06.04.2012

Palæstinenserne er delt mellem aggressive, radikale fraktioner og de mere moderate magthavere i Hamas. Spørgsmålet er, om man skal skyde med raketter eller sætte sig ved forhandlingsbordet. Israel kan håbe på det sidste, men ingenting er sikkert.

KOMMENTAR af David Jano

For to uger siden blev en ny runde raketter affyret fra Gaza-striben ind over grænsen til det sydlige Israel, og som sædvanligt blev raketterne mødt af et israelsk gengældelsesangreb. For så vidt intet nyt under solen, men den her gang tog angrebene om sig og afslørede samtidig, hvor dyb splittelsen er blandt palæstinenserne.

Raketter skal bringe fokus tilbage på konflikten
Det hele startede med, at Israel i forsøget på at stoppe raketangrebet dræbte en af lederne fra den palæstinensiske bevægelse ”Popular Resistance Committee.” Drabet fik balladen til at eskalere, og raketterne regnede ned over det sydlige Israel. PRC og en anden bevægelse ved navn Islamic Jihad affyrer ofte raketter mod Israel, og det er efterhånden ikke en begivenhed, der når verdenspressen. Men denne gang havde PRC og Islamic Jihad besluttet, at der skulle skabes fornyet fokus på palæstinensernes sag. Planen var derfor at drage områdets magthavere, Hamas, med ind i konflikten.

Palæstinensernes magtspil
Ganske overraskende afslog Hamas’ leder Ismail Haniya invitationen til at indlede en ny konflikt med Israel. Det til trods for sine gentagne udtalelser om en verdensomspændende Jihad og udryddelse af Israel. Efter en uge med massive raketangreb og israelske gengældelsesaktioner sad Hamas mellem to stole; På den ene side skulle organisationen overbevise sine støtter om, at man støtter den globale Jihad og kampen mod Israel. På den anden siden ønskede Hamas ikke en ny Gaza-krig som den i 2009. I stedet udsendte Haniya erklæringer om, at tiden ikke var moden til en ny fuldbyrdet konflikt med Israel. Våbenhvilen eller ”Hudna” med Israel skulle overholdes, indtil Hamas og dets egyptiske storebror ”Det Muslimske Broderskab” var klar til den endelige sejr over Israel. Angrebene mod Israel afslørede pludselig et større magtspil mellem de forskellige palæstinensiske grupperinger i Gaza.

Konflikten bag konflikten
Hvordan kan det være, at Islamic Jihad of PRC bliver ved med at underminere den politik, som Hamas fører, hvis alle parter kæmper for den samme sag? Islamic Jihad og PRC nyder fuld støtte fra præstestyret i Iran i deres udfordring af Hamas, som derimod er kommet under beskyttelse af Tyrkiet efter Flotilla-krisen i 2010 og senest det åbne venskab med broderskabet i Egypten. Alle parter ser dog Iran som en finansiel vigtig allieret. Dog nogle mere end andre. De tre palæstinensiske grupperinger er alle sunni-muslimske, men det stopper ingen af parterne fra at pleje tætte forbindelser med Teheran. Bagved konflikten blandt palæstinenserne gemmer sig en større konflikt: De store regionale islamiske magter i Mellemøsten, Tyrkiet og Iran, kæmper for indflydelse i hele regionen, og Gaza er blot endnu en front, hvor slaget står.

Tyrkiet og Iran kæmper i Mellemøsten
Andre steder står Ankara bag sunni-muslimske grupper, mens Iran er i ryggen på Shia-muslimer. Sådan er situationen i Libanon, hvor Hezbollah er en stærk iransk allieret, mens den sunni-muslimske minoritet er mere splittet og hælder til en sekulær tyrkisk tilgang. Den tyrkiske premierminister Recep T. Erdogan støtter åbent oppositionen i Syrien, mens præstestyret i Iran yder markant støtte til Assads pro-shiitiske Alawit styre. Konflikterne i Irak, Bahrain og Yemen følger det samme mønster, hvor Tyrkiet og Iran støtter hver deres grupperinger blandt henholdsvis sunni- og shiamuslimer. Den iøjnefaldende forskel i Gaza er den, at konflikten mellem de palæstinensiske grupperinger er ganske atypisk, da alle her er Sunni-muslimer. Alligevel er Gaza-spørgsmålet et mikrokosmos af et langt større magtspil Mellemøsten. Tyrkiet og Iran blander sig i langt de fleste arabiske nationer. Men størstedelen af landene er ikke glade for Tyrkiet og Irans magtfulde fremfærd. På grund af den interne ballade i de enkelte lande er der dog ikke meget at gøre ved indblanding udefra.

Israel: Den fælles fjende trods alt
Konflikten med Israel spiller selvfølgelig også ind, når man kigger på den interne splid blandt fraktioner i Gaza. Hamas, PRC og Islamic Jihad har til dato ikke anerkendt staten Israel Hamas ønsker dog ikke en væbnet konflikt på nuværende tidspunkt, da man er slået ind på en mindre radikal kurs og forsøger at bløde forholdet op til Mahmoud Abbas og Fatah på Vestbredden. PRC og Islamic Jihad aggressive fremfærd stjæler formentligt en del af Hamas’ støtter. De to radikale fraktioner lader umiddelbart til at gå forrest i kampen mod den fælles fjende, Israel.

Israel bør omfavne Hamas
Hvad Israel skal stille op med balladen i Gaza-striben er vanskelig at vurdere. Det bedste ville være at omfavne Hamas, der lader til at være langt mindre radikal og blodtørstig, end før de kom til magten i 2006. Det er dog ganske svært for Israel, når Hamas stadig ikke anerkender Israel officielt. Sikkert og vist er det dog, at det bliver afgørende, hvem der får magten i området: Bliver det de radikale grupperinger PRC og Islamic Jihad styret af Iran eller det mere moderate Hamas med Tyrkiet i ryggen? Førstnævnte vandt dagsordenen for nylig, da det regnede med raketter ind over Israel i næsten 14 dage. Men Hamas sidder stadig tungt på magten. Man må håbe, at Tyrkiet kan tvinge Hamas til forhandlingsbordet med Israel, men så skal der ændres radikalt i deres charter. Får de iransk-støttede grupper magten i Gaza, vil det lede til en ny storkonflikt med Israel – noget der vil trætte alle parter.

David Jano (f. 1985) er cand. Mag. i Moderne Mellemøststudier fra Syddansk Universitet og har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har desuden læst på University of Haifa i Israel og er ekspert i Israelsk politik, kultur og historie. ILLUSTRATION: Israelsk luftangreb i Gazastriben. (Foto: World Violence via flickr)