09.06.2012

Efter et langt og beskidt politisk slagsmål åbnede det amerikanske militær sidste efterår dørene for homoseksuelle soldater. RÆSON spørger Aaron Belkin, en af USA’s førende forskere i militærets seksualpolitik, om det har skadet militæret, som kritikerne frygtede. “Nej.”

INTERVIEW af Jon Rahbek-Clemmensen

Man skal ikke læse mange aviser for at vide, at homoseksuelles rettigheder altid er et kontroversielt emne i amerikansk politik. En af kamppladserne har været militæret. Bill Clinton forsøgte at åbne for homoseksuelle soldater i 1993, men mødte så meget modstand – bl.a. fra topgeneraler som Colin Powell – at han måtte lægge de planer på hylden. Tilhængerne af forbuddet mente, at det var et spørgsmål om national sikkerhed: Forsvaret har brug for en stærk maskulin kultur, som man risikerer at ødelægge, hvis man tvinger folk til at dele bad, skyttegrav eller køje med en åben homoseksuel. Resultatet blev et mærkværdigt kompromis – Don’t Ask Don’t Tell eller DADT – som tillod homoseksuelle at tjene i forsvaret, så længe de kunne skjule deres seksualitet for omverdenen. Forsvaret lovede samtidig, at man ville lukke øjnene for, at der måske var hemmeligt homoseksuelle soldater. Denne hybrid overlevede i 17 år, indtil den blev afskaffet i 2010 – på den sidste dag inden den nye, og mere republikanske, Kongres skulle tage over.

Aaron Belkin – lektor i statskundskab ved San Francisco State University – er en særlig kombination af forsker og aktivist, som man sjældent ser i Europa. Da hans forskning viste, at homoseksuelle soldater ikke var en trussel mod den nationale sikkerhed, blev han en af DADT’s mest højlydte kritikere. I mere end et årti har han ledet tænketanken Palm Center, der forsker i seksuelle minoriteters forhold i det amerikanske militær. Da jeg mødte ham for nyligt på en cafe i The Mission i San Francisco havde han svært ved at skjule sin entusiasme for den seneste udvikling.

Da jeg taler med ham denne gang, starter jeg med at spørge, om erfaringerne fra de første ni måneder har bekræftet forbudstilhængernes bange anelser.

”Nej. Der har ikke været nogen tegn i medierne på, at der skulle være et overordnet problem. Jeg tror, der har været en eller to enheder, hvor der var nogle spændinger, der kom op i medierne, men jeg kan ikke huske detaljerne. Der har ikke været tegn på systematiske problemer. Der var mange, der mente, at rekruttering og fastholdelse ville falde, hvis bøsser og lesbiske fik lov til at tjene åbent. Men Pentagon har lige udgivet deres rekrutteringstal for de sidste tre-fire måneder, og de har nået alle deres mål. Så der er indtil videre intet bevis for, at ophævelsen af forbuddet har skadet rekrutteringen.”

Du sagt offentligt, at en ophævelse af forbuddet ikke ville have en betydning for sammenholdet I de enkelte enheder. Hvad baserer du den påstand på?

“Der er et bjerg af beviser. For det første kan man sammenligne med andre militærer. Internationalt har bøsser og lesbiske lige adgang til at tjene i cirka 25 forsvar. Mange af disse har været i kamp. Mange af dem kommer fra lande, hvor homoseksualitet ikke er kulturelt accepteret og hvor alle forudså, at alt ville falde sammen og sammenholdet ville blive svækket. Da det kom til stykket havde ingen af dem disse problemer. For det andet kan man sammenligne med amerikanske organisationer, der minder om militæret. Hverken politiet eller brandvæsenet har så vidt jeg ved rapporet om dårligere præstationer, fordi bøsser og lesbiske har ret til at tjene her. Det er tilladt for bøsser og lesbiske at tjene i CIA, FBI og Secret Service. CIA har, som du ved, været involveret i kvasi-militære operationer i over ti år. Den første amerikanske faldne i Afghanistan efter 11. september 2001 var en CIA-agent. Der har ikke været nogen problemer her. For det tredje har det amerikanske militær formelt og uformelt fjernet sit eget forbud ved flere lejligheder. De har aldrig rapporteret om fald i sammenholdet. Det er særlig interessant, at militæret har fjernet forbuddet i krigstid, hvor sammenholdet burde være vigtigst. Hvis det var sandt, at åbne homoseksuelle ødelægger sammenholdet, skulle man tro, at militæret ville begynde at fyre flere bøsser og lesbiske, når man var i krig. Men det modsatte sker. For det fjerde er det blevet undersøgt statistisk om enheder med åbne bøsser og lesbiske klarede sig bedre eller ringere end andre enheder. Der var ingen statistisk sammenhæng. Det meste af denne information er ikke mine resultater. Siden 1957 er forsvarets egen forskning kommet til disse konklusioner.”

Det er især bemærkselsesværdigt, at militærets ledelse – som traditionelt overlader politiske beslutninger til politikerne – længe var åbenlyst modstandere. Da DADT blev indført i 1993, var general Colin Powell, der var blevet krigshelt under den første golfkrig, blandt de mest højlydte kritikere. Flere forskere har taget dette som et tegn på, at der var grund til at holde igen. Belkin deler ikke deres bekymring, da jeg spørger ham, hvorfor der var modstand i militæret.

“Det er et tegn på homofobi. Militæret er en konservativ organisation. Især i USA er der en tendens til, at de, der vælger at gøre karriere i forsvaret, kommer fra en mere traditionel baggrund. Vi har indikationer på, at socialiseringen i militæret gør folk mere konservative eller i hvert fald modstandere af homoseksuelle, fordi de befinder sig i en homofobisk organisationskultur. De vil selvfølgelig ikke bryde sig om at blive kaldt homofober. De vil sige, at homoseksualitet for dem er umoralsk. Jeg vil kalde det homofobi.”

For at få støtte fra homoseksuelle grupper i primærvalget i 1992 havde Bill Clinton lovet, at han ville ophæve forsvarets forbud mod homoseksuelle i trøjen. Da han, efter at være blevet valgt, ville gennemføre sine løfter mødte han kraftig modstand fra republikanere, konservative demokrater, det kristne højre og forsvarets ledelse. I sidste ende blev presset så stort, at Clinton måtte søge et kompromis. Resultatet var DADT, som altså varede ved i godt 17 år. Var forbudstilhængerne simpelthen bedre til at køre en kampagne?

“Der var flere grunde til, at man fik DADT. For det første var offentligheden ikke klar til at acceptere homoseksuelle soldater. Hvis Clinton bare havde brugt sine rettigheder som præsident til at afskaffe forbuddet, ville offentligheden have accepteret det. Men der havde ikke været nogen offentlig oplysning om det. For det andet havde højrefløjen bare mere politisk ildkraft. Husk på, vi havde lige haft 12 år med Reagan og Bush. De homoseksuelle grupper var ikke vant til at vinde eller samarbejde med Det Hvide Hus. De konservative grupper var mobiliserede, kirkerne stod stærkt, og de var i stand til at generere i omegnen af 100.000 breve og opkald til Kongressen om, at de ikke skulle støtte Clinton. For det tredje er det amerikanske samfund meget militariseret. Offentligheden stolede på Colin Powell, da han sagde, at en ophævelse af forbuddet ville skade sammenholdet i enhederne. Modargumenterne havde ikke en chance.”

Men idag er forbuddet blevet ophævet. Hvad er der sket i mellemtiden?

”Offentlig oplysning! Stemningen blev vendt gennem en langsom, forskningsdrevet proces. Offentligheden er igennem mere end et årti blevet udsat for avisartikler, der fortalte om studier, der viste, at bøsser tjener i militæret i Storbritannien uden problemer, og at arabiske tolke blev fyret for at være homoseksuelle, lige da der var størst behov for deres evner. Den tidligere formand for Joint Chiefs of Staff [den højeste militære stilling og præsidentens vigtigste militære rådgiver, red.], John Shalikashvili, skrev i en kronik, at han havde taget fejl omkring homoseksuelle i militæret. Bevisbyrden i det offentlige rum var så overvældende, at al ilten blev suget ud af det yderste højres argumenter. En stadig mindre gruppe på det yderste højre er stadig imod homoseksuelle soldater, men de lyder lidt skøre, når de påstår, at diskrimination er nødvendigt på grund af sammenholdet i enhederne. Det efterlader dem uden noget at sige. De kunne være ærlige omkring deres modstand og sige ”vi er imod homoseksuelle soldater, fordi vi er homofobiske” eller ”vi er imod homoseksuelle soldater, fordi homoseksualitet er umoralsk”, men disse argumenter er ikke mainstream. De har ingen steder at gå hen i den offentlige samtale.”

Så de kunne kun vinde, så længe de gjorde det til et spørgsmål om national sikkerhed?

”Præcis!”

Fra 1993 til 2008 skete intet politisk omkring DADT. I sin primærvalgkamp mod Hillary Clinton lovede Barack Obama, at han ville ophæve forbuddet – ligesom Bill Clinton havde gjort i 1992. Efter han var blevet valgt anlagde Obama en afventende strategi. Jeg spørger Belkin om, hvad han synes om præsidentens indsats.
”Han klarede sig godt. Han lovede han ville ophæve forbuddet og han levede op til sit løfte. Han tog en chance, da han gik langsomt frem for at få militæret til at støtte op om den nye politik. I sidste ende bekræftede historien, at det var den rette tilgang. Det var meget, meget tæt på, at det ikke lykkedes. Der var kun få timer tilbage før juleferien. Republikanerne havde vundet midtvejsvalget i (November, red.) 2010. Hvis Kongressen tog på ferie uden at ophæve forbuddet, ville den nye Kongres have stoppet processen. Så ville der være to andre muligheder. Enten kunne Obama have brugt sin magt som præsident til at sætte forbuddet midlertidigt ud af kraft eller måske ville domstolene have dømt, at forbuddet var forfatningsstridigt. Men i sidste ende lykkedes det, og jeg synes, han fortjener al æren for det.”

Hvis vi ser på, hvordan forbuddet spiller ind i valgkampen frem mod valget i november, så virker det, som om venstrefløjen er skuffede over præsidenten. Tror du, ophævelsen af DADT vil redde Obamas ry på venstrefløjen og genskabe energien blandt hans tilhængere?

“Jeg vil faktisk ikke anerkende spørgsmålets præmis. Ja, nogle progressive er disillusionerede, men hvis du ser på meningsmålingerne, støtter de fleste demokrater præsidenten. Jeg tror, de fleste folk vil anerkende hans indsats, når han får lejlighed til at præsentere sine resultater, og når folk indser, hvordan Romney vil være som præsident. Jeg tror de vil anerkende, at han reddede bilindustrien og økonomien, at han fik os ud af Irak og gennemførte sundhedsreformen og regulerede finansindustrien. Så, nej, jeg tror ikke, at DADT bliver DEN ting, som de progressive vil nævne som det vigtigste. Det er bare én af mange bedrifter. Han har skuffet på nogle punkter, men jeg tror, alle på venstrefløjen forstår hvorfor. Jeg tror faktisk, at de fleste progressive synes, at hans bedrifter er ret imponerende.”

Hvis vi ser på hans modstander ved valget, Mitt Romney, så har han sagt, at han ikke vil genindføre DADT. En homoseksuel marinesoldat blevet buet ud af publikum ved en republikansk debat sidste år. Er der en spænding hos Republikanerne mellem en pragmatisk elite og mere ekstreme græsrødder?

“Jeg ville ikke sige, at splittelsen hos Republikanerne går mellem folk og elite. Meningsmålingerne viser, at et flertal af republikanerne støtter en ophævelse af DADT. Der er en kristen fløj i partiet, der er fuldstændig imod alle former for rettigheder for homoseksuelle, inklusiv homoseksuelle soldaters rettigheder. Som jeg ser det, er splittelsen mellem det kristne højre og alle andre. Det kristne højre er den sidste gruppe, der er imod en ophævelse af DADT. Meningsmålingerne er temmelig overvældende. Omkring 75 % af befolkningen støtter en ophævelse. Amerikanerne er normalt aldrig så enige om noget som helst.”

Kan DADT blive et samlingspunkt ved valget for en kandidat, der gerne vil virke mere konservativ?

”De republikanske kandidater sagde, at de var imod en ophævelse af DADT. Men ingen af dem valgte at lægge vægt på det, fordi formanden for Joint Chief of Staff Mike Mullen, marinekorpsets commandant, James F. Amos, og en republikansk forsvarsminister [Robert Gates, Obamas daværende forsvarsminister, som er republikaner, red.], der alle sagde, at det var tid til at komme videre. Det er en svær strøm at svømme imod.”

Er DADT død nu? Er det umuligt, at politikken kommer igen?

”Historien går ikke kun i én retning. Det kan gå den forkerte vej for lighed og borgerrettigheder igen. Jim Crow-perioden i sydstaterne kom dengang efter, at man havde opnået store fremskridt under Borgerkrigen. Kongressen har ikke vedtaget en lov om ikke-diskrimination af homoseksuelle i militæret. Kongressen fjernede bare DADT og overlod udførelsen til Pentagon. I teorien er det derfor muligt, at en fremtidig præsident kan genindføre DADT eller endda indføre et fuldstændigt forbud mod homoseksuelle i militæret uden at spørge Kongressen. Når det er sagt, så tror jeg, det er ret usandsynligt. For det første har den offentlige mening flyttet sig betydeligt. For det andet er højrefløjens argumenter blevet helt kvalt. Hver dag, der går uden en katastrofe inden for militæret på grund af homoseksuelle, er en dag, hvor deres argumenter bliver modbevist. For det tredje vil militæret ikke have forbuddet igen. En masse folk i militæret kan ikke lide homoseksuelle og er utilfredse med, at DADT blev ophævet. Men det er ikke det samme som, at man vil have DADT igen. Hvis man vender om, bliver DADT en varm kartoffel igen. De vil ikke slæbes gennem mudderet en gang til. Det var en politik, der skabte en masse dårlig omtale for militæret. De så forfærdelige ud. For det fjerde har kommandanten for marinekorpset – du skal forestille dig, at han er den førende militære, maskuline autoritet, den mandigste mand, så at sige – sagt at alt nu kører, som det skal, og at alle marinesoldater skal behandles ens. Det er ret svært at gå imod.”

Jon Rahbek-Clemmensen er ph.d.-kandidat i civil-militære relationer på London School of Economics. ILLUSTRATION: Soldaterkammerater på et træningsanlæg, Fort McClellan, Alabama, USA (foto af imarcc via Flickr).