22.02.2012

Global opvarmning og markant befolkningstilvækst på Vestbredden og i Gaza understreger manglen på vand i området. Både palæstinensiske og israelske eksperter kalder vandmanglen et presserende problem, men der er ringe håb om løsninger forude.

Af Louise Boo Jespersen

Læs også:
– Vestbredden: Besættelse i hverdagshøjde
– RÆSON spørger SF: Hvorfor stemte I ikke ja til Palæstina i UNESCO?
– Arabisk Forår: Det skal du holde øje med lige nu

Som i mange landsbyer i de besatte områder er vand en knap ressource i Nabi Salih nord for Ramallah. Beboerne i landsbyen er afhængige af israelsk kontrollerede vandrør og har kun adgang til vand en gang om ugen.

„Manglen på vand gør alting svært, „siger Abdul Karim Tamimi, der har boet i Nabi Salih i 25 år. Somrene er en særlig udfordring, forklarer han. Der er et stort behov for vand til landbrug, madlavning og drikke på grund af varmen. Sidste sommer afbrød Israel vandforsyningen til landsbyen i 40 dage og tvang beboerne til at søge alternative kilder. Vandafbrydelser er ikke usædvanlige i det besatte område. Derfor er beboerne ofte ude af stand til at skaffe den fornødne vand.

Landsbyen er ikke den eneste, der mangler vand. De omkringliggende byer er også ramt af problemet. Palestinian Hydrology Group (PHG), en stor palæstinensisk NGO med base i Ramallah, vurderer, at situationen er blevet værre de seneste år. Direktør i PHG, Abed al-Rahman, fortæller, at der er kommet flere klager fra private husholdninger og landmænd i de besatte områder. Han mener, at vandmanglen truer palæstinensernes sundhed og levestandard. ”Tiden løber ud,” siger Abed al-Rahman: ”Folk er nødt til at drikke vand.”

En førende israelsk ekspert i vandressourcer, de palæstinensiske og israelske vandmyndigheder er alle enige om, at der er et akut vandproblem. De har hvert deres bud på en løsning, men midlerne er langt fra ens. De israelske vandmyndigheder ser behandlet havvand som en holdbar løsning i det lange løb. Fra palæstinensisk side fokuserer man på ulighed. Det gælder alt fra adgang til alternative ressourcer, som for eksempel behandlet havvand, til kontrollen af de eksisterende vandkilder.

De besatte områder kan se frem til mindre vand
Intern demografisk vækst og eksterne klimaændringer gør de i forvejen begrænsede vandressourcer endnu mere knappe. Ifølge FNs Relief and Works Agency voksede befolkningen i Gaza-striben og på Vestbredden fra 2,9 millioner mennesker i 1997 til 4,3 millioner i 2011. Den demografiske udvikling og den forventede temperaturstigning som følge af den globale opvarmning gør kun situationen endnu værre. Abed al-Rahman er bekymret for konsekvenserne af udviklingen.

„Demografi og varmere temperaturer vil få afgørende samfundsmæssige følgevirkninger, der også påvirker den generelle fødevaresituation. Der vil være mindre vand til landbrug,‟ siger han. Abed al-Rahman påpeger, at det nuværende vandforbrug i de besatte områder allerede er 30 liter under de 100 liter, som ifølge World Health Organization er minimum, hvis det mest basale vandbehov skal tilfredsstilles. Det betyder, at mange palæstinensere, særligt i landområderne, ikke kan opretholde en acceptabel levestandard.

Beboere genbruger vand
Israel har siden 1967 i strid med international lov kontrolleret vandressourcerne i de besatte områder. I takt med at Israel strammer grebet om områderne, falder vandstandarderne for både private husholdninger og landmænd, forklarer Abed al Rahman.

For at tilpasse sig situationen, har mange palæstinensere brugt alternative metoder til at reducere deres vandforbrug. I Nabi Saleh og andre landsbyer er det blevet populært at genanvende det såkaldte grå vand. Grå vand er spildvand fra køkken og bad. Det kan bruges igen på landmændenes afgrøder og hjælper landsbyboere til at få mest muligt ud af den smule vand, de har. Når Israel lukker ventilerne til vandrørene, eller bosætterne manipulerer med vandtrykket, bluser frustrationen op i lokalbefolkning.

„I de kritiske måneder, bruger jeg 30 procent af min løn på at købe vand fra tanke, der kommer udenbys fra. Det er meget dyrt og frustrerende,” siger Tamimi og fortsætter: „Det eneste, vi kan gøre, er at være tålmodige.‟

Israel tørster palæstinenserne
Og Tamini får efter alt at dømme brug for at væbne sig med tålmodighed en rum tid endnu. Selvom Israel ifølge Oslo-aftalerne anerkender palæstinensernes ret til vand på Vestbredden, opretholder landet kontrollen på området ved hjælp af et sammensurium af juridiske, tekniske og fysiske knep.

Israels har rent juridisk sørget for, at palæstinenserne skal søge om tilladelse til at bore nye brønde eller reparere de eksisterende. Samtidig bliver de nægtet adgang til de områder, de plejer at hente vand i. Til gengæld gør Israel sig ikke de store anstrengelser for at holde det eksisterende vandsystem ved lige. Den eneste mulighed er at købe vand fra private udbydere, men det har de palæstinensiske kommuner ikke råd til. Derfor er de palæstinensiske vandmyndigheder (PWA) også opsat på at genoptage forhandlinger med Israel. Mens de israelske vandmyndigheder kontrollerer vandforsyningerne, er PWA ansvarlige for at fordele vandet i de besatte områder. Yousef Awayes, generaldirektør for Den Internationale Koordineringsenhed ved PWA, vil have løst, hvad han ser som den „groft ulige vanddistribution.‟

”Israel styrer ressourcer, priser og alt, som relaterer sig til vandproblemet. Vi står uden rettigheder, men hvis vi satte os ned og løste problemet som ligeværdige partnere, kunne vi nå langt”, siger Yosef Awayes

Ingen forhandlinger foreløbigt
Den israelske Vandsammenslutning mener dog ikke en forhandling kan komme på tale, så længe der er usikkerhed om, hvor grænserne mellem Palæstina og Israel skal gå: „Hvordan kan vi forhandle vand, når vi ikke kender grænserne?‟ spørger Shimon Tal. Han er administrerende direktør for vandmyndigheden i Israel og præsident for den israelske Vandsammenslutning.

Shimon Tal opfordrer de palæstinensiske og israelske myndigheder til at finde en løsning på den svindende vandforsyning ved at tage behandlet havvand i brug. Ifølge Shimon Tal kan PWA og de israelske vandmyndigheder opbygge og dele regionale vandforsyningssystemer og nationale ressourcer. Om tre til fire år, mener han, at vandressourcerne kan være fordoblet. Løsningen er dyr, men han ser det som den eneste mulighed.

Abed al-Rahman fra PHG og Yousef Awayes fra PWA er åbne over for forslaget om omfordeling af vand. Men for dem kan problemet koges ned til Israels kontrol over de knappe ressourcer. „Palæstinensere er forbrugere, og Israel kontrollerer vandressourcerne,‟ siger Yousef Awayes.

Mere vand er også i Israels interesse
En af Israels førende eksperter inden for miljøvidenskab og -politik på Hebrew Universitet i Jerusalem, professor, Hillel Shuval, finder vandsituationen foruroligende. Han beskriver det politiske klima i Palæstina og Israel som problematisk, men ikke uløseligt.

„Hvis begge parter opgav nogle af deres principper, kan det være muligt at finde midlertidige løsninger, indtil en endelig fredsaftale kan falde på plads,‟ siger professoren. Ifølge Hillel Shuval bør vand ikke spænde ben for fredsforhandlingerne. Han ser stort potentiale i afsaltet havvand. Hvis ordningen kunne indføres, ville palæstinenserne have en ubegrænset kilde til vand. Derudover foreslår han en omfordeling af Israels vandressourcer. En omfordeling ville løse det akutte problem, så folk i de besatte område kan få dækket deres vitale behov. Hillel Shuval mener, at det i sidste ende også vil gavne Israel, da en bedre levestandard stabiliserer regionen.

Hvad enten løsningen er afsaltet havvand eller større adgang til de eksisterende vandressourcer, venter Tamimi og resten af landsbyen i Nabi Salih tålmodigt på en løsning. Og én ting er sikkert, hvis man spørger Abdul Karim Tamimi: ”Den nuværende situationen er ikke holdbar.”

Louise Boo Jespersen (f. 1983) er journalist ved Palestine Monitor og politisk medarbejder for “Arab World Democracy and Electoral Monitor”, Al Marsad. Hun har en BA i statskundskab og en MA i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Hun har tidligere arbejdet på presseinstituttet i Ulaanbaatar i Mongoliet i 8 måneder og bor nu i Ramallah. ILLUSTRATION: Louise Boo Jespersen.