01.08.2012

Det kurdiske mindretal i Syrien vil bruge konflikten i landet til at kræve flere rettigheder og mere autonomi. Og de har en reel mulighed for at danne et nyt Kurdistan i Nordsyrien efter Assad, vurderer eksperter.

Af Tinne Hjersing Knudsen

LÆS OGSÅ:
– Assad er en kransekagefigur: Her er Syriens reelle magthavere
– Syrien: Vestens politik har medvirket til at eskalere konflikten
– Syriske oprørere til Vesten: Vi har ikke brug for jeres bomber

Det er ikke usandsynligt, at der er kommer et nyt Kurdistan i kølvandet på konflikten i Syrien. Det mener Mehmet Ümit Necef, lektor ved Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet og Søren Schmidt, lektor ved Institut for Kultur og Globale Studier på Aalborg Universitet: »Kurderne har sat sig på store dele af området, der ligger nord og øst for Aleppo, og har taget kontrol med flere landsbyer. Det er tydeligvis med henblik på at etablere en form for kurdisk autonomi«, siger Søren Schmidt.

Kurderne er en selvstændig aktør
Indtil videre har kurderne sikret sig kontrollen med den nordlige del af landet. Siden Assad-regimet sendte sine styrke mod Aleppo for at knuse oprøret i byen, har kurderne haft et de facto Kurdistan at regere over. Det kurdiske parti PYD sidder tungt på magten mod nord. Og selvom kurderne ligesom resten af oprøret ønsker at fjerne Assad, bliver man nødt til at se dem som en tredje aktør i konflikten, forklarer Søren Schmidt: »Kurderne står for sig selv i konflikten. De har etableret sig som en selvstændig aktør, der hverken er enig med oprørere eller regime.«

Den vurdering er Mehmet Ümit Necef enig i. Han henleder opmærksomheden på, at PYD har været opportunistiske i deres holdning til oprørerne og regimet: »PYD er, hvor vinden blæser. Da vinden blæste for Damaskus, var de på deres side. Nu har de skiftet holdning, fordi vinden vender mod Damaskus«, tilføjer Mehmet Ümit Necef.

Kløft mellem sunnitter og kurdere
Lige meget om Damaskus ender med at blive blæst omkuld, eller oprøret bliver slået ned, får kurderne dog deres sag for, når konflikten er ovre. Hverken regimet eller dets modstandere har meget tilovers for det kurdiske mindretal i landet. Assad-styret definerer Syrien som en arabisk stat, og oprørsstyrkerne ønsker overordnede set, at det skal fortsætte sådan. Så der bliver ikke meget plads til kurderne lige meget, hvem der løber med sejren. Den syriske nationalfølelse ikke er særlig rummelig. Det vurderer Søren Schmidt: »Alle syrere har på en eller anden måde været marginaliserede politisk, men i den diskursive, ideologiske forstand, har kurderne været særligt klemt på samme måde, som de har været i Tyrkiet,« siger han og fortsætter: »Oprøret har en sunnitisk-islamistisk og arabisk karakter og vil ikke tage hensyn til kurderne, som har en stærk kultur«

Vil vi se en opsplitning af Syrien?

»Det behøver ikke at komme så vidt som til en opsplitning, men man kan forestille sig en model som i Nordirak; kurdisk autonomi uden selvstyre, og indenfor statens ramme«, siger Søren Schmidt.

Tyrkiet bestemmer kurdernes fremtid
Mehmet Ümit Necef ser umiddelbart to mulige udfald for kurderne i Syrien. Enten får de en form for autonomi, eller også vil de forsøge at gå sammen med kurderne i Nordirak: »Jeg tror ikke, at kurderne vil acceptere mindre end en føderation. Det får de, eller også forener de sig kurderne i Nordirak. Og så har vi et Kurdistan. Oprettelsen af et Kurdistan i Nordirak og Nordsyrien bør betragtes som en mulighed«, siger Mehmet Ümit Necef.

Søren Schmidt medgiver, at kurderne vil forsøge at oprette en selvstændig stat, hvis muligheden for det er til stede. »Men det vil være tåbeligt af dem at prøve,« siger han:» Der er ingen, der bryder sig om, at der bliver lavet en ny stat. Det giver ballade og uro. Jo før, kurderne erkender det, jo bedre.«

Uroen vil være størst i Tyrkiet, hvor kurderspørgsmålet ulmer, fordi koncentrationen af kurdere i det nordlige Syrien er blevet større. »Før havde Tyrkiet en grænse, til noget der ligner et Kurdistan, i Nordirak på 400 km. Nu har de en grænse på 500 km mere på grund af det, der sker i Syrien,« fortæller Mehmet Ümit Necef. Hvis det lykkes kurderne at løsrive sig i Syrien, vil også de undertrykte kurdere i Tyrkiet begynde at røre på sig, vurderer han: »De vil spørge, hvorfor de skal acceptere færre rettigheder, end de skal i Syrien og Nordirak. Erdogan støtter oprøret i Syrien og taler om demokrati, mens han lader kurderne i Tyrkiet have færre rettigheder end dem lige på den anden side af grænsen i Syrien,« siger Mehmet Ümit Necef.

Respekt eller blodbad
Hvis det ikke skal ende med en borgerkrig mellem den arabiske og den kurdiske del af oprøret, er en blød overgang efter Assad nødvendig. Militæret må tage kontrol med hele landet og sørge for, at der bliver afholdt valg. Så må Syrien enten give det kurdiske mindretal en vis autonomi, eller sikre større forståelse for, at kurdisk kultur er væsensforskellig fra arabisk, mener Søren Schmidt: »Der skal være en forståelse for, at kurderne har et berettiget krav om respekt for den kulturelle kapacitet, de har, som adskiller sig fra den arabiske«, siger han. »Hvis ikke de får det, vil det ende i et blodbad«.

Så oprøret kan gå begge veje – større forståelse eller borgerkrig?

»Ja. Men umiddelbart er der størst risiko for det sidste scenarie, fordi oprøret er meget sunnitisk-islamistisk i sin natur«, siger Søren Schmidt. Mehmet Ümit Necef supplerer: »Der er dybe sår i konflikten mellem tyrkere og kurdere i Tyrkiet, og det samme kan ske i Syrien. Jo længere borgerkrig, jo dybere had«.

Tinne Hjersing Knudsen (f. 1991) er journaliststuderende på Syddansk Universitet og forskningsassistent for professor Peter Bro ved Center for Journalistik samme sted. ILLUSTRATION: Kurdisk flag ved anti-Assad sympatidemonstration i London (Foto: C. Read)