10.04.2012

[FRA BOGEN „EFTER FORÅRET„] Det var et genialt træk, da Saudi-Arabien aktivt gik ind i arbejdet for, at Den Arabiske Liga skulle støtte en FN-resolution, der gav grønt lys for en NATO-operation i Libyen. For da først Libyen-krigen kørte, var der mindre opmærksomhed at rette mod begivenhederne i Bahrain, hvor kongen har slået brutalt ned på demonstranterne.

Halvmånens mørke bagside: 
Bahrain og tavshedens tyranni

Af Lars Erslev Andersen

Det var besynderligt at sidde i Frankfurt Lufthavn og vente på at komme om bord i den mægtige Airbus 340 til Bahrain: Vi var højst ti i den store, tomme gate, der fik checket boardingkort på vej til den ventende bus, som skulle køre os til flyet. Interessen for at rejse til Bahrain var i midten af marts minimal. Ankomsthallen i Manama Lufthavn var lige så øde – det samme var gaderne i den lune nat, hvor stilheden kun blev forstyrret af de gentagne bilhorn, der dyttede demonstranternes melodistump: „ned, ned, Hamad“. Bahrain var lukket ned. De store shopping malls var nærmest øde, gaderne halvtomme og helt rensede for vesterlændinge. Forretningsmesserne var aflyst, ligesom grandprix i formel 1. Mit første hotel var næsten forladt: Alle restauranter, på nær en søvnig kaffebar var lukket, og stedet var, med sine megastore tomme værelser, dobbelt spøgelsesagtigt, fordi det også var under ombygning. For at komme tættere på begivenhederne på Perlepladsen fandt jeg et andet. Her bestod livet af en venlig asiatisk bartender samt en konstant burgerædende irer, der vistnok var byggeleder, samt skyggerne af udlændinge, der sneg sig ind på den russiske bar til filippinske piger, der foregav at kunne synge, men som vist var bedst til at lokke penge ud af de ensomme mænd.

Hvad ville demonstranterne? Kunne det folkelige oprør i Bahrain nå lige så langt, som det trods alt havde gjort i Tunesien og Egypten? Den spøgelsesagtige stilhed, der prægede byen, blev genspejlet i de internationale medier. End ikke Al-Jazeera, der har hovedsæde i nabostaten Qatar, fandt det værd at lave nyhedsindslag om de til tider 50.000 mennesker, der fredeligt og forbavsende velordnet demonstrerede i Bahrain. Både den engelske og den arabiske udgave af kanalen fyldte sendefladen med Libyen og de internationale forhandlinger om at få startet en ny krig dér. Ind imellem Libyen-indslagene var der en del om katastrofen i Japan, lidt om Egypten, nogle indslag fra Yemen, en spionhistorie fra Pakistan, men om forhold i Den Arabiske Golf stort set intet. Bahrain var helt fraværende – bortset fra nogle fotos og artikler på stationens engelske hjemmeside. Anderledes massivt blev oprøret dækket i de iranske medier – men hvem interesserer sig for dem? Bortset fra den arabiske oppositionsavis Al-Wasat begrænsede de lokale medier sig til at berette om alle de gaver, Bahrains kongefamilie gav til sine borgere: penge, løfte om flere job i den offentlige sektor, boligplaner etc.

En dansk diplomat havde beskrevet oprøret sådan, „at nogle få hundreder havde været på gaden for at demonstrere mod stigende fødevarepriser“. Dén beskrivelse kunne man let tage for gode varer, hvis ikke man selv havde været til stede der på Perlepladsen, hvor de store demonstrationer blev planlagt, og folk samlede sig hver aften til diskussion, taler og samvær. Man kunne ikke ignorere sikkerhedspolitiets helikoptere, der konstant mindede alle om, at „Big Brother is watching you“ – og som oven i købet en enkelt gang, i starten af oprøret, dristede sig til at skyde med skarpt mod en journalist fra New York Times. Dengang, der endnu var en smule medieinteresse at spore.

Men det var ikke nogle „få hundreder“ som var utilfredse med stigende madpriser. Det var i titusinder af fredelige demonstranter, som krævede økonomiske reformer, politiske rettigheder og konstitutionelt monarki. Deres base var på Perlepladsen, der er en rundkørsel lige neden for den vej, der forbinder Bahrain med Saudi-Arabien. Den har sit navn efter et stort monument: en perle, som symbol for Bahrains traditionelle hovederhverv, perlefiskeri. Regeringen fjernede monumentet for at forhindre det i at blive et symbol på det folkelige oprør. „Perlepladsen“ er væk og lever nu i erindringen som „Martyrernes Plads“. Inden monumentet blev fjernet, var der nærmest festivalstemning på pladsen: Alle grene af oppositionen havde boder, hvor man kunne tale med fundamentalister, republikanere, socialister, liberale, fagforeninger og menneskerettighedsorganisationer. Alle var de der, og alle ville de ivrigt, men venligt, fortælle om deres krav og håb om forandring. Imellem boderne blev der gratis serveret mad og drikke, solgt posters, og midt på pladsen var en tribune, hvor der dagligt var taler fra oppositionslederne, der efterfølgende gerne stillede op til en snak – også med den mærkelige forsker fra Danmark, der som eneste vesterlænding rendte rundt mellem boderne. Tribunen var „smykket“ med syv kister, der symboliserede dem, der allerede var blevet ofre for militærets forsøg på at bremse demonstrationerne. De unge aktivister fra „14. februarbevægelsen“ havde organiseret et mediecenter, der skulle servicere journalister og andet godtfolk, men travlt havde de ikke med den gesjæft. I stedet holdt de møder om, hvor de næste dages demonstrationer skulle hen.

En enkelt vestlig diplomat dukkede op i rundkørslen i sin Mercedes. Han kaldte mig hen til sin nedrullede bilrude, hvor han bedyrede, at det kunne være farligt at gå rundt her, „for nogle gange angriber de udlændinge“. Den samme besked udgik fra det asiatiske personale på hotellet. Om de selv troede på det eller talte mod bedre vidende, har jeg ingen anelse om, men i hvert fald var deres advarsler ilde anbragt: Skulle en enkelt demonstrant forsøge at krumme et hår på mit hoved, ville der straks være 50 andre til at forhindre det, for det ville jo være et rigtig dårligt budskab at få ud. De skulle bruge mig som budbringer og ikke til at slå på. Og jeg tjener dem gerne. Derimod skulle den vestlige diplomat have advaret mig mod Bahrains sikkerhedspoliti, som nidkært udviste en ganske truende adfærd, når man kom lidt for tæt på dem.

Da jeg fløj hjem fra Bahrain, var det slut med at brede sig over mange sæder og få særbehandling af Lufthansa-personalet: Flyet var fyldt, og få dage efter at det sikkert var landet i Tyskland, rykkede 1500 soldater og politifolk fra Saudi-Arabien og Forenede Arabiske Emirater ind i Manama og befæstede kongens paladser og forretningskvarterer. Dagen efter ryddede Bahrains sikkerhedspoliti, der primært består af gæstearbejdere fra Pakistan, både Perlepladsen og de andre steder, hvor der havde etableret sig demonstrationer. Landet blev erklæret i undtagelsestilstand, der blev indført natligt udgangsforbud, folk blev buret inde, oppositionspolitikere sat i fængsel, bloggere forfulgt og den store oppositionsavis forbudt. Senest har den såkaldte højesteret indledt en proces, der skal opløse de to store oppositionsgrupper, hvoraf den ene, al-Wifaq, fik 18 ud af 40 pladser ved det seneste valg i 2010 til Bahrains parlament.
Men heller ikke rydningen af Perlepladsen og kvælningen af oppositionen blev fundet værdigt til nævneværdig dækning i de internationale medier, der nu konkurrerede om at komme tættest på de jagerfly, der heroisk smed bomber i Libyen. Siden da får jeg dagligt billeder i min mailboks af mishandlede unge mennesker, der har fået tæsk med stave eller er blevet ramt af gummikugler, samt nyheder om fængslinger, lukning af medier etc. – alt imens kongen på de internationale medier smilende bebuder, at opstanden er ovre og roen genoprettet. Tilsyneladende tror man ham: Da USA’s forsvarsminister Robert Gates efter et halvanden times langt møde med Saudi-Arabiens kong Abdullah 10. april på det efterfølgende pressemøde blev spurgt, om de havde berørt udviklingen i Bahrain, var det korte, lakoniske svar: „Nej.“ Situationen i Bahrain er alt for ubehagelig til, at den skal være et emne til diskussion for lederne fra USA og Saudi-Arabien. Tavshed er et mere bekvemt kort at spille.

Forløbet
Som Thomas Fibiger klart redegør for i sin analyse af situationen i Bahrain, er de politiske spændinger i øriget af efterhånden gammel dato. Gang på gang har demonstrationer og optøjer genlydt af krav om politisk indflydelse til borgerne, overgang til konstitutionelt monarki, lige rettigheder for sunni- og shiamuslimer, økonomiske reformer, en mere retfærdig boligpolitik og tildeling af job i den offentlige sektor til lokale bahrainere – herunder shiamuslimerne – frem for en favorisering af sunnier og udlændinge fra Asien. Det skete fx ved parlamentsvalget i efteråret 2010. Oppositionen har været splittet mellem dem, der helt afviser at indgå i den politiske proces, fordi de ser den som et gøglespil, der ikke leder til reelle resultater, og dem, der håber på at få indflydelse ved at stille op til parlamentet. Det parlament, der indtil videre mest har været et forum for dialog, mens alle vigtige beslutninger er blevet taget af kongefamiliens medlemmer.

Inspireret af udviklingen i først Tunesien, men navnlig i Egypten, fik oppositionen fornyet håb om, at demonstrationer kunne føre til forandring. Det startede 14. februar i en shiamuslimsk domineret landsby, hvor unge gik på gaden med de samme slagord, som egyptere havde råbt på Frihedspladsen i Cairo. Sikkerhedspolitiet, der konstant var massivt til stede i shiamuslimske bydele i hovedstaden samt i landsbyerne, hvor de med få hundrede meters mellemrum havde kontrolposter, reagerede brutalt med at slå demonstranterne ned. To døde.

Deres fremfærd fik ikke bremset oprøret, tværtimod. I hovedstaden strømmede folk dagen efter til Perlepladsen, hvor de slog telte og boder op og fremsatte deres krav. Igen reagerede Bahrains sikkerhedsstyrker brutalt: Kl. 3 om morgenen 17. februar dukkede de op på Perlepladsen, hvor de fleste lå og sov, og beordrede den ryddet. Fem minutter efter rykkede de ind. Mange blev såret, på hospitalet var der kaos, og tre mistede livet. I mediecentret på Perlepladsen blev det brutale forløb dokumenteret af de mange videooptagelser, folk havde taget med deres mobiltelefoner. Men heller ikke dette fik bremset det folkelige oprør. Dagen efter gik nye grupper af unge mennesker mod Perlepladsen, der nu var befæstet af Bahrains militær. De gik mod pladsen med hænderne løftet over hovedet for at vise, at de var ubevæbnede. Alligevel skød militæret, og to unge mennesker blev dræbt på åben gade. Også denne episode blev optaget på mobiltelefoner, og optagelserne viser naturligvis panik og kaos, men også at en gruppe unge mænd smider deres skjorter og i bar overkrop vandrer videre mod soldaterne.

Billederne af den brutale nedskydning af fredelige demonstranter på åben gade samt af helikopteres skud efter en New York Times-journalist blev lagt på YouTube og set verden over. Måske var dét medvirkende til, at USA’s vicepræsident, Joe Biden, ringede til Bahrains konge med budskabet om, at USA finder det uacceptabelt at bruge vold mod fredelige demonstranter. USA’s indgriben førte til, at militæret trak sig væk og at sikkerhedspolitiet forsvandt fra de shiamuslimske bydele. Perlepladsen blev centrum for demonstrationerne og samtidig det eneste sted i hovedstaden – ud over naturligvis fredagsbønnen i de store moskeer – hvor der kunne registreres egentlig aktivitet.

Folket
Bahrain blev selvstændigt 1971, efter at Iran året inden havde meddelt, at landet ikke længere betragtede Bahrain som en iransk provins og derfor ikke gjorde krav på det. De små arabiske Golflande havde faktisk aldrig været en del af Iran, men var frem til 1971 kontrolleret af Det Britiske Imperium, der i 1971 trak sig helt ud af Golfen og dermed lagde grunden til Golfstaternes selvstændighed. Det blev den lille kongefamilie Khalifa, som skønnes at tælle ca. 1000 medlemmer, der kom til at stå i spidsen for landet og lige siden stort set har styret staten som sin ejendom. Dette har gjort kongefamilien umådelig rig og nogle af dens medlemmer formentlig til nogle af de rigeste mennesker i verden. Men staten som sådan er ikke rig. Indtægter fra energisektoren og senere finanssektoren, hvor Bahrain i konkurrence med Dubai længe har forsøgt at gøre sig til Mellemøstens finanscenter, er kanaliseret over i kongefamilien, der nærmest som gaver har ført nogle af pengene tilbage i samfundet gennem udbygning af infrastruktur, opførelse af boliger og job i den offentlige sektor.
Kongen og hans mænd har den reelle magt, selvom han i 2001 gav landet en ny forfatning, der genåbnede parlamentet. Befolkningen er på ca. 1,2 mio., hvoraf de ca. 560.000 er bahrainere. De resterende 600.000 er gæstearbejdere fra fortrinsvis Pakistan, Filippinerne og Indien. Hæren på 20.000 mand, sikkerhedsstyrkerne på 15.000 og den nationale garde på 10.000 ledes af folk fra kongefamilien eller dens betroede mænd, men består fortrinsvis af folk hentet i Pakistan.

Ca. 64 % af den halve million lokale indbyggere er shiamuslimer, hvis man skal tro kongens tal. Det er mindre end for ti år siden, og balancen ændres bevidst ved at nationalisere sunnimuslimske indvandrere fra Yemen, Egypten, de palæstinensiske områder og især Syrien. For det nederste lag i samfundet, shiamuslimerne, er det en torn i øjet, at syrere kort efter deres ankomst til Bahrain får pas og statsborgerskab og kommer foran i køen til offentlige job og gode boliger. Derfor var målet for en af de store demonstrationer i marts netop pas og immigrationskontoret. Det skønnes, at ca. 15 % af Bahrains lokale befolkning i dag udgøres af sådanne nationaliserede „syrere“, som de kaldes.

Forandringen og konservatismen
Denne nationaliseringspolitik, der skal forskyde forholdet mellem det shiamuslimske flertal og det sunnimuslimske mindretal, er direkte udtryk for kongens analyse af den politiske situation, eller i hvert fald hvordan han ønsker den fremstillet, nemlig at den store sikkerhedstrussel mod Bahrain kommer fra Iran, der ifølge kongen og de øvrige ledere i Den Arabiske Golf konstant forsøger at mobilisere shiamuslimerne til oprør med henblik på at åbne porten til Golflandene for Iran.

Det er næppe heller tvivl om, at der blandt de mere troende shiamuslimer er en vis veneration for Iran og de iranske ayatollaher. Ligesom det er tilfældet i store dele af de arabiske befolkninger i hele Golfen, er der stærkt konservative religiøse grupper i befolkningen, men mens flertallet af dem i f.eks. nabolandet Saudi-Arabien tyer til de sunnimuslimske sekter inden for wahhabismen og salafismen, orienterer de mere fundamentalistiske grupper blandt Bahrains shiamuslimer sig mod Iran og den fortolkning af shiaislam, der dominerer dér samt i Irak og hos Hizbollah i Libanon.

Shiamuslimerne er en faktor, som enhver reformproces i Bahrain må forholde sig til, ligesom Saudi-Arabiens kong Abdullah må forholde sig til, at store dele af hans befolkning faktisk ikke ønsker demokratisering, men synes, at han allerede nu har fjernet sig for langt fra den ortodokse islams sande vej. Dette er imidlertid ikke et argument mod reformer og liberalisering, men en nærmest universel udfordring, enhver modernisering af traditionelle samfund står over for, hvilket Samuel Huntington så overbevisende har demonstreret i sin meget læseværdige bog Political Order in Changing Societies fra 1968.

Der er intet, der peger på, at de fundamentalistiske og Iran-venlige kræfter i Bahrain faktisk udgør et flertal – eller at de ønsker at gøre øriget til en iransk vasalstat. Som Thomas Fibiger også nævner i sin artikel, var det meget betegnende, at demonstranterne i Bahrain faktisk gjorde Bahrains flag til deres hovedsymbol. Jeg så selv mange kvinder, der havde indsvøbt sig i det bahrainske flag over deres traditionelle klædedragt, abayaen. Budskabet fra demonstranterne var nationalistisk: Konstant så man posters med sloganet „sunni og shia er brødre og vores nation er ikke til salg“ – altså heller ikke til Iran. Under en af demonstrationerne kom en gruppe unge mænd uopfordret hen til mig, mens de råbte: „Vi er ikke fra Teheran, vi er fra Bahrain.“ En af nætterne var der slagsmål i en af de shiamuslimske bydele, der både af regeringen og senere af udenlandske medier, herunder danske, blev fremstillet som „sekteriske sammenstød“. Sandheden var imidlertid, at grupper af de såkaldte „syrere“ havde dannet militser og bevæbnet med køller var ude i bydelene for at anstifte slagsmål, formentlig sendt derud af sikkerhedspolitiet. Oppositionen opfordrede myndighederne til at stoppe disse militser, mens demonstranterne dagen efter reagerede ved dels at opfordre til at afstå fra vold, dels at danne en fire kilometer lang menneskekæde fra Perlepladsen til den største sunnimuslimske moske med slagordet „sunni og shia er brødre“.

Den shiamuslimske halvmåne
Når kongens budskab om en sunniSaudi-Arabienhia-konflikt alligevel har stor genlyd såvel i regionen som i vestlige medier og hos de vestlige politikere, skyldes det i høj grad også den regionale udvikling, der fandt sted i kølvandet på krigen i Irak. Lige præcis her så man, at fjernelsen af Saddam Hussein og den efterfølgende borgerkrigslignende konflikt åbnede døren til Iran, der i dag har stor indflydelse både på den shiamuslimske befolkning i Irak, der udgør flertallet, og på den shiamuslimsk dominerede regering i Bagdad.

Uanset hvordan man i øvrigt vurderer Irakkrigen, er der ingen tvivl om, at Iran er blevet styrket af den – både ved at ærkefjenden Saddam Hussein er væk, og ved at Iran med krigen fik store muligheder for politisk indflydelse i Irak. Tilsvarende så man, at demokratisering andre steder i Mellemøsten ligeledes styrkede Iran – som i de palæstinensiske områder, hvor valget i 2006 førte Irans allierede Hamas til sejr, og i Libanon, hvor Hizbollah efter sommerkrigen i 2006 i dag står stærkere end nogensinde før. Det var netop i forlængelse af sommerkrigen i 2006, at de arabiske ledere med Jordans kong Abdullah i spidsen for alvor begyndte at advare om det, der blev kaldt „den shiamuslimske halvmåne“: En iransk-domineret shiamuslimsk trussel, der strakte sig fra Iran gennem Irak, ned over Den Arabiske Golf og ind i Libanon samt i Syrien, hvor det siddende styres alawitiske ståsted røg med ind under den shiamuslimske halvmåne. Det var præcis i den sammenhæng, at USA nedprioriterede det demokratiske projekt i Mellemøsten og i stedet samlede en alliance, der skulle mobiliseres mod den shiamuslimske halvmåne, hvis hovedaktører var Iran, Syrien, Hizbollah samt deres vasaller Hamas – foruden et eller andet sted på sidelinjen: al-Qaeda. I en imødegåelse af truslen fra Iran, der både var blevet styrket og mere genstridig, var det netop de konservative arabiske sunnimuslimske monarkier sammen med Egypten, Israel og USA, der skulle stå for stabilitet – uanset deres respektive politiske styreformstilbøjeligheder – og udgøre et bolværk mod især Iran. Det er lige præcis den sammenhæng, Bahrains kong Hamad og hans arabiske kolleger i Saudi-Arabien og de øvrige Golfstater taler ind i, når de fremstiller demonstrationerne i Bahrain som et shiamuslimsk sekterisk oprør, der vil åbne døren for Iran. Især for Saudi-Arabien ser denne udvikling truende ud, fordi saudierne nu kan frygte, at den shiamuslimske halvmåne med sunni-shia-konflikten i det nordlige Yemen [se artiklen af Martin Ledstrup] og udviklingen i Bahrain er ved at blive til en cirkel, der omkredser det sunnimuslimske kongedømme. Derfor har shia-halvmånen også været den officielle begrundelse for, at Saudi-Arabien hårdt og kontant har bremset tilløb til demonstrationer blandt shiamuslimer på sit eget territorium og helt klart ikke har villet acceptere, at kong Hamad gav nogen former for indrømmelser til demonstranterne på Perlepladen.

Reformkrav
Men budskabet fra demonstranterne på Perlepladsen var hverken shiaislamisk eller Iranvenligt. Det drejede sig om politiske rettigheder, om økonomiske reformer, om ret til job og boliger, om stop for korruption og om, at forfatningen som lovet af kongen i 2001 skal skabe overgang til konstitutionelt monarki. Det handler om adgang til strande (kongefamilien ejer 95 % af alle strande i Bahrain, som lokale derfor er forment adgang til), og om at hær og politi skal bestå af bahrainere i stedet for lejetropper fra Pakistan. Sunnimuslimske politikere bakkede op om disse krav og tog del i demonstrationerne, herunder deres planlægning på Perlepladsen. Jeg overværede selv et af møderne en lun nat i marts.

Og netop i de første uger af marts var der en vis optimisme blandt demonstranterne om, at man denne gang ville få regeringen i tale. Deres betingelse for dialog og for at stoppe demonstrationerne var enkle: Den kolossalt upopulære premierminister, der har siddet på posten siden 1971, skulle gå af, og regimet skulle gå direkte i dialog med demonstranterne. Altså en model, der i vid udstrækning kunne sammenlignes med den egyptiske, der – selvom den er blevet kaldt det – ikke var en revolution, men indledningen til en reformproces, der gennem dialog og ændring af forfatningen skulle lede frem til et liberalt politisk system.

Efter de blodige begivenheder på Perlepladsen overdrog kongen ansvaret for forhandlinger til kronprinsen, der ses som værende både reformvenlig og liberal i modsætning til premierministeren, der er stokkonservativ og kun kender én vej, nemlig hårdt mod hårdt. Kronprinsen afviste at fyre premierministeren, men inviterede til en dialog, der dog af demonstranterne blev opfattet som udelukkende at være skinforhandlinger: Kronprinsen dannede en sunnimuslimsk gruppe, der så skulle forhandle med demonstranterne, hvorved det klart blev indikeret, at de var shiamuslimer (hvad de jo bestemt ikke alle var), mens han selv sad ophøjet for bordenden og kunne træde mæglende til. Men demonstranterne havde ikke noget at snakke med denne sunnimuslimske gruppe om, og faktisk handlede deres krav ikke om hverken sunni eller shia, men om politiske og økonomiske forhold, som de med rette mente kun kunne forhandles direkte med regeringen.

Derfor afviste de kronprinsens invitation, og derfor fortsatte demonstrationerne. Imidlertid stod det klart, at situationen var uholdbar: Al aktivitet var gået i stå, og hver dag fra ca. kl. 15 var de få gennemkørselsveje gennem
hovedstaden blokeret af demonstranter til gene for de mennesker, der var på vej hjem fra arbejde. På et tidspunkt blev en kvindelig bilist så irritabel, at hun drønede ind i demonstrationen, hvorved flere blev hårdt sårede. Det skete lige ved indgangen til det finansielle center i havnen (der iøvrigt ejes af premierministeren, som købte hele molevitten for en dinar, ca. 13 kr.). I protest rejste demonstranterne telte og blokerede indgangen til centret. På den måde spidsede situationen til. Kongen havde kun to muligheder: enten at gå i reel dialog med demonstranterne eller at fjerne dem med militærmagt. Som bekendt valgte han det sidste.

Suverænen Saudi-Arabien
Som allerede antydet er det opfattelsen, at kongefamilien er delt på spørgsmålet om reformer: På den konservative side står den hårde salafistiske kerne med premierministeren i spidsen – på den anden: kongen og hans kronprins. Mange havde derfor håbet, at kongen ville træde i karakter – fyre premierministeren og invitere til forhandlinger. Som en højprofileret sunnimuslimsk liberal politiker sagde til mig, så er det jo i sidste ende kongen, der har den absolutte magt – med en slet skjult kritisk finte til den amerikanske forsker Greg Gauss, der i en tidligere artikel havde fremhævet splittelsen og magtkampene i de arabiske Golfmonarkier. Pointen kunne meget vel have været rigtig i bahrainsk perspektiv, men var forkert i Golfarabisk: Bahrain-kongens magt er begrænset udefra, nemlig fra Saudi-Arabien. I 1981 dannede man, som en direkte sikkerhedspolitisk reaktion på den islamiske revolution i Iran, den organisation, der hedder Gulf Cooperation Council (GCC). Den tæller de seks Golfstater – Saudi-Arabien, Kuwait, Oman, Forenede Arabiske Emirater, Qatar og Bahrain. Saudi-Arabien er den stærke part. Man har set, at stater som Qatar på nogle punkter er gået sine egne veje, f.eks. som et af de få lande at anerkende de libyske oprørere, men ingen stater i GCC bevæger sig nogen steder, uden at Saudi-Arabien tillader det.

I Saudi-Arabien var man stærkt bekymrede over udviklingen i Egypten. At tuneserne gennem folkelige protester havde sat deres diktator på porten (hvorfra han i øvrigt var taget til Saudi-Arabien), kunne man leve med i Riyadh, også selvom udviklingen blev hilst velkommen hos vennerne i Vesten. Men at Mubarak i Egypten led samme skæbne, var uspiseligt for kongefamilien. Derfor sendte Saudi-Arabien tidligt under demonstrationerne et stærkt signal til USA om ikke at støtte reformkræfterne i Cairo, og derfor var det et særdeles hårdt slag i ansigtet på kong Abdullah, da præsident Barack Obama på tv jublede over Mubaraks afgang.

Saudi-Arabien var bekymret over tre ting: For det første var det ubehageligt for kong Abdullah at iagttage, hvordan USA over få uger faldt en af deres mest trofaste allierede i ryggen. Kunne det ske i Cairo, kunne det vel også finde sted i Riyadh? Ville Obama være lige så troløs over for de arabiske Golfledere, som over for Mubarak? For det andet kunne det forhold, at folkelige opstande i ikke blot et, men i to lande havde ført til diktatorernes fald, inspirere befolkningen i Saudi-Arabien til gøre det samme og dermed skabe stor uro i det ellers så kontrollerede land. For det tredje, hvad ville oprørsbølgen have af konsekvenser for alliancen mod Iran? Ville alliancen bryde sammen, så Saudi-Arabien, på et tidspunkt, hvor saudiernes forhold til Iran er særdeles nedkølet, ikke længere kunne regne med Egypten som partner?

Udviklingen i Egypten og USA’s støtte til Mubaraks fald udløste derfor en heftig aktivitet i GCC og Saudi-Arabien. Set i bagklogskabens klare lys stod det fra starten klart, at Saudi-Arabien under ingen omstændigheder ville acceptere forandringer i sin lille nabostat Bahrain. Det skulle bremses med alle midler – også selvom USA pippede om, at det er uacceptabelt at bruge vold mod fredelige demonstranter. Dette pip har man totalt overhørt i Riyadh. Man skyndte sig at dele en masse penge ud til den saudiske befolkning, samtidig med at man understregede, at demonstrationer er forbudt og vil blive stoppet – hvilket også skete, da shiamuslimer gik på gaden i de østlige provinser. Desuden pressede man igennem i GCC, at organisationen skulle bruge sin fælles hær Peninsula Shield til at rykke ind i Bahrain og hjælpe kongefamilien med at slå oprøret ned.

Den saudiske politik blev registreret i Washington, der har reageret med hyperaktiv diplomatisk aktivitet: Både den nationale sikkerhedsrådgiver og forsvarsministeren har været sendt til Den Arabiske Golf, Gates endda tre gange på en måned.

Den saudiske genistreg – og Irans latter
I forbindelse med Bahrain nævner man ofte, at USA’s femte flåde har sin base i landet, og at amerikanerne derfor har svært ved at kritisere styret. Men af meget større betydning er USA’s forhold til Saudi-Arabien. Dels fordi kongedømmet har enorme olieressourcer og muligheder for, gennem sin overskudskapacitet, at regulere oliemarkedet. Dels fordi Saudi-Arabien er den sikkerhedspolitiske magtfaktor i Golfen. Dels fordi landet spiller en meget central rolle i krigen mod al-Qaeda – ikke mindst gennem sin indflydelse i det uroplagede land Yemen. Strategisk set har USA ikke råd til at komme på kollisionskurs med Saudi-Arabien. Alt dette ved Saudi-Arabien godt, og derfor har landet ingen problemer med at spille med musklerne, bl.a. ved at sende militærstyrker til Bahrain for at banke et folkeligt oprør ned dér.
Men Saudi-Arabien er på sin side også afhængig af USA – i hvert fald indtil videre – og ved, at det er særdeles ubekvemt for USA at være allieret med en stat, der både er brutal i sin autoritære udførelse af magten og på ingen måde tillader nabostater at give efter for reformkrav, der vil svække de siddende familier.

Saudi-Arabiens geniale skaktræk i foråret 2001 var at arbejde for, at Den Arabiske Liga støttede FN-resolutionen vedrørende Libyen. Gaddafi har længe været isoleret i kredsen af arabiske lande, og Libyen har ingen betydning for Saudi-Arabien. Det er med andre ord omkostningsfrit for GCC at støtte bestræbelserne på at komme af med Gaddafi. Samtidig var det vigtigt for de vestlige lande at få et arabisk alibi for aktionen i Libyen, hvorfor en slags gensidig forståelse ligger ligefor: „Vi støtter Libyen-aktionen, I snakker ikke om Bahrain.“ Når Forenede Arabiske Emirater og Qatar sender kampfly, er det naturligvis også clearet med Riyadh.

Den Arabiske Ligas støtte til de militære operationer i Libyen er med andre ord samtidig blevet det stærkeste diplomatiske kort for Saudi-Arabien og GCC til at dirigere interessen for interne arabiske forhold væk fra Den Arabiske Halvø til Nordafrika. Dermed kan Saudi-Arabien og Bahrain i nogenlunde fred for diplomaters og mediers fokus bremse fredelige demonstrationer med vold, samtidig med at de internationalt roses for at tage ansvar i Libyen. Strategien har tilsyneladende virket – for Bahrains demonstranter har som dokumenteret ovenfor ikke fået meget pressedækning. Heller ikke på Al-Jazeera, hvor man får indtryk af, at den i øvrigt uafhængige nyhedskanal ikke er helt så uafhængig, når det drejer sig om problemer i GCC. Tavsheden om Bahrain har været larmende.

Som sådan kan man sige, at Saudi-Arabien med sin Bahrain-politik og støtte til Libyen-aktionen har spillet sine kort ganske klogt. Problemet er, at kongefamilien i Bahrain får stadig sværere ved at trække vejret let. Der er undtagelsestilstand, der er udgangsforbud, der er militær bevogtning af deres finansielle centre, hvilket ikke bringer de vestlige investorer tilbage.

Den stilstand, der tidligere har været svaret på folks demonstrationer, er blevet endnu mere kvælende. Det flertal af demonstranterne, der i marts-nætterne på Perlepladsen kunne overbevise de revolutionære om, at fredelige demonstrationer duer, fik ikke ret. De revolutionære kan med god ret svare, at der ikke findes politiske løsninger sammen med kongefamilien. På nudansk hedder det „radikalisering“ – og den finder sted, uden at iranere på den anden side af Golfen behøver at løfte en finger: De kan grinende se til, at Golfaraberne så udmærket selv klarer mobiliseringen af den shiamuslimske halvmåne uden hjælp fra ayatollaherne i Teheran.
Mens Vesten uden mål og med kaster sig ind i en udsigtsløs borgerkrig i Nordafrika, kvæler Vestens arabiske alibi ethvert håb om demokratisering i Den Arabiske Golf.