Portræt: Banke for bordenden

Portræt: Banke for bordenden

01.06.2012

.

NYE NAVNE I POLITIK: Thomas Banke (f. 1981)
HVEM HAN ER: Han sætter en stor ære i at overholde budgetter, brænder for at stoppe socialt bedrageri og elsker USA.
HVAD VI VED: Han er den første Venstre-borgmester i Fredericia efter 93 år med et socialdemokratisk styre.
HVAD VI VIL VIDE: Hvordan skærer man hårdt ned uden at blive upopulær?

LÆS OGSÅ: Peter Hummelgaard: Kandidat på landingsbanen / / Stine Brix: Lægedatteren fra Albertslund

PORTRÆT af Tinne Hjersing Knudsen

Thomas Banke står mellem gule og lyserøde potteplanter på havnen i Fredericia. En mand monterer et head set om hans ører. Manden står på tæer, for byens borgmester er høj. Banke taler ved indvielsen af et nyt projekt, der hedder Grow Your City, som er halvtreds køkkenkasser på kvartpaller.

En dame hænger flag på blommetræet i sin mobile køkkenhave, som svajer i vinden, der er hård og kold. Hun snører hætten sammen på sin blå Addidas-sweater, så kun en femkrone af ansigtet er synligt. »Han er vokset med opgaven,« siger hun og peger på Banke. »Vi var bange for, at han ville blive jordet af de erfarne politikere under det der drama efter kommunalvalget i 2009,« siger hendes mand.

»Jeg husker konstitueringerne som to dage, hvor vi ikke sov, men forhandlede med is i maven«, siger Thomas Banke. Han tilføjer, at politikerne lavede en aftale om aldrig at uddybe, hvad der skete under forhandlingerne. »Og den aftale holder vi«, siger han.

»Der findes kun lignende projekter i Berlin, Melbourne og Detroit. Nu har vi det også i Fredericia,« slutter Banke sin tale. Publikum griner og klapper. De er vel 100 i alt. Banke går ud af teltet, ud i regnen, og rundt blandt dem. En mor prikker ham på skulderen. »Må de få et billede med dig?«, siger hun og peger på sine to rødhårede børn i femårsalderen. »Selvfølgelig,« siger Banke og sætter sig straks på knæ mellem dem.

Borgmester Banke har gennemført nogle af de mest omfattende besparelser i Fredericia, men det generer ikke borgerne. I hvert fald ikke dem, der er nye ejere af køkkenkasser.

Til kamp mod terror for værdier
Snuden af Thomas Bankes glatte laksko giver et fladt klask i trefjerdeles takt, når den rammer borgmesterkontorets gulvtæppe. Skrivebordet er vendt væk fra vinduerne. Foran det hænger en stor plakat af en talende John F. Kennedy.

»Han har holdt nogle af de bedste politiske taler, den her verden har set«,siger Thomas Banke. »Jeg er en af dem, der holder meget af USA og har svært ved at se deres fejltagelser i historien.«

Det var den store kærlighed til USA, der fik Thomas Banke op af stolen og ind i politik. Han så tvillingetårnene styrte i grus 11. september 2001 og så det pralende Al Qaeda feste over at have taget 3000 menneskeliv. »Jeg følte, at det land har hjulpet os i så mange krige og kæmpet for de ædle og rigtige værdier. De har gjort så meget for den frie vestlige verden, og nu bliver de på den mest skamfulde og kujonagtige måde angrebet. Det fik mig til at tænke, at nu var det simpelthen nok.«
Hvilke værdier er de rigtige og ædle?
– »Det er naturligt for mennesker at lede hen mod de liberale værdier. Folk ønsker helt grundlæggende frihed. Et land vil før eller siden komme op på et niveau, hvor dets folk vil kræve de samme værdier, som vi lever efter.«

Fascineret af Fogh
Kort efter angrebet på USA vandt Anders Fogh Rasmussen regeringsmagten i Danmark, og Thomas Banke var fascineret af ham. »Han havde ledelsesegenskaber, der strålede ud af ham og optrådte fra første dag på en meget præsidentiel måde.«

Vreden over terrorismen og fascinationen af Danmarks nye statsminister fik ham til at melde sig ind i Venstre. »Det var jo der, Anders Fogh kom fra. Siden meldte jeg mig ind i Venstres Ungdom også.«

Skattekronevogter
Thomas Banke blev borgmester som lige godt 28-årig og brød med 93 år i træk med socialdemokratiske borgmestre i Fredericia. »Mine politiske modstandere forsøgte at male fanden på væggen, fordi jeg var ung. De sagde, at byen ville sejle og gå i stå. Jeg gad ærlig talt ikke høre på det, jeg ville bare i gang med arbejdet«.

Arbejdes, det skulle der, for Fredericia stod over for historiske besparelser. Thomas Banke gennemførte to budgetforlig i træk, og det er første gang, det er sket. Det er han stolt af.
Du er stolt af at skære ned?
– »Jeg fik tjansen og vagten i den periode med gigantiske udfordringer. Jeg er ikke stolt over at skære ned i folks ydelser, men jeg er stolt over at have bragt orden i en økonomi, som historisk set aldrig har været vanskeligere at bringe i orden.«
Havde borgmesteren før dig da uorden i økonomien?
– »Man kan stille sig selv spørgsmålet, at hvis man spare næsten 10 % af budgettet et år efter et valg, hvordan det så ud før. Jeg skal ikke klandre mine forgængere for noget, men man kan stille sig selv spørgsmålet«
Hvordan har reaktionerne være på dine besparelser?
– »De har været blandede. Folk er ikke ligefrem lykkelige over, at man fjerner ydelser fra dem eller skærer ned i deres daginstitutioner. Men jeg fortæller mig selv, at de fleste danskere forstår, hvad det er for en alvor, vi står i, og at de fleste er så fornuftige, at de kan se, at der skal være orden i tingene.«
Hvorfor er det så vigtigt for dig at overholde kommunens budget?
– »Jeg vogter nidkært over skatteborgernes penge, som var de mere værd end mine egne. Folk slider for at betale skat og det er deres penge, jeg forvalter. Jeg skylder dem, at de forvaltes ordentligt.«
Hvad vil du gerne huskes for?
– »Jeg håber, at jeg bliver anset som en borgmester, som er i stand til at gå nye veje hele tiden. Når jeg engang er færdig med det her, så håber jeg, at folk kan se, at jeg gjorde en forskel. Gerne i positiv retning.«

Udligningsreformen er demotiverende
Thomas Banke ser sig selv som en borgmester, der har ryddet op og har nedbrudt socialdemokraternes strukturer. »De byggede tingene op på deres måde og al respekt for det. Men det ER muligt at bryde ned og starte forfra.«
Du er stolt af at have sparet og brudt ned. Hvad er du stolt af at have skabt?
– »Jeg er stolt af, at vi nu overholder vores budgetter. For første gang i byens historie skal vi af med penge i udligningsordningen. Vi har fået så mange i arbejde fra kontanthjælp, gjort meget på sygedagpengeområdet og renoveringsområdet af vores sociale boligmasse – vi har lavet en masse fremskridt, som vi bliver straffet for.«
Synes du, udligningsreformen er demotiverende?
– »Jeg anerkender, at der skal være udligning for at skabe lige vilkår, men det er usundt, at det bedre kan betale sig for mig at læne mig tilbage og lade økonomien sejle. Det har demotiveret mig meget. Det er ærgerligt, for Christiansborg når ikke de resultater med landet, de vil, hvis ikke kommunerne gør deres ypperste. Vi har det praktiske ansvar for 60 % af midlerne i den offentlige sektor.«

Regeringen ødelægger politikernes ry
Borgmesteren er kritisk over for den nye regering, men ikke på grund af politikken, den fører. »De skader alle politikere og hele vores land, fordi de har bedraget vælgerne i den grad, de har. Det, vælgerne stemte på, var ikke det, de fik. Jeg kan tydeligt mærke, at den nye regering har givet politikerne et anseelses-, troværdigheds- og imageknæk. Når man bryder et løfte, skal man lægge sig ned på sine grædende knæ og sige undskyld. Regeringen forsøger at bortforklare. De burde sige undskyld og have været ærlige fra starten.«

»De har haft større fokus på at få ministerposter end på at bruge ministerposterne til noget. Det virker som om, at magten har været det væsentligste formål for regeringen med at vinde valget«.
Du mener, at regeringen ikke har en plan for landet, men kun vil magten for magtens skyld?
– »Hvis de virkelig kæmpede for en politik, ville de ikke kunne gennemføre de ting, de gør nu. Fundamentet for deres økonomiske politik er en direkte videreføring af den gamle VK-regerings politik. Det må være uvirkeligt at gennemføre og forsvare noget, man har tordnet så voldsomt imod i mange år. Jeg tror faktisk, jeg så ville finde en anden branche. Jeg ville ikke kunne holde til det.«

Løkke bliver kaldt en passiv af oppositionsleder. Hvordan synes du, han klarer sig?
– »Han klarer sig fantastisk og har gjort det lige siden, han fik nøglerne til statsministeriet, som han er en langt mere værdig bærer af end Helle Thorning. Det er helt naturligt for en opposition, at de venter med at melde deres politik ud, til regeringen er kommet med deres udspil«.

Med pressen hængende på nakken
Thomas Banke er vant til at blive kigget over skulderen, når han handler. »Sådan er det at være borgmester i en by af Fredericias størrelse. Folk følger med i, om jeg køber økologisk, taler i mobiltelefon eller tygger på tyggegummi på de forkerte tidspunkter. Det er en del af jobbet.«
Hvis du selv kunne vælge et image, hvilket skulle det så være?
– »Jeg vil hellere sige, hvad jeg IKKE vil blive kaldt: levebrødspolitiker – for det er så fjernt fra virkeligheden. Det er det værste, man kan kalde mig, for så bliver jeg ganske pikeret og rasende. Det skal man passe på med.«
Hvad synes du om, at pressen vil være så tæt på dig?
– »Det er jo lidt et tvangsægteskab. Vi har brug for dem og omvendt. Men presset, der ligger på en borgmester er større, end man tror. Det er ikke de mange møder, de mange ting i kalenderen eller søvnunderskuddet. Det er den konstante, og jeg understreger konstante, medieovervågning. Det er det, der tærer på mig.«
Bliver du aldrig træt af det?
– »Jeg er ikke træt endnu, men jeg kan ikke se mig i politik hele mit liv. Jeg tror, at jeg har brug for at komme ud i det virkelige liv og få et job i det private.«
Men du har lige sagt, at du genopstiller til borgmesterposten. Hvornår skal du så have pause?
– »De ting, jeg har sat i gang, går langt hen i næste valgperiode, og dem vil jeg gerne følge til dørs. Men jeg har sagt til mig selv, at den dag, jeg står op og tænker ’jeg gider ikke i dag’ og får lyst til at pjække, der går jeg af.«

Tinne Hjersing Knudsen (f. 1991) er journaliststuderende på Syddansk Universitet og redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Thomas Banke (foto af Helle Andersen).