06.12.2012

Det er ikke en sejr for demokratiet, at Uffe Elbæk nu er gået af som kulturminister. Det er et nederlag. Og det er mediernes ansvar.

KOMMENTAR af Lasse Marker og Villads Andersen

LÆS OGSÅ:
– KOMMENTAR: Pressen var ikke for hård ved Elbæk

Medierne plejer at legitimere deres rolle som den fjerde statsmagt ved at kalde sig demokratiets vagthund. Men medierne har med sagen om nu afgåede kulturminister Uffe Elbæks møder på AFUK endnu engang vist, at de først og fremmest er købmænd, der skal have solgt så mange aviser eller have så høje seertal, de kan. 23. september siger Poul Madsen i DR’s programserie Hængt ud på forside: ”Jeg er en købmand, der skal sælge så mange aviser som muligt”. Selvom Poul Madsen er den eneste, der har villet sige det højt, så står han ikke alene med den opfattelse. Selv på public service-kanalen DR måles nyheders succes i seertal.

Succeskriteriet burde være, om der er tale om nyheder, som er nødvendige for, at vælgerne kan træffe oplyste valg. Hvad der sker i EU betyder formentlig mere for danskerne, end hvem der er dansk statsminister. Men vi hører ikke om det, fordi EU-stof ikke sælger. Hvad, der sælger, gør til gengæld skandalesager og politisk mudderkastning.


Et tab for demokratiet

Medierne bestemmer, hvilke historier vi skal høre. Den sidste uge har vi hørt om Uffe Elbæks møder på AFUK i stedet for om den nye folkeskolereform. Og medierne bestemmer, hvordan historierne skal vinkles, frames, og hvilke kilder der skal kommentere og vurdere. På Journalisthøjskolen lærer man, at man skal forholde sig kritisk til sine kilder. Især kilder der har interesse i en given sag. Men det har journalister og redaktører tilsyneladende glemt. Oppositionspolitikere har stået i kø for at kritisere Elbæk for nepotisme, og flere har krævet hans afgang. Selvom oppositionspolitikere til enhver tid vil kræve en ministers afgang, hvis det kan få dem selv i medierne og skade regeringen, så har de alligevel fået al den sendetid og spalteplads, de kunne ønske sig. Simpelthen fordi, at det er en god historie, der sælger.

Selvfølgelig er Elbæk-sagen en historie, som medierne skal dække. Men Uffe Elbæk er ikke en korrupt minister, men en minister, der har kvajet sig og har sagt undskyld. Han har ikke gjort noget ulovligt, og det har ikke kostet skatteyderne en krone. De fem møder på AFUK har kostet 180.000 kroner, men møderne skulle jo have været holdt under alle omstændigheder. Det er derfor ikke en sejr for demokratiet, at Elbæk nu er gået af som kulturminister. Det er et nederlag. Og det er mediernes ansvar.


Derfor gik Elbæk

Det kom bag på de fleste, at Uffe Elbæk valgte at trække sig. Selvom flere oppositionspolitikere havde krævet hans afgang, og kommentatorerne havde anbefalet ham at gå af, er de fleste enige om, at Elbæk kunne være blevet, hvis han ville. Og både partileder for De Radikale, Margrethe Vestager og statsminister, Helle Thorning Schmidt, har sagt, at Elbæk ikke stod til en fyring. Men der er en ganske god grund til, at han trak sig. Tilliden til ham er forsvundet. Og uden tillid er man intet i politik i dag.

Det er konsekvensen af de seneste års udvikling. I 1998 kom Søren Pind hjem fra et besøg i Storbritannien. Han forærede daværende partiformand for Venstre, Anders Fogh Rasmussen, bogen The Unfinished Revolution. Den er skrevet af Tony Blairs spindoktor. Dens pointe kan kort sammenfattes til:

De vælgere, der altid vil stemme på dig – glem dem
De vælgere, der aldrig vil stemme på dig – glem dem
De vælgere, der måske vil stemme på dig – brug alle dine kræfter på dem

Da Fogh kom til magten i 2001, indførte han kontraktpolitikken; kampen om medianvælgeren. Nu konkurrerer partierne om de samme vælgere, de samler sig derfor mod midten, og forskellen på deres politikker bliver mindre. Når politikerne ikke længere kan konkurrere på politikker, må de konkurrere på noget andet: TILLID.

Når medierne den sidste uge har bragt artikel efter artikel og indslag efter indslag, der anklager Uffe Elbæk for nepotisme, kan der kun ske en ting: vælgerne mister tillid til Elbæk. Og når vælgerne mister tillid til en minister, så taber de tillid til ministerens parti, i dette tilfælde Det Radikale Venstre, og regeringen. Og i et politisk spil, hvor politikerne konkurrerer på tillid snarere end politikker, er det værste, der kan ske for en politiker, et parti og en regering at miste tillid. Derfor blev Uffe Elbæk nødt til at trække sig som kulturminister.


Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han er vært på RÆSONs kulturtalkshow Fredag Klokken Fem i Diamanten. BA i Dansk og i Statskundskab og kandidatstuderende på Statskundskab og Historie. Han har skrevet analyser til og været researcher på Politiken.

Villads Andersen (f. 1988) er RÆSONs daglige redaktør og medlem af chefredaktionen. Han er vært på RÆSONs kulturtalkshow Fredag Klokken Fem i Diamanten. Indtil januar praktikant på P1 Dokumentar, DR’s ugentlige radiomagasin med og om undersøgende journalistik og dokumentarisme. Kandidatstuderende i analytisk journalistik ved Aarhus Universitet og Journalisthøjskolen. BA i medievidenskab og retorik.