13.04.2012

Forsøget på statsbygning i Afghanistan er mislykkedes, og landet vil ikke kunne klare sig selv efter Vestens militære tilbagetrækning. Løsningen er at sikre, at alle Afghanistans etniske og regionale grupperinger får en bid af kagen efter 2014. Også Taleban, selvom det med stor sandsynlighed vil betyde demokratiske og rettighedsmæssige tilbageskridt. Det siger strategiekspert Peter Viggo Jakobsen til RÆSON.

INTERVIEW af Nis Petersen

AFGHANISTANS FREMTID. Kritikerne af krigen og Vestens nuværende exit-strategi er mange, men antallet af forslag til alternative løsninger få. RÆSON beder i denne serie markante krigsskeptikere og eksperter om konstruktive bud på fremadrettede løsninger. Serien opdateres løbende med interviews og kommentarer.

RÆSON: Vil Danmark ved udgangen af 2014 kunne leve op til Helmand-planens mål om, at afghanerne selv skal kunne varetage sikkerheden i området?
Peter Viggo Jakobsen: Nu er der jo et par kilometer elastik i vores benchmarks, så politikerne vil kunne kalde det en succes uanset, hvordan situationen ser ud i 2014. Nej, afghanerne vil ikke kunne stå på egne ben i 2014, men det skal de heller ikke, fordi USA bliver og holder dem i hånden. Den danske og internationale strategi ligger fast frem til 2014, uanset hvad der sker på jorden.
RÆSON: Er det lykkedes at skabe en legitim afghansk stat?
Viggo Jakobsen: Problemet er, at for de fleste mennesker fylder staten ikke meget i hverdagen. Afghanistan er et land, der er baseret på patron-klient-relationer. Det, der betyder noget er, om man har et godt forhold til den lokale magthaver. Befolkningen ved, at når de vestlige styrker trækker sig ud, vil de lokale magthavere stadig være der. Derfor ses disse ofte af lokalbefolkningen som en mere troværdig måde at tilvejebringe sikkerhed på. Dertil kommer, at mange afghanere har utilstrækkelige ressourcer til at opretholde tilværelsen. Derfor rekrutteres der et stigende antal mennesker af forskellige power brokers til at deltage i kampene mod de vestlige styrker. Det er et eksempel på, at statens rolle over for almindelige mennesker marginaliseres. Statens magtbase er i stort omfang koncentreret i landets nordlige del og de større byer, og den har dermed svært ved at nå ud til befolkningen. Løsningen er derfor at satse på en mere decentraliseret model fremover den centralstat, vi har prøvet at etablere.

Manglende styr på de afghanske sikkerhedsstyrker
RÆSON: Er de troppemål man har opstillet og sikkerhedsstyrkernes stigende selvstændighed og kompetence ikke et eksempel på en afghansk succeshistorie?
Viggo Jakobsen: Jo, det er delvist rigtigt. Men vi har ikke fået opbygget de civile institutioner, der skal holde styr på disse sikkerhedsstyrker, og det store spørgsmål er, hvem de vil begynde at adlyde, når vi har trukket os ud. Vil hæren fortsætte som en samlet aktør eller blive splittet op mellem forskellige regionale krigsherrer? Det lille antal af pashtunere i hæren er også et problem. På længere sigt skal udgifterne til sikkerhedstyrkerne ned på et niveau, som afghanerne er i stand til selv at betale, men her er det vigtigt at holde sig for øje, at USA ikke trækker sig ud i 2014. De vil fortsat være til stede med styrker nok til at kunne træde hjælpende til, når de afghanske sikkerhedsstyrker kommer i problemer. Så det rigtigt store spørgsmål er, hvor længe USA vil blive i Afghanistan og være villig til at holde styr på sikkerhedsstyrkerne og betale for dem.

Velment, men vægelsindet, strategi
RÆSON: Har der manglet en realistisk strategi for Afghanistan, der kunne lede til en langsigtet fredelig og stabil situation i landet?
Viggo Jakobsen: Man har jo prøvet at gøre det rigtige. Man startede med Bonn-aftalen, der lagde den politiske ramme for den afghanske stat gennem en forfatning og etablering af et juridisk system. Man har prøvet på at konsolidere hovedstaden og derfra arbejde for at højne sikkerheden i resten af landet. Man har forsøgt at forbedre sikkerheden ved at gøre de afghanske soldater bedre. Under hele forløbet har der været tænkt strategisk, men strategien har lidt under nogle forkerte antagelser, og den er skiftet over tid. Det var en fejl at satse på at opbygge en centralstat i et land, hvor en sådan aldrig har eksisteret, og det var en fejl at tro, at man kunne opbygge et legitimt styre, som NATO/USA kunne støtte. Endelig var det også en fejl ikke at se Taleban-grupperingerne som en del af det fremtidige Afghanistan.
RÆSON: Strategien har ændret sig over tid, siger du?
Viggo Jakobsen: Der væltede nogle tårne i New York, og man fandt ud af, at det var Osama Bin Laden og Al-Qaeda, der stod bag. Så startede man en krig, hvor man med held fik nedkæmpet Al-Qaeda i Afghanistan ved brug af luftmagt, specialenheder og CIA-agenter. Dernæst kom statsbygning i fokus, og man troede, at man kunne stabilisere landet med NATO-styrker med en fredsskabende indsats á la Balkan. Da det viste sig at være forkert, prøvede man med oprørsbekæmpelse, [counterinsurgency, COIN, red.] hvor det gjaldt om at vinde afghanernes ”hearts and minds”. Nu har man så efter Obamas surge i realiteten opgivet COIN-strategien og taler ikke længere så højt om demokrati, menneskerettigheder og hearts and minds. Nu handler det om stabilitet og om at forhindre Al-Qaeda i at komme tilbage. Man har blikket stift rettet mod udgangen og fokuserer på forhandling og magtdeling mellem alle parter inklusiv Taleban.

Løfterne om fremskridt er uindfriede
RÆSON: Taber man ikke fremgangen i demokrati og menneskerettigheder på gulvet, hvis man laver strategien om nu?
Peter Viggo Jakobsen: Hvilke fremskridt?
RÆSON: Nogle af de vigtigste fremskridt, der har fundet sted, er vel, at de afghanske kvinder er vendt tilbage til skoler, arbejdsplader og det politiske liv.
Viggo Jakobsen: De fleste af de fremskridt, der er sket på de områder, afhænger af en vestlig tilstedeværelse, især der hvor de grundlæggende værdier er fremmede for lokalbefolkningen. Truslerne kommer primært fra korruption, dårlig administration og angreb fra oprørsgrupper. Vesten er nødt til at se i øjnene, at man ikke kan skabe demokrati i vestlig forstand i Afghanistan. Regeringen og de internationale styrkers løfter om fremskridt er i stort omfang uindfriede. Det er meget sandsynligt, at fredsforhandlingerne med Taleban kommer til at betyde tilbageskridt for kvinders rettigheder i landet.

Taleban kan blive en stabiliserende faktor
RÆSON: Hvis den nye strategi er, at til at binde oprørsgrupper og Taliban i en politisk proces, hvad har man så at tilbyde dem?
Viggo Jakobsen: Magt og indflydelse. Hvis de internationale styrker ikke havde været der, havde Taleban siddet på magten i hele landet. Men man skal huske på, at det er en forhandlingssituation. De forskellige parter i konflikten forsøger at positionere sig bedst muligt over for hinanden. Det er således også klart, at Taleban vil holde fast i sit krav om, at de internationale styrker skal trækkes ud, før forhandlinger kan indledes. De ved, at tiden arbejder for dem, og de har ingen interesse i at forhandle, inden de internationale styrker trækkes ud, da det vil forbedre deres forhandlingsposition. Meget paradoksalt kan man måske komme til en aftale med Taleban, hvor de bliver den stabiliserende magt i mange af landets regioner.

Regional og etnisk magtbalance er afgørende for stabiliteten
RÆSON: Vil det så sige, at vejen frem for Afghanistan ikke nødvendigvis er at være et konstitutionelt demokrati eller et demokrati i det hele taget?
Viggo Jakobsen: Om man vælger, at holde fast i et konstitutionelt demokrati i dele af landet eller i det hele taget, ved jeg ikke. Jeg tror, at det bliver et opsplittet land af en art. Så man kan sagtens forestille sig lokalt selvstyre til forskellige oprørsgrupper, hvis de er i stand til at kontrollere og skabe stabilitet i deres område.
RÆSON: Hvordan undgår man efter 2014 at kaste landet ud i en borgerkrig?
Viggo Jakobsen: Ved at sørge for at ingen parter bliver så stærke, at de tror de kan vinde en sådan. Hvad enten vi vil det eller ej, bliver Afghanistan først stabilt og selvbærende, når der etableres en magtbalance, hvor de forskellige regionale og etniske magtcentre holder hinanden i skak. Ideelt set får man skabt et føderalt system med udpræget selvstyre til de forskellige grupperinger og en centralregering, der kan stå for sikkerheds- og udenrigspolitik og en vis grad af omfordeling mellem regionerne. Det er positivt, at der ikke i øjeblikket er nogen gruppe, herunder Taleban, der er stærk nok til at kunne vinde en borgerkrig, for det skaber et incitament til forhandling. Og hvis USA, Pakistan, Indien, Rusland, Kina og Iran kan spille positivt med i den proces ser det ikke så tosset ud.

Pakistan vil blive mere medgørlig
RÆSON: Er der mulighed for, at Pakistan kan blive en positiv medspiller i freds- og regimeopbygningsprocessen?
Viggo Jakobsen: Pakistan er ikke interesseret i, at det går for alvor galt i Afghanistan, da det så vil gå ud over Pakistan selv. Pakistan må derfor forventes at blive mere medgørlig efterhånden som tidspunktet for NATOs tilbagetrækning nærmer sig. Det er dog afgørende at Pakistan og Indien får et fornuftigt samarbejde op at stå, så de ikke ender med at bruge Afghanistan til at føre stedfortræderkrig med. USA spiller en vigtig rolle for at forhindre, at det kommer så vidt.

Nis Frederik Petersen (f. 1985) er kandidatstuderende på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og ansat som operatør i Forsvarsministeriets Kommunikationscenter. Fra d. 1. august 2012 vil han være ansat som praktikant i forsvarsafdelingen på Den Danske Ambassade i Moskva. ILLUSTRATION: En officer fra det Afghanske Nationale Politi (af Island-Life via FlickR).