04.01.2012

”Klassikeren er den tekst, der forbliver frisk”, siger digter og litteraturkritiker Lars Bukdahl, der er redaktør for lyriktidsskriftet Hvedekorn. ”God Poesi er alt det modsatte af alvorligt og pænt. For mig skal poesi være frygtløs, og jeg ser med stor glæde nogle drabelige skøjteprinsesser på Hvedekorn, som laver nogle piruetter, som er helt vilde. Derfor er jeg optimistisk på dansk lyriks vegne”.

I år får Danmark en VIDENSFESTIVAL, når en række forfattere, kunstnere, forskere, journalister og andre lørdag 21/1 mødes i Den Sorte Diamant. Programmet, der strækker sig fra kl.10.00 formiddag til 22.00 aften, vil tælle foredrag, præsentationer, dueller, diskussioner og overraskelser. Bag arrangementet står Nyhedsmagasinet RÆSON i samarbejde med Dansk Magisterforening og Det Kongelige Bibliotek. Der vil være flere end 20 oplægsholdere. Emnemæssigt spænder arrangementet bredt: kultur, kunst, politik, historie, videnskab. Indtægten fra billetsalget går til at drive RÆSON, som er non-profit. Billet til hele dagen (kl.10-22): 495 kr. (videre til pladsbestilling)

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

RÆSON: Hvad kan lyrik, som andre genrer ikke kan?
BUKDAHL: Lyrik er en af de ældste genrer, som findes. Jeg er redaktør for Hvedekorn, som i høj grad er et debutanttidsskrift for poesi, hvor 17-årige piger skriver poesi. Poesi er et udtryk, der går udenom al anden tekst og sprog omkring os. Hvor sprog og tekst i almindelighed vil fortælle os noget, vil instruere os i noget eller mene noget – så er poesi noget, der gerne bare vil være sprog i sig selv. På den anden side bruger vi også poesi til at tale om det, der er vigtigst for os: som død, kærlighed, livets mening og den type spørgsmål. Poesi er yderlighedernes genre. Det er der, du kan vrøvle, og det er der, du kan udtrykke din store kærlighed. Og nogle gange på samme tid.

RÆSON: Skal god lyrik kunne noget bestemt?
BUKDAHL: Jeg leder efter skønhed og originalitet. Det skal være et sprog, der umiddelbart appellerer til én æstetisk som skønt: men skønt kan også være noget, der er meget grimt. Og så skal det være originalt. En god lyriker formulerer sig på en ny måde og helst meget på sin egen måde. Det er afgørende for mig, at man kan høre en særlig egen stemme i digtet.
RÆSON: Og så er det mindre vigtigt, hvad det handler om?
BUKDAHL: I første omgang. Og det er netop poesiens privilegium, at den ikke behøver at handle om noget. Det er sproget, som poesien kvalificerer sig på. Prosaen kan i højere grad smutte uden om den sproglige kvalifikation, men den bedste prosa er den prosa, der også har en eller anden poetisk funktion. Helle Helle læser jeg som poesi, fordi det er så præcist, og fordi hun ligesom poesien kan skabe klarhed og lave de skønneste sætninger. I poesien er der et rum til at være inderlig i en sindssyg grad. Poesien er et sted, hvor alt det elementære kan genformuleres. Det er derfor, at kærlighedsdigtet bliver ved med at blive skrevet. Der er et behov for, at det bliver fortalt igen og igen, men på nye måder. Ligesom det også er vigtigt, at der bliver ved med at blive skrevet digte om månen. Man kan sige, at der er skrevet de digte om månen, der skal skrives, og at det må være rigeligt. Men det er det ikke. På den måde har poesien en helt elementær mission i at gøre verden tydelig igen eller genfortrylle verden igen. Men igen er der den her dobbelthed. For poesien har også lov at være nonsens. Nonsens er meget vigtig for poesien.
RÆSON: Så hvornår er lyrik god lyrik? Er det, når det siger noget gammelt på en ny måde?
BUKDAHL: Det kan være en måde. Men det også være, at det taler et stjernesprog, som man aldrig har hørt før, og hvor man ikke forstår, hvad der bliver talt om, og hvad der sker. Pointen er, at teksten ligesom sker. Man føler, at her er sprog, som på sin helt egen måde vil noget med det danske sprog. Det er meget svært at lave en regel.

RÆSON: Kan man alligevel sige noget om, hvad der gør en klassiker til en klassiker?
BUKDAHL: Klassikeren er den tekst, der forbliver frisk. Igen er det helt umuligt at lave regler for. Det har folk forsøgt at gøre: At det skal være almen gyldigt, at det skal være evigt og have en fuldendt eller klassisk form. Men der er ingen regler, der holder. Der er mange værker, som man kalder klassikere, og som man har gjort til kanon, men som i mine øjne er fuldstændig ufriske. Noget af det, som jeg holder meget af, er danske revyviser fra 1910’erne og 1920’erne, hvor alle regler for god poesi ville sige, at det aldrig ville holde, fordi det er pjattet og plat og henviser til alt muligt aktuelt, som vi i dag ikke aner noget om. Men det er fuldstændig frisk sprog med energi og sproglig opfindsomhed.
RÆSON: Det er altså afgørende for dig, når du vurderer poesi, at sproget er frisk?
BUKDAHL: Det vil jeg sige.

RÆSON: Hvilke digtere har betydet mest for dig?
BUKDAHL: Hvis man føler, at man har et mellemværende til litteratur, det kan både være som læser eller som kritiker, så skyldes det, at man på et tidspunkt har mødt noget poesi, hvor det pludselig siger én noget. Det, tror jeg, er meget typisk for poesi. Mange folk har et lidt anstrengt forhold til poesi, som tit er skabt i skolen, hvor poesi er et halvt uforståeligt sprog, som er en form for rebus, som læreren har en løsning til. Hvis man kommer videre derfra, så er det fordi, man på et tidspunkt har mødt noget poesi, som går igennem den distance, som bliver etableret. Mit møde, som fik mig til at blive fanget ind af poesien, var det, jeg kalder min onkel-trio: Per Højholdt, Peter Laugesen og Dan Turéll, hvor der pludselig var noget poesi, som jeg kunne synes var fedt, uden at det vat lektier. Det var her, jeg selv har fået slebet mine ideer og mine idealer til.
RÆSON: Hvad er det, de kan?
BUKDAHL: De kan nogle forskellige ting. Selvom jeg også af alle kræfter forsøger at åbne mig for andre kvaliteter ved poesi, så gæler der for de tre på hver deres meget forskellige måde, at der er en vældig energi i sproget. Hos Højholdt meget perfekt og lækkert. Hos Laugesen en rå og flosset facon. Hos Turéll en showy facon. Men for dem alle tre gælder det, at der er den her pågåenhed. Man bliver taget i kraven og rykket med. Man har slet ikke stund til at gøre modstand, fordi det er så uimodståeligt, det de gør.
RÆSON: Hvad gør Højholdt, Laugesen og Turéll mere end at tage dig med?
BUKDAHL: Jamen det er, hvad de gør. Og det er så meget nok. Og når teksten så har sluppet en igen, kan man se, hvad man kan stille op med det. Nogle gange må man sige, at der ikke skete andet end, at man blevet taget med. Andre gange kan man sidde og forsøge at finde ud af, om det handlede om noget?

RÆSON: Kan vores nye generation af lyrikere noget, som tidligere generationer ikke kunne?
BUKDAHL: Jeg ved ikke om de kan noget radikalt nyt. Jeg synes, at nogle af dem, der er mest spændende, er de her helt unge, som jeg debuterer inde på Hvedekorn. Hos de bedste af dem er der sådan en vældig frygtløs forvirvlethed også i forhold til domæner: at man skiftevis og på samme tid kan tale politik og store følelser og små hverdagsting på samme tid. Det kan blive noget værre rod – men noget skønt rod, synes jeg.
RÆSON: Men er frygtløsheden netop ikke noget, man altid har fundet hos unge forfattere?
BUKDAHL: Jo. Men nogle gange så er selv talentfulde unge forfattere, hvor det stadig kan være glimrende og fint, mere alvorlige og pæne. Ved det bedste er det alt det modsatte, synes jeg. Jeg ser med stor glæde nogle drabelige skøjteprinsesser, som laver nogle piruetter, som er helt vilde.

RÆSON: Hvad er det ”nye” ved i dags danske lyrik?
BUKDAHL: Dansk lyrik var i mange, mange år – næsten helt frem til 1960 –forfærdelig kedsommeligt og fodslæbende, hvor det var noget meget gråt nationalt landskabspoesi. Lige nu synes jeg, at det er meget skønt og spændende og eventyrligt og lidt forskrækkende, hvad der sker.
RÆSON: Adskiller dansk lyrik sig fra udenlandsk lyrik?
BUKDAHL: Ikke så meget i dag. Men havde man skullet lave et interview med mig i 1925 eller 1935 eller 1945, hvor dansk lyrik var forfærdelig kedeligt og meget forsigtigt, så ville jeg have været lettere deprimeret over, hvor crazy de kunne opføre sig i det store udland, men også i Norge og Sverige. Men nu om stunder er det svært at få et overblik over, hvordan verdens poesi ser ud, fordi den er så enorm. Men jeg er glad og optimistisk på den danske poesis vegne.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: Lars Bukdahl

PÅ VIDENSFESTIVAL 2012 MEDVIRKER BL.A.:
– Suzanne Brøgger, forfatter
– Peter Øvig Knudsen, forfatter
– Frederik Stjernfelt, professor
– Per Fly, filminstruktør
– Bo Lidegaard, chefredaktør
– Gunnar Viby Mogensen, cand.polit. og dr.phil.
– Troels C. Petersen, partikelfysiker ved Niels Bohr Instituttet
– Thomas Harder, forfatter
– Uffe Østergaard, professor
– Katherine Richardson, professor, fhv. formand for Klimakommissionen
– Vincent F. Hendricks, professor
– Christoffer Guldbrandsen, filminstruktør
– Lone Frank, videnskabsjournalist
– Lars Bukdahl, digter og anmelder
– Jan Grarup, pressefotograf
– Janus Metz, filminstruktør
– Katrine Wiedemann, instruktør
– Ivar Gjørup, tegner og forfatter
– Clement Kjersgaard, udgiver af RÆSON (ordstyrer)