19.08.2012

I stedet for at ofre danske soldaters liv på umulige opgaver bør Danmark føre en ny udenrigspolitik. En udenrigspolitik, hvor vi vælger de kampe, vi kan vinde.

KOMMENTAR af Maria Mellander Mouritzen

LÆS OGSÅ:
– Ministeriet for krig
– Skal vi skele til danske interesser, når vi vælger vores krige? Nej (Interview med Villy Søvndal)

Spørger man danske politikere, er Danmark et foregangsland på områder lige fra miljø og flexisecurity til oprørsbekæmpelse og demokrati. Danmark er øjensynligt i besiddelse af et verdensklasserenommé. Efter indsatsen i Libyen betegnede NATO-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen Danmark som ”en højt værdsat allieret med et ekstraordinært godt omdømme.” Udenrigsminister Villy Søvndal er enig: ”Danmark har en stor kredit at tære på internationalt.” Men politikerne overvurderer Danmarks goodwill. Det betyder, at de også overvurderer Danmarks udenrigspolitiske handlerum. Mens skiftende regeringer tror, at Danmark kan gå på vandet, har de sidste 10 år afsløret et Danmark, der i visse tilfælde er tæt på en diplomatisk druknedød.

Globalisering 101
Er dansk indenrigspolitik tilstrækkeligt afsporet, skal det nok blive opdaget i udlandet. Blot fordi politikken glider ubemærket hen i den hjemlige debat, betyder det ikke, at udlandet er lige så tolerante. De tydeligste eksempler er Muhammed-krisen og grænsebom-sagen, hvor en debat, der af mange danskere opfattes som ukontroversiel, pludselig trækker overskrifter i udenlandske medier. Både Foghs og Løkkes regering fastholdt, at disse to sager demonstrerede henholdsvis udbredelse af danske værdier (Muhammedkrisen) og en udenlandsk overreaktion (grænsebommene). Men Udenrigsministeriets embedsmænd ville nok være mere tilbøjelige til at tænke på deres efterfølgende overarbejde som brandslukning snarere end værdifremme. At mindske overraskelseseffekten ved den type sager kræver ministerielt forhåndsarbejde. Udenrigsministeriet koordinerer Danmarks EU – og udenrigspolitik. Men på grund af internationale forholds stigende betydning for stort set alle fagområder, har fagministerierne overtaget meget af den stigende mængde international ”low politics” fra Udenrigsministeriet. I langt de fleste tilfælde er fagministeriernes egne kontorer for EU og udland nemt i stand til at foretage en risikovurdering af udlandets respons. Måske endda bedre end storebrorministerierne, Udenrigs – og Statsministeriet. For eksempel havde COP15 i december 2009 været bedre tjent med Klimaministeriets benhårde to-graders-strategi end Statsministeriets high politics strategi (fokus på USA frem for G20).

Danmark som internationalt mobbeoffer
I forhold til Irak-krigens udbrud var det igen Statsministeriet, der tog over. Denne gang fra selveste Udenrigsministeriet. I februar 2003 underskrev Anders Fogh Rasmussen sammen med syv andre europæiske statsledere et støttebrev til Præsident George W. Bush. Et støttebrev, der voldte stor ravage hos krigsmodstanderne Tyskland og Frankrig. Det kan godt være, at udenrigsminister Per Stig Møller fremsatte Folketingsforslaget om krigsdeltagelse i marts 2003. Men det var Anders Fogh alene, der efter en telefonsamtale med præsident Bush traf beslutningen om dansk krigsdeltagelse; Udenrigsministeriet var kørt ud på et sidespor. I grænsebomssagen 2011 blev Udenrigsministeriet endnu en gang inddraget alt for sent. Skatteministeriet og i særdeleshed Ministeren troede, at grænsebommen ville blive en indenrigspolitisk skovtur – som dansk VKO-politik som regel var – og glemte derfor at tage højde for det udenlandske publikum. Skatteministeriet var end ikke i stand til at finde de argumenter for ministerens påstand om ”en markant stigning i den grænseoverskridende kriminalitet” som både Tyskland, EU-kommissionen og udenlandske medier efterspurgte. Om overdommeren skal være Stats, Udenrigs – eller fagministerierne afhænger naturligvis af den konkrete sag. Sikkert er det imidlertid, at både fagekspertise og kendskab til internationale ”red lines” er nødvendige for at undgå, at Danmark bliver et internationalt mobbeoffer. For selvfølgelig skal Folketinget kunne vedtage love, der er upopulære i udlandet – men de skal gøre det på et oplyst grundlag, hvor udenlandske reaktioner medregnes. Om ikke andet betyder det, at embedsapparatet er forberedt på konsekvenserne af den førte politik.

Goodwill behøver ikke koste soldater livet
Værdipolitik skal ikke finde sted som hovsa-brandslukninger af indenrigspolitikkens utilsigtede konsekvenser. Det bringer Danmark i defensiven. Værdipolitik behøver heller ikke tage form af militære bidrag til internationale konflikter. En nemmere måde at tage sit værdipolitiske ansvar er at spille rollen som ”klassens duks” a la Norge. Det vil sige overholde sine flygtningekvoter og yde stor humanitær bistand. Også rollen som ”den frække dreng i klassen” kan give international goodwill ved at lægge pres på lande, hvor Danmarks geopolitiske interesser er små eller sammenfaldende med de værdipolitiske. Det skete da udenrigsminister Uffe Ellemann promoverede de baltiske landes selvstændighed i 1988-91 og ved 1990’ernes amerikansk-inspirerede kritik af Kina i FNs menneskerettighedskomite. Men i dag er Danmark hverken duks eller fræk dreng. Siden 2001 har Danmark snarere indtaget rollen som ”klassens dampbarn”, der insisterer på at sende soldater på en mission impossible i Helmand i stedet for blot at gøre som resten af Europa: lave genopbygning i det (lidt mere) rolige Nordafghanistan. En ledetråd for dansk udenrigspolitik burde være: Aktivisme for aktivismens egen skyld skal undgås. Udenrigsminister Villy Søvndal har ganske vist proklameret et skifte – fra en udenrigspolitik præget af hård magt til blød. Men når det danske forsvar skal spare tre milliarder kroner og trække 750 kampsoldater hjem fra Afghanistan om to år, var beslutningen taget på forhånd.

Klassens duks
Hvor skal Danmark så tage dukserollen på sig? Vi kan uden de store omkostninger udvide goodwill-forspringet på områder som klima og miljø. På andre områder kan dukserollen være påtvungen for at kompensere for tidligere tiders dårlige opførsel. Stærkeste eksempel er Tysklands militære tibageholdenhed, der endnu viser sig i Irak, Afghanistian, Libyen – og i dets specielle forhold til Israel. Men dukserollen skal ikke overdrives. Ved at være klassens duks på visse områder kan man nemmere være fræk dreng på andre. Norges dukseadfærd i forhold til fredsmægling og flygtningekonventioner betaler sig; Norge får råd til at udnytte andre dele af international ret til at udvide dets territorium, oliefelter og fiskekvoter – den såkaldte ”fisk-for-fred-politik”. På sin vis har Danmark brugt ulandsbistanden til at kompensere for krigsførsel og udlændigepolitik. Men det er langt fra tilstrækkeligt for at vaske tavlen ren. Skal Villy Søvndals kursskifte fra militær til humanitær aktivisme lykkes, kræver det mere end at opretholde ulandsbistanden og trække kampsoldaterne hjem fra Afghanistan.

Hent inspiration fra den anden side af sundet
Udenrigsministeren kan passende kigge vores nordiske naboer efter i sømmene. De er verdensmestre i fredelig aktivisme; Oslo-processen, FN-generalsekretærerne Trygve Lie og Dag Hammarskjöld, Martti Ahtisaaris Nobel-pris, våbeninspektør Hans Blix og senest Jan Eliassons udnævnelse som Ban Ki Moons højre hånd. Specielt interessant for Danmark er det, at Norges fredsmægling ikke går ud over dets status i NATO. I en multipolær verdensorden (med USA som først-blandt-ligemænd) er Danmark måske endda bedre stillet som vellidt mægler blandt de fleste frem for amerikansk duksedreng. Om Villy Søvndal kan indhente vore naboers enorme fredssforspring er usikkert. Men i udenrigspolitikken har regeringen i hvert fald muligheden for at leve op til sine valgløfter.

Hent de nemme sejre
Så kan man spørge sig selv, hvad skal vi bruge al den potentielle dukse-goodwill til? Hvornår bør Danmark være klassens frække dreng? En tommelfingerregel kan opstilles: Vi kan kritisere lande, når de mangler en alvorlig geopolitisk klemme på os – dvs. IKKE er involveret i Arktis, er en stor handelspartner eller en vigtig allieret. Det gælder for eksempel Ungarn, Ukraine og Bahrain, hvor værdipolitikken er relativt omkostningsfri. Dyrere bliver det at pege fingre ad Kina og Rusland. Når værdipolitikken begynder at koste dyrt for geopolitikken, stopper de fleste udenrigsministre. Det kan man ikke ændre på. Men behøver vi stoppe før tid? Som minimum bør vi kræve, at Danmark henter de nemme sejre hjem.

Maria Mellander Mouritzen (f.1990) var leder af Silbas observation af det russiske Duma-valg 4. december 2011. Praktikant på Carnegie Center i Moskva sommer 2011. Kandidatstuderende statskundskaber ved Københavns Universitet – fra september på Statsuniversitetet i Sankt Petersborg. ILLUSTRATION: Fogh og Søvndal (Foto: NATO)