30.06.2012

HANS MORTENSEN OM MAGT OG MEDIER:
SPÅDOM: Der bliver længere mellem politikere og journalister.
HISTORIEN: Indspistheden på Christiansborg er mindre, alkoholkulturen er forsvundet.
HELTENE: De er svære at få øje på, men Magrethe Vestager er et godt bud.
RÅD: Pressen skal tage konfliktbrillerne af, og politikerne skal ikke være bange for at være uenige.

Hans Mortensen er forfatter, journalist på Weekendavisen
– og deltager på RÆSONs ugekursus Magt & Medier på Rødding Højskole 1.-7.juli.

INTERVIEW af Maria Arcel

Mest markante positive forandring de sidste 1-10 år i forholdet mellem politikerne og pressen?
Der blevet et mindre respektfuldt forhold mellem politikere og presse, og det har positive og negative sider. Indspistheden er blevet mindre. Før i tiden var der en alkoholkultur på Christiansborg, hvor man sad ved de samme borde og drak øl sammen i Snapstinget. Man gik ud sammen og var private venner. Man bar hinanden hjem og havde noget på hinanden. Den kultur er her ikke længere. Det er godt, at kammerateriet er væk. For det kommer der ikke nødvendigvis noget godt ud af. Muligvis kommer der nogle gange nogle gode historier ud af det, men man kommer også til at skylde lidt.
Mest markante negative forandring de sidste 1-10 år i forholdet mellem politikerne og pressen?
At det er blevet mere udspekuleret. At der er mere fokus på, hvordan man fremstår i medierne. Hele spin-spillet. Det handler om at kunne levere hurtige citater, og der er ikke så meget plads til refleksion. Partierne er meget fokuseret på, hvordan de fremstår i medierne, fordi de skal vælges hvert fjerde år. Men det er begyndt at fylde så meget, at det tager fokus fra indholdet. Politikerne er blevet nervøse for at prøve ideer af og diskutere indbyrdes, fordi det altid bliver fremstillet som et problem, hvis man er uenige i et parti. Man tør ikke så meget, fordi man bliver banket ned under gulvbrædderne, hvis man kommer til at sige noget forkert.
Hvad vil vi om 10 år se som det mest overraskende i mediebilledet i dag?
At man forsøgte at finde nogle nye grænser mellem presse og politikere. Der er kommet nye og hurtigere medier, og nettet fylder også meget her på Christiansborg. Man gik fra gamle presselogeregler til nye skarpere regler for omgangen mellem presse og politikere. I forhold til den meget direkte kommunikation, vi har nu, vil tilgangen blive begrænset, fordi presset på politikerne er blevet for stort.

Den største politiske/journalistiske stjerne lige nu? (Person, koncept, program, tendens etc.)
Jeg synes ikke, at der er sådan et nybrud, hvor man kan sige wow, det er lige den måde, man skal gøre det på.” Der er megen søgen efter, hvordan man håndterer politik i øjeblikket. Men man finder vel aldrig en endelig løsning.
Hvilken politiker har mest at være stolt over siden valget?
Margrethe Vestager har fået mest af sin politik igennem. Hun har fået en meget magtfuld position. De Radikale er placeret fint i regeringen og har præget regeringens politik. I betragtning af, at partiet nærmest var tæt på spærregrænsen for nogle år siden, så er det Vestager, som står som den stærkeste.

Giv et godt råd til pressen.
Prøv at være lidt mindre emsig med skarpvinklinger af politiske uenigheder. Prøv at give lidt mere plads til politisk refleksion og debat. Prøv nogle synspunkter af, uden at sige ”Du sagde for to år siden at… og i øvrigt burde partiformanden banke dig ned, for det er ikke partiets mening, det du siger.” Der er en emsighed og en tendens til at slå hver en debat ned. Det er jo ikke journalistikkens rolle at hjælpe politikerne, men der er nærmest kommet en tendens til at tænke: ”Kan vi afsløre noget?” frem for ”Kan vi få en interessant diskussion?” I virkeligheden er man med til at lukke debatten, fordi man kører efter nogle meget skabelonpræmisser. Det er hverken ondskab eller mangel på konstruktivitet. Pressen er bare mere optaget af konfliktstof end af debatstof.
Giv et godt råd til politikerne
Vær ligeglad med, hvad medierne skriver. Vær ikke bange for uenigheden. Hvis vi ser tilbage, har der været en stor debatkultur i nogle partier og en dårlig i andre. Venstre og SF har for eksempel haft en god debatkultur. For nogle år siden strammede Venstre voldsomt til. Man kunne se det, da Søren Pind blev sat på plads. Nu har man set den samme udvikling i SF. Det er blevet odiøst at være uenige – også i SF. Mit råd er: Vær ligeglad, tag diskussionerne. Hvis politikerne lader være at gøre det til et problem at være uenige, så vil pressen heller ikke gøre det.
Så de burde bare erkende uenigheden?
Ja. Og medierne burde erkende, at det måske ikke er så interessant at ringe til en eller anden kredsformand for derefter at skrive, at der er splid i baglandet. Det er en forudsigelighed, som næsten ikke er til at bære.

Har forholdet mellem journalist og politiker ændret sig i den tid, du har været med?
For længe siden kunne jeg ringe hjem til nogle af ministrene. Jeg havde deres privatnummer. Det var, da jeg var på Ekstra Bladet. Nu er indgangen jo blevet meget mere formel. Meget mere strømlinet. Det kan jeg godt forstå, for der var måske også mere disciplin dengang. Man ringede ikke, hvis man ikke havde noget vigtigt. Nu er der så mange medier, der hele tiden skal have noget. Ugebladene ringer og spørger, hvad de skal til jul og i sommerferien. De bliver nødt til at have en sluse: Hvad de svarer på og ikke svarer på.
Hvorfor er medierne blevet interesseret i alle mulige andre ting end politik?
Personer fylder meget og er nemme at præsentere, og politikerne ser det som et markedsføringstrick. Man kan se deres børn og deres hund – ”Kom hjem til Pia Kjærsgård og se hendes blå ting i køkkenet..” Hvor er så grænsen? Sættes den ved: ”I kommer ikke hjem til mig, vi kan snakke politik og ikke andet?” For hvis man først åbner døren, hvor lukker man den så igen? Den store interesse i personer, skyldes også, at partierne på grund af meningsmålingerne er blevet mere og mere ens. De søger de samme vælgergrupper og ligner hinanden. Og hvad er så forskellen? Det er personerne.
Hvordan burde forholdet mellem medierne og politikerne være?
Det er ikke jammerdårligt, som det er nu. Når man ser, hvordan det er i andre lande, har vi åbne forhold her. Hvis en politiker er citeret forkert, kan han gå hen til journalisten og sige det.
Er det et problem, at journalister og politikere arbejder tæt sammen på samme arbejdsplads?
Diskussionerne er stærkt overdrevet. Man mødes over frokost, men der er ikke længere kammerateri. Det er noget andet, når man mødes over en salat end over 20 bajere.
Nogle tror, vi får ting at vide, som vi ikke skriver. Det har jeg ikke oplevet. Der er nok nogle, der er lidt for gode venner, det kan man ikke forhindre. Men her kan man se, hvem der taler med hvem. Andre – for eksempel inden for erhvervsjournalistik – mødes, hvor ingen ser dem. Her står man til ansvar, fordi man mødes med dem åbent.

Er der kommet en større afstand mellem politikere og journalister på grund af spindoktorer?
Afstanden er blevet større på grund af de flere led mellem politiker og journalist, men det er nødvendigt, fordi medierne skaber et større pres. Men politikerne kan ikke gemme sig. Journalister kan stille sig ved døren til folketingssalen, og vente til de kommer – de skal jo stemme. Der er mange, mange medier nu og et stort pres på, fordi de skal have mange historier. Der bliver nødt til at være nogen der holder vagt. Jeg hader ikke spindoktorer. Hvis en politiker fester, drikker og rejser for skattepenge, skal der skrives om det, men vi skal ikke kigge i deres skraldespand. Situationen, som den er nu, er skabt af os alle i fællesskab.
Hvordan er spindoktorens rolle, og hvordan burde den være?
Der er mange myter og misforståelser om spindoktorer. Vores kommunikation er mest i stil med: ”Kan jeg få en kommentar”. Så er der selvfølgelig også svindel og bedrag, som går ud på at binde hinanden historier på ærmet. Man skal spørge sig selv: ”Hvad er deres motiv? Hvorfor fortæller de mig den historie nu?” Måske bliver man snydt og får en halv besked eller en løgn. Man bliver irriteret, og de ødelægger det for sig selv. Jeg plejer at sige: ”Det er ok, du ikke fortæller mig alt, men lad være at lyve for mig.” Jeg kender jo mange af spindoktorerne. Nogle er gamle kolleger, og det er både godt og skidt. Det er ok at gå fra at være journalist til at blive spindoktor, men det er problematisk, hvis man går tilbage. Man vil altid være i tvivl, om han eller hun er objektiv. Hvis du har været med til at udtænke politiske strategier, kan du ikke bagefter forholde dig journalistisk til de samme strategier. Nogen enkelte kan godt. Henrik Qvortrup for eksempel
Kommer man aldrig til at tage parti, når man kommer så tæt på politikerne og måske får sympati for dem?
Jo, det gør man da. Og man kan ikke lægge sine egne politiske holdninger til side. På Weekendavisen fremgår det også – alene i avisens valg af historier, hvad vi mener. Jeg lægger ikke skjul på, hvad jeg synes. Det er vores særlige form for journalistik – feature, analyse, kommentarer, klummer og baggrund. Men vi sidder ikke med en partipolitisk dagsorden.

Maria Arcel (f. 1990) studerer journalistik på Syddansk Universitet og er redaktør på Lixen – avisen for yngre journalister. ILLUSTRATION: Hans Mortensen (Foto: presse)