Kommentar: Skattereform skal formentlig forhandles igennem med DF

Kommentar: Skattereform skal formentlig forhandles igennem med DF

30.05.2012

.

Regeringens skattereformudspil er uspiseligt for EL. De fleste kommentatorer mener derfor, at regeringen må finde stemmer hos V. Men de overser, at V aldrig kommer til at lægge stemmer til et forslag, hvis de kan vælte regeringen. Derfor kommer regeringen formentlig til at forhandle skattereform med DF. Og det kan godt lade sig gøre.

KOMMENTAR af Lasse Marker, medlem af chefredaktionen

EL vil ikke være med
EL vil ikke lægge stemmer til en skattereform, hvor dem på overførselsindkomster bliver taberne. ”Man stjæler 3 mia. kr. fra dem på overførselsindkomster for at give skattelettelser i toppen. Forrykt”, siger Johanne Smidt-Nielsen til DR og Politiken. De fleste kommentatorer mener, at skattereformen er uspiselig for EL, og at regeringen derfor vil forsøge at hente stemmer fra V. Men de overser, at Venstre er parat til at stemme deres egen politik ned, hvis de ser deres snit til at vælte regeringen.

Venstre er parat til at stemme sin egen politik ned
Det så vi første gang i november 2011, da EL under finanslovsforhandlingerne truede med at stemme imod finansloven. Dengang så Løkke sit snit til kunne bringe regeringen i mindretal. Den 17. november skar Løkke det ud i pap: ”Vi vælter regeringen, hvis vi kan”. Løkke ville altså ikke hjælpe regeringen – imod høj betaling naturligvis – med at få stemt en finanslov igennem.
En måned senere viste Løkke sig parat til igen at stemme sin egen politik ned. I december foreslog DF at undersøge reglerne for spindoktorerne. Regeringen mente, at reglerne var gode nok. Det samme havde Venstre gjort de foregående 10 år. Alligevel blev Thorning tvunget til at stemme for forslaget, fordi V spekulerede i, at de ville kunne bringe regeringen i mindretal, hvis de selv stemte for forslaget.
Selvom regeringen får forhandlet en aftale om skattereformen på plads med V, kan V på dagen stemme sin egen politik ned og tvinge regeringen til at udskrive valg.

Og Løkke behøver ikke at frygte et tab af tillid, hvis han stemmer sin egen politik ned. Socialdemokraterne har tidligere i historien selv begået løftebrud for at vælte en borgerlig regering. 14. april 1988 løb den daværende socialdemokratiske leder, Svend Auken, fra sit løfte om, at socialdemokraterne ville stemme for Schlüter-regeringens dagsordenforslag. Han fremstillede i stedet et andet forslag. S, R og SF kunne stemme for forslaget, hvilket ville bringe regeringen i mindretal. Det tvang Schlüter til at udskrive valg.

Skattereformen skal formentlig forhandles med DF
I DR’s Debatten 29. maj var V, K og LA inviteret til at debattere skattereformen. Men ikke DF. Og det var en fejl. Det burde have været DF i stedet for K og LA. For det bliver formentlig lettere at lave en aftale med et enkelt parti (DF) end med to partier (K og LA), der begge vil kræve indrømmelser. Når regeringen har opgivet håbet for en aftale med EL, og med mindre de tør spille hasard og give V mulighed for at stemme deres egen politik ned i folketingssalen og vælte regeringen, så vil det næste parti, som regeringen inviterer til forhandlingsbordet, formentlig være DF.
DF er imod regerings forslag om et mindre rentefradrag og øgede afgifter på vand, slik og sodavand, siger Thulesen-Dahl til Politiken 29. maj. Afgifterne koster 2,180 mia. kr. Rentefradraget koster 3,320 mia. kr., men er nemt at opgive. Man kan tabe et valg ved at pille ved boligskatten, og ved at imødekomme DF, kan regeringen slippe for at gøre boligejerne sure. Giver regeringen DF indrømmelser på de to områder, skal de sammen DF blive enige om at finde 5,5 mia. kr. et andet sted. Det er ”serious, but doable”.

DF har siden valget været anonyme og uinteressante for medierne, fordi 10 års indflydelse er blevet afløst af absolut ingen indflydelse. Nu kan DF igen få indflydelse. Og det vil være vigtigt for Pia Kjærsgaard at vise over for sine vælgere, at de får noget for deres stemme. Men vil DF overhovedet samarbejde med regeringen, når det kommer til stykket, eller vil de holde sig gode venner med V med henblik på at komme i regering efter næste valg? Det korte svar er, at forholdet til V ikke betyder noget. Får blå blok flertal efter næste valg, vil V være afhængige af DF’s mandater. Hvad der er sket før valget kommer ikke til at betyde noget efter valget. Pia Kjærsgaard og Thorning kan derfor meget vel gå hen at blive de nye venner i dansk politik.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han er BA i dansk og BA i statskundskab, kandidatstuderende i statskundskab og i Historie ved Københavns Universitet. Har været researcher ved og skrevet analyser til Politiken. ILLUSTRATION: Pia Kjærsgaard på valgaftenen (foto af Dansk Folkeparti)