24.01.2012

”Det er gået værre for den nye regering, end jeg havde forestillet mig – helt, helt forfærdeligt. Så jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg går og godter mig en lille smule”, siger Pia Kjærsgaard, formand for Dansk Folkeparti, og tilføjer, at hun er glad for, at SRF nu kan se, hvor svært det er at have regeringsmagten.

Interview af Jakob Stig Jørgensen

Læs også: Pia Kjærsgaard: Det er, som om Thorning leger regering

Udvalgte pointer:
– ”Selvom DF havde samme indflydelse under Helle Thorning-Schmidt som under Lars Løkke Rasmussen, ville vi stadig pege på Lars Løkke Rasmussen. Han er klogere. Jeg synes ikke, at Helle Thorning-Schmidt er dygtig”.
– ”Jeg har opnået det, jeg ville med DF”. ”Jeg tror på, at vi bliver et regeringsparti en dag, men jeg er ligeglad med, om det bliver med mig ved roret, så længe det bliver i min levetid”.
– ”Det bliver helt rart at kunne holde pinse i fred og ro, mens de andre kan få lov at sidde og svede ovre i Finansministeriet”.
– ”Oppositionen har ikke en fælles plan for at vælte Thorning-Schmidt”

RÆSON: Dansk Folkeparti er i opposition for første gang i 10 år. Hvordan er det?
Kjærsgaard: Jeg har det godt med det, og det havde jeg lige fra valgaftenen. Ingen tvivl om, at vi arbejdede for noget andet. Men når nu det ikke blev sådan, så tror jeg egentlig det er meget sundt for alle parter.
RÆSON: Det sagde du også i din tale på valgaftenen. Hvad mener du egentlig med det?
Kjærsgaard: Når man har siddet som parlamentarisk støtte i ti år, så tror jeg, man trænger til lidt andre boller på suppen. At få lov at være frie fugle og komme helt tilbage til rødderne og fortælle, hvad Dansk Folkeparti står for, og hvad vi gerne vil have gennemført, hvis vi bliver store nok. Jeg er overbevist om, at havde V, O, K plus Liberal Alliance fået flertal, var vi blevet udsat for et bombardement af kritik værre end under de sidste år og under valgkampen. Nu kan den røde blok se, hvor svært det er at sidde i regering.
RÆSON: Men et politisk parti lever jo af at komme ud med sine holdninger og ikke mindst have en indflydelse, der gør, at man kan få omsat de holdninger til resultater i et eller andet omfang. Det kan vel aldrig være positivt at være i opposition?
Kjærsgaard: Nej. Og det er også derfor, jeg siger, at vi arbejdede for noget helt andet i valgkampen. Men når nu ikke, det kan være anderledes, så ville det ligne mig meget dårligt at synke totalt sammen og sige, at alt er håbløst. Men jeg har det faktisk fint, og jeg trives vældigt med at se, hvor ekstremt dårligt, SRF-regeringen har klaret sig. Det er værre, end jeg havde forestillet mig. Helt, helt forfærdeligt. Så jeg vil da ikke lægge skjul på, at jeg går og godter mig en lille smule. Det er altså ikke så let. Og det er slet ikke så let, når man oven i den krise, der er i verden, i Europa og i Danmark, dummer sig så meget, som SRSF-regeringen har gjort. Det har jo været en endeløs række af dumheder, de har begået.
RÆSON: Kan du komme med et konkret eksempel?Kjærsgaard:Løftebrud i allerhøjeste grad. Og så kan jeg jo tale i tre kvarter om løftebrud, hvis jeg skal nævne alle eksemplerne. Men også ualmindelig dumme personsager. Og pinlige personsager.

RÆSON: I er gået fra at bestemme rigtig meget, til ikke at bestemme noget som helst. Hvordan føles det?
Kjærsgaard: Jeg har været 28 år i politik, så jeg har prøvet det hele. Og nu siger du godt nok, at vi ikke bestemmer noget som helst. Men der er ingen tvivl om, at der alligevel bliver taget bestik af et parti, der er landets tredjestørste. Det er jo ikke ligegyldigt, hvad vi gør. Overhovedet ikke. Jeg ved da, at eksempelvis Socialdemokratiet på udlændingepolitikken ikke er jublende lykkelige over, at det er Radikale, SF og Enhedslisten, der styrer det. Der er Socialdemokraterne godt klar over, at vi har en meget, meget stærk profil og kan tage stemmer igen. Også på hele fordelingspolitikken, på øgede skatter og afgifter og på EU-politikken. Jeg synes, vi i Dansk Folkeparti har mange styrker, som der er en god, folkelig klangbund for. Så på den måde kan man sige, at vi har en indirekte indflydelse.
RÆSON: Kan du komme med nogle eksempler på, hvor I allerede har fået indflydelse, eller hvor du forventer, at I vil få indflydelse?Kjærsgaard: Vi har ikke haft nogen direkte indflydelse endnu. Det er jo velkendt, at der til finanslovsforhandlingerne var et sættemøde, som der jo skal være. Men absolut intet andet. Så vi har ikke haft nogen indflydelse direkte, men det er ikke ligegyldigt, at vi er her. Og den røde regering ville ønske, at vi ikke var her. For så ville det være endnu nemmere for dem. Men vi går imod dem på alle de løfter de bryder; lemper udlændingepolitikken, øger skatte- og afgiftstrykket. Og der bryder de sig da ikke om, at der er en stærk opposition. I det omfang vi bliver inviteret, møder vi op og ser på, hvad regeringen har at tilbyde. Det er logisk. Men jeg vil langt fra lave forlig med dem for enhver pris. Det kommer helt an på, hvad det drejer sig om.

RÆSON: Du har tidligere sagt, at det selvfølgelig er en del af jeres opgave nu at splitte rød blok og regeringen. Hvordan har du tænkt dig at gøre det?
Kjærsgaard: Nu kan jeg se, at Enhedslisten er temmelig mopsede, fordi skatteminister Thor Møger Pedersen (SF) har været ude med sine tanker omkring en skattereform, som EL ubetinget siger nej til. Og det er ikke så sjovt for en regering at være uvenner med sit parlamentariske grundlag, det ved jeg alt om. Og så er SF jo i en slem kattepine. Det ser man både på deres meningsmålinger og på den måde, de agerer på. De er klemte ud over alle grænser. Og det er Socialdemokratiet for så vidt også, fordi de på væsentlige punkter er klemt meget af Radikale, SF og Enhedslisten.
RÆSON: Du taler meget om, hvordan regeringen og den anden blok agerer og laver fejl, men hvordan har I konkret tænkt jer at agere som oppositionsparti?
Kjærsgaard: Vi har jo fremlagt masser af beslutningsforslag og indkaldt til forespørgselsdebatter, været aktivt i samråd og kritiske i den mundtlige spørgetid allerede, og det bunder jo i vores egen politik. Men så er der jo også det at være opposition og hele tiden gå på regeringen og være kritiske, når man synes, den handler ufornuftigt. Og det er en meget væsentlig del af at være opposition.
RÆSON: Har I sammen med den resterende del af oppositionen en fælles plan for, hvordan I vil vælte regeringen?
Kjærsgaard: Altså vi taler sammen. Det gør vi absolut. Jeg vil ikke sige, at vi har en fælles plan. Men det er jo også meget, meget begrænset, hvad der ligger af ting, som man som opposition kan tage til efterretning. SRF-regeringen har haft over 100 dage, men hvad har de lavet? Der har været en finanslov, som var handlet af med Enhedslisten, og der er nu energiforhandlinger, som jeg ikke forventer, at hverken DF eller Venstre vil tilslutte sig. Men det er sådan set også det eneste, der er. Det meste af det, der er kommet fra regeringen har jo været lovforslag, der har rullet det tilbage, vi gennemførte. Så det har været en dans på stedet fra regeringens side.
RÆSON: Hvordan foregår koordineringen mellem oppositionspartierne?
Kjærsgaard: Som almindelig dagligdags-orientering. Vi taler for eksempel om, hvilke ændringsforslag vi hver især vil stille til finansloven. Vi er jo fire selvstændige partier, så jeg mener ikke, at vi skal optræde som en samlet blok. Men vi skal sørge for, at vi ikke ryger i totterne på hinanden. Og derfor er det godt at kende dagligdagen i morgen og i næste uge hos de andre, inden man kaster sig ud i den.

RÆSON: Jeres socialpolitik, som vel må betragtes som et af jeres kerneområder, bliver af mange karakteriseret som mere lig Socialdemokraternes end de øvrige borgerlige partiers. Har I i virkeligheden mere tilfælles med regeringen end med de borgerlige?
Kjærsgaard: På visse områder, fx det socialpolitiske, har vi kunne blive enige med Socialdemokraterne. Men der, tror jeg, så også tingene er ændret. For de opfylder jo ikke alle de ting, de gik og sagde i valgkampen. Hvad med de 5.000 kroner ekstra til pensionisterne? Det var et klokkeklart løfte fra S og SF, men jeg har ikke set skyggen af det siden. Og nu kommer Thor Møger Pedersen ud med de her tanker, hvor han siger alle de populære ting omkring de hårdtarbejdende, dem der smører leverpostejen og tager en ekstra søndagsvagt. Og så siger han, at man har fjernet det, de kalder fattigdomsgrænser. Men hvad får pensionisten egentlig ud af det? Intet. Gemt og glemt er pensionisterne. Det er jeg fortørnet over, og derfor er det meget svært at se, hvordan vi skal kunne lave noget med dem nu, fordi de bruger pengene anderledes, end vi ville gøre, og som de under valgkampen også selv sagde, at de ville gøre.

RÆSON: Hvis I kunne få samme indflydelse under Helle Thorning-Schmidt, som I havde under Lars Løkke Rasmussen, hvem ville I så foretrække som statsminister?
Kjærsgaard: Helt klart Lars Løkke Rasmussen. Han er klogere. Og dygtigere. Det er jeg slet ikke et øjeblik i tvivl om, overhovedet. Så der vakler jeg ikke et sekund. Jeg synes ikke, at Helle Thorning-Schmidt er dygtig. Nu går hun ud og siger, at hun er europæer i hjertet. Jeg troede, hun var valgt af det danske folk til at varetage deres interesser og ikke Europas interesser. Hun er på vild flugt over plankeværket ud i det store Europa. Jeg er overrasket over, at hun ikke har bedre styr på det og mere overblik over, hvad hun vil.

RÆSON: Hvordan har du oplevet forskellen på interessen fra medierne før og efter valget?
Kjærsgaard: Der er ikke noget mystisk i, at man er mere interessant, når man har de afgørende stemmer. Men jeg vil ikke sige, jeg har haft meget mindre travlt. Dels har vi fået mange nye i folketingsgruppen, som jeg har brugt meget tid på at lære at kende og få dem ind i arbejdet. Dels har der været en masse andre ting, jeg har kunnet tage mig af. Men jeg synes absolut, at der fortsat er mange journalister, der vil tale med os. Også fordi vi er landets tredjestørste parti. Så på den måde er vi slet ikke uinteressante.
RÆSON: Ingen omtale er vel ikke godt for et politisk parti, som lever af at formidle sine holdninger. Hvad gør i konkret for at komme i medierne?
Kjærsgaard: Vi kommer med vores udspil og er selv meget opsøgende, hvilket man skal være som politiker. Men man kan jo ikke altid måle et parti på, hvor mange hits det får. Jeg er ret overbevist om, at mange af de hits, SF har fået, dem havde de gerne været foruden. Men jeg tager det meget afslappet. Jeg er ikke det fjerneste nervøs for fremtiden. Nu bruger jeg bare tiden lidt anderledes – jeg er for eksempel ikke så meget hos ministrene og ikke med i forlig og aftaler. Det bliver helt rart at kunne holde pinse i fred og ro, mens de andre kan få lov at sidde og svede ovre i Finansministeriet. Der er altid noget at tage sig til. Og henvendelserne fra borgerne er ikke droslet ned. Jeg får stadigvæk flere hundrede mails om ugen – heldigvis.

RÆSON: Har du opnået det du ville med Dansk Folkeparti?
Kjærsgaard: Ja, det vil jeg i meget vidt omfang sige. Jeg forventer, at Dansk Folkeparti en dag kommer i regering, og det vil jeg gerne opleve. Men ikke for enhver pris. Vi har altid sagt, at den politiske indflydelse var den vigtigste, men jeg tror på, at vi bliver et regeringsparti en dag. Det glæder jeg mig til at opleve, og det tror jeg også på, at jeg kommer til at opleve. Det er ikke en personlig ambition for mig at blive minister, men det er en stor ambition på vegne af Dansk Folkeparti. Så jeg er ligeglad, om det bliver med mig ved roret, så længe det bliver i min levetid. Men jeg har ikke nogen aktuelle planer om at stoppe som formand for Dansk Folkeparti.
RÆSON: Hvad driver dig til at fortsætte?
Kjærsgaard: Det gør et meget stort engagement og en lyst til at følge med i, hvordan det går i samfundet. Jeg har meget stor arbejdsglæde, og jeg må herind på Christiansborg og se, hvad der rører sig, og hvad der er i posten. Jeg vil gerne opdateres hele tiden og vide, hvad der foregår.

Jakob Stig Jørgensen (f. 1985) læser Journalistik og Politik & Administration på RUC. ILLUSTRATION: (Dansk Folkeparti pressefoto)