22.05.2012

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Adgang kræver abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)


Af Lykke Friis, ph.d., MF (V), formand for Det Udenrigspolitiske Selskab

”Tænker jeg på Tyskland om natten, berøves jeg min nattesøvn,” skrev digteren Heinrich Heine. Selvom Europa i år markerer 20-året for Maastrichttraktaten, der netop skulle sikre Europas nattesøvn ved endegyldigt at besvare det tyske spørgsmål, er digtet i 2012 igen blevet relevant. For hvorfor påtager tyskerne sig ikke et større lederskab i den verserende gældskrise?
Det er ikke kun Tyskland, der holder sine naboer vågne, det er også omvendt:
Kansler Merkel er fanget i et dilemma, hvor Europa vil reddes af det stærke, økonomiske Tyskland, mens den tyske befolkning i stigende grad insisterer på at blive reddet fra det økonomisk svage og uansvarlige Europa.
Trods skepsis og bekymring blandt tyskerne har Angela Merkel alligevel på det seneste svunget taktstokken i EU. Straks fulgte anklager om tysk dominans og i græsk presse sågar sammenligninger med nazisternes Tredje Rige – hvilket blot har styrket frustrationen i den tyske befolkning. Konsekvensen er, at Europa og Tyskland i 2012 befinder sig i en brydningstid, hvor tyskernes Europabillede er mindst lige så meget i opbrud som europæernes Tysklandsbillede. Udfordringen med at genskabe harmonien mellem de to ”billeder” – og forbindelsen mellem Tyskland og landets naboer – vil uden tvivl være det dominerende tema i de kommende år. Det er dette spørgsmål, der afgør, om Europa igen vil kunne finde fodfæste efter gældskrisen eller opleve en langsom renationalisering. Udfordringen er kun blevet skærpet af François Hollandes nylige valgsejr i Frankrig. På mange måder var valgkampen nemlig et studie i, hvor langt Tyskland og Frankrig står fra hinanden.

Sådan ser tyskerne Europa: dyrt og irrelevant
Der findes ingen tyske, men kun europæiske interesser! Helt frem til genforeningen i 1990 var dette mantraet i (vest)tysk Europapolitik. Pga. landets udsatte placering klos op ad Warszawapagtens fremskudte forsvar måtte man underordne alle potentielle nationale interesser og prioritere den europæiske integration. Nationalsocialismens tunge åg gjorde det desuden umuligt at udvikle en selvstændig, ny tysk nationalidentitet. Alt ”tysk” blev nemlig uløseligt forbundet med Adolf Hitler. Som en konsekvens søgte tyskerne tilflugt i Europa som et ”erstatningsfædreland” (”Ersatzvaterland”) og i stoltheden over den økonomiske genopretning efter 1945 (”DM-Nationalismus” – ”D-mark-nationalisme”).
Allerede inden genforeningen havde Vesttysklands stærke økonomi imidlertid udløst en betydelig frygt for tysk dominans, ikke mindst i nabolandet Frankrig. Da muren faldt, var der derfor ingen tvivl i kansler Helmut Kohls sind: Det tyske spørgsmål kunne kun blive lukket, hvis D-marken blev erstattet af den fælles mønt. Den tyske magt skulle så at sige indbindes. Ellers ville Tyskland på ny opleve, hvordan resten af Europa ville ty til en klassisk magtbalancestrategi – helt som Storbritanniens Margaret Thatcher plæderede for. Igen og igen slog Kohl derfor fast, at genforeningen og europæisk integration var to sider af den samme (fælles) mønt, mens hans udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher aldrig blev træt af at citere nobelpristager Thomas Mann: ”Vi vil have et europæisk Tyskland og ikke et tysk Europa.”
Trods den stærke retorik blev euroen aldrig en hjertesag for tyskerne. Da euroen blev lanceret, var 80% imod – om end mange trods alt købte argumentet om, at der var tale om et quid pro quo for genforeningen (Ulrike Guérot og Mark Leonard: ”The New German Question: How Europe Can Get the Germany It Needs”, European Council of Foreign Relations, 2011, 3).
At tyskerne aldrig rigtigt har taget euroen til sig, er netop baggrunden for befolkningens reaktion på den aktuelle gældskrise. Ikke alene har Tyskland modvilligt skulle afgive deres elskede D-mark; nu beder resten af Europa sågar Tyskland om at redde euroen og ikke mindst mobilisere milliarder af euro for at bringe Grækenland og andre forbi skærene.
Det har for alvor givet den tyske EU-skepsis vind i sejlene. Hele 63% af tyskerne har kun ringe eller ingen tillid til EU, mens 53% er af den opfattelse, at Europa ikke længere er fremtiden (Thomas Petersen: ”Gemeinsames Interesse für Europa in Gefahr”, Frankfurter Allgemeine Zeitung, 25. januar 2011). Hvor EU-skepsissen tidligere primært kom til udtryk i landets største tabloidavis, Bild Zeitung, og de bayerske ”Bierstuben”, er modstanden i dag i høj grad blevet ”salonfæhig” – langt ind i erhvervslivets og de etablerede partiers kredse. Dette skal også ses i sammenhæng med, at landets forfatningsdomstol flere gange har kritiseret regeringen og EU for at udvande demokratiet og ikke at respektere den tyske nationale suverænitet.
Skepsissen eller måske snarere frustrationen er især udpræget hos den yngre ”easyJet-generation”, der ikke alene er vokset op med det indre marked og de åbne grænser som en selvfølge, men som også opfatter de gamle ”krig og fred-argumenter” for EU som anakronismer. De spørger: Det kan da ikke være rigtigt, at Tyskland som et stabilt demokrati fortsat skal betale for bedsteforældrenes synder før 1945? Situationen lettes bestemt ikke af, at mange tyskere i stigende grad har blikket stift rettet mod lande som Kina og derfor sætter spørgsmålstegn ved, hvordan det kan gavne Tysklands konkurrenceevne, at Merkel sender penge til Grækenland.
Endelig hører det med til billedet, at den almindelige tysker (”Otto Normalverbraucher”) bestemt ikke har nogen erfaring med endsige noget akut behov for at stå i spidsen for Europa. De fleste tyskere er faktisk mere end tilfredse med at sidde på bagsædet frem for at indtage førersædet, hvor de ikke alene skal betale for benzinen og reparationerne, men også risikerer at blive skældt ud, hvis de farer vild.
Med en stigende skepsis i befolkningen har det været uhyre svært for kansler Merkel at agere hurtigt og konsekvent i gældskrisen. I lange perioder var det derfor særdeles uklart, hvordan Tyskland ville håndtere situationen. Det ene topmøde tog det andet, mens krisen udviklede sig yderligere. I praksis var det først i sommeren 2011, da krisen for alvor truede med at tage Italien med sig i faldet, at Merkel besluttede sig til at investere politisk kapital i euroens redning. I denne periode blev Merkel udsat for massiv kritik af Helmut Kohl, der decideret beskyldte hende for at ”ødelægge hans Europa”, dvs. hele det omhyggelige arbejde med at få det genforenede Tyskland indpasset i sine omgivelser. Pludselig lød det så fra Merkel, at euroens fald automatisk ville føre til EU-integrationens endeligt, og at et sådant sammenbrud, ikke mindst pga. landets historie, ville få størst konsekvenser for Tyskland. Dette mantra – Kohls – har hun siden gentaget igen og igen, ligesom hun har fremhævet sin egen østtyske erfaring med Europa som det ultimative håb om frihed og demokrati under kommunismen.


Sådan ser europæerne Tyskland: selvtilstrækkeligt og dominerende!
Mens tyskerne i høj grad har presset Merkel til at holde igen, har størstedelen af Europa konsekvent efterspurgt mere tysk lederskab. Ønsket blev mest elegant formuleret af Polens udenrigsminister, Radoslaw Sikorski, i november 2011: ”Jeg forlanger af Tyskland, for jeres og for vores skyld, at I hjælper eurozonen med at overleve og udvikle sig. I ved udmærket godt, at ingen andre kan gøre det. Jeg vil sikkert være den første polske udenrigsminister i historien, der siger det, men […] jeg frygter tysk magt mindre, end jeg er begyndt at frygte tysk inaktivitet” (http://www.msz.gov.pl/files/docs/komunikaty/20111128BERLIN/radoslaw_sikorski_poland_and_the_future_of_the_eu.pdf).
Ønsket blev bestemt ikke modtaget med jubel blandt tyske politikere. For hvad skulle der egentlig forstås ved tysk lederskab? ”Flere penge,” nærmest fnyste Tysklands forsvarsminister, Thomas de Maizière, da Verdensbankens præsident, Robert Zoellick, i januar 2012 lagde sig i slipstrømmen på bl.a. Sikorskis kritik. Tyskerne spørger: Hvordan skal Europa nogensinde få styr på krisen, hvis gælden bare gøres til et fælles anliggende ved at tillade, at der udstedes euroobligationer – obligationer, som vi som Europas største økonomi vel at mærke i høj grad skal garantere for? Så vil de sydeuropæiske lande da slet ikke have et incitament til at gennemføre strukturreformer og få styr på deres budgetter. Synspunkterne om, at den tyske økonomiske sparekur ikke nødvendigvis er et europæisk universalmiddel, og at tyskerne jo også har vundet betydeligt på euroen, da Sydeuropa ikke har kunnet devaluere, finder ikke meget forståelse i Berlin. Her lytter man heller ikke til argumentet om, at det jo sådan set var Tyskland (og Frankrig), der i 2003 var de første til at bryde vækst- og stabilitetspagten.
Da Merkel-regeringen i midten af 2011 valgte at gå mere aktivt ind i eurokrisen, var det på klare tyske præmisser. Hvis Tyskland skulle poste flere penge i den såkaldte redningsfond (EFSF), skulle den skeptiske tyske befolkning i det mindste udstyres med en garanti for, at landene fremadrettet ville føre tysk politik. Konkret blev ønsket præsenteret som et krav om, at en strammere vækst- og stabilitetspagt skulle skrives ind i EU-traktaten med EU-Domstolen som den overvågende myndighed. Desuden skulle hvert land – helt efter tysk forbillede – vedtage en såkaldt gældsbremse (”Schuldenbremse”) og som en del af dette acceptere automatiske sanktioner, hvis der ikke var styr på de nationale budgetter.
Kravene blev mødt med alt andet end jubel i de europæiske hovedstæder. Flere mente, at ændringerne blot kunne gennemføres med afsæt i de eksisterende traktater, mens andre slog til lyd for, at Merkel i stedet burde acceptere Sarkozys oprindelige krav om indførelsen af euroobligationer og en mere ekspansiv europæisk centralbank, ECB [dvs. at den skal bruge penge på at stimulere økonomien, red.]. Lignende toner blev for øvrigt også slået an af de to førende oppositionspartier i Tyskland, SPD og De Grønne. Mindst lige så afgørende var bekymringen for, at den tyske ”sparemedicin” blot ville forværre krisen i de hårdt gælds- og arbejdsløshedsramte lande såsom Spanien og Grækenland. Reelt var det derfor vanskeligt at finde lande (eller aktører) uden for Tyskland, der for alvor brændte for en traktatændring.
Trods modviljen valgte eurolandene (og en række ikkeeurolande) at skrive under på den såkaldte Finanspagt. Men fordi briterne nedlagde veto, lykkedes det dog ikke Merkel at få vedtaget de nye regler som en ændring i den nuværende traktat – i stedet blev der indgået en separat folkeretligt bindende aftale.
Parallelt med den voksende frustration over de tyske traktatkrav udspillede der sig et endnu mere emotionelt drama om Grækenlands redningspakke. Pressehistorier om, at tyskerne ville insistere på, at der skulle udsendes en særlig ”sparekommissær” til landet, udløste en sand tsunami af anklager. Gentog Tyskland ikke nazisternes projekt om at sende en ”Gauleiter” til Athen for at styre Grækenland? Ganske tankevækkende blev Angela Merkel portrætteret i naziuniform i græske aviser.
På stort set samme tid begyndte utilfredsheden også at ulme i Frankrig. Her gik anklagen (især fra kræfter i François Hollandes Socialistparti) dog ikke på, at Merkel optrådte som en ny Hitler, men som en ny Bismarck. Utilfredsheden kulminerede under præsidentvalgkampen, hvor Hollande markant kritiserede Sarkozy for ikke at have givet Merkel nok modspil. Reelt er det tysk-franske forhold (”Merkozy”), ikke mindst pga. den svage franske økonomi, da også blevet stærkt asymmetrisk. Eller som den tidligere kommissionsformand Romano Prodi for nylig udtrykte det: ”Tidligere var det sådan, at Frankrig var den politiske drivkraft, mens tyskerne var den økonomiske. Nu er det fruen [Merkel], som beslutter, og Sarkozy, der på en pressekonference forklarer hendes beslutninger” (møde i European Council on Foreign Relations, Rom, 9. februar 2011). Den anerkendte britiske Tysklandskender, historikeren Timothy Garton Ash, har opsummeret den nye situation på følgende vis: Hvor Kohl havde bedt tyskerne (og europæerne) om at vælge mellem et tysk Europa eller et europæisk Tyskland, står vi nu 20 år efter med en løsning, som ingen havde forestillet sig – et europæisk (demokratisk) Tyskland i et tysk (økonomisk) Europa! (http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2012/feb/08/angela-merkel-all-help-can-get).

Tysklands tredobbelte udfordring
Resultatet af den omfattende – men langsommelige – krisehåndtering er, at Europa i forsommeren 2012 efterhånden kan se lyset for enden tunnelen. Prisen har imidlertid været høj – både for Europa og for Tyskland. I de kommende år står Tyskland derfor over for en tredobbelt udfordring, hvor landet fortsat skal føre Europa ud af den økonomiske krise, men i høj grad også skal forsøge at genopbygge den tyske befolknings opbakning til EU og genvinde resten af Europas tillid. Kort sagt: Tyskland skal forsøge at genskabe harmonien mellem det tyske Europabillede og det europæiske Tysklandsbillede.
At Tyskland så afgjort tager denne opgave alvorligt, fremgår med al tydelighed af udenrigsminister Westerwelles nye EU-kommunikationsstrategi, der blev offentliggjort i februar 2012 (”Europa erklären – Europa diskutieren. Ein Konzept für die Europa-Kommunikation 2012”, Auswärtiges Amt, februar 2012). Strategien indledes med en nøgtern konstatering af, at regeringen i lyset af Grækenlandskrisen valgte side til fordel for ”mere integration”, men at det ”europæiske projekt p.t. gennemlever én af dets største tillidskriser i historien. Mange europæere sætter spørgsmålstegn ved, om det er muligt at overvinde gældskrisen […]. Gamle ressentimenter og fordomme er vendt tilbage. Hos nogle af vore naboer er bekymringerne over et overmægtigt Tyskland på ny blevet vakt. Dermed er der kommet tvivl om selve den europæiske ide. Derfor er det nødvendigt, at vi giver den europæiske debat den rigtige retning.”
Ifølge Westerwelles strategi har Tyskland en større interesse i EU-integrationen end noget andet europæisk land. Selvom hjælpen til bl.a. Grækenland har gjort ondt på det tyske statsbudget, er det intet, i forhold til hvad Tyskland ville miste, hvis EU-samarbejdet brød sammen. Trods en betydelig stigning i eksporten til bl.a. Kina går ca. 60% af den tyske eksport således fortsat til Europa. EU er dermed en garant for den tyske velstand. Dertil kommer, at et sammenbrud automatisk vil få de gamle fordomme mod Tyskland til at blusse op på ny og – helt som i forbindelse med Grækenlandskrisen – udsætte landet for et uløseligt krydspres: Tyskland er for passivt; Tyskland er for aktivt.
Det tyske udenrigsministerium er udmærket klar over, at det også skal præsentere en mere fremadrettet og positiv EU-vision. Det tyske bud er her, at Unionen er de europæiske staters, inklusive stormagten Tysklands, eneste mulighed for at præge den globale scene og forsvare de fælles europæiske interesser: ”Uden Europa dømmer vi os selv til at blive betydningsløse i morgendagens verden.” Hvor Tyskland for bare 30 år siden eksporterede ti gange så meget som Kina, blev Tyskland i 2009 afløst af Kina som ”Exportweltmeister”. Om 20 år bor der tre gange så mange mennesker i Indien som i hele EU – og i 2025 vil Tyskland alene udgøre mindre end 1% af verdens befolkning.
Muligheden for at forsvare de fælles interesser på den globale scene kræver imidlertid, at europæerne er villige til både at fortsætte deres hjemlige strukturreformer af f.eks. arbejdsmarkedet og styrke den økonomiske integration. Eller som Angela Merkel har udtrykt det: ”Vores generations opgave er at skabe den politiske union skridt for skridt.” Selvom både Westerwelle og kansleren her er mindre klare i mælet, er retningen klar: Hvis den tyske regering skal være villig (og befolkningen skal være parat) til på sigt at indføre euroobligationer og styrke centralbankens rolle, skal landene i endnu højere grad føre ”tysk” økonomisk politik. Konkret har tyskerne allerede nævnt en samordning af skattepolitikken, men også en endnu strammere koordinering af finanspolitikken, hvor ikke mindst finansminister Schäuble på det seneste har relanceret forslaget om en stærk ”sparekommissær”.
I tysk optik vil en styrkelse af integrationen imidlertid risikere at forværre EU’s nuværende legitimationsproblem. Hvor ikke mindst Angela Merkel før krisen var blevet kritisk over for Europakommissionen og dermed modsat Helmut Kohl foretrak at styrke Ministerrådet, er hun i dag vendt tilbage til den klassiske fællesskabsmetode: Kommissionen, og ikke medlemsstaterne, skal tildeles rollen som stærk spilfordeler. Eller som kansleren udtrykte det i en tale i februar 2012: ”Ofte drejer det sig ikke om at vælge mellem fællesskabsmetoden og en mellemstatslig tilgang, men om at vælge mellem et koordineret europæisk standpunkt og ingenting.” Hvis det ikke er Kommissionen, som i stigende grad kommer på banen og f.eks. irettesætter lande, som ikke lever op til de nye økonomiske spilleregler, vil vreden i stigende grad rette sig mod Tyskland. Helt som i Kohls tid er læren af gældskrisen derfor, at den nye tyske magt skal indbindes. Konkret har ikke mindst Westerwelle peget på, at medlemsstaterne skal blive enige om at give Europa et egentligt ansigt – i form af en ”direkte valgt kommissionsformand”, dvs. en form for præsident.
Hermed er bolden, helt som i 89-90, på ny spillet over til det øvrige Europa. Ikke mindst Frankrig. Er Frankrig villigt til at acceptere en yderligere uddybning af integrationen, og i hvor høj grad kan den nye præsident Hollande leve med Merkels grundholdning om, at det ikke er muligt at stimulere økonomien med lånte (læs: tyske!) penge? Ikke mindst Hollandes valgsejr har således skabt nyt momentum omkring synspunktet om, at den tyske ”sparekurs” ikke er den rette medicin for alle lande i Europa. Finanspagten skal derfor suppleres med en vækstpagt.
Selvom Merkel næppe vil acceptere en genforhandling af Finanspagten, endsige at ECB må sætte seddelpressen i gang, har hun indikeret, at hun er villig til at diskutere en mulig vækstpagt. Helt i tråd med Henry Kissingers gamle læresætning er Tyskland nemlig udmærket klar over, at landet – for at sikre et stærkt Europa – må gå (lidt) på kompromis. Præcis som Kissinger udtrykte det, er Tyskland også i 2012 ”for stort til Europa, men for lille til verden”.

ILLUSTRATION: Merkel og Barroso (foto: EU)

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Adgang kræver abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)