25.05.2012

Det polske valg i oktober 2011 blev et gennembrud for antiklerikale politiske synspunkter. Det er ikke længere tabu at tage afstand fra kirkens privilegier og indblanding i politik. Den polske katolske kirke må formentlig indstille sig på nye tider.

ANALYSE af Søren Riishøj

Det tidligere medlem af det regerende parti Borgerplatformen, Janusz Palikot, havde før det polske valg i 2011 oprettet sit eget parti, Janusz Palikot’s Bevægelse. Partiet er kritisk over for kirken, og fik et gennembrud ved valget med over 10 procent af de afgivne stemmer. Palikots fremgang betyder, at andre politiske partier ikke længere frygter at tage debatten om kirkens rolle og stille forslag om at begrænse kirkens privilegier. Flere emner er blevet bragt på banen, hvoraf mange er forbundet med kirkens finanser. Regeringschefen Donald Tusk har gjort det klart, at der i økonomiske krisetider ikke skal være grupper i samfundet, der behandles mere favorabelt end andre. Regeringen har derfor foreslået helt at lukke den fond, som udbetaler præsters pensioner, og på den måde sikrer kirken et solidt finansielt grundlag. Det er også blevet foreslået at nedlægge den særlige fond for kirkens formuer. I stedet får skatteyderne mulighed for at overføre 0,3 procent af deres skatter til en religion, de selv vælger, altså ikke nødvendigvis den katolske. I forbindelse med digitaliseringen af polsk TV blev der heller ikke fundet plads til den konservative, katolske kanal Trwam. Det har vakt harme især i Tadeusz Rydzyk’s katolske medieimperium og hos det førende oppositionsparti Ret og Retfærdighedspartiet. Det er også blevet bragt på banen, at religionsundervisning i skolerne og militæret skal begrænses. For skolernes vedkommende skal undervisningen i givet fald i fremtiden betales af forældrene gennem brugerbetaling.

Kirken dårligt stillet politisk
Hvor meget der bliver gennemført er noget usikkert, for det regerende Borgerplatformen er delt i en reformvenlig liberal fløj og en konservativ, der ikke vil ændre for meget. En del af forslagene til begrænsning af kirkens magt vil helt sikkert kræve justeringer i eksisterende aftaler mellem kirken og staten. Det har derfor vakt opsigt, at regeringen har luftet forslagene uden at konsultere kirken. Kirken har en politisk allieret i Jaroslaw Kaczynski’s Ret og Retfærdighedsparti, men partiet har tabt seks valg på stribe og vender næppe tilbage som regeringsparti. Det regerende Borgerplatformen mister også stemmer, men de fleste af dem vil efter alt at dømme gå til Palikot’s Bevægelse. Og det stiller ikke kirken stærkere.

Nye tider
”I stedet for Johanns Paul II’s generation har vi i dag Janusz Palikot’s generation”. Sådan karakteriserer den tjekkiske politiske kommentator ved Dagbladet Hospodarske Noviny, Martin Ehl meget præcist kirkens nye position i Polen. Bag formuleringen gemmer sig, at den katolske kirke under den polskfødte pave Johannes Paul II havde en enestående position. Med valget af en polak, Johannes Paul II i 1978, blev det kommunistiske system yderligere undergravet. Det var med til at bane vejen for oprettelsen af Solidaritet og efterfølgende til det kommunistiske systems krise og forfald og det første frie valg i 1989. Det betød også, at den katolske kirkes rolle blev ændret. Så længe Johannes Paul II var ved roret, havde kirken stadig stor indflydelse, men så begyndte nedturen. Emnet ”For eller imod kirken” har godt nok altid været på den politiske dagsorden, men ikke i samme udstrækning som ved det seneste valg i oktober måned 2011. Her fik Janusz Palikot’s nye antiklerikale bevægelse meget stor vælgeropbakning og i høj grad på den gamle venstrefløjs bekostning.

Privilegier efter kommunismens kollaps
For at forstå nutiden må vi inddrage fortiden. Det gælder i højeste grad den polske katolske kirke. Grundlaget for den katolske kirkes stærke position i det polske samfund blev skabt tilbage i det 19. århundrede. Dengang var Polen underlagt fremmede magter, Østrig-Ungarn, Preussen og Rusland, og kirken blev for mange et fristed, en oase for polskhed, en national bastion, et asyl efter tabet af national frihed og samtidig en garanti for opretholdelse af den gamle moralske orden. Mange præster tog således del i de mange opstande og konspirationer rettet mod de forskellige besættelsesmagter. Fænomenet polak-katolik, den nære sammenhæng mellem katolicisme og polskhed, blev den fremherskende diskurs, og angreb på kirken blev betragtet som angreb på Polen. Uden en katolsk kirke, hævdedes det, ville der slet ikke have eksisteret et selvstændigt Polen. Lige efter det gamle systems undergang lykkedes det for kirken at skaffe sig talrige privilegier i form af udstrakt autonomi i forhold til staten, gode indkomster, statsfinansieret religionsundervisning i skolerne, hård abortlovgivning og forbud mod kunstig befrugtning. Kirken fik ligeledes erstatninger fra staten, som havde konfiskeret kirkelig ejendom og ophævet kirkens skattefritagelse. I forbindelse med tilbagelevering af ejendom, konfiskeret af kommunisterne, er der blevet peget på mange uregelmæssigheder, for eksempel i forbindelse med værdisætning af ejendom.

Starten på en ikke-voldelig borgerkrig
Det vakte ligeledes både opsigt og harme, at præster flittigt benyttede prædikestolen til at tordne mod sine kritikere. Præster er blevet beskyldt for pædofili og kirken for at fortie problemet. Dertil kom, at nogle gejstlige før 1989 havde samarbejdet med den kommunistiske efterretningstjeneste. De skyldige blev sjældent retsforfulgt, for sagerne blev typisk behandlet af kirken selv. Alliancen af Venstredemokrater (SLD) vandt valget i 1993 på netop modstanden mod kirkens indblanding i politik, men turde ikke følge kritikken op i handling. Kirkens blev først for alvor bragt i defensiven med pave Johannes Paul IIs død i 2005 og i særdeleshed op til valget i 2011, hvor kirkespørgsmål kom meget højt på den politiske dagsorden. Den ny generation står ikke i samme taknemmelighedsgæld til kirken som den gamle, og den er godt træt af kirkens middelalderlige synspunkter og dobbeltmoral. Slagordet ”Gud JA, kirken NEJ” har derfor særdeles godt fat. Kirkens støtte til Kaczynski-brødrenes Ret og Retfærdighedsparti og det politiske misbrug af flytragedien den 10. april 2010, der blandt andre kostede daværende præsident Lech Kaczynski og hans kone livet, gjorde det ikke lettere for kirken. Modstanden tog nu også om sig blandt de ældre polakker. Alt tyder på, at kirken i dagens Polen må indstille sig på nye tider. En slags borgerkrig, som den næppe er i stand til at vinde.

Søren Riishøj (f. 1947) er lektor i statskundskab ved Syddansk Universitet, hvor han særligt har fokus på politiske og økonomiske transformationer i de tidligere kommunistiske lande i Centraleuropa. ILLUSTRATION: Pave Benedict XVI mødes med Polen tidligere premierminister Jerzy Buzek (Foto: EU via flickr)