18.04.2012

Det nuværende politiske system er langt fra repræsentativt for den stærkt sammensatte afghanske befolkning. Uafhængige internationale og religiøse mæglere er derfor nødvendige for at sikre holdbare fredsforhandlinger. Det bør Danmark gøre klart for resten af ISAF-landene.

KOMMENTAR af Nagieb Khaja

AFGHANISTAN: HVAD NU? Kritikerne af krigen og Vestens nuværende exit-strategi er mange, men antallet af forslag til alternative løsninger få. RÆSON beder i denne serie markante krigsskeptikere og eksperter om konstruktive bud på fremadrettede løsninger. Serien opdateres løbende med interviews og kommentarer.
– Carsten Jensen om Afghanistan: Vi har belønnet oprør med udviklingshjælp
– Peter Viggo: En magtdeling med Taleban er afgørende for fred
– 24.06.11: Astrid Washington: Sådan bør en fredsaftale se ud

Sikkerhedssituationen og den fremtidige magtbalance i Afghanistan har vital betydning for bestræbelserne på at sikre bæredygtig økonomisk udvikling og varige fremskridt inden for kvinde- minoritets- og menneskerettigheder. Yderligere destabilisering af landet eller et fremtidigt teokratisk diktatur kan blokere for både Danmark og andre landes civile indsats efter den militære tilbagetrækning i 2014. Derfor er det afgørende, hvordan de næste to år bruges til at organisere fredsforhandlinger, en forsoningsproces og sikring af civilsamfundets rettigheder. For at diskutere, hvilken rolle Danmark bør spille i forbindelse med exit-strategien, er det imidlertid nødvendigt først at se på den aktuelle status.

Selv USA har nu indset, at Taleban skal være en del af fremtidens Afghanistan
Diskussionen om Afghanistans fremtid er gået ind i en ny fase. Det er nu uundgåeligt at inkludere oprørsbevægelsen i fremtidens Afghanistan. Anerkendte og erfarne Afghanistan-eksperter, som tidligere britisk ambassadør i Afghanistan Sherard Cowper-Coles og EU´s tidligere Afghanistan-udsending Michael Semple, har argumenteret for dette i årevis. Men først for nylig har USA gjort alvor af sine tilnærmelser til Taleban. Alternativet er, at Vesten med økonomiske midler skal fortsætte med at opretholde den afghanske hærs nuværende niveau. I bedste fald vil konsekvensen være, at vi holder liv i en muligvis eskalerende borgerkrig. I værste fald vil ressourcerne ikke række, og Kabul blive løbet over ende af enten Taleban eller andre krigsherrer, der i øjeblikket er en del af præsident Hamid Karzais regering, men vil vende sig imod ham for at tækkes deres etniske og politiske bagland. Hamid Karzai har for længst meldt ud, at han gerne vil slutte fred med Taleban. Også USA´s udmeldinger er blevet mere konkrete i den senere tid. Senest har USA vist en optøning med erklæringen om mulige løsladelser af flere Taleban-ledere, som er tilbageholdt på Guantanamo-basen, samt accept af et Taleban-kontor i Qatar.

Både ISAF-landene og oprørsgrupperne er blevet krigstrætte og signalerer, at de foretrækker en fredelig løsning. Nu hvor alle er klar over, at fredsforhandlinger er den eneste holdbare vej frem, bliver ISAF og den afghanske regering nødt til at intensivere fredsprocessen. Det er især i den afghanske regering og den vestlige koalitions interesse, at en detaljeret og omfattende køreplan for fredsforhandlingerne bliver konkretiseret hurtigst muligt, fordi tilbagetrækningen af de vestlige tropper kommer til at forrykke magtbalancen i Talebans favør. Lige nu lugter hele exit-strategien af en træt vestlig koalition, som hurtigst muligt vil have ansvaret for sikkerheden i Afghanistan overdraget til den afghanske regering. Fredprocessen er dog blevet midlertidig suspenderet af Taleban, fordi de anklager USA for at være flagrende og useriøs – og samtidig har skudt forårsoffensiven i gang med søndagens koordinerede angreb i Kabul og flere andre byer.

Taleban kan gå på kompromis
Erfaringen viser imidlertid, at Talebans selvforståelse ikke er en entydig størrelse. F.eks. skyldes de færre angreb på skoler i Afghanistan, at oprørerne har ændret holdning til statsskoler. For seks år siden opfattede Taleban skolerne som legitime mål, fordi de ifølge dem blev brugt til indoktrinering, hvilket heller ikke er helt forkert. Ifølge de to Taleban-eksperter Antonio Giustozzi og Claudio Franco fik afghanske skoler f.eks. tildelt undervisningsmaterialer, hvor Nordalliancelederen og Taleban-modstanderen Ahmad Shah Massoud blev fremstillet som en helt. Samtidig blev Taleban-lederen Mullah Omar portrætteret, som en skurk. Statens uhensigtsmæssige måde at lave undervisningsmateriale på udsatte dermed både børn og skolelærere for fare.

En anden årsag til, at Taleban angreb skolerne, var, at disse ofte blev brugt som valgsteder, hvilket naturligt nok gjorde dem til et symbolsk mål, fordi de set fra oprørernes synsvinkel blev til propagandacentraler. De seneste års fald i antallet af angreb på skoler skyldes, at det afghanske indenrigsministerium har været i dialog med lokale Taleban-ledere og f.eks. er blevet enige om, hvilke slags tekster og billeder, der skal bruges i undervisningen. De forskellige lokale initiativer har sandsynligvis også haft betydning for, at Taleban i 2009 udstedte nye regler, som decideret forbød angreb på og destruktion af skoler. Resultatet er i bedste fald, at Taleban nu i flere områder administrerer og beskytter både drenge og pigeskoler, hvilket understreger, at det er en dynamisk bevægelse, som ikke er umulig at indgå kompromiser med.

Karzai og Taleban repræsenterer ikke hele den afghanske befolkning
Ifølge to nylige uafhængige rapporter fra Afghanistan Analysts Network (AAN) og International Crisis Group (ICG) er et muligt scenario efter fredsforhandlingerne, at Karzai-regeringen når til enighed med Taleban om en magtfordeling henover hovedet på den afghanske civilbefolkning. En aftale, der sikrer oprørsgrupperne inklusion i magten sammen med de nuværende magthavere, kan muligvis sikre freden kortsigtet, men er ikke nok til en varig løsning. Ifølge AAN-rapporten er der stor forskel på en politisk løsning imellem centralregeringen og Taleban og en regulær og stærkt nødvendig forsoningsproces med alle relevante parter i Afghanistan. Hamid Karzai og hans bagland samt Taleban afspejler ikke hele den afghanske befolkning. Tværtimod tyder alt på, at støtterne af de to parter ikke en gang tilsammen repræsenterer majoriteten af den afghanske befolkning. Den afghanske befolkning er dog ofte nødsaget til at tage stilling til fordel for en af disse parter i mangel af bedre alternativer.

Uafhængige mæglere er nødvendige
ICG og AAN påpeger desuden, at det er nødvendigt at inddrage alle internationale, regionale og indenlandske aktører i fredsprocessen. Internationalt og regionalt vil sige USA, Rusland, Kina, Pakistan, Indien, Iran, Tadsjikistan, Usbekistan og Turkmenistan. De indenlandske aktører i en fredsproces inkluderer den afghanske regering, de største politiske grupperinger, oprørsbevægelserne og andre dele af civilsamfundet. Samtidigt råder begge tænketanke til, at USA under ingen omstændigheder skal bruges som mægler, fordi det er en krigsførende nation i selvsamme konflikt. Fredsforhandlingerne skal helst foregå under FN´s ledelse og mæglerne bør være alliancefrie lande som f. eks. Sydafrika, Brasilien, Indonesien eller en organisation som Organization of Islamic Cooperation (OIC).

Fredsforhandlinger i fire spor
Holdbare fredsforhandlinger nødvendiggør fire parallelle processer: Den første er det internationale spor, som er tæt på målet, men som mangler en formalisering; at Afghanistan for fremtiden ikke giver husly til grupper, som er en trussel mod Vesten som f.eks. al-Qaeda. I praksis har afghansk Taleban ikke haft et direkte samarbejde med al-Qaeda i mange år, og ofte har bevægelsens talsmænd givet udtryk for, at de ikke tillader fremmede grupperinger at operere i Afghanistan. Tre af verdens førende Talebaneksperter, Antonio Giustozzi, Alex Strick Van Linschoten og Felix Kuehn, fremfører, at Taleban med stor sandsynlighed aldrig vil lade udenlandske militante grupper bruge Afghanistan som base til deres aktiviteter. Sidste skridt i processen er en officiel bekræftelse og forpligtelse fra Taleban til, at al-Qaeda eller lignende grupper ikke vil få lov at operere fra Afghanistan. Det vil give den amerikanske regering et stort råderum til at retfærdiggøre en tilbagetrækning af tropper fra Afghanistan.

Det andet spor er det regionale, hvor Pakistan og Indien er de vigtigste parter. Begge parter skal blive enige om en løsning, der sikrer, at Afghanistan ikke bliver en base for gensidige fjendtligtsindede aktiviteter mellem de to lande. Indien skal love, at de f.eks. ikke bruger Afghanistan som base for pashtunske eller baluchiske nationalister, der forsøger at løsrive dele fra Pakistan. Den pakistanske regering skal til gengæld forsikre, at hverken den civile regering eller den berygtede militære efterretningstjeneste, ISI, vil støtte militante bevægelser, der har som mål at infiltrere Indien eller destabilisere sikkerheden i Afghanistan.

Det tredje spor er det interne, hvor den afghanske regering og dens allierede skal komme overens med Taleban og deres allierede om, hvorledes en våbenhvile kan sættes i gang. Fra Talebans side er kravet en udenlandsk tilbagetrækning og fra regeringen er kravet, at oprørerne skal indstille deres fjendtlige aktiviteter. Her er det nødvendigt med en internationalt observeret vedtagelse af en aftale, der sørger for en vestlig tilbagetrækning og dermed en våbennedlæggelse fra oprørernes side. Hvis sådan en aftale kan blive formaliseret inden den officielle exit-dato, vil det være en indrømmelse fra den afghanske regering og de vestlige tropper, som kan sørge for, at oprørerne ikke blot bliver spist af med den i forvejen bebudede exit-dato i 2014 i bytte for deres indstilling af kamphandlinger, hvilket forhåbentlig kan give noget goodwill.

Det fjerde spor er hidtil overset, og indbefatter en opretholdelse af de fremskridt, der er sket for religiøse og etniske minoriteter, kvinderne og medierne. Forhandlingerne kan munde ud i en forpligtelse over for både de internationale og religiøse mæglere til, at medierne skal være særligt beskyttede – ledsaget af en garanti om, at den afghanske menneskerettighedsorganisation (AIHRC) skal fortsætte som en uafhængig instans.

Danmark bør opfordre USA til at sikre dialog
Danmark bør udnytte sit gode forhold til Washington til at få USA til at indse, at det haster med at få lavet en køreplan for freden, hvor man på den ene side intensiverer forhandlingerne med Taleban og på den anden side får organiseret et dialogforum under FN´s bevågenhed. Dialogforummet skal være en platform, hvor mere konservative og traditionelle grupper i Afghanistan – dvs. både Taleban, Haqqani, Hizb-e-Islami på oprørssiden og Karzais allierede som f.eks. Ittehadi Islami og Jamiate Islami på regeringssiden – skal indgå i en dialog med repræsentanter fra det civile samfund, som inkluderer både kvinder, religiøse og etniske minoriteter samt anderledes tænkende intellektuelle. Platformen skal give alle parter en stemme og mulighed for at blive enige om fundamentet for den afghanske forfatning og landets love. FN repræsenteret ved f.eks. Brasilien eller OIC vil være oplagte som internationale observatører.

Der skal bygges bro, og der skal indgås forpligtende kompromiser – og religiøse mæglere skal sammen med det internationale samfund fungere som observatører. Religiøse mæglere er vigtige, fordi både Taleban, den afghanske centralregering, oppositionen og andre elementer i det afghanske samfund alle lægger vægt på religionens rolle i det afghanske samfund. De religiøse mæglere skal derfor forsøge at få de forskellige grupper til at acceptere religiøs pluralisme med henvisning til det fælles fundament, Koranen, og den muslimske profets sædvane. Religiøse retslærde fra islamiske universiteter i Pakistan eller Indien, som praktiserer samme fortolkning af islam som Taleban, deoband-retningen, kan sammen med retslærde fra f.eks. Al-Azhar-universitet i Cairo, hvis fortolkninger af islam minder om andre grupper i det afghanske samfund, forsøge at skabe dialog imellem de forskellige parter. Den danske Pakistan-ekspert Mona Sheikh har blandt andet påpeget, hvordan deoband-retslærde i 1999 tog officielt afstand fra selvmordsbombeangreb som en reaktion på terrorangreb. Deoband-retslærde, som har samme juridiske udgangspunkt, men en anderledes og mere pragmatisk tilgang til et pluralistisk samfund, kan derfor med fordel inddrages i dialogen. Denne dialog skal munde ud i, at de forskellige parter bliver enige om, at de har lov til at være uenige.

En decentral løsning
En sandsynlig løsning kan blive et føderalt og decentraliseret Afghanistan, hvor der eksisterer forskellige love i forskellige geografiske områder. I realiteten har Afghanistan altid været decentraliseret, men en formalisering af samfundsstrukturen som afspejler realiteterne i Afghanistan, vil være et stort skridt i den rigtige retning. F.eks. har de to store byer Kabul og Mazar altid været mere liberale end f.eks. det sydlige og østlige Afghanistan. Samtidig har de lokale ledere i forskellige provinser, distrikter og stammesamfund altid haft en større magt, end det er formuleret i den afghanske forfatning. Resultatet kan blive et sydligt og østligt Afghanistan, hvor f.eks. Taleban og andre konservative grupper har en større andel og indflydelse i magtstrukturen, mens det vestlige og nordlige Afghanistan bliver mere præget af andre politiske og religiøse strømninger og Kabul og Mazar med en helt anderledes beskyttet status, f.eks. hvad angår kvindernes rettigheder.

Afghansk hær skal beskytte befolkningen frem for at bekæmpe oprørere
En af de største strategiske fejltagelser, som de vestlige styrker har begået, er at have oprørsbekæmpelse som deres hovedformål. ISAF kunne have prioriteret at sørge for lov og orden og være opmærksom på en mere proportionel magtanvendelse frem for den anvendte aggressive og offensive strategi. Den offensive strategi gik ud på at opspore resterne af Taleban, som enten skulle fængsles eller likvideres, ofte med en meget voldsom magtanvendelse, der indebar både luftbombardementer og de såkaldte natteaktioner, hvor man brød ind i afghanske hjem for at finde fjendtlige kombattanter. En anderledes tilgang med beskyttelsen af den afghanske civilbefolkning som hovedprioritet ville have sendt et utvetydigt signal til den afghanske civilbefolkning om, at Vesten var der for afghanernes skyld og ikke på grund af sin egen sikkerhedsdagsorden. Det er ikke nogen hemmelighed, at Vestens tilstedeværelse i Afghanistan skyldes egne sikkerhedsinteresser. Mens hvis strategien havde prioriteret beskyttelse af den afghanske civilbefolkning højere, ville det i sidste ende også have gavnet vestlige interesser. Lokalbefolkningen ville muligvis have vendt oprørsbevægelsen ryggen, fordi ISAF og den afghanske regering opfyldte deres basale behov. I stedet pustede den afghanske regering og de vestlige tropper liv i en oprørsbevægelse, der var tæt på at afgå ved døden.

Derfor skal opbygningen af den afghanske hær (Afghan National Army, ANA) synkroniseres nøje med fredsforhandlingerne. Kapacitetsopbygningen af ANA bør fortsætte, men ikke med specifikt henblik på oprørsbekæmpelse. Hensigten med ANA skal være en inkluderende og stabiliserende hær, der skal sikre en varig fred i Afghanistan. Desuden bør ANA’s primære funktion være beskyttelse af lokalbefolkningen. Derfor skal den afghanske hær inkludere en større del af pashtunerne, især dem fra den sydlige del af Afghanistan såsom Helmand og Kandahar, hvor Taleban står stærkt. I 2011 blev det anslået, at pashtunere fra syd kun udgjorde tre procent af ANA. Konsekvensen er, at civilbefolkningen i høj grad ser ANA som en udefrakommende besættelsesstyrke i lighed med ISAF, men det er endnu ikke for sent at ændre.

Danmark bør opgradere den civile indsats og det bløde diplomati
Danmark har på grund af sin lille størrelse og det beskedne troppebidrag ingen mulighed for at lægge en uafhængig militær strategi i Afghanistan, men er nødsaget til at følge den overordnede amerikanske kurs samt den aktuelle britiske strategi i Helmand. Militært set indordner Danmark sig således de indflydelsesrige landes strategi, og sammenlignet med den militære indsats har Danmarks civile strategi i Afghanistan været mere succesrig. Hundredevis af skoler er blevet bygget og det danske bidrag til f.eks. undervisningsmaterialer har også været toneangivende. Derfor er omlægningen af Danmarks tilstedeværelse i Afghanistan til en udelukkende civil indsats yderst fornuftig. Danmark bør fortsætte sin civile indsats, men den bør ikke være betingelsesløs. Bestemte betingelser bør være en del af en fremtidig køreplan for fred og indeholde krav om, at de fremskridt der er opnået indenfor kvinde-, minoritets- og menneskerettigheder skal opretholdes og udbygges.

Danmark har en lang og stolt tradition for blødt diplomati, men de sidste 10 års militaristiske udenrigspolitik har skadet Danmarks omdømme. Danmark bør derfor søge tilbage til tidligere tiders diplomati og bidrage til at sikre en varig og holdbar løsning for Afghanistan ved at rådgive indflydelsesrige aktører som USA, Storbritannien og Tyskland om, at de ikke må tage for let på fredsforhandlingerne. Fordi ISAF har travlt med at trække sig ud og overdrage ansvaret til de afghanske sikkerhedsstyrker – samtidig med den aktuelle uholdbare og useriøse fredsproces, hvor der ikke bliver taget højde for de ikke-krigsførende aktører i landet – risikerer man i bedste fald en regering, som ser stort på minoriteternes og kvindernes rettigheder og i værste fald en ny borgerkrig. Danmark bør derfor udnytte det aktuelle momentum til en mere langsigtet og inkluderende strategi, for at undgå, at flertallet af den afghanske befolkning overses, fordi der bliver indgået studehandler uden hensynstagen til majoriteten i landet. Danmark bør således gøre sine vestlige samarbejdspartnere opmærksomme på faldgruberne i forbindelse med fredsforhandlingerne og statuere et eksempel ved at knytte betingelser til sin civile indsats i Afghanistan.

Nagieb Khaja (f. 1979) er uddannet journalist fra Syddansk Universitet og har beskæftiget sig med Afghanistan siden 2004. Han har de seneste 8 år lavet dokumentarfilm, nyhedsindslag og artikler fra primært det sydlige Afghanistan. Nagieb Khajas oplevelse af krigen i Afghanistan er senest skildret i bogen, “Historien der ikke bliver fortalt – om krigen i Afghanistan”, som blev udgivet af Gyldendal i november 2011. Han er i øjeblikket i gang med at færdiggøre en dokumentar om civile afghaneres liv i Helmand, som forventes at have premiere i december 2012. Nagieb Khaja er desuden bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning.