative, der støtter Gingrich.
Gingrich begyndte sin politiske karriere med at stille op til Kongressen i 1974 med intentionen om at være ”an old-time political boss in 20 years”. Dette vidner om en mand, der fra starten af sin karriere satte magt og status over ideologi og principper. (…) Det var dog først posten som formand for Repræsentanternes Hus efter valget i 1994, der for alvor fik Gingrich på det nationale, politiske landkort
Gingrichs comeback er blevet symbolet på splittelsen i Det Republikanske Parti. Han er hadet af de fleste fremstående republikanere. Især de, som har arbejdet sammen med ham, advarer mod hans hovmod og rastløshed. (…) Men alligevel er partiets højrefløj vilde med ham. RÆSONs eksperter Niels Bjerre-Poulsen og Jørn Børndal erklærer sig enige med de fleste amerikanske eksperter: Gingrich kan godt vinde den Republikanske nominering, men han kan ikke slå Obama. Splittelsen i partiet kan give ham nomineringen, men han har for mange politiske og personlige lig i lasten til at kunne indtage Det Hvide Hus.

Efter Iowa, New Hampshire og South Carolina: For en mand, der selv mente, at han var selvskrevet til den republikanske nominering, var afstemningerne i Iowa og New Hampshire en stor skuffelse – to fjerdepladser blev det til. Efter sin succes i meningsmålingerne blev Gingrich for alvor boksebold for Romneys kampagnemaskine, der brugte enhver mulighed for at fremhæve de mange skandaler. Men South Carolina blev et imponerende come back for Gingrich, der tog 40% af stemmerne. Med Perry ude af spillet er Gingrich nu blevet den kandidat partiets højrefløj samler sig om. Gingrich har nu sat massivt ind i Florida for at bevise, at han kan trodse oddsene og stjæle nomineringen for næsen af Romney.

Læs hele portrættet af Gingrich her

Ron Paul (af Mira Borggreen)
På mange måder har Ron Paul med mere end 20 år i Kongressen mere politisk erfaring på nationalt niveau end alle de andre republikanske kandidater – tilsammen. Som politiker har han så godt som undgået skandaler, opbygget en nærmest kult-agtig fanskare og fået skabt et ry som en konsekvent og ærlig politiker. Alligevel er flere danske eksperter i amerikansk politik enige: Ron Paul bliver aldrig USAs præsident. (…) Paul passer simpelthen ikke ind i en boks – og fremstilles, hvis han overhovedet får mediedækning, derfor ofte som en lidt skør provokatør. (…) Pauls konsekvente holdninger afspejles også tydeligt i hans stemmeafgivelse i Kongressen. I en undersøgelse fra 2004 placerede Paul sig som den mest konservative af alle 3.320 medlemmer af den amerikanske kongres og præsidenterne i årene 1937 til 2002. (…) De mange milliarder dollars, Paul vil spare, skal primært findes ved at skære over 800 milliarder dollars i forsvarsbudgettet – Paul vil trække USA ud af alle USAs krige, ud af internationale organisationer og skære al ulandsbistand væk. Derudover vil Paul nedlægge seks ministerier, inklusiv energi- og undervisningsministerierne. Det vil lette budgettet med 179 milliarder dollars og skære 134.000 offentlige ansatte væk. På mange måder mener flere danske eksperter, at hemmeligheden bag Pauls succes måske er en kombination af hans konsekvente holdninger, hans personlighed og hans nærmest Moses-lignende karakter. Obama-lejren ville dog fryde sig, hvis Paul virkelig blev nomineret. For hans ekstreme holdninger vil formodentlig afskrække de uafhængige vælgere så meget, at Obama ville vinde noget nær en jordskredssejr.

Efter Iowa, New Hampshire og South Carolina: Mens andre kandidater er steget og faldet i popularitet gennem de seneste måneder har Paul været overraskende konstant i meningsmålingerne. Med henholdsvis solide 21% og 23% af stemmerne i Iowa og New Hampshire er Paul kommet til at fremstå som den solide republikaner, der står ved sine holdninger. Ganske få tror dog, at Paul kan slå Romney (eller Obama for dens sags skyld), men hans popularitet blandt libertarians i partiet illustrerer den betydelige splittelse i partiet. Efter en ikke overraskende fjerdeplads i det højre-religiøse South Carolina har Paul efterfølgende fokuseret sine penge og energi på mindre primærvalg, især i Maine. Paul har således valgt at holde lav profil i Florida (formentlig af økonomiske årsager), men har lovet at fortsætte sin libertarian kampagne i de næste stater.

Læs hele portrættet af Paul her

Rick Santorum (af Anne Mørk)
Efter han offentliggjorde sit kandidatur i sommeren 2011, blev Rick Santorums præsidentkampagne opfattet som det tynde øl, der sammen med Jon Huntsman udgjorde bunden i det republikanske kapløb. Som hardcore neokonservativ på udenrigspolitikken og religiøs modstander af abort, homoseksuelle ægteskaber og undervisning i evolutionsteori i skolen markerer Santorum sig som en traditionel konservativ, der appellerer til samme vælgerskare som Michelle Bachmann og Rick Perry. Det var dog også først, da disse faldt i meningsmålingerne, at Santorum kom til at fremstå som en seriøs trussel mod Romney og Gingrich. Opsvinget i Santorums popularitet faldt sammen med sæsonens første caucus i Iowa, og således tog han sejren for næsen af Romney (efter fintælling) som oprindeligt blev kåret som vinderen.
Som senator for svingstaten Pennsylvania i årene 1995 til 2007 har Santorum gjort sin pligt i Kongressen, hans økonomiske politik var i senatetsperioden langt mere moderat, end han bryder sig om at erkende nu. Dog har han konstant holdt fast i sin konservative social- og familiepolitik. Efter sejren i Iowa havde Santorum svært ved at følge med sin nærmeste konkurrent til højrefløjens hjerter, Newt Gingrich. Efter en tredjeplads i South Carolina antog de fleste, at Santorum formentlig havde udspillet sin rolle. Den 7. februar blev antagelserne dog gjort til skamme, da Santorum præsterede en hattrick af dimensioner med valgsejre i Minnesota, Missouri og Colorado. Det er indtil videre primærvalgenes største overraskelse. Først var han der, så var han der ikke, og nu er der igen.

– Læs hele portrættet af Santorum her

Rick Perry (af Kathrine Simonsen)
Da Rick Perry annoncerede, at han stillede op som republikansk præsidentkandidat, kunne man næsten høre et lettelsens suk gå igennem Det Republikanske Parti – the Grand Old Party. Præsident Obama har lavere opbakning hos befolkningen end nogensinde før, men Republikanerne har endnu ikke kunnet præsentere en kandidat, der kunne begejstre hele partiet.
Rick Perry har – sammenlignet med de fleste af de andre republikanske kandidater – stor politisk erfaring. I 2001 overtog han guvernørposten i Texas, da George W. Bush blev præsident. Den post besidder han stadig i dag, og kan dermed prale af at være Texas’ længst siddende guvernør. (…) Han hævder, at han har reddet Texas fra den recession, der ellers præger USA, ved at styre økonomien konservativt – og at han kan gøre det samme for resten af landet, hvis han bliver præsident. (…)Faktisk er alle hans planer for en eventuel fremtid som amerikansk præsident associeret med økonomi. (…) Samtidig understreger han, at han selv er ganske almindeligt protestantisk kristen fra Texas. Perry har været metodist siden sin fødsel og tilhører den relativt nye megakirke Lake Hills Church i Austin, Texas.
De konservative og kristne holdninger skal nok få ham langt i primærvalgene, men der er en risiko for, at de kan skræmme moderate vælgere væk ved et eventuelt præsidentvalg.(…) Med en siddende præsident, der er historisk svag, kan Perry tiltrække nogle af de vælgere, der er skuffede over Obama, netop fordi han er alt andet end det, de kender. Derudover kan Perry tiltrække nogle af de samme vælgere som Michele Bachmann; de socialkonservative og Tea Party folkene. Men meget kunne tyde på, at han er for ekstrem til at kunne overvinde de uafhængige vælgere, hvis han altså vinder primærvalgene og skal op imod Obama.

Efter Iowa og New Hampshire: Perrys kandidatur har vist sig at være en klassisk højt-at-flyve-dybt-at-falde historie. Som den ”ægte” konservative kandidat, der kunne true Romney, har Perry nu reelt i manges øjne udspillet sin chance. Et ønske om at give amnesti til illegale indvandrere gjorde ham stærkt upopulær i den konservative gren i partier. Desuden blev Perry genstand for adskillige jokes (og vil være det i år fremover) for under en tv-debat ikke at kunne huske, hvilke ministerier han ville nedlægge. Efter en skuffende femte plads i Iowa var det forventet, at Perry trak sit kandidatur 18. januar.

Læs hele portrættet af Perry her

Michelle Bachmann (af Mira Borggreen og Anne Mørk)
Siden Texas’ guvernør Rick Perry trådte ind på scenen i starten af august, har presset på Bachmann været støt stigende. (…) som del af den republikanske flodbølge ved Midtvejsvalget i 2010 – også kendt som Tea Party bevægelsen – har Michele Bachmann på mindre end et år placeret sig solidt i det republikanske kandidatfelt til præsidentvalget i 2012. (…) Hendes fundamentalistiske, kristne tro virker stærkt stødende på mange amerikanere, men samtidig fungerer den som en mobiliserende kraft på den yderste højrefløj. (…) Ved midtvejsvalget i 2010 blev Bachmann en af Tea Party-bevægelsens frontfigurer, og hun grundlagde i juli samme år arbejdsgruppen Tea Party Caucus i Kongressen
Men hvad står Bachmann egentlig for politisk? Ved to politiske møder midt i august kaldte hun ifølge politico.com sig selv både finanspolitisk konservativ, socialkonservativ, konservativ på national sikkerhed og tea-party-konservativ. (…)Bachmanns korte politiske karriere har primært været defineret af angreb på præsident Obama. (…) De manglende politiske resultater er Bachmanns svaghed i forhold til hendes nærmeste rival, Rick Perry. (…) Et af de problemer, Bachmanns politiske rådgivere af og til må rive sig lidt i håret over, er hendes tendens til yderst uheldige udtalelser. (…) Problemet for dem og Bachmann i en national kampagne vil være at overbevise den store del af republikanske midtervælgere om, at hun ikke er den she-devil, som mange af hendes politiske modstandere beskylder hende for at være.
På trods af hendes sejr i Ames’ straw poll i Iowa i begyndelsen af august er Bachmanns popularitet gået markant ned siden juni.

Efter Iowa og New Hampshire: På trods af Bachmanns succes i straw poll i Iowa, forsvandt mediernes interesse for hende hurtigt. Cains sexskandaler og Gingrichs comeback stjal overskrifterne, og ved de republikanske debatter i november og december var Bachmann ukarakteristisk afdæmpet. I sidste ende blev caucuset i Iowa d. 3. januar dødsstødet for hendes kandidatur. Hun måtte tage til takke med en skuffende sjette plads, og hun annoncerede den efterfølgende dag at hun trak sig fra kapløbet om nomineringen.

Læs hele portrættet af Bachmann her

Anne Mørk (f. 1985) er ph.d.-studerende ved Center for Amerikanske Studier, Syddansk Universitet hvor hun forsker i amerikanske præsidenters forhold til frivillige organisationer og velfærdsstaten. Hun modtog i 2011 Syddansk Universitets guldmedalje for sin kandidatafhandling om Robert F. Kennedy som liberalt ikon. Fokusområder er præsidentstudier og amerikansk politisk historie og kultur. ILLUSTRATION: (foto: Gage Skidmore via flickr)