25.05.2012

I et kort øjeblik forenede kampen mod VKO-blokken venstrefløjen og de radikale. Nu, hvor magten er erobret, blokerer indre spændinger mellem de tre regeringspartier for en fælles retning.

Af Lars Trier Mogensen

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Tegn abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)
Læs også: Lykke Friis: Merkel og Europa

Ikke et komma vil blive ændret. Så kontant lød beskeden til den radikale leder Margrethe Vestager, dengang hun – for ganske nylig – balancerede på kanten af spærregrænsen: ”De radikale må vænne sig til, at arbejdsbetingelserne i dansk politik er ændret,“ lød belæringen fra S-ledelsen. Det var i 2009. Men vælgerne ville det anderledes. I dag er det kun kommaerne, der står tilbage i den genopretningspolitik, som S og SF er blevet tvunget til at føre. Alle ordene er ændret. De radikale har taget sig dyrt betalt som tak for sidst. Hævntørsten kan næsten smages i den mest berømte formulering fra det nye regeringsgrundlag: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand.“ Ingen af de radikale toppolitikere har glemt, hvordan de blev ydmyget for få år siden i en situation, hvor ikke mindst SF’erne havde svært ved at skjule skadefryden. Her blev grunden lagt til det giftige samarbejdsklima, som præger den samspilsramte S-R-SF-regering.

Historisk splid
Mønsteret er ikke nyt. Gennem de seneste årtier har forholdet mellem de tre regeringspartier, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, været præget af splid, jalousi og revanchisme. Trekantsdramaerne har fulgt et fast mønster, hvor ét af de tre partier med cirka fem års mellemrum er blevet frosset ud, mens de to andre har fundet sammen i en ny akse. To mod én. Men aldrig stabilt. Trekantsdramaet mellem S, R og SF har været ustadigt: Den ophobede hævntørst – personligt, partitaktisk og ideologisk – har gradvist udløst et nyt drama, hvor det forsmåede parti har kæmpet sig tilbage og skabt en ny, midlertidig alliance. To mod én. I trekantsdramaets dramaturgi må hovedpersonen vælge mellem to væsensforskellige bejlere. I den klassiske version star manden mellem blondineskønheden og brunetteudyret. I den moderne Twilightversion forsøger den unge pige at vælge mellem det lækre muskelbundt eller den mystiske kunstnertype. Men oftere, og mere interessant, fortælles trekantsdramaet fra den forsmåede parts side, fra den fravalgtes perspektiv. I de sidste 20 år har S, R og SF alle prøvet at være både favoriseret og forkastet. På skift.

Da EU-politikken gav SF medvind
I 1992 sagde Holger og konen nej til unionen – og SF trådte pludselig ind på magtens scene. Med et nejflertal på 50,7 procent i ryggen lykkedes det daværende formand Holger K. Nielsen at manøvrere SF ind i den nøglerolle, som de fodformede partisoldater havde drømt om i årevis – som et bredtfavnende parti, der på én og samme tid havde forbindelser ud til græsrodsbevægelserne og var uomgængeligt inde i Folketinget. I en kort periode fra sommeren 1992 og frem havde SF hovedrollen i debatten om tidens vigtigste spørgsmål: Danmarks forhold til Europa, lige efter Berlinmurens fald. SF stod som folkeafstemningens sejrherre og kom derfor til at skrive historien. I hvert fald første kapitel. Det nationale kompromis – som S, SF og R forhandlede på plads uden om regeringen – står imidlertid ikke kun tilbage som folkesocialisternes første trofæ, men også som spiren til spliden med de radikale. De fire EU-forbehold gik stik mod de radikales udadvendte europapolitik. Siden stiftelsen i 1959 har Socialistisk Folkeparti stræbt efter at trække Socialdemokraterne til venstre. Bortset fra en kort periode i 1966-67 som støtteparti for den socialdemokratiske regering, kaldet‚ det røde kabinet‘ – som de radikale nægtede at støtte – har toppen af SF imidlertid haft svært ved at overbevise det spraglede bagland om fornuften i pragmatiske kompromiser. Opbruddet var spektakulært, da ‚det røde kabinet‘ kollapsede – og venstrefløjen knækkede af i form af udbryderpartiet VS, Venstresocialisterne. Et varsel om SF’s vanskeligheder. I 1990’ernes første trekantsdrama lykkedes det dog for SF at sætte Det Radikale Venstre skakmat I EU-politikken. De radikale måtte ligefrem lide den skæbne at høre SF’s formand triumfere: „ Jeg føler, at vi og De Radikale har talt os sammen. Det kan få stor betydning for det politiske liv herinde på Christiansborg,“ sagde Holger K. Nielsen. Fra den grønne fløj gik Steen Gade endnu videre: „Regeringen skal hedde S-SF og R.“ SF’erne så det nationale kompromis som et første skridt mod deltagelse i den kommende socialdemokratisk ledede regering. Men de skulle blive klogere.

Nyrup gav SF rollen som svigtet hustru
Alle forhåbninger om indflydelse til SF – for slet ikke at nævne en mulig regeringsdeltagelse – blev gjort til skamme, da højresocialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen dannede sin første regering i 1993 med Det Radikale Venstre, Centrum Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. Trods den afgørende indflydelse på EU-politikken var SF ikke i nærheden af ministerbilerne. Og det blev endnu værre end frygtet: Efter valget i 1994, hvor de kristelige røg ud af Folketinget, drejede Nyrup- regering II endnu længere ind mod midten – og indgik i 1995 finanslovsforlig med Det Konservative Folkeparti. SF var stadig regeringens parlamentariske grundlag af navn, men ikke længere af gavn. Socialdemokraterne havde valgt side, mod midten. Indrømmelserne til SF i 1990’erne var fraværende eller latterlige. SF fik intet ud af støtten til Nyrup. Det gamle arbejderparti fra 1871 ønskede oprindeligt kun at danne regering alene. Som Folketingets største parti lykkedes det i 1924, men allerede fem år senere trådte Det Radikale Venstre med ind i Thorvald Staunings regering; et makkerskab, der kom til at definere efterkrigstidens velfærdspolitik. S og R har stået sammen om nogle af de største samfundsomvæltninger i danmarkshistorien. Da statsminister Poul Nyrup Rasmussen i 1990’erne i tæt samarbejde med de radikales leder Marianne Jelved genopførte den klassiske, midtersøgende reformpolitik – flere år før Tony Blair gjorde ‚the third way‘ til et reklameslogan – var det kun SF’erne, som blev overraskede over, at der ikke var plads til folkesocialistisk romantik. I trekantsdramaet i slutningen af 1990’erne indtog SF’erne rollen som en svigtet hustru, der ser afmægtigt til, mens manden åbenlyst boller udenom. Men romancen varede ikke ved. Mens Nyrups ministre brugte energien på at få pengene til at passe i statskassen, opstod en ny og mere følelsesladet værdidebat, som skulle koste Socialdemokratiet dyrt – og bringe SF og de radikale sammen i et skæbnefællesskab.

Jelveds skilsmissebegæring
Advarslerne havde længe lydt fra Vestegnen. Men intet blev hørt blandt Socialdemokraterne på Christiansborg. I hvert fald ikke før det var for sent. Skønt Nyrup-regeringen lige akkurat nåede at stramme udlændinge- og retspolitikken, og bl.a. udnævnte opportunisternes ukronede dronning Karen Jespersen til indenrigsminister, kunne det gamle regime ikke ændre på, at alt for mange vælgere havde fået nok af det, Venstres formand Anders Fogh Rasmussen dygtigt betegnede som ‚smagsdommeri‘. For værre end selve ‚slapheden‘ i udlændinge- og retspolitikken var den bedrevidende attitude, som ikke mindst de radikale – men også SF’ere – fremturede med, når de fremstillede sig selv som overmennesker og modstanderne som svinehunde og kælderfolk. Det Radikale Venstre er det parti, som har ændret sig mest fra dannelsen i 1905 og frem til i dag. Dengang formåede det lille socialliberale parti at forene bondelandets husmænd og købstædernes lærerstand, men har i de sidste tiår gennemlevet en voldsom social mobilitet. De Radikale repræsenterer nu storbyernes akademikere, DJØF’ere og kreative funktionærtyper, kort sagt det nye kulturborgerskab, som mener, at Danmark kan overleve på en cocktail af legende design og det nye nordiske køkken. I trekantsdramaet i begyndelsen af 00’erne var det ikke overraskende de jævne socialdemokrater, som følte sig afkoblet fra de to andre og stadig mere frelste oppositionspartier. Mens sossernes nye formand Mogens Lykketoft accepterede VKO-blokkens stramninger, erkendte de radikales Marianne Jelved, at S og R var gledet fra hinanden. „Op gennem 90’erne, hvor vi sad i regering med Socialdemokraterne, sagde jeg ofte, at grunden til, at det kunne lade sig gøre, og at det gik så relativt godt, var, at vi på en række områder havde et fælles værdigrundlag. Det må jeg bare konstatere nu, at det har vi ikke,“ lød Jelveds skilsmissebegæring. Fromheden steg dog hurtigt de radikale til hovedet. Og med først valget af Helle Thorning-Schmidt og umiddelbart efter Villy Søvndal som nye partiformænd i S og SF i 2005 opstod en ny dynamik, der – igen – isolerede Det Radikale Venstre.

Vestagers hævntørst
Forestillingen om, at radikalt hovmod var hovedårsagen til sossernes valgnederlag I 2001, 2005 og 2007, førte – logisk nok – til, at den nye alliance mellem S og SF forsøgte at lægge klar afstand til alt, hvad Det Radikale Venstre stod for. Symbolsk med løftet om at ville videreføre VKO-blokkens udlændinge- og skattepolitik – netop de to områder, som de radikale betragtede som selve syndefaldet. Nu var det pludselig Socialdemokraternes tur til at optræde storskrydende. „ Jeg har ikke fantasi til at forestille mig, at de radikale vil vælte en S-ledet regering, men hvis det er tilfældet, så må Margrethe Vestager jo sige det til vælgerne,“ lød det kompromisløst fra Helle Thorning-Schmidt. Socialdemokraterne og SF’ernes forbrødring i ‚Fair Løsning‘ lukkede de radikale ude fra indflydelse. Troede de. I trekantsdramaet i slutningen af 00’erne stod Det Radikale Venstre alene i Prins Jørgens Gård som den lille duksepige, ingen vil lege med. Men Helle og Villy havde glemt at tælle til 90. Hævnen kom hårdt og brutalt med efterlønsforliget, som den radikale leder Margrethe Vestager indgik sammen med de borgerlige partier. Villy Søvndal forsøgte at gøre valget til en ‚folkeafstemning‘ om efterlønnen. Men han tabte med et brag. Da flertallet endelig skiftede i oktober 2011, havde Vestager et regnskab at gore op. Og det tog ikke Socialdemokraterne lang tid at skifte hest, igen, ude på Amager Fælled. Under forhandlingerne på Crowne Plaza blev SF’erne spillet tilbage til start. Ligesom sidste gang Socialdemokraterne og De Radikale var i regering med hinanden, blev SF straks strippet for alle mærkesager. To mod én.

Partiernes vej fremad
Hvis de seneste årtiers jalousimønster fortsætter, vil næste flirt udvikle sig mellem de radikale og SF, f.eks. omkring grønne initiativer. Men alle tre partier har deres indre dæmoner at kæmpe med.

Socialistisk Folkeparti: Kynikerne forventer, at SF – som socialdemokraten Per Hækkerup forudsagde – vil knække under ‚ansvarets åg‘ og igen fragmentere, som det skete i 1967. Men topledelsen kender alt til forhistorien. Det afgørende spørgsmål er derfor ikke, om SF træder ud af regering eller splittes, men derimod om det lykkes for partiet at gennemtvinge nybrud på tre ideologiske kerneområder: a) en ny aktivistisk udenrigspolitik med vægt på ‚bløde‘ virkemidler, inspireret af den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer; b) en ny grøn erhvervspolitik, der åbner op for offentlige investeringer i vedvarende vækstbrancher; og c) en ny social skattepolitik, der omfordeler til fordel for lavtlønnede.

Socialdemokraterne: Det gamle arbejderparti er det største sår. Vælgerne er strømmet tilbage over midten, og hundredtusindvis af vælgere skal mobiliseres omkring en ambitiøs reformpolitik, hvis Helle Thorning-Schmidt skal genvælges i 2015. De tre satsningsområder ligger ligefor: a) Antallet på passiv forsørgelse skal mindskes, så skattekronerne I stedet kan investeres i velfærdsforbedringer; b) flere børn af ufaglærte skal have en uddannelse, så alle får muligheder for at klare sig på arbejdsmarkedet; og c) fagbevægelsen skal reaktiveres i kampen for at bevare job i Danmark, i en ny udgave af den danske model.

Det Radikale Venstre: Umiddelbart har Margrethe Vestager & co. mindst at bekymre sig om. Rollen som tungen på vægtskålen er vundet tilbage, og hvis S-RSF- regeringen skulle ende som en fiasko, kan de radikale bare skifte over til de borgerlige efter næste valg. Men som dronningen fra Crowne Plaza har Vestager reelt også meget at bevise i praktisk politik. De radikale vil blive målt på deres evne til at gennemføre tre satsninger: a) De fire forbehold skal afskaffes, så Danmark kan blive integreret dybere i det europæiske samarbejde; b) investeringerne i forskning og avanceret udvikling skal løftes markant, hvis Danmark skal bevare rollen som højteknologisk spydspids; og c) folkestemningen i retning af stramninger i rets- og udlændingepolitikken skal vendes, så Danmark igen kan blive opfattet som et åbent og tolerant land.

Magtens tredeling
Tre er et ulykkestal i dansk politik. Endnu er det ikke lykkedes for en trepartiregering at overleve et valg i Danmark. At blive genvalgt vil derfor for S-R-SF-regeringen være en historisk bedrift. Det Radikale Venstre har fået et ry for at tage livet af sine koalitionspartnere. De seneste 20 års jalousidrama trækker så dybe spor, at S, R og SF ganske enkelt savner den gensidige tillid, også personligt mellem ministrene, der er nødvendig for at holde fast i et fælles projekt. Derfor er det endnu kun få vælgere, der har forstået, hvad regeringssamarbejdet egentlig går ud på. Her i 10’ernes første trekantsdrama er det SF, som blev knust af de to gamle aksemagter. Centrumvenstrealliancen har vist sig som en illusion. S, R og SF er reelt ikke så enige om så meget, som skiftende politikere har håbet på. Og forude venter nye tricky trekantsdramaer. Hvis de seneste årtiers jalousimønster fortsætter, vil næste flirt udvikle sig mellem de radikale og SF, f.eks. omkring grønne initiativer. Men som balladen om betalingsringen viste, er det ikke engang sikkert, at de tre regeringspartier kan enes om selv små locale anlægsprojekter. I betragtning af 20 års kronisk mistroisk samarbejde mellem de tre partier er S-R-SF-regeringen måske I virkeligheden kommet godt fra start.

Lars Trier Mogensen (f. 1975) er redaktør af lederkollegiet på Politiken og cand.scient.pol fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Pressemøde i Statsminister (FOTO: Socialdemokraterne/flickr)

DENNE ARTIKEL ER FRA RÆSON11, DER UDKOMMER 28/5. Tegn abonnement: 250 kr./året (200 for studerende)