09.07.2012

Selvom libyerne kunne gå til valg i lørdags, er det ikke demokratiet, der venter forude. Det er borgerkrigen. Fra øst til vest og nord til syd kæmper militante grupperinger om magten. Imens har vi i Vesten behændigt lukket øjnene for kaosset, vi selv satte i gang.

KOMMENTAR af Jonas Thomsen Sekyere

LÆS OGSÅ:
– Ulla Holm: Alle vil have et bid af kagen efter Gadaffis fald
– Fra RÆSON11: Libyen begynder igen
– Lars Erslev Andersen: Foråret er ikke gået stå, men vi har været for optimistiske

Mens aftenens TV-nyheder, dagens avis og Hillary Clintons pressemeddelelser alle sætter fokus på de eskalerende kampe i Syrien, hører vi meget lidt om en anden konflikt. En borgerkrig ulmer i en af Afrikas økonomisk og politisk mest afgørende lande. Det handler selvfølgelig om Libyen. Landet vi ikke kendte, men valgte at bombe og hurtigt glemte. Det synes naturligt at spørge, hvordan et land, der stod i centrum for så mange politiske spørgsmål, nu er reduceret til de sædvanlige to-tre linjer i Ritzau-telegrammerne. Der er ellers stadig nok at tage fat på i forhold til interventionen i Libyen sidste år.

Striden om NATO indgreb i Libyen
Den 17. marts 2011 kunne FN’s sikkerhedsråd vedtage resolution 1973 og etablere en no-fly zone over Libyen. Sydafrika, Kina og Rusland havde forinden opgivet at fortsætte modstanden mod, at verdenssamfundet greb ind i kampene mellem Gaddafis militær og oprørsstyrkerne i Benghazi. Både statsoverhoveder, intellektuelle og FN’s egne organer kritiserede senere NATO for at forbryde sig mod mandatet og international lov. Blandt andet ved at indsætte landtropper, angribe mediepersonale og gå målrettet efter Gaddafi. Generalsekretæren for UNESCO gik så langt som til at beskylde NATO for at have overtrådt Genevekonventionerne; En beskyldning NATO viftede væk med henvisning til FN's egen resolution. Men spørgsmålet står tilbage: Gik NATO for langt under interventionen i Libyen? Ligesom ved angreb i Pakistan er uskyldige civile blevet dræbt af ubemandede fly, der påståeligt skulle udføre precision attacks. Flere eksperter, som FN senere har udvalgt til at undersøge, om brugen af droner er lovlig, har fundet dem direkte ulovlige. Ikke nok med det er offentligheden og domstolene samtidig afskåret fra at kunne evaluere beslutningsgrundlaget for de enkelte angreb. Og NATO selv er alene om at kunne oplyse om civile tab – tab som Anders Fogh med egne ord ”ikke kender til”. NGO’er som Human Rights Watch og aviser som The New York Times har efterfølgende fremlagt oplysninger om lige netop sådanne dødsfald, og senest har danske medier sandsynliggjort, at danske fly deltog i operationer, der kostede civile libyere livet.

Falske forudsætninger
Vestens ledere, herunder de danske, retfærdiggjorde interventionen med henvisning til doktrinen om “the Responsibility to Protect”, og den massakre Gaddafi eftersigende skulle have påbegyndt mod civile og fredelige demonstranter. I dag ved vi, at Gaddafi IKKE havde indledt nogen massakre, ligesom han IKKE havde iværksat massevoldtægtsoperationer, som det blev hævdet. Den amerikanske forsvarsminister og landets forsvarschef har udtalt, at Gaddafis påståede brug af kampfly mod sin egen befolkningen ”ikke kan bekræftes overhovedet”. Vi ved nu også, at de ”fredelige demonstranter”, der altså ikke var genstand for en massakre, ej heller var fredelige. De var derimod væbnede rebeller. Der er alt mulig grund til at spørge os selv: Kan vi i dag sige, at vi har beskyttet civile? Og har følgerne af vores valg ikke betydning for, om valget var det rigtige?

Libyen anno 2012
Ingen af spørgsmålene findes dog i den offentlige debat. Men nogle af svarene kan formentlig spores i dagens Libyen. Efter forløbet, der ledte til Gaddafis fald og over 30.000 mennesker mistede livet, rapporteres der nu ugentligt om kampe mellem forskellige væbnede grupperinger – ofte med snesevis af døde og sårede til følge. Det bør ikke komme som nogen overraskelse. Inden den vestligt støttede Mahmoud Jibril gav op og fratrådte sin post som midlertidig premierminister, advarede han både libyerne og FN: Hvis urolighederne i Libyen ikke bliver stoppet hurtigst muligt, ender landet i totalt kaos. Ni måneder senere er Libyen overtaget af mere eller mindre organiserede grupper, der truer med at destabilisere landet. Intet andet end viljen til at fjerne Gaddafi holdte oprørerne sammen, så nu er de begyndt at bekæmpe hinanden.

Østlibyen: Islamisterne
Østlige grupperinger kæmper for at gøre Benghazi og området Cyrenaica i Østlibyen uafhængig af Tripoli. Byen opererer stort set allerede uafhængigt af centralregeringen, og et råd stiftet for etableringen af et selvstændigt Cyrenaica opfordrede til at boycotte valget til nationalforsamlingen, som blev afholdt lørdag. Benghazi føler et vist ejerskab over Libyens fremtid efter byens rolle i opgøret mod Gaddafi, og fremtrædende grupper i området har udvist politiske ønsker om en selvstændig stat med Islam som omdrejningspunkt. En af disse grupper kalder sig ”Brigades of imprisoned Sheikh Omar Abdel-Rahman”. Navnet er efter den egyptiske lærde, som var den spirituelle leder for mændene bag bombningerne af the World Trace Center i 1993. Gruppen, som man ikke har kendt til før, har vedkendt sig tre angreb, som har fundet sted inden for få dage den seneste måned. Både Røde Kors’ kontor i Misrata og det britiske og amerikanske konsulat i Benghazi har været mål for gruppens bombeangreb. Brigaden har på fundamentalistiske internetfora henvist til, at Røde Kors er en kristen mission, og at angrebet på amerikanerne var svar på USA’s droneangreb mod medlemmer af Al-Qaeda i Pakistan. Lederne af gruppen tæller blandt andre Abdulbasit Azuz og Sufian bin Qumu. Den førstnævnte er tidligere jihad-kriger i Afghanistan, angiveligt medlem af Al-Qaeda og står nær Al-Qaeda’s leder, Ayman al-Zawahiri. Den sidstnævnte er om muligt mere hårdfør end Azuz. Qumu er også tidligere jihad-kriger i Afghanistan, løsladt fange fra Guantanamo (hvor det siges, at han overfaldt en vagt) og Osama bin Ladens tidligere chauffør. Han lover, at der kommer flere angreb mod amerikanske interesser. Man kan dog ikke tegne et entydigt billede af stemningen i Cyrenaica på baggrund af de militante gruppe. Flere af grupperingerne møder angiveligt modstand lokalt, og sidste måned vandt en kvindelig kandidat flest stemmer ved valg afholdt i Benghazi.

Vestlibyen: Klankrige
Hvor religion i en høj grad synes at afgøre magtforhold og alliancer i øst, er stamme- og klantilknytning bestemmende i vest. I Libyens Nafusa-bjerge har 100 grupper annonceret etableringen af en føderation under lederskab af Mokhtar Milad Fernana. Han er manden, som ledte de vestlibyske oprørere, og som også har udtrykt bekymring over islamistisk tilstedeværelse i Libyen. Flere af de væbnede grupper nægter at afvæbne sig, mens mange er utilfredse med, at centralregeringen aldrig har betalt ellers lovede løn efter Gaddafis fald. I det hele taget er bjergfraktionerne utilfredse med regeringen i Tripoli, som de mener er for ugennemsigtig. Spændingerne har ført til angreb på embedsmænd og regeringskontorer. Samtidig er flere hundrede døde i kampe mellem stammer, der oprindeligt støttede Gaddafi, og stammer, der gjorde oprør. Byen Zintan synes fortsat at være et centrum for store dele af urolighederne. Dets ledere har, siden Gaddafi blev myrdet, holdt hans mest prominente søn og arving, Saif al-Islam, i husarrest. De nægter at udlevere ham til centralregeringen, fordi de ikke stoler på regeringens evne til at sikre hans (rets)sikkerhed, og fordi han har oplysninger, som kan være til fare for Libyens fremtid. Som om det i sig selv ikke afstedkommer nok fortvivlelse for både centralregeringen og de internationale kræfter, der gerne vil have lagt låg på Gaddafi-kapitlet, valgte Zintans ledere sidste måned at arrestere fire udsendinge fra Den Internationale Straffedomstol med anklager om, at de forsøgte at levere breve til sønnen. Straffedomstolen og centralregeringen har krævet delegationen løsladt. Dog uden held.

Sydlibyen: Etniske spændinger
Ud over familie- og klanopdelinger har også etniske forskelligheder givet anledning til kampe. Berbere og arabere bekæmper i stigende grad hinanden. I det sydlige Libyen har den afrikanske Tibu-stamme, som oprindeligt har beboet området, været i kampe med arabiske stammer, som påstår, at tibuerne står i ledtog med fremmede magter. Indtil videre har kampene kostet flere hundrede livet i en region, der nu er opdelt i krigszoner. Tibu-stammen opfordrede ligesom oprørsgrupperne mod øst til at boycotte lørdagens valget, og har truet med at erklære dele af Sydlibyen selvstændig for at beskytte sine medlemmer fra det, stammens leder har kaldt et ”folkemord”. Lederen påstår, at hans folk bliver massakreret for øjnene af en passiv centralregering, og at militæret systematisk har beskudt uskyldige civile. Uroligheder fik for nylig en Tibu-embedsmand til at forlade sin stilling i centralregeringen, hvorefter han krævede handling fra FN. Og alt imens beskyldningerne om racisme mod det mørke mindretal i Libyen fortsætter, er den rivaliserende Zwiya-stamme yderst kontant: ethvert forsøg på at opdele Libyen i separate stater vil blive nedkæmpet.

En ny stærk mand ved magten
Der tegner sig altså et billede af et Libyen i total opløsning med optræk til totalt kaos. Man kan spekulere i, om Gaddafi har skabt splittelserne i befolkningen, eller om han i virkeligheden var den eneste, der kunne holde den i skak. Måske kan kun en djævel holde helvede fra at bryde løs. Og nu hvor General Gaddafi er væk, kan man frygte, at libyerne efter fortsatte kampe kan blive tiltrukket af valget om at bytte frihed ud med fred. Som set så mange andre steder vækker kriser og konflikter ofte et ønske om en stærk mand, der ved magt kan skabe ro. Men hvem skulle den stærke mand være? Et bud er Abdelhakim Belhadj. Han blev indsat som militær leder for Tripoli efter Gaddafis fald og er leder af det konservative Al-Watan parti, som blev velsignet af Ali al-Sallabi, en muslimsk lærd og en af Libyens mest magtfulde politikere. Al-Sallabi har kritiseret den nuværende regering for at være for sekulær og angiveligt betegnet den som et værre alternativ end Gaddafi. Belhadj forlod posten som leder af Tripoli for at føre valgkamp op til valget i lørdags. Han huskes af de fleste bedst fra rebellernes belejring af Tripoli. Her kunne han over for den internationale presse fremvise nyfundne dokumenter fra Gaddafis hovedkvarter, som bekræftede, at den amerikanske og britiske efterretningstjeneste tidligere havde samarbejdet med Gaddafi om at skaffe ham af vejen. CIA og MI6 arresterede i samarbejde med Gaddafi libyeren i Thailand og sendte ham til et fængsel i hjemlandet. Her sad han fanget i syv år og blev angiveligt udsat for tortur. Belhadj, som tidligere har kæmpet side om side med Taliban, og som angiveligt har samarbejdet med Al-Qaeda om angreb i Europa, har nu lagt sag an mod Englands tidligere udenrigsminister. Belhadj kræver en undskyldning. Han har udtalt, at han ikke helmer, før de vestlige magter, han kalder hykleriske, vedkender sig deres ugerninger. I det libyske anarki, hvor din fjendes fjende stadig er din fjende, rejser den stærkeste sig ofte fra kaosset og gør krav på magten. Som det ser ud nu, er Belhadj yderst populær, og vi ved, at han går efter magten i landet. Libyens kommende ledere kan meget vel blive personer, der tørster efter hævn over vesten, og som har venner, der kan gøre noget ved det.

Fra Forår til Sommer
Med den nuværende tilstand i Libyen er det svært at se, at libyerne har vundet. Forhåbningen om at tiden vil vende den nuværende udvikling bliver hurtigt kvalt ved henvisninger til Irak og Afghanistan, som stadig er kampzoner med sekterisk vold, fundamentalistiske bevægelser og udbredt usikkerhed. Der er ikke fred i Libyen, civile er langt fra beskyttet, og der er ikke tegn på større frihed. Den vestlige indgriben, retfærdiggjort ved usandheder, viste sig at være halvhjertet: Ingen er interesseret i at være massivt tilstede i Libyen, og vores sange om ”The Responsibility to Protect” er skiftet ud med en om ”A Choice to Forget”. Vi troede, at Libyen ville blive mere frit og mere sikkert uden Gaddafi, men indtil videre har vi taget fejl.

Jonas Thomsen Sekyere er jurastuderende på Københavns Universitet og har læst International Politik på Institut for Statskundskab og International Political Theory på LSE's sommerskole. Han har desuden skrevet for det London-baserede magasin Think Africa Press og har haft artikler og indlæg i Information og Politiken.